Skibsværfter

 

 

 

skibsbyggeri-paa-Fanoe---Carl

 

 

 

 

 

Skibsbyggeri på Fanø - Carl F Sørensen u å

 

 

 

Fanøs lokale skibsbyggeri følger nøje den almindelige velstandsstigning. Traditionen er gammel på øen, og bygningen af større skibe tager sin begyndelse med tilkaldelsen af en skibsbygmester Lorentz Holst fra Altona til Nordby i 1768. Han får hurtig sat fart i erhvervet, der når sin første blomstring omkring år 1800. På dette tidspunkt er der i Nordby et skibsværft med 5-6 faste arbejdere, samt to skibsbygmestre uden fast værft, men med 3-4 faste arbejdere. I Sønderho fandtes der på dette tidspunkt intet egentligt værft, idet skibene byggedes på mere eller mindre tilfældige arealer nær ”havnen”. Der var tre bygmestre med 9 faste arbejdere, deraf 6 fra fastlandet. Om vinteren drev desuden 10 af de hjemmeværende skippere skibsbygning. Skibsbyggeriet foregik uden brug af tegninger. I alt var der på dette tidspunkt beskæftiget ca. 25 mand fast.   

Antallet af skibsværfter og ansatte svinger en del i de følgende årtier som en følge af opgangs- og krisetider, men først omkring 1840 begynder skibsbyggeriet for alvor at tage fart for at kulminere i årene fra 1860-75, hvor der foruden 100 skibstømrere til stadighed er en række andre håndværkere og arbejdsmænd beskæftiget ved byggeriet. Fra 1875-80 aftager aktiviteten hurtigt, men endnu et stykke tid overlever en del af værfterne i Nordby, bl. a. ved at levere nybygninger til Esbjergs voksende kutterflåde. 

De store skibsbyggerier blev Fanø’s storhedstid, thi i disse år sporedes velstanden ikke kun ved de penge, som strømmede hjem fra søfolk på de fjerne have, men på værfternes beddinger lød dagen lang savens hvinende skar gennem tungt egetømmer, hammerens slag og skibsøksens hug.

 

 

 

 

 

Skibsbygmester Holst

 

 

 

At den første skibsbygmester nedsatte sig i Nordby i 1768, skyldtes lidt af en tilfældighed. Ribe-købmanden, rådmand Jens Rasmussen Rahr, begyndte omkring 1756 at drive skibsrederi og hvalfangst ved Grønland. I 1764 købte han på Mandø et dér indstrandet brigantiner skib, 19 læster drægtig, og i 1766 ligeledes på Mandø et indstrandet galeaseskib på 24 læster. Begge disse skibe fik han med megen møje og besvær indslæbt til Ribe, for at blive repareret der. Jens Rasmussen Rahr havde i 1767 med henblik på robbefangsten i Ishavet købt et på Rømø strandet skib, og dette skib var for stort til at kunne indslæbes til Ribe og i stedet for at lade dette reparere i Altona, hvor de nærmest liggende værfter fandtes, besluttede han at tilkalde en skibsbygger og valgte så Nordby som det bedst egnede sted for anlæg af et skibsbyggeri. 

Den skibsbygger han kom i kontakt med, var Ærøboen Lorentz Holst, der hidtil havde virket i Altona. I forening anlagde de nu et værft, der bl.a. omfattede to beddinger, og som ved Rahrs død i 1787 blev overtaget af Holst som eneejer. 

Nordby kommune overdrog ham vederlagsfrit benyttelsen af en plads på havnen til anlæg af beddinger. 

For Sønderhos vedkommende synes skibsbyggeriet at være startet i 1769, hvor den ældst kendte skibsbygger Mads Sonnichsen byggede everten "Mette". Sonnichsen der var født i 1746 og udøvede håndværket til 1805, byggede i alt 68 fartøjer: Jagter, everter, kuffer, tjalker og smakker samt enkelte galeaser. Mads Sonnichsen døde den 12. oktober 1828, 82 år.

 

 

 

Værfterne omkring 1800

 

 

 

Folketællingen 1787 var ikke særlig præcis i sine angivelser af folk knyttet til skibsbyggeriet: 1 bådfører og skibstømrer, 2 skibstømmermænd og 2 tømmermænd er alt, hvad tællingen nævner for Sønderho. Årsagen skal søges i, at skibsbyggerne endnu ikke betragtedes som en egentlig stand. Der bliver i Nordby nævnt 7 skibetømrere med Lorentz Holst som skibsbygmester. Tømmermændene var: Bertel Frandsen, Jens Jensen Alrøe, Mathias Herman, Jens Lauridsen Borch, Hans Knudsen og Jes Hansen. Mange skippere byggede selv skibe om vinteren.

 

  

 

 

 

skib-i-spant

 

 

 

 

 

 

 

På Th. Schmidts tegning ses arbejdet på Fanøs sidste lokaltbyggede langfarer, barken Thora, der blev søsat i 1896.

 

 

 

I 1791 leverede pastor O. T. Foss en beskrivelse af Sønderho sogn, herunder skibsbyggeriet:

 

 

 

"De mindre Fartøjer, som ere fra 4 Læster og derunder, opslæbes paa Landet, østen og norden for Byen, med stor Arbejde og Besværlighed, saavidt at Søen ei kan komme dertil, og ligeledes til Vaartiden nedslæbes igjen i Vandet. Naar de store Skibe skal nedsættes, da samles 4 - 6 Skruer, som løfter Skibet en Alen op fra Grunden, men af Mangel paa Skruer opvejes den ad Sandvægt og Bjælker, som for nogle Aar siden, med mange Menneskers Arbejde og Hjælp. 

Bygningsmestre og Tømmermænd gives her ogsaa af Sognets egne Beboere, af hvilke der om Vinteren mest bygges mange Fartøjer, men sjældnere om Sommeren, da Mesteren og Tømmerfolkene ligesaavel som andre gemenligen farer til Søs. De bygger Fartøjer store og smaa, endog Smakker paa 20 Commercelæster. Ingen er i Sognet, som kan have sin fulde Næring og Ager eller Engs udkomme, eller sin Avlings alene, uden Sejlads." 

På begæring af Commercekollegiet indsendte ligeledes birkedommer Nørup en serie beskrivelser af bl.a. skibsbyggeriets tilstand. Han beretter i 1803, at skibenes skrog er bygget af eg, som er hentet i Ribe og Haderslev amter via Ribe. Skibenes dæk og skot udføres af fyrretømmer importeret med egne skibe fra Norge. Reb og tovværk tilvirkes af egnens rebslagere, mens sejlene er strandet gods eller lavet "herhjemme af rå materialer". 

Smedene i Sønderho lavede alt jernarbejdet, men også her anvendte man indstrandede skibes udstyr. I Sønderho var der tre bygmestre, mens Nordby havde to. Sønderhos bygmestre havde 9 folk i dagligt arbejde, heraf 6 fra fastlandet, "men om Vinteren mens Farten er stille, gives her desuden 10 af Landets og Sognets Skippere, som øve Skibsbyggeri". 

Nørup omtaler, at der nok i Sønderho findes en, der forstår at bygge efter tegning "men ingen bruger det". Det var Niels Nielsen Nissen, der i Holland havde skaffet tegninger fra en skibsbygmester.  

Nørup angiver prisen for at bygge et skib i 1803 til ca. 200 Rdl. pr. læst.

 

 

 

 

 

I 1807 kunne Nørup indberette, at antallet af bygmestre i Sønderho var steget til 4, som havde 12 tømrere i arbejde. Disse havde bygget 9 skibe i alt til 13.600 Rdl. krigsudbuddet og de engelske opbringelser ses i Nørups beretning at vække bekymring. Allerede nu er flere af værfternes nybygninger forsvundet ud af flåden "uden kongelig Erstatning". 

I 1818 havde Sønderho 5 bygmestre med 4 tømrere. De havde hver bygget et skib, hvis pris lå mellem 1600 og 3000 Rdl.  

I 1821 blev der ikke bygget noget, da det kneb med kapital. Toldvæsenet gav en håndsrækning og bestilte en jagt, der af en bygmester og to tømrere byggedes færdig og afleveret i 1822. 

Nørup omtaler havnepladserne i Nordby og Sønderho. 20 år før i 1803 kunne han berette, at der i Sønderho ikke fandtes noget fast værft, men at skibene byggedes "oppe i landet, hvor bedst Lejlighed gives og undertiden langt fra Havnen". I Nordby havde Lorentz Holst i 1769 etableret sig med to beddinger. Nu i 1823 kunne Nørup fortælle at der stadig ikke var et egentligt værft, "men Skibsbygmestrene slaar sig sammen og bygger Skibe uden saadant". Man lånte redskaber af hinanden og havde et arbejdsfællesskab.  

1840 byggedes skonnerten "Jørgiane", 44 1/2 K.L. til kaptajn M. M. Andersen, det var den første, der byggedes efter tegning af Niels Sonnichsen, Sønderho. 

"Jørgiane" bygget i 1840 i Nordby, var det første skib bygget efter tegning i Nordby, hvilket var så stor en begivenhed, at den findes omtalt i "Ribe Stiftstidende" nr 35.: "Paa Fanø lægger man sig i de senere Aar efter at bygge Skibe af forbedret Bygningsmaade og Konstruktion. Tømmeret leveres for Størstedelen af M. Brandt i Fohl fra Gram Skove. Han tager ogsaa del i Rederiet. 

I flere hundrede Menneskers  Overværelse og under Kanansalut løb den 18. april en kobberfast 15 - 1600 Tønders drægtig Skonnert af Stabelen; den første af den Art, som er bygget på Øen. Dette Skibs Konstruktion, der lader formode, at det vil blive en god Sejler, gør dets Mester, den dygtige og driftige Skibsbygmester N. Sonnichsen, stor Ære i enhver Henseende. Hr. Sonnichsen har straks lagt Kølen til et lignende Skib i Sønderho". Det kan bemærkes, at en stor del af tømmeret til dette skib blev om vinteren ført over isen fra Ribe."

 

 

 

Joergiane---skonnert

 

 

 

 

 

Skonnert JØRGIANE, bygget 1840 og målt til 43.5 kml. Skibet repræsenterer sammen med skonnert SOPHIE afgørende tekniske forbedringer i byggeriet på Fanø, idet de blev bygget efter tegning. (Svendborg & Omegns Museum).

 

 

 

I året 1841 var der beskæftiget 43 tømrere, 42 lærlinge foruden daglejere i skibsbygningshåndværket. Skonnerten "Sophie", var det første kobberfaste skib I Sønderho. Det løb af stabelen 15. marts 1841 under store festligheder. 

1840erne - 1880erne. I denne periode er Fanø-søfarten igen præget af fremgang. Flåden vokser såvel antals- som tonnagemæssigt. Frem til ca. 1870 er skibsbyggeriet med i denne ekspansion. At skibsbyggeriet tonnagemæssigt stadig mere nærmer sig, og til sidst overstiger, antallet af nybygninger, er blot udtryk for, at de enkelte skibe bliver større. 

I 1849 forlyder det i en indberetning om skibsbyggeriet på Fanø, at der i Nordby var 2 mestre med 15 svende, 2 drenge og 13 daglejere, og i Sønderho 7 mestre med 50 svende og nogle dag­lejere. 

Men disse vel godt 100 personer incl. alle daglejere var ikke de eneste, som tjente på skibsbyg­geriet. Dette gav nemlig beskæftigelse til en lang række andre håndværk og underleverandører, hvoriblandt blot skal nævnes rebslagere (reb, tovværk), sejlmagere (sejl, flag, kompasser), blokkedrejere (blokke, jomfruer, skibsrat), smede (mastebeslag, røstjern, skibsknæ, ankre og kæder), blikkenslagere (kogekar, spygatter, lanterner), bødkere (træfade, tønder, pøse), bil­ledskærere (navnebrædder, gallionsfigurer) og riggere, som stod for skibenes tilrigning. 

 

 

 

Smed becks smedie 1860

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Smed Beck’s smedie på værftsområdet i 1860.

 

 

 

P. H. Clausen beretter i ”Fanøbogen” følgende om skibsbyggeriet

 

 

 

P-H-Clausen

 

 

 

 

 

Som forhen bemærket har man ingen sikker beskrivelse over skibsbyggeriet før 1830, dog har jeg bragt i erfaring, at en skibstømrer, vistnok den mand, der omtales at være kommet hertil fra Altona i 1760, har bygget flere småskibe og anlagt en bedding, denne optoges i 1855 og var da tildels opædt af pæleorm. Mandens navn var Lorentz Holst, fader til Hendrick Holst, var vistnok fra Ærø. Sidstes søn er lods Holst, der endnu lever og bor i Esbjerg, ligesom der her på Fanø lever flere af familien.  

Fra 1835, da assurancekassen oprettedes, byggedes flere mindre skibe her på Fanø, de blev nu underkastet et vist tilsyn fra foreningens side, idet der årlig på generalforsamlingen valgtes to mænd til at efterse skibene, før de gik i fart om foråret, ligesom alle nye skibe, der byggedes eller tilkøbtes, også underkastedes det lovbefalede eftersyn. Lloyds eller Veritas eftersyn og klassifikation fandtes endnu ikke dengang. Der byggedes dog endnu efter øjesyn, og de større skibe byggedes i Randers eller Haderslev. 1839 var det første skib, der byggedes efter rids til kaptajn M.M. Andersen, den var 44 commerce læst, bygget med faste spanter og kobberfast, blev nævnt JØRGIANE. Bygmesteren var Niels Sonnichsen af Sønderho, han var oprindelig krydstold betjent og byggede flere skibe på Sønderho.  

Gamle Schrøder byggede dog stadig endnu efter den gamle metode, det var først i slutningen af fyrrerne, da Chr. Mecklenborg kom hertil, at der rigtig byggedes efter tegning. Mecklenborg var en præstesøn fra Amrum, lærte i Aabenraa og kom her til Fanø, da krigen i 48 udbrød.   

Andre mestre samtidig var Niels Thomsen, Laust Morten Jepsen og Jes Thoms disse kunne heller ikke lave rids, men byggede efter modeller eller antog mestersvende, som kunne skibskonstruktion. Det samme gjorde senere hen Niels Nielsen. Mecklenborg, købte tømmerpladsen af Schrøder, byggede flere skibe, blandt andre andre briggen ACTIV, men rejste herfra sidst i halvtredserne til China, hvor han i Amoy anlagde en tørdok; han døde og ligger begravet der. 

 

 

 

 

 

Jes Th. Hansen, eller som han hed i daglig tale ”River Jes”, kom hertil som snedker fra Ribe, hans første forsøg som skibsbygmester var en 2 m. evert til Roborg, derefter byggede han en lille skonnert APIS. Navnet fik de fordi en bisværm under bygningen fæstede bo i den. Senere fik han flere skibe fra Horsens til fortømring, nogle blev samtidigt forlænget, jeg husker dem godt, og hvilket mas, de havde med at få disse fartøjer op på tørt land, det ikke let. Hvorfor disse skibe sendtes hertil, ved jeg ikke der må vel ikke i Horsens have været anlæg til at tage op. Det var ikke småskibe efter vore begreber dengang, MONBERGS MINDE og BORGMESTER RÆDER m.fl., tillige kom en hel stab af tømmerfolk, af disse blev en del bosidder her, derimellem Rasmus Christensen og Chr. Graff, sidstnævnte byggede mange skibe her. Ovennævnte Thomsen og Jepser her fra øen, de byggede også flere skibe i halvtredserne Chr. Graff er født i Svendborg, lærte skibsbyggeriet hos Møller i Horsens, begyndte på Mecklenborgs plads; hans første arbejde i 1856 var at lave tegningen til brig ACTIV, fuldførte de to skonnerter, der stod på stabelen, da de rejste. Derefter byggede han eller lavede tegning til en flåde af skibe fra 1858 78 med en kort afbrydelse i krigens tid da han var soldat, blev taget til fange og sad i fangens i Spandau. Skibene, han byggede, var alle imellem 200 og 300 R.T., skonnerter og brigger.  

Chr. Schrøder, yngre, kom også fra Horsens, han og Herman Bolvig var mestersvende ved Jes Th. Hansens skibsbyggeri, byggede også selv nogle skibe. Bolvig forsøgte sig sig som skibsbygmester i Husum, lever nu i Amerika.  

Theodor Schønau, søn af birkedommeren her på Fanø, lærte skibsbyggeriet i Randers og det tekniske på Holmen, byggede først en skonnert i Lemvig, kom hertil 1860, byggede først et par større sejlbåde, den ene til toldbåd, den anden til fiskebåd, den hed FLYVEFISKEN, skipperen var M. Winther, han gik alene til søs i båden, men druknede også et par år efter ved fiskeriet. Schønau byggede derefter flere skonnerter, og i 1865 - 66 barkskibet FANØ på 280 R.T. til kaptajn N.L. Nørby; det var dengang det største skib, der var bygget her på Fanø. Han rejste så til Randers og byggede flere skibe der, også nogle til Fanø.

 

 

 

Fanoe-af-Nordby,-3m-bark,-FO

 

 

 

 

 

 

 

Fanø af Nordby, 3m bark, FOS4721-8, Fiskeri- og Søfartsmuseet. Fanø var den første bark på Fanø, og dets tømmer, master, ræer og rigning var købt fra forskellige strandede skibe på Fanø.

 

 

 

 

 

 

 

Emil Pedersen, eller som han til daglig hed, løjtnant P., stammede så vidt jeg ved fra Sæby, lærte også ved Møller i Horsens, tegning og konstruktion i København. Var først i Haderslev, kom 1864 til Fanø efter at have været aspirant under ingeniør Rorpaet under krigen, fik arbejde ved briggen CHRISTIAN, som Schrøder byggede til Chr. H. Nielsen. Etablerede sig derefter på Sønderho, hvor han byggede flere skibe, mest skonnerter, desuden en toldkrydser. I 1869 fik han ansættelse som tegner og assistent hos L. Carlé ved bygningen af Esbjerg havn, byggede siden denne færdig efter Carlé’s fjernelse og Gedalias fallit, fik derefter plads på St. Croix ved sukkerraffinaderiet og er nu havneingeniør i Vejle.  

Af bekendte mænd, der lærte skibsbyggeriet her, kan nævnes Carl Lange og Herman Ibsen, der lærte ved Schønau, sidste er Veritas agent, bor i Svendborg. 

I 1869 dannedes aktieselskabet ABRAHAMSEN & CO. De første 3 skibe, skonnerter, byggedes samtidig og efter en tegning af løjtnant Pedersen, de var ca. på 60 com. L., nogle lignende skibe byggedes. 

 

 

 

Abrahansen,-Soeren

 

I 1872 overtog Søren Abrahamsen ledelsen, han havde oprindelig lært smedehåndværket, er født her.  

Skibsværftet var da udvidet meget, et savværk anlagt, og nogle agre, der gik under navn af Laust Spilmands toft, indtaget under pladsen. Her byggedes et større materialehus, ligesom 5. Abrahamsen senere opførte et hus til beboelse. Abrahamsen byggede nu mange skibe, såvel skonnerter og brigger samt barkskibe, ligeledes 3 - mastede skonnerter, i alt 33, og større fiskebåde, som han vedblev med, til han flyttede til Esbjerg i 1890.

 

 

 

B5306 Skibsbygmester-Soeren-

 

 

 

 

 

   Skibsbygmester Abrahamsens hus der lå i tilknytning til værftet. 

 

 

 

Materialerne til alle disse skibe indførtes rundt omkring fra. Til de mindre skibe toges tømmeret fra Ribeegnen, men da de byggedes større, var dette ikke svært nok, men måtte hentes fra Kolding og Grams skove, eller fra Køge og Lolland. Til master og planker brugtes meget Pitchpine bjælker, som kom fra Hamborg eller Aabenraa.  

Niels Nielsen, eller som han kaldtes Niels a Pe Mølles, kom hertil som møllersvend fra Møgeltønder, arbejdede på J. Th. Hansens plads og begyndte selv at bygge skibe, efter at Schønau var rejst herfra, byggede en hel flåde skonnerter.  

Af bådebyggere har der været mange i den tid, jeg kan huske, f.eks. Ricard Petersen der rejste til Amerika tilsammen med snedker Jens Vind, det var den da bekendte rejseprædikant Sommer, der fik dem med. Rasmus Christensen, Jes og Christensen, Bernt Brodersen, Chr. Christensen o.m.a.

 

 

 

B1143 snedker ussing

 

 

   Særlig var snedkermester Jens Ussing, født i Ribe 2. december 1810, en dygtig bådebygger, ligesom han også var dygtig i alle andre fag, han kunne så at sige lave alt, Han var begyndt tilsammen med en broder, maler Ludvig Ussing, at fotografere på glas, vistnok de første forsøg af den slags i Jylland dengang, ligeledes lavede han en cykel og en elektricermaskine samt et glaspusteri i det mindre. Som snedker var især dygtig, lavede også solidt drejerarbejde, bl. a. rat til skibe.  

Han kom hertil i 1838, købte den plads, som jeg nu I bor, (min nuværende hustru er hans datter), for 6 stole i 1 sofa af enkefru Nørup, det var da kun sandklit og øde, byggede så huset og anlagde haver omkring det, så det blev af de smukkeste steder i byen Huset, hvor jeg nu bor, har jeg bygget op af nyt siden.  

Jens Ussings hustru var datter af toldforvalter Katt i Hjerting, de døde begge i 1888. De havde 9 børn, men de døde i en tidlig alder. En søn Peder Wilhelm Ussing blev såret i slaget ved Sankelmark 16. februar 1864, døde på hospitalet og ligger begravet i Slesvig. Den ældste datter, Henriette, er gift med prokurator Schmith, bor i Chicago, de yngste, Laura, er min hustru.  

Samtidig med Ussing må nævnes snedker Jens Hansen Han lærte samtidigt med Ussing håndværket i Ribe ved gamle Peder Ussing. Da skibsbyggeriet kom ret i gang her, gav han sig til at være blokmager, og man kan lede længe efter at finde en mand så dygtig, som han var i det fag; hans sønner Jes, Hans og Emil optog arbejdet efter ham.  

Af andre håndværkere, der havde stor betydning for skibsbygningen, kan nævnes de tre smede, Mads Abrahamsen, J. Lorenzen og Hans M. Beck samt snedkerne Nielsen, Olsen o. fI. og maler Niels P. Svarrer. Alle de nævnte og mange andre hjalp allesammen til at bygge gode, stærke og smukke skibe, og det var gerne en hel fest at være med til at sejle ud på rheden. 

Byggedes skibene, som for det meste var tilfældet, for skipperens og medrhederes regning, var det næsten altid førstnævnte, der førte opsynet, og det pålagdes ham at efterse materialerne samt stod for tilrigningen. 

 

 

 

 

 

   

 

Akkorden var gerne en bestemt sum til mesteren eller komp. for hver R.T., skibet opmåltes til af toldvæsenet i bilfærdig stand, dvs. mesteren skulle levere hele skroget samt master, ræer, både etc., derimod havde han intet med sejl, rigning, anker, kæder og den øvrige udrustning at gøre, dette besørgede skipperen, eller den, der skulle være bestyrende rheder selv. Betalingen erlagdes i bestemte terminer, eftersom bygningen skred frem, første termin, når kølen var stukket, anden, når spanterne stod rejst, tredie, når dækket var lagt, og fjerde, når skibet var færdigt og i vandet. (Skibet stod givetvis for bygmesterens regning og holdtes forsikret af ham). Til hver af disse terminer hørte der et gilde for alle medarbejdere, til de tre første var det kaffe og punch samt smørrebrød, til det sidste, der kaldtes skibsbryllup, var der et større gilde med dans, dertil blev alle medrhedere og familie også indbudt, så det kunne blive et større selskab imellem 100 og 150 personer i alt.  

Desuden måtte man af og til ved visse andre lejligheder, som f.eks. når stævnene rejstes, og masterne indsattes, give ekstra snaps. Nysgerrige, der kom på pladsen for at kigge til, måtte af og til op med 1 krone til samme nydelse. 

Det var dog især ved nedsætningen, at der ikke blev sparet på øl og snaps, eller på tvebakker og smørrebrød.  

Hvorledes en sådan nedsætning eller drejning gik for sig, skal jeg nu beskrive:  

Når skroget var færdigt, tættet og sprøjtet, og drejningen fastsat, helst til en ny eller fuldmåne, hvor det kunne ventes at give såvel lav ebbe som høj flodtid eller vand, jævnedes grunden to steder under skibet, disse sad alle på stabelen med bredsiden mod vandet, for det meste med forstævnen nordefter.   

På den jævnede grund lagdes planker, som kaldtes strøelse der oven på ruller, disse var lavet af bøgetræ 6 - 8 fod lange og 6 á  8 fod tykke eller i diameter, som lagdes med ca. 1 fods mellemrum på langs med skibet.   

Oven over rullerne kom sadlerne, det var 4  -  5” tykke bøgeplanker boltede sammen, så de kunne danne en flade, lige så bred som rullerne var lange, og lige så lang som skibets omtrentlige bredde.

 

 

 

 

 

   

 

Kølen måtte ikke hvile på sadlen, men oven på sidste lagdes nu på kryds og tværs egestykker eller blokke, som nåede op under skibet og kiledes godt desuden befæstedes disse blokke ved hjælp af kramper og kæder, så de ikke kunne løsnes eller komme ud af stil.  

Omkring skibet toges nu på to steder ved siden af sadlerne svære kæder, såkaldte brocker, disse fastgjordes på et sikkert sted på dækket, sædvanligt rundt for og agter og skulle være så lange, at tampene eller enderne kunne nå under kølen og krydse hinanden der. 

Kæderne forsynedes med træstykker ind imod skibssiden for skamfiling. Moringer blev nu nedgravet såvel oven for skibet som ud efter i vandet, lå på de større pladser altid der, var svære bjælker eller planker godt nedgravet i sandet ovre ved søjorden, og kæder rundt at sætte fast til.  

På landsiden oven for skibet s foruden moringen, som også måtte være sikker, også nedgraves en pæl for at tage tørn omkring, når skibet gled ned ad banken. Taljer og gier anbragtes nu, såvel for at hale ude som for at stoppe, hvis det gik for rask. Når alt var færdigt, og folkene samledes, borttoges støtterne og under så skibet hvilede udelukkende på sadelen.   

Mesteren stod nede ved agterenden og skipperen ved forenden for at give signal til at fire og hale, så skibet gled jævnt af stabel Så længe grunden var af gående, gik det let nok, men kom man ud i mudderet, kostede det ofte arbejde; strø - plankerne rullerne blev skiftede, efterhånden som skibet gled ned eller udefter.   

De pålideligste tømmermænd passede ruller: det var nødvendigt, at disse lagdes nøjagtigt, for at skibet kunne holdes i den retning, det skulle. Kom man ud i mudderet, måtte store gangspil anvendes, og eleverne fra navigationsskolen blev gerne tilkaldt for at gå rundt i dem.  

Det gik så med lystig opsang, og der samledes i da anledning en hel flok mennesker ved havnen, særligt hvis det var i badetiden, og der var mange gæster her. Var der held ved, og alt gik sin jævne gang, kunne skibet sættes i det og komme flot på een dag eller med første højvande

 

.

 

 

 

 

 

Soerine bark KN14244

 

3 mst. Skonnert ”Sørine”, 1876. foran Jens Ussing, maler Svarrer og købmand N. J. Andersen. Foto Laura Ussing.

 

 

 

B5857 Bark-Soerine

 

 

 

Det traf sig dog ofte, at det ikke lykkedes, f.eks da jeg byggede SØRINE, det tog os over 14 dage og kostede stort arbejde og mange penge for at få det flot. Grunde: at gieløberen sprang agter, og derved gik forenden ud, i dens agterenden stod fast, sadlen under denne knustes, skibet sank i mudderet og lavede et leje der, så det nok ved højvande kunne flyde der, men ikke hives ud over banken for, denne måtte vi så skovle bort og udlægge andre mor så skibet kunne hives ud i en anden retning, hvilket til sidst lykkedes.

 

 

 

nordby-havn 4

 

 

 

 

 

Blache. Skibsværftet.

 

 

 

Der byggedes skibe snart hele vejen, såvel syd som nord for broen og vandmøllen i den tid, da skibsbyggeriet florerede. Den sydligste byggeplads var ved H.M. Becks hus og hans grund, den benyttedes af Graff. Fra 1874 - 78 bygged vi fire skibe der til vor familie, 3 brigger og 1 tremast skonnert. J.Th. Hansens plads var lige syd for det sydlig havnehoved. Abrahamsens plads, der hvor nu beddingen er anlagt, og Schønau og Nielsens plads nord for vandmøllen, og endnu længere ude byggede Bolvig et par skibe.

 

 

 

 

 

figur-3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   Niels Nielsen havde værft ude til nord

 

 

 

Skibene, der lå i vinterleje, lå i havnen, nogle syd for broen, andre nordomme imellem færgebroen og vandmøllen. De mindre med forenden ind mod byen, side om side. De større udenfor langs med havnen og 2 á 3 langs siden af hinanden med gode friholter og fendere imellem. De fleste var stamgæster og kom år efter år, vi drenge kendte dem så godt og vidste også, hvilke skibe eller både vi turde vove os om bord i, eller tage og sejle i.  

Når skibe trængte til eftersyn eller skulle reparere sørgede man for at få dem godt op med stormhøjvande om efteråret, og så blev de om foråret ved hjælp af store skruer løftet så højt, så tømmerfolkene kunne komme under bunden og gøre det nødvendige arbejde. Disse skruer var af stærk træ eller jern og en 8  -  9 fod lange, nogle bolte eller nagler sloges ind på siden af skibet, og i hullerne indsattes dertil egnede bolte, som ved hjælp af kæder kunne fæstnes til det stykke, der gik om skruerne, og som ved hjælp af spager, der drev disse rundt, kunne løfte skibet, den ene side af gangen. Det værste var, når skibene, som tilfældet var med DE TVENDE BRØDRE og flere, ikke kunne tåle denne skruning, da den løftede plankerne fra hinanden; i så tilfælde løftedes skibet ved hjælp af lange bjælker under kølen, men dertil udfordredes større plads og kostede mere arbejde. Skulle skibet på ruller for at rulles helt op på tømmerpladsen for at forlænges eller have større forandringer, var dette forbundet med stort arbejde og besvær, især til syd i havnen, hvor bunden ikke var så fast, desuden mu der til midt op på livet, ofte måtte halmknipper eller lyn og andet materiale lægges under for at få strøplankerne, rullerne og sadlerne anbragt, dette tog undertiden flere dage.

 

 

 

B1717 1 Sbibsvaerft-1888

 

 

 

 

 

Skibsværftet i 1888

 

 

 

Sidste nybygning fra Nordby i 1896, barken ”Thora”

 

 

 

B1630-219 Barken-Thora

 

 

 

 

 

 

 

   Thora 3M-bark NHSW, FOS-4712-2. Fiskeri- og Søfartsmuseet

 

 

 

Barken ”Thora”, der søsattes fra Abrahamsens værft i Nordby den 10. september 1896, var den sidste i rækken af 32 stolte sejlskibe fra dette værft under Abrahamsens ledelse. Det fik kaptajn Th. A. Andersen som fører. Skibet blev i 1912 i Sydney solgt for 1000 pund.

 

 

 

Ved siden af nybygningen ligger skoleskibet ”Fortuna”.

 

 

 

scan0008

 

 

 

B1666-01 Abrahamsens-skibsv

 

 

 

B8670

 

 

 

   Skibsbygmester Abrahamsen og frue foran deres villa

 

 

 

B1630-247 Nordby-Havn

 

 

 

   Nordby Havn 1904

 

 

 

Bådebyggeri 

 

 

 

Skibsbygger Knud Hansen

 

 

 

Skibsbygger Knud Hansen, som i daglig tale kaldtes Knud Huus, var født i Stadil sogn ved Ringkøbing den 27. oktober 1879. han gik i skole i Stadil, hvor han en tid havde den senere så bekendte I. C. Kristensen som lærer. Sørensen talte ofte om ham og lagde ikke skjul på, at I.C. Kristensen havde betydet meget for ham i drengeårene. 

Sine første manddomsår tilbragte Sørensen på Holmsland klit. Her drev han fiskeri fra Ringkøbing Fjord og gik indimellem ud hos bønderne for at tjene en ekstra skilling ved andet arbejde. Senere boede han i Ringkøbing, men da han her kom ud for et slemt ulykkestilfælde, idet en båd faldt ned over ham og beskadigede hans skulder og den ene side af brystkassen, måtte han lade det svære arbejde ligge. Han gav sig da til at sy sejl og søstøvler med mere. for at tjene underholdet til familien, der voksede som årene gik. 

1916 flyttede han med sin familie til Nordby. Gennem mange år var han en betroet mand på Fanø Skibsværft, men i de senere år drev han forretning for egen regning

 

.

 

 

 

B1645 Fam-Huus-5

 

 

 

 

 

   

 

Han lod opføre et værksted på pladsen ved Svenskeren, og her kunne man altid træffe Sørensen fuldt beskæftiget. Mange mindre både har han bygget her, en stor del af dem gik til Holmsland og andre steder udenfor øen. Hans materialer var altid 1. klasses og hans arbejde skulle ingen pege fingre ad - det var til den mindste enkelthed udført med den fineste nøjagtighed og den største akkuratesse. Når båden var klar til at gå i søen, var den helt igennem, som den skulle være. Men ved siden af sit bådebyggeri tog Sørensen sig meget andet for. Det var utroligt, hvad der blev indleveret til reparation på hans værksted, var en balje faldet i staver, blev den sendt ned til Knud, ville kødhakkemaskinen ikke fungere rigtigt, bragte han den igen til orden. 

Død november 1944.

 

 

 

B1493 2000 12 Baadebyggeriet

 

 

 

 

 

   Bådebyggeriet ved Svenskeren 1949. 

 

 

 

Esbjergbladet 1948: 

 

 

 

"Hvor man stadig arbejder efter fornemmelse"

 

 

 

I bådeværftet ved "Svenskeren" i Nordby

 

 

 

Baadebyggeriet p27

 

 

 

 

 

 

 

Billedet er malet i 1961 - mens "Kesses Bådebyggeri" endnu var til. Billedets forgrund domineres af Radio-Jens's kønne fanøhus - og i billedets højre side skimtes en stabel tømmer - der sikkert er resterne af den nedbrugte mølle, som en årrække prægede Svenskerbugtens profil. N. J. Steenholdt 

 

 

 

Mens alt, hvad der i Dag skabes haandværksmæssigt og industrielt, er Resultater af matematiske Formler og Arbejdstegninger, er det ejendommeligt, at finde en virksomhed, der arbejder, som man rimeligvis gjorde det for 1000 Aar siden: ved "Svenskeren" i Nordby, Baadebygger Huus' lille Værft, hvorfra mange stærke Fiskerbaade af den mindre Type stammer. Langs Jyllands Vestkyst er "Kræ Huus"' kraftige og smukke Baade kendt og skattet. 

Men disse Baade er ikke bygget efter en Skibseingeniørs indviklede Beregninger, men er fra Stævn til Stævn lavet uden Tegninger af nogen Art. De er bygget udelukkende paa en Ide - eller, som man mere populært kaldet det - "ud af Hovedet".  

Under en Samtale med den nuværende Ejer af Virksomheden, en Søn af den afdøde Kr. Huus, spørger vi, om der slet ikke benyttes Tegninger ved Konstuktionen af en ny Baad.  

Nej, siger Skibsbyggeren, skal jeg til at bygge en Baad, gaar jeg i nogle Dage og spekulerer over det. Det kan godt være at jeg i den Tid ikke er særlig behagelig at omgaas for mine nærmeste, men saa'en efter en tre - fire Dages Forløb er jeg klar over, hvordan Baaden skal være, og saa lægges Kølen. 

Og hvad saa? 

- Ja, saa gaar jeg jo og kigger paa det fra alle Sider og begynder saa at tildanne Stævnene og Plankerne. 

Den unge Huss fortæller, at med at arbejde paa denne maade er en slags Familietradition, idet hans Far og farfar arbejdede paa sammen enkle Maade med Skibsbygning. Familien stammer fra Ringkøbing egnen og har gennem utallige Generationers Afhængighed af Havet erhvervet sig denne mærkelige Sans eller Følelse for, hvordan en Baad skal være for at kunne bruges til det haarde Job, som Kystfiskeri er den dag i Dag. 

   Den maade Huus'erne bygger Baade paa, kan kun sammenlignes med Billedhuggerens - Kunstnerens - der kan se den "færdige" Figur i Lerklumpen, han arbejder med. 

Det er en forfriskende Tanke i Kræ Huus' Fiskerbaade at se en sidste rest af den Skibsbygningskunst, der i en fjern Fortid kunde bygge de højstævnede Vikingeskibe, hvis elegante Linier og Sødygtighed aldrig er overgaaet."

 

 

 

Bådebygger Karl Kristian Sørensen

 

 

 

Lørdag den 28. oktober 1978 er bådebygger Karl Kristian Sørensen, Nordby, afgået ved døden. 

Sørensen, eller som vi alle bedst kender ham, Kesse Huus, blev 66 år gammel. Han kom som dreng sammen med sine forældre fra Ringkøbing her til Fanø, hvor faderen fik arbejde på Fanø skibsværft. 

Kesse Huus var kendt af alle i Nordby, han var den, som mange havde brug for, og som kunne klare næsten alle problemer både af teknisk og håndværksmæssig art, han havde det i fingrene. Vi mindes ham således som en værdifuld medhjælp, når vi havde montører til vore maskiner i trykkeriet (Fanø Bogtrykkeri). Også på mange andre områder var han en såre nyttig mand, som vil blive vanskelig at erstatte. Han var så rolig og vellidt af alle her i vor by. Stilfærdigt gik han iblandt os, og med snilde og dygtighed klarede han de ting, han gav sig i kast med. I sin fritid holdt han meget af at færdes på stranden, hvor han var en kyndig ravsamler, og han kunne også forarbejde fine ting af det rav, som han fandt, og han havde egentlig glædet sig til den dag, hvor han kunne blive pensionist for at få bedre tid til sine egne interesser. 

Afdøde mistede for mange år siden sin hustru. Han overleves af fire sønner, hvoraf de to bor i Nordby, og to har deres beskæftigelse og hjem i Grønland. Kesse havde den store glæde og oplevelse at besøge sine drenge i Grønland, og han så hen til, at der kunne blive lejlighed til at gentage besøget. 

 

 

 

 

 

 

 b1494 nordby havn 2 vaerftet

 

 

 

 

   Steenholdt, Værftet. Billedet som er fra omkring 1950 – er malet omtrent ved Almosetoft’s lille frysehus – viser Nordby Skibsværft, mens det endnu fungerede. Oppe på beddingen står en nybygning i spant – mens et mindre fiskefartøj er halet halvt op på beddingsslisken.

 

 

 

Baggrunden er det nu forsvundne ”Svenskerbugt”, med Kesse Hus’ værksted, Radio-Jens’ mølle, Pynten, og Weie’s gule gavl.

 

 

 

B7091

 

 

 

 

 

 

 

   ”Skuret” 

 

 

 

Akvarellen er malet omkring 1950, da der endnu var liv på skibsværftet. Motivet er set fra Steenholdt’s dør i ”Øbo”, som maleren købte i 1948.

 

 

 

I baggrunden ses ”Pynten”, og Weie-Thomsen’s hus og en lille stump af et gammelt hus, som skal være brugt som skole i sin tid. Værkstedsskuret er for længst borte.

 

 

 

p41

 

 

 

 

 

N. J. Steenholdt, 1940, ved værftet.

 

 

 

P59

 

 

 

 

 

 

 

   ”Smedjen” 

 

 

 

Endnu i 1951 stod det ældste værksted for smeden på Nordby skibsværft. Den sidste ”Skibssmed” var Valdemar Jensen, som opgav smedjen, da værftet ophørte som sådan.

 

 

 

Smeden blev da købmand i en ældre butik på Hovedgaden, og hvor smedjen havde ligget, blev der opført en ny bygning til en cykelsmed.

 

 

 

B7089

 

 

 

 

 

 

 

   Steenholdt. Billedet er malet i 1949 og viser værftets skur med ”Svedeovnen”. (Ovnen brugtes til at ”koge” skibsplankerne, så de kunne bøjes i facon efter skroget). I skuret stod den svære bloksav, til udskæring af skibstømmeret.

 

 

 

Stabelafløbning i gamle dage.

 

 

 

Efter erindringen skal jeg her forsøge at give en beskrivelse af en stabelafløbning her i Nordby omkring årene 1885 - 1900.  

Når et skib påbegyndtes, blev kølen lagt i ret nord og syd. Stævnen altid mod nord fordi, når skibet var færdig og søsat, havde det den rigtige retning, således at det ikke var nødvendig at vende, når det skulle bugseres ud af havnen.  

At bygge sådan et skib på op til 400 tons n. r. var et større problem. Man må jo tæn­ke sig, det blev bygget fra rå træstammer, og da der dengang ikke fandtes nogen mekanisk kraft som elektricitet eller motor, måtte al træet formes med håndkraft.  

Der skulle således en større styrke til for at bygge sådant et skib på ca. 1 år. 

Når skibet så var færdig til at sættes i vandet måtte visse forholdsregler tages i betragtning. Der skulle være opryddet på tømmerpladsen. Alle planker og træstammer blev stablet op i høje stabler - og som af tilskuerne blev benyttet som siddepladser. Det hele formede sig som en stor folkefest. Spånemanden, Hans Anders Jørgens hed han, måtte have alle spåner revet sammen. Disse blev lagt i bunker 8 kurver pr. bunke og kostede 35 øre pr. stk., ja der vår mange flere forberedelser, således måtte der laves en bro, som tømmerfolkene kunne gå ombord på, når skibet var søsat, og det var en af svære dimensioner.  

En uges tid før dagen til nedrulningen var bestemt begyndte en vognmand at køre sand, det var Møller Thyssen. Han kørte med to spand heste i nogle dage.  

Sandet blev lagt i to baner, en ved for­enden og en ved agterskibet, således at strandbredden skrånede jævnt nedefter, og ingen sten eller andet skrammel kom i vejen for rullerne.  

Når dagen så endelig oprandt, begyndtes der ved 7-tiden om morgenen. Det måtte ved denne tid være højvande, da man så havde 6 timers ebbe, hvor vandet faldt, og da skulle skibet være nede i sit fremtidige element, hvilket også skete.  

Tømmermændene lagde planker oven på sandet, derefter ovenpå plankerne blev rullerne placeret. Disse benyttedes år efter år. De blev gravet ned syd for tømmerpladsen, nuværende bedding, og ligger der formentlig endnu.  

Så blev der sat taljer ud mod søjorden, rigget to gangspil til 1 for og 1 agter. Stoptaljer fra værftet og ned til skibet blev også ordnet, da det kunne ske, at skibet tog for megen fart med en af enderne, så blev det bremset med disse stoptaljer. 

 

 

 

 

 

Dagen før nedrulningen gik der bud til Navigationsskolen, ikke den nuværende, men skolen var dengang til huse i Told­bodbygningen (bestyrer Drewsen), om at låne alle styrmandseleverne til at gå rundt i gangspillene.  

Eleverne mødte og så begyndte forestillingen. 

Skibsbygmester Søren Abrahamsen tog plads ved agterenden og kommanderede, hvordan og hvornår der skulle hives og eventuelt stoppes. - På denne plads blev han stående til skibet var nede. I de sidste faser stod han i mudder og vand helt op til livet, og var omtrent hæs.  

Kommandoordrerne lød således: Hiv for — hiv overalt — stop agter — fir villig væk o. s. v.  

Der var ikke mange minutter mellem hver kommando.  

Styrmandseleverne og enkelte tømmer­mænd havde placeret sig ved håndspagerne i gangspillet. Når de begyndte at gå rundt, skete det med opsang. En af sangene kan jeg huske, også melodien. 

En af eleverne sang for og alle istemte omkvædet - det gik med liv og lyst.  

Der var et par danske sange og flere engelske shanties: Blow boys blow, Rolling 

honne og Sally Brown. Af danske sange husker jeg: En jæger gik at jage .

 

 .. 

 

 

 

 

 

En jæger gik at jage 

 

En jæger gik at jage 

 

alt ud i skoven grøn, ja-ja, 

 

alt ud i skoven grøn. Kor: Hallo og hallo, hallo og hallo. 

 

Vi elsker en sømand jo længer jo slemmer Hallo og hallo, hallo og hallo. Vi sejler og vi ro. 

 

Da mødte han på vejen en pige hun var skøn. Kor. 

 

Hvor skal du hen min pige. Hvorhen du stolte mø. Kor. 

 

Jeg skal hjem til min fader, som bor i skoven grøn. Kor. 

 

Der skal jeg plukke blomster og binde kranse af. Kor. 

 

Hvem skal de kranse have som du der binde vil. Kor. 

 

Dem skal min kærest have, som pløjer bølgen blå. Kor.

 

 

 

 

 

 

 

På pladsen gik unge piger med en smørrebrødskurv på armen og en kande i hånden med varm øl, og alle tilskuere som kom, blev budt, og der var jo god afsætning - ingen holdt sig tilbage. Hvem der afholdt udgifterne ved jeg ikke, formentlig skibets ejer eller reder.  

Efterhånden som skibet skred nedad måtte tømmerfolkene flytte plankerne og rullerne. Så længe der var sand, var det ikke så slemt, men det sidste stykke vej i mudder til knæene kunne det nok være lidt ubehageligt at tage både planker og ruller på nakken, så mudderet løb ned ad tøjet, ja endda fyldte deres støvler. Når skibet var nede, lignede tømmerfolkene da også negre fra det mørkeste Afrika. Når de hav­de været hjemme for at blive vasket og fået andet tøj på, samledes de igen i materialhuset (nuværende smedemester Vald. Jensens ejendom), hvor der var opstillet borde og bænke som i en anden gildeshal. Og så fik tømmerfolkene også smørrebrød, øl og snaps.  

Ja, det var dengang. 

 år skibet var rullet ned til det punkt, hvor det skulle være, og vandet kom og fik det til at flyde for første gang - så blev der af hele den forsamlede folkemængde sendt tre dundrende hurraer ud over det gode skib, og lige så mange gode ønsker blev vel også i det stille sendt bagefter.   

Af skibe, der blev bygget i nævnte år­række kan jeg huske Nanna, Emilie, Sørine, Hans, Poul, Nancy, Sofie, Thora og Mathilde. Det blev det sidste store skib Abrahamsen byggede. Han nedlage værftet og oprettede et skibsbyg­geri i Esbjerg, hvor han byggede mange fi­skekuttere. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Emilie bark Laurids-Warrer

 

 

 

Barken ”Emilie” 

 

 

Skibene, som blev bygget på Fanø, blev så hurtigt som gørligt slæbt ud på Fanø red. Der blev så igen holdt skibsbryllup, men kun for indbudte. Så kom en slæbebåd og slæbte barken til Hamburg, hvor det kom i dok og blev forsynet med kobberforhudning og blev færdigrigget.  

Og dermed begyndte den sin stolte vej på de seven seas.  

Jeg har selv været med een af dem. Det var ypperlige sejlere og let håndterlige. 

H. A. Sonniksen.

 

 

 

STABELAFLØBNING I SØNDERHO.

 

 

 

 

 

 

 

EN Stabelafløbning er jo forlængst en „Saga blott" i Sønderho; men da det nok vil interessere det yngre Slægtled paa Fanø at erfare, hvorledes sligt foregik, og De, Hr. Redaktør, godhedsfuldt vil optage Artiklen i Deres ærede Blad, vil undertegnede i det følgende give en kortfattet Skildring af en saadan Begivenhed, der jævnlig fandt Sted her i Sønderho sidst i 6oerne og først i 7oerne i det forrige Aarhundrede.  

Jeg erindrer, at der paa en Gang sad 4 Skibe i den endnu benævnte ”Kalvekrog", de 3 stod i Række Syd og Nord, den 4. længere mod Øst under Reparation.  

Skibsbygmesteren, afd. P. Sonnichsen, var de sidste åringer den betroede og ledende Chef for al byggeri og  reparation, som han udførte samvittigshedsfuldt og med stor Akkuratesse. Forud for ham og samtidig med ham var de forlængst afdøde Mestre, S. Sonnichsen (sen.), Th, Thomsen, Chr. Ludvigsen og Jørgen Nielsen, der foretog Bygning af enkelte Smaaskibe, sidstnævnte nærmest efter „Lut og Kuk". 

Størrelserne i de sidste Aartier var gennemsnitlig ca. 200 Tons d. w. og rigget som Skonnert. Skonnertbrig eller 3 M. Skonnert og altid med Raasejl paa ForToppen af dem alle. 

Naar et nybygget Skib stod færdig og skulde ud i sit fremtidige Element, var der selvfølgelig travlt, og store Forberedelser blev trufne. Skibet, som var færdig og stod paa Egeklodser, skulde nu sættes i Saddel, og denne blev anbragt paa tykke Bøgetræsruller, der til Underlag fik Bræd­der „Strøelse", som under Nedrullingen altid var anbragt i passende Længde og Mængde foran den Vej, Skibet skulde frem.  

Dagen før skulde som nævnt alt klargøres. Kæder blev anbragt rundt om For- og Agterskibet og op over Dækket; dertil blev store fireskaarne Taljer „æ Gien" sat i Forbindelse, og til Holdepunkt i passende lang Afstand blev nedgravet store Ankere forbunden med ca. 15 Favne Kæde, som nærmest Skibet fik Forbindelse med Gang­spillene, For og Agter betjent med lange tykke Haandspager, som var nødvendige, naar der skulde tages et haardt Tag paa lidt ujævn Bund. Indtil 20 Mand blev an­bragt i et saadant Gangspil.  

Naar saa endelig den længselsfuldt ventede Dag oprandt, var der Fest i Sønderho.
Alle mødte, ung og gammel, Kvinde som Mand   mange af Nysgerrighed. Selvfølgelig var alle unge kraftige Mænd spe­ciel bedt, og af dem var der mange den Gang. Som Skik var laa alle Skibe op­lagt stille om Vinteren, og Mandskaberne var hjemme, saa en saadan Begivenhed var en eftertragtet Adspredelse. Straks om Morgenen var Skibet dekoreret: med Flag fra Top til Dæk paa begge Master, Først skulde Skibet, der sad i Retning Syd og Nord, hurtigst muligt drejes paa Rullerne en Retvinkel, saa det fik Retning Øst og Vest, for at rulles frem imod Nord gennem „Kalvekrogen" klar af de mod Øst beliggende Sandbanker.

 

 

 

B00157 180 Forsberg

 

Carl Johan Forsberg, Kalvekrogen 

 

 

 

De allervigtigste og mest betroede Po­ster under Rullingen havde de to Mænd, der For og Agter passede Rullernes Stilling, der dirigerede Skibets Retning frem. Disse 2 Mænd var altid Jens Abrahamsen og Jes Clemmensen (Reserve: Jørgen Nielsen). 

Disse 2 Mænds Kommando maatte ubetin­get straks adlydes. Deres forskellige korte Udraab lød ustandselig og skiftevis, f. Eks. naar der skulde tages fat i Spillene lød det   

„Hurra no, Hurra no, saa maa vi igen" og straks spændtes der i Spagerne. Ofte lød det tæt etter „Best o For" eller „Best 0 Bag",  „Hurra no, dygtig Gutter, dygtig Gutter".  Naar saa alt ikke var som det burde være, blev der raabt „Læns" (Stop), og straks stod alt stille. Der var hele Tiden faste Bærere af Strøelse og Ruller, der stadig skiftedes ligesom Ankrene forfaredes m. m.  

Til Mændene i Gangspillet og øvrige Arbejdere blev der ikke sparet paa „varm Øl med en Pind i"  - og andet Drikkelse til Madkurvene, der blev bragt og Indholdet spist paa Stedet under Arbejdet, saa Humøret holdtes jævnt gaaende. Selv­følgelig  gik det hele med lystig Opsang ved Gangspillene, hvortil Benene holdt Takt, og ofte i et saadant Tempo og med en saadan Kraft, at Rullesætterne maatte tage sig i Agt i Tide.  Sangene kunde høres langt bort, og Forsangeren, nu afdøde P. Brinck (sen.),  gjorde størst Gavn ved at sidde paa Toppen af Gangspillet og synge for af hans store Forraad af Sange passende i Dagens Anledning og til Dagens Arbejde.  

Den første Dags Arbejde sluttede med, at Skibet blev nedrullet til daglig Højvande, der blev det saa staaende til næste Dag, for atter med alle Mand at tage fat paa begyndende Ebbetid, saa Skibet kunde følge ind paa den flade Sandbund, eftersom Vandet svandt bort. Det gav mange vaade og.snavsede Dragter, særlig for de unge Mænd, der skulde føre Ankrene ud, og for Bærerne især ved sidste Forfaring, da maatte Gangspillene anbringes paa Lang­siden af Skibet; men da Jordbunden skraanede lidt ned efter, gik Rulningen den sidste Tid forholdsvis lettere. 

 

 

 

 

 

Endelig var Skibet ude paa laveste Ebbetid. Nu gjaldt det for alle Mand med et raskt Tag at hænge i. Skibet skulde af Sadlen og Rullerne, og alt skulde bjerges før Vandstigning. En Del Mænd ka­stede Sanddynger ind under Bugen af Skibet, medens andre satte foreløbige Klodser under Kjølen, bortgravede San­det under Sadlen og Rullerne, indtil det kunde borttages og køres i Land. Aller­sidst undergravedes Blokken, saa Skibet snart stod paa den faste Jord, og Resten af Materialerne bjergedes.   

Skibet blev fortøjet for sine 2. Ankre for første Gang, og overlodes til sit Element. Efter 2 Dages møjsommeligt Arbejde, som alt­sammen var Vennetjeneste uden nogen Belønning eller kiggen paa Uret. Kun Rulle- og Strøelsebærerne fik Dagløn. Skibet havde sædvanligvis forlængst faaet Navn, saa Champagneflasken, der er gængs, nutildags, sparedes. 

Efterat Skibet havde kompletteret med den allernødvendigste Rigning, blev det sejlet op paa Nordkjeldsandet, hvor der paa det grundeste Sted var 6 Fod Vand paa almindelig Højvande (nu kun ca. 2 ½ Fod) og lagt for Anker Øst for Kjeldsandet i Knudedyb. 

Der laa Skibet saa en Tid, indtil det blev fuldstændig kompletteret med al Udrustning for saa en skønne Dag med Med­bør af Vind at staa ud paa sin første Rejse.  

Paa anden Dags Aften efter endt Nedrulling, og efter at alt nødvendigt var ord­net, blev der for alle Skibsredere, Tømrere, Arbejdere med Familie og unge Mænd holdt et velfortjent Skibsbryllup af Skibets Fører. Der blev serveret varme Spiser m. m., og senere en Svingom. Der blev ikke sparet paa de smaa billige „Sorte", saa Stemningen var høj, naar Selskabet skiltes henad Morgenstunden. 

Ja, saadan løb Skibene af Stabelen paa Sønderho den Gang.  

Sønderho i Marts 1930.

 H. J. Thomsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Gå til top