Lidt fra havnen. Det er ligefrem en hel oplivelse at gå en tur langs havnen i denne vinterkulde og øvrige søllehed, der for tiden lægger sin hårde hånd på os, at se hvilken virksomhed der hersker på tømmerpladsen; de er 2 nye større fiskekuttere på stabelen, 1 der bliver forlænget, efter at være skåren midtover, og desuden 4 – 5 stykker under reparation. De 2 nye og 3 ældre ere eller bliver en slags dampskibe, da de får indsat skrue, så det er jo ganske uhørt og uformodet, at vi her på Fanø skulle have fornøjelsen at så hurtigt at komme til at bygge ”dampskibe” og se så mange i havnen på én gang. Alle de omtalte fartøjer ere bestemte til fiskeri og hører eller kommer til at høre til Esbjerg; det som bliver forlænget og som i sin tid blev bygget her, hører hjemme i Langli. 

Det var at ønske, at det på den måde ved vedblive med byggeriet, så vi også på Fanø kan komme i gang med at bygge skibe igen; på Ærø og Thurø sættes det skib efter det andet i vandet, foruden at der indkøbes mange udenlandske, så det må kunne betale sig for dem endnu. Hvorfor skulle det ikke også kunne betale sig for os, når vi blot har praktisk dygtige folk der forstår at tage alle ting økonomisk, såvel om bord på skibene som især her på øen.   

Skal vi holde vore sager gående som hidtil, må vi i hvert fald se at komme ind i et andet spor; der i de senere år er forsøgt, har kun bragt tab og skuffelse for alle og bragt mange til afgrundens rand. Hvad der bør gøres eller hvorledes man bedst kan få kunne solide foretagender i gang, er jo ikke godt sådan at beskrive, men måske en eller anden vil her i bladet kunne fremkomme med ide, eller om mulig kunne der afholdes et møde, og der drøfte hvad der kan gøres til bedste for øen. På den måde kan vi måske få noget i gang, så Fanø kan komme over den nuværende misere 

I eftersommeren 1902 opmålte havneingeniørkontoret i Esbjerg i Slunden, Loen og Nordby havn. Fanø Ugeblad skriver herom, at det gav en sandsynlighed for at staten ville forbedre besejlingsforholdene mellem Fanø og fastlandet.  

Man mente, at dette kunne fremme den nye industrigren, Nordsøfiskeriet. Fanøs fiskerflåde bestod omkring århundredskiftet af 6 – 7 store kuttere med planer om bygning af flere. Det bedste ville være om kutterflåden kunne overvintre i Nordby havn og på samme tid få et eftersyn både på skrog, rigning og sejl. Hvis sejlløbet til Fanø blev uddybet kunne det måske ligefrem trække Esbjergkuttere til Fanø for at få en grundig udluftning og rengøring hver vinter, da der ikke fandtes egnede forhold til dette i Esbjerg.  

Oplægges der nu en hel flåde af fiskekuttere hver vinter i Nordby havn, ville nødvendigheden af ophalerbeddingen og værftet snart gøre sig gældende, og skibstømrerindustrien ville da få et løft og skabe arbejde for en hel stab af tømrere, men betingelsen for dette er, at farvandet uddybes.  

En læser slog i Fanø Ugeblad til lyd for at netop en fiskerihavn på Fanø, kunne vende tilbagegangen og i stedet fremme beskæftigelsen på øen. Læseren mente, at anlæggelse af en havn mellem Batteriet og Pakhusbanken, for øvrigt et gammelt projekt, som havde været oppe at vende inden Esbjerg havn blev en kendsgerning.  

I artiklen nævnes de ofte fremkomne klager fra Esbjerg fiskerne, om at holde fiskene i live i hyttefadene og kutterne rene, og der pegedes på at vandet ved Fanø er helt rent og ikke ødelægges af industriudledninger.  

Man mente, at hvis blot Slunden blev uddybet og det yderste af sandet blev gjort til en lededæmning og der fra Batteriet og Pakhusbanken blev anlagt havnemoler og derimellem blev opmudret kraftigt, så havde man allerede en havn. En vej skulle anlægges ud til Batteriet og der skulle afgives land til tørreplads, ophalerbedding m.m. En tømmerplads til nybygninger og reparationer mentes bedst kunne anlægges ved Svenskeren. 

 I november 1902 slås der på ny tromme for at forbedre vilkårene for Fanøs fiskeflåde, der foruden kommunens ”Venus” består af 6 større tomastede fartøjer, 5 nye var under bygning, heraf 3 i Esbjerg, 1 i Frederikshavn og 1 i Assens.  

Man forventede en snes kuttere hjemmehørende på Fanø inden for de kommende år, så tiden var inde til at forbedre vilkårene for fiskerne, med hensyn til nybygninger, reparationer og vinterleje, med hvad dertil hører.  

Rygterne ville vide, at fiskerne selv ville anskaffe rulletøj og leje det gamle saltværk til pakhus og få det nødvendige anskaffet, så de selv kunne garve sejl, tovværk og fiskeredskaber.  

Man pegede på, at der skulle en driftig man til at tage têten og danne et aktieselskab eller ved at søge et rentefrit statslån, eller tale med Fanø Spare- og Laanekasse om et lån, så ovennævnte aktiviteter kunne komme i gang.  

Skribenten fandt det nødvendigt, at det netop var på Fanø, disse aktiviteter etableredes, især med de svindende indkomster fra oversøiske handler. Fik Fanø ikke nye indtægtskilder, ville det gå stadig tilbage. 

Nordby sogneråd havde i 1902 indsendt en ansøgning til ministeriet for offentlige arbejder om, at der ved statens foranstaltning måtte ske forbedringer af indsejlingen til Nordby: 

a). enten ved opmudring af den såkaldte ”Slunden”

b). eller ved uddybning af det nuværende sejlløb fra farvandet mellem Fanø og fastlandet til Nordby, ”Loen” kaldet, tilvejebringes et tilstrækkelig dybt sejlløb til Nordby  

Ansøgningen blev ikke bevilget, da de dermed forbundne omkostninger, hhv. 77.000 kr. og 22.000 kr., var så store, at ministeriet ikke fandt anledning til at søge den bevilget. Havnen kunne ikke yde nogen del af disse omkostninger.  

Nogen tid efter indsendte 32 fiskere i Nordby til ministeriet en ny ansøgning, hvori de beder om hjælp til opmudring af ”Loen”, endvidere ønsker de hjælp til anlæg af en mindre ophalerbedding.  

I marts 1903 havde Diskussionsklubben i Nordby emnerne besejlingsforhold, bådehavn og ophalerbedding til debat. På mødet enedes man om, at sende en deputation til København for at tale med områdets folketingsmand, kommandør Bluhme og finansminister Hage for at bevilge et beløb til de foreslåede ændringer.  

Deputationen kom til at bestå af Th. Jessen, Niels A. Hansen og H. Nielsen, der hurtigt fik foretræde for ministeren, der dog ikke mente, at der kunne blive tale om et tilskud i år, men ville gerne næste år arbejde for sagen.  

Den 14. april 1903 indsender sognerådet i Nordby en ansøgning om af hensyn til: 

a). den almindelige søværts trafik til Nordby

b). den store fiskeflåde, der er og vil blive hjemehørende der, og

c). færgefarten særlig i badetiden, gratis at få udlånt statens i Esbjerg stationerede opmudringsmateriel til at foretage nogle mindre, men højst nødvendige opmudringsarbejder i sejlløbet til Nordby havn, ”Loen”, særlig på de steder, hvor mindre sandbanker hindrer sejladsen ved lavvande. 

Til den ansøgning svarer ministeriet for offentlige anliggender, at de stadig ikke finder tilstrækkelig anledning til den af fiskerne foreslåede opmudring, og at staten heller ikke var villig til at medvirke til anlægget af en ophalerbedding, der ifølge Vandbygningsvæsenets overslag vil koste 16.000 kr.

Derimod vil ministeriet lade de ønskede mindre opmudringsarbejder i ”Loen” fortage af muddermaskine nr. 3, under disse vilkår:  

”at Udgifterne til Ekstramandskab, Smaareparationer, Kul, Olie m.v., hvilke udgifter vil andrage højst 300 kr. om Ugen refunderes Staten af Nordby Havnekasse”.  

Ovenpå disse fakta findes I Ribe stiftstidende i 1903 en artikel vedrørende indsejlingen til Nordby forfattet af en ”Fanøsømand”. Han besværer sig over regeringens tilbud, og har ikke den store tiltro til opmudringsprojektet, idet han mener, at ”Loen” vil vende tilbage til sit oprindelige udseende året efter opmudringen. 

Han beklager også, at det er havnekassen der skal betale gildet minus lånet af en opmudringsmaskine fra Esbjerg havn. Han skriver endvidere, at man måtte kunne finde penge fra færgerimonopolejerne og ikke mindst fra tyskerne ved Badet.  

”Fanøsømanden” ærgrer sig også over, at den nuværende flåde på 12 fiskekuttere er henvist til Esbjerg havn.  

I en senere artikel i samme avis, skriver provst Holck, at indtrykket fra ”Fanøsømanden”s artikel, er at Fanøboerne er til fals for penge, hvilket provsten tager til genmæle overfor.  

Ovenpå provst Holck’s indlæg skiver bogtrykker Hugo Høgsted følgende:  

”I Anledning af ”En Fanøsømand”s Indlæg i Ribe Stiftstidende om vore Indsejlingsforhold og Uddybet af ”Loen” har Hr. Provst Holck forfattet en artikel i et senere Nr., der skal være et Udtryk for, hvad Fanøboerne tror og tænker i national Henseende. Han skiver således bl.a.: ”Det kan maaske være smaat nok med Nationalfølelsen herovre” og fortsætter senere, at ”den nationale Følelse heldigvis ikke staar paa svage Fødder herovre”; disse to Udtalelser forekommer mig at være en Del selvmodsigende. Jeg tror ikke Hr. Provsten kender Folks Følelser tilstrækkelig i den Henseende, men griber i sin egen Barm, og slutter deraf, at da han er en Modstander af alt tysk – Gud ved af hvilken Grund – saa maa alt Folket tænke som han. Man er her sikkert lige saa nationalsindet som det øvrige danske Folk, men ikke fanatisme imod andre Nationer, og hvorfor skulde man egentlig være det? En hel Del Håndværkere, Handlende og en Mængde Smaafolk har store Indtægter hvert Aar fra Badet, der jo endnu ikke er i danske Hænder, disse Folk har vi jo kun al mulig Grund til at være taknemlige overfor.  

Hvilke Fordele har vi i øvrigt her paa Øen fra den danske Statskasse og alle de Goder der nydes derfra? Ingen! Her maa vi alle svare vore Afgifter til den, men bliver skubbet til Side ved enhver Lejlighed; alt bliver taget herfra (Birkedommerembedet og rimeligvis Toldforvalteren med, naar Tiden kommer), men at der skulde ydes Øen 2 Øre til Hjælp for vore Besejlingsforhold, der faktisk er i en jammerlig Forfatning, det er naturligvis en urimelig Tanke, derfor er jeg og mange med mig enig med en ”Fanøsømand”. Kan man ikke faa Hjælp fra Staten, bør der søges andre Steder hen.  

Der bliver udvist Kortsynethed fra Regeringens og Rigsdagens Side, dette skal bestemt konstateres. Vor højtærede Folketingsmand har vi til Dato heller ikke meget at takke for endnu; thi han tænker kun paa Esbjerg, det er dog vort Haab, at Fremtiden bliver bedre efter hans sidste Udtalelser at dømme. Det er, som sagt, ingen Grund til Hr. Provsten til at tage saa stærkt paa Veje, endog i stærke Udtryk, der var sikkert mere Anledning til at arbejde med større Interesse for Forbedring af vore Lokale Interesser, saa vi kan blive ligestillet med det øvrige Land med hensyn til Kommunikationsforholdene, det staar paa et meget lavt Trin; ja, vi er langt, langt tilbage for det øvrige Land, det bliver næsten daglig fortalt af fremmede tilrejsende, og hvad maa vi saa ikke døje om Vinteren!  

”En Fanøsømand” fortjener Tak for at have taget Bladet fra Munden, maatte vi ad den Vej have Haab om at blive hørt. Her bør saavel Fiskernes som de øvrige Beboeres Interesse varetages paa en lige saa forsvarlig Maade som i det øvrige Land, det er en Ret, vi kan forlange, og som man ikke paa højere Steder vedblivende kan undslaa sig ved at tage Hensyn til.

                      Nordby, Fanø i Juli 1903, Hugo Høgsted”.