Grønningen

 

Ved Fanøs nordkyst ud mod sejlløbet til Esbjerg ligger et sær­egent marskland på ca. 410 ha. Det var Grønningerne, Oddens Grønning og Byens Grønning, som helt fra 1741 har været fæl­leseje for lodsejerne i Nordby sogn. Det var ikke alene landbrugsejendomme, der havde græsningsret på Grønningen for deres kvæg, denne ret var sikret så at sige enhver ejendom ved Odden, hvoraf mange havde 1-2 køer. Desuden havde lodsejerne ret til på Grønningen at skære tørv til de stråtækte huses mønning. 

Til at drive og vogte kvæget var ansat en hyrde ”æ hjøwer-mand”, som havde en knægt ”æ hjøwerdreng” til hjælp.

Fra tidlig forsommer, så snart der var græsning nok, og til sent på eftersommeren blev køerne fra Odden hver dag drevet på Grønningen.



8 B1494 Koeer-paa-vej-til-Hjoe


Køer på vej til Grønningen langs stranden


B1520-31 Koeer-paa-vej-til-Gr


 

Samlingsstedet var stranden ved færgelejet. Hertil kom folk med køerne, og her overtog hyrden og hans dreng den samlede hjord og drev den langs med stranden om til Grønningen. Hjor­den kunne tælle op til 200 stk. Ved driften langs stranden måtte der derfor tages hensyn til ebbe og flod, og der måtte derfor dri­ves til varierende tider mellem kl. 5 morgen og kl. 6 aften. En time før ”hjøwermanden” bestemte afgang for kodriften sendtes ”hjøwerdrengen” rundt i gader og veje med et tudehorn - hjøwerhornet - hvorved han for beboerne varslede, at køerne skulle samles ved stranden. Det faldt naturligt, at koholdene fra de for­skellige ejendomme på vejen til stranden efterhånden alle kom ud på landevejsgaden, hvorfra de ad den smalle slippe nord for hotel ”Nordby” kom ned til stranden. På gaden efterlod køerne, hvad der naturligt måtte falde, men som ikke gjorde bygaden særlig tillokkende for fodgængerne. 

Når vandstanden ved aftenstid - en time før hjemdriften skulle foregå - var passende, sendtes hjøwerdrengen ind til byen for igen at lade hornet varsle, at køerne skulle hentes ved stranden. 

Disse afleveringer og afhentninger af koholdene ved stranden har frembudt et broget skue af kvinder og børn i nationaldragt, som nok kunne tiltrække gæsters og turisters opmærksomhed, ligesom hjøwerhornets tuden i gaderne også påkaldte forundring. Til lønning af hyrden og til vedligeholdelse af hegn m. v. ydede man for hver ko en afgift til »Oddens Kasse«. Kodriften ad byens gade kunne jo nok efterhånden blive til stor gene for beboerne, og da landevejsgaden i 1866 blev brolagt måtte Oddens Kasse bidrage til omkostningerne. 

Da bebyggelsen ved Odden blev mere bypræget, ønskede man kodriften bort fra gaden og i 1904 blev samlingsstedet for Hjøweren flyttet fra stranden til vest for Klauses Bjerg, og herfra blev der anlagt en direkte, hegnet vej gennem klitterne ud til Grønningen. I 1952 ophørte den gamle form for Hjøweren. Kø­erne drives ikke mere ud og hjem hver dag, men bliver malket på Grønningen.




Relaterede artikler

Gå til top