Erindringer

 

chr-blache-1873

Christian Blache, 1873. 



Andreas Olsen erindrer om livet ved havnen fra 1850 – 1870 følgende: 

”Havnen

Når jeg tænker tilbage på min drengetid og unge år og sidder og kommer i tanker om, hvordan det så ud ved havnen dengang og sammenligner det med den tid, vi nu lever i, så må jeg sige: ”Ak, sikken forandring!”. Den gang var havnen byens hjerte og der var et liv og en virken, som folk nu om stunder knap kan tænke sig.  

Der var ingen skibsbro dengang – der var kun et gammel skib, som vi kaldte ”e Billebøj” (en lægter som endnu bruges i Hull), der var strandet engang, og så tog de og lagde den i havnen med bagenden ud af så kunne der lægge et skib op til den og losse dets ladning – desuden havde de stivet den af med bjælker, som vi kaldte ”isbrækkere”. Helt op til sønder havde de lagt et andet gammelt skib ligesådan, og det kaldte vi ”e Svensker”.  

Inde ved land havde de gamle bygget et værn – et stort dige af kampesten, og de løb langs hele havnen, hist og her var der så trapper til at gå opad.  

Omme til nord havde vi først saltværket, og der var bygget et stort stillads helt ud i vandet og ude ved enden af dette var der en pumpe og fra den en trærende, der ledede vandet ind til saltværket.

Et lille stykke sønden for havde vi ”Tøndehuset” – det var bygget af træ – og der havde de alle tønder og kover, som blev brugt til afmærkning af farvandet.  

Ved siden af denne havde vi så Toldboden, og der havde vi også Navigationsskolen, og lige neden for denne var færgestedet, hvor færgebådene lagde til, og et lille stykke derfra var færgegården – det var der, hvor det ny posthus nu er.  

Lidt længere sønder lå så brændevinsbrænderiet og den gamle Krogård – den sidste drives jo endnu.  

Sønden for den var der en større tømmerplads – det var der, hvor nu Skipperhuset er. Så kom ”Billebøj”, og sønden for den havde bådmændene deres plads, når de lossede klyne, hø eller sådant noget.  

Sønden for den var så skibsværftet, som jo er endnu, og lige sønden for dette lå så ”e Svensker”.



Hele denne store strækning omme fra vandmøllen til nord og op til Svenskeren var om vinteren helt fuld af skibe, som lagde op her om vinteren – ikke alene vore egne, men også dem fra Hjerting. Det var noget for vi drenge. Vi klatrede i skibenes rigning – helt op til fløjknappen.  

Så først i marts eller ligesom vinteren var lang eller kort til, så skal jeg love for, at der blev noget at bestille ved havnen. Da skulle skibene efterses og gøres klar til at sejle. En skulle kalfatres, en anden skulle tjæres i bunden, en skulle have en ny planke eller to, bådmændene skulle have bunden af deres både kalfatret, og så blev der skruet op på den ene side, og den halve side var færdig, blev der skruet op på den anden side. Nogen af skibene kunne flyde ved højvande – andre skulle drejes ned. Så blev der lagt klodser under kølen til at glide på, og disse var smurt godt ind med grøn sæbe. De skibe, der således blev sat i vandet, var jo ikke større end, når der kom en 10 – 12 mand på hver side, så kunne de nok holde den på ret køl. Men det var løjer at se på – de råbte til hverandre om de nu var færdige, og så var der en der sang ud: ”Anden usi døj, jævn gang, jævn gang, hold den i gang, løft op i den dovne side, hov, hov”. Lidt efter lidt blev strømmen fuld af skibe – og så sejlede den ene, så den anden. Nogle sejlede om til Hjerting og ladede jydepotter, og derfra gik de så op til Elben, andre tog ballast ind og sejlede til København eller Hamborg og kom tilbage med varer til købmændene, og de så kom her i havnen, så skulle bådmændene sejle ud til Varde med det, som skulle til købmændene der.  

Og der var mange bådmænd dengang, for alt det Varde skulle have, blev sejlet til dem op ad åen, for Esbjerg og jernbanen var jo ikke til dengang. Længere hen på sommeren tog bådmændene klyne med hjem – enten fra Varde eller Janderup, og når høtiden var inde, sejlede de ud til Mandø Hølade efter hø, og når de kom hjem kunne der sommetider ligge en syv, otte ladninger hø på en gang. Noget af dette hø blev kørt hjem, men meget blev også båret hjem i lagener, som karlene og kvinderne med bar på hovedet.  

Hvert år kom der også nordmænd til med træ – enten hertil eller til Varde, og dette skulle jo også sejles op ad åen. Af træ, hø og klyne havde bådmændene stor dækslast – især af hø og klyne.  

Fiskerne var jo ligeledes i gang, de havde nogle små både, men der var en syv, otte mand med hver båd. Det meste af tiden roede de bådene hen og hjem med store årer. De skulle jo ikke så langt ud til søs, for på den tid stod hvillingen helt op under land, og der var rigelig af dem. De fiskede gerne fra først i marts eller midt i måneden; men når Kristi Himmelfartsdag var forbi, så hørte det gerne op. Når de nu kom ind med fisk, så blev hele fangsten bragt op på stranden i en stor bunke, og så stod skipperen med sin kejs og lagde dem ud i lige mange parter – en til hver mand, men båden skulle jo have sin part, og skipperen skulle vist have to, en skulle have en klokke-hvidling (fordi han havde et ur med) og stævnmanden skulle have en part. Når det hele var udlagt, vendte en af fiskerne sig om, og så blev han spurgt: ”Hvem skal have den bunke, og hvem skal have den osv.”. Når så hver havde fået sit, kørte de hjem, og så skulle kvinderne gøre fiskene rene og desuden skulle de have linen færdig og bragt ned til havnen, ifald fiskerne skulle til havs om natten eller tidligt på morgenstunden. Det var jo mest ældre folk, der fiskede, men var nogle af de unge hjemme, så gik de også med. 



Bådene havde de nogle løjerlige navne til; en kaldte de ”e Souv” (Soen), en anden ”e Krog” (Kragen), og flere andre dyrenavne. Foruden de skibe som jeg har nævnt, havde havnen ofte besøg af Blankenese fiskere. De kom herned til vore farvande tidligt om foråret for at fiske. Når det ikke var godt fiskevejr, gik de ind i Skalling-bugten – og der lå sommetider en hel flåde af dem. Blev det ved med stormvejr, kom de ind på reden og lagde sig to og to til ankers, og flere af dem kom herind i havnen eller sendte en båd ind for at købe proviant.  

Der kom af og til også større skibe ind, som kom med kul fra England. Det var enten små skonnerter eller kuffer eller store galeaser.  

Om sommeren lå vi drenge og pjaskede i havnen til hver en tid. Vi var ude at bade – sommetider tre gange om dagen og lå og sejlede i skibenes små både. Om vinteren sejlede vi på isskosser – næsten hele havnen igennem og kom naturligvis våde hjem, og vi vidste fra helt lille, at når vi blev konfirmeret, skulle vi til søs, og der var slet ikke tale om noget andet.  

Og så var der skibsværftet, der var sommetider en seks, syv skibe på stabelen på én gang – nogle byggede til Sønder og andre til Nord i havnen. Det var mest små skonnerter de byggede, sådan på 50 – 60 læster; men sikken en travlhed, der var dengang på værftet. Nogle stod og huggede spanter til, andre satte planker til og et andet skib blev kalfatret. En havde fået masterne i, og så fik riggerne travlt med at gøre rigningen i stand. Nogle bestilte ikke andet end at lave master, stænger og rundholte. Savskærerne havde nok at gøre med at save træ til planker og spanter, der var, kort at fortælle, en hamren og en banken, så man kunne høre det over hele byen. Når så et skib var færdig, skulle det drejes ned. Der blev da lagt to sadler under det – en for og en agter, og så blev den rullet ned, og den dag var havnen fuld af folk, både store og små. Navigationseleverne stod i gangspillet – og de sang så det stod efter – og det både danske og engelske sange. De der var nede i klæget, blev jo slem skidne den dag, men det gjorde ikke noget. Skibet blev så rullet så langt ud, at det kunne flyde ved højvande, og bagefter var vi så med til ”Skibsbryllup” – lige så mange, som havde været med til at dreje. Når skibet var helt færdigt, skulle det ud på reden, og det var jo også en hel begivenhed, for vi vidste jo, at nu kom det aldrig mere til Fanø. I 70’erne blev der ikke bygget så mange skibe, kun et om året, men de var meget større, det var barke på en 300 – 350 tons. De er nu borte alle sammen – både store og små – vi har kun erindringen tilbage.  

Alle de drenge, som levede i den tid, kom jo ud og fik set sig om – der var næsten ingen havne på jorden, hvor Fanøerne ikke kom. Nu går de fleste af vore drenge en anden vej – nogle bliver lærere – andre kommer på et kontor eller kommer i Told- eller Postvæsenet, men endnu er der da en del, der går til søs, og mange er blevet skippere og styrmænd i dampskibsselskaberne – jeg vil rigtig håbe, at vi her på Fanø aldrig må sige søen helt farvel, men blive ved at gå den vej, som vore forfædre er gået lige fra gammel tid. Vi holder af vor lille ø, den er for os den skønneste plet på jorden.”



Laurids Hansen, barnebarn af  Hans Lauridsen Mandø, f. 1820, d. 1887, fortæller:



nordby havn

Nordby Havn omkring 1880.



Bedstefader, Hans Lauridsen Mandø, boede i det østerste Hus nord for Krogaarden. Den Gang gik Stendæmningen lige op til Bedstefaders Have. Der var Trappetrin i den. Nedenfor laa hans Pram, naar Lægteren laa paa »Strømmen«, som vi kaldte det. Lægteren hed Karen. Han sejlede jo Fragtfart paa Ribe og Varde og mellemliggende Pladser! Der blev da sejlet mange Baadfulde Tørv hjem fra Varde og Roborghus, som da var Udskibningssted for Raunsøe Mose. Da mange i Nordby havde Eng, dels paa Mandø Hølade, dels i Krusgaards Enge sejlede de mange Skibslad­ninger Hø hjem derfra. Bedstemoder tog vistnok med en Gang imellem paa Turen, der var en besværlig Fart. Skulde de til Varde, var der jo Aaens mange Krumninger, hvor de meget sjælden kunde sejle hele Vejen op imod Strømmen. Saa maatte Klodden til Hjælp, og mange Gange maatte de i Land og trække den! Ved Janderup kunde der lejes Trække­re, som fulgte med til Varde, og hjemmefra havde det sine Besværligheder. De gik gjerne saa tidlig fra Havnen, at de havde Strømmen imod ud til Batteriet. Var det stille, saa maatte Klodden igjen i Gang. Enten surredes Roret fast, og Skipperen og Drengen, hver paa sin Side af Lægteren, stagede den imod Strømmen, eller Drengen stod ved Roret og Skipperen var ene om Arbejdet. - Til Ribe eller Mandø Hølade var der de mange Grunde (Kjellingsand m.f.). Tit rnaatte der krydses, saa hed det til Drengen »Klar til vende!«, »Læ«! Først skulde han pejle Vandstanden. Naar han saa kom til de Fod, som Skipperen vidste, Skuden stak, da lidt før kom Ordren til at vende.

Der sejledes ogsaa mange Mursten hjem fra Rørkjær Teglværk. Konsul Bork, Krogaarden, drev en Engroshandel med Bygningsartikler. Nordby var da Stabelplads for Var­de. Der kom norske Skippere med Trælast, Hamborgerfarerne kom med mange forskellige Slags Kolonialvarer m.m. Marmor og Sandsten, Teglsten m.m. saa der var nok at sejle rned for Lægterne i de Tider.

Bedstefader sejlede en Gang med en Ladning Træ for Konsul Bork til Varde, og korn med Tørv tilbage. Rejsen var denne Gang ualmindelig hurtig! Saa Konsulen undredes over, at det kunde lade sig gjøre i den Tid! »Og«, sagde han »Hvor har De gjordt af Lasten!«. »Losset den ved Varde Bro!«, svarede Bedstefader!



EN FANØDRENGS ERINDRIGER

Ved Kaj Beck 

1STE DEL Tiden fra 1900 – 1916

Der var to dampfærger til at klare overfarten, en skruedamper »Nordby« og en hjuldamper »Esbjerg«. Senere kom en stor motorbåd til, som var beregnet til ekstrature udenfor den egentlige fartplan. Hjuldamperen med øgenavnet »Skildpadden«, var den største af færgerne og særlig egnet til sommertrafikken, når de mange badegæster indfandt sig.



B1230 skruedamperen-Nordby

Skruedamperen "Nordby"



Man havde indsat en helt ny damper i 1904 - en hjuldamper - som mentes at passe til farvandet. Damperen havde et lidt mærkeligt udseende, med et skrog der var rundagtig og med en alt for stor overbygning, der gjorde det vanskelig at styre i blot den mindste sidevind. Det var til tider ikke muligt at få den drejet ind i Fanø Lo, og damperen grundstødte ofte. Af folkevittigheden fik den navnet "Skildpadden" og i en Nordby Revy i 1905 besynges den:


Skildpadden                                              

 

Jeg kommen er fra Esbjerg

med Damperen den ny.

0, tænk dog, sikket Held,

vi naaede vel vor By!

Vi kravled' hen ad Bunden,

der var jo ingen Vand,

og da vi kom til Slunden,

gik Damperen paa Land!

Kaptajnen skreg og raabte:

"Gaa alle agter hen!"

Men hvad han dermed mente,

forstod vist ikke én;

thi hvor er For og Agter,

naar Damperen er rund?

I himmelhøje Magter -

det var en rædsom Stund!

"Vort Færgeri er dejligt," -

det siger en og hver

af dem, der aldrig rejser,

men bliver, hvor de er."



B5092 hjuldamperen-Esbjerg

Hjuldamperen "Esbjerg"



Der var fra dækket fri udsyn ned i maskinrummet med dampkedlen midtskibs og en cylinder med stempel og krumtap på hver side. Lidet anede jeg dengang, at jeg senere skulle komme til at beskæftige mig med sklbsmaskiner. 

Vi var nogle drenge, der helt frivillig havde vores gang på færgerne. Vi hjalp med ilandbæring af gods, pudsede messing, spulede dæk m.m. Hjuldamperen kunne sejle begge veje. Det medførte at flaget skulle skiftes, og at det forreste ror skulle låses. Dette sidste var ret vigtigt, og det måtte vi kun udføre under opsyn af besætningen. Til gengæld for disse vore småydelser havde vi gratis overfart.

Om sommeren tjente vi mangen en god skilling ved at hjælpe badegæsterne med deres bagage. Der var sjældent tid til at gå hjem til eftermiddagskaffe, men formedelst ti øre kunne man hos bager Olsen få en hel wienerkringle »fra i går«.

Færgeriet havde monopol på passagertrafikken, hvorimod godstrafikken var fri og blev besørget af lægtere og motorbåde. Af lægterne husker jeg »Johanne«, Chr. Sørensens »Katrine«, P. Chr. Olsens »Svend« .... Niels a Bække var den første, der fik motor. Så var der Verner Lybekker og Peter a Søren Dyssens, der hver havde en mindre motorbåd.



De lægtere, som ikke havde motor, måtte bruge sejlene og så forresten tage hensyn til tidevandet. Man gik fra Esbjerg med sidste ebbe og skulle så helst nå »Lomunden« og her have den første flod med ind. Var der ingen vind, måtte man have en åre til hjælp. Ind gennem »Loen« kunne man stage sig frem ved hjælp af en »Klod«, en lang stage med en tå forneden for ikke at synke for dybt i bund og foroven en knop, der støttede mod brystet. Fra vantet og agterud var der fri passage, for ham, der skulle stage. Var der en dreng med passede han roret efter skipperens kommando. Inden drengen blev fortrolig med, hvad der var styrbord og bagbord, hjalp man sig ved at sætte en træsko i den ene side og en tøffel i den anden og så var kommandoen: op te æ toffel, nier te æ træsk.

Som regel var lægterne hjemme om søndagen og var da en yndet tumleplads for vi drenge. De lå for hver sin moring ude på strømmen. Og så gik da den vilde jagt med sørøvere i mindre både, der angreb større fredelige handelsskibe. Havneområdet var om sommeren den foretrukne legeplads. Vi tog badebukserne på, når vi stod ud af sengen om morgenen, og de var det sidste vi tog af om aftenen, når vi tørnede ind. Der var en overgang badegæster, der tog anstød af den for dem uanstændige påklædning og henstillede, at i hvert fald de større drenge skulle gå i hel badedragt. Men hvem skulle afgøre, hvad der var stort eller småt.

Jeg har tit undret mig over den frihed, hvormed far og mor lod mig færdes på havnen. Dog stillede far den betingelse, at jeg skulle kunne svømme, inden han gav sin tilladelse. - Så gik da turen en dag til »stranden« (øens vestkyst) for at samle kork til at lave et svømmebælte af. Korken stammede fra ilanddrevne fiskenet .... Og så øvede man sig på lægt vand syd for »Æ Søndebrow« under større drenges kyndige vejledning, indtil den store dag, da man uden svømmebælte kunne svømme over sejlrenden til »Æ lille Sø jord«.

Om vinteren med drivis (skosser) i sejlrenden var det en yndet leg at springe fra en »Skos« til en anden ved hjælp af lange »springstænger«. Var der for langt mellem to skosser, kunne man måske nå over med et meget lille stykke is som mellemtrin. - Så var der 3 muligheder: 1. at man kom tørskoet over, 2. at det gav en våd sok, 3. at man dumpede i med hele kroppen. - Det var nærmest dødssynd, at komme hjem med våde fødder. Det gav enten en endefuld eller i seng uden mad. Derimod var det en formildende omstændighed at komme drivvåd over det hele hjem. Så kunne der jo have været fare på færde.



Barndomsminder fra Nordby omkring 1915

Kaptajn Jørgen Toft fortæller bl.a. om fodtøj, liv og leg ved havnen, kaninjagt m.m.:

Her i Nordby blev mine aktiviteter også udvidet. Havnen havde min store interesse. Om sommeren badede vi som små fra Pakhusbanken; når vi blev noget større fra Svenskeren. Fra Svenskeren lærte vi at svømme. En del badning foregik også i „æ War Rind". På højvandet var vanddybden passende for en 12-13 års knægt. Vandet var på solskinsdage dejlig varm, efter at det havde passeret flakkerne i Vigen. Et sted var der ført en trærende fra nogle drænrender gennem bredden. Udløbsvandet havde dannet et dybere hul, således at man, kunne springe ud fra trærenden uden at få hovedet i mudderet.

Når man kunne bevise, at man kunne svømme, havde man lettere ved at låne en jolle, Og gå i gang med at lære at ro og vrikke. - I min barndom var der 3 sejllægtere hjemme i Nordby. Ejerne var Niels af Bækkes, Andreas Manne og Las Madsen. Den ene af dem som hed Rebækka-Niels havde fået sit kendingsnavn fra den og ejede den også - var galease-rigget, havde altså 2 master. - De andre 2 havde 1 mast. Disse lægtere sejlede i Vadehavet indenfor Fanø, Ho, Varde, Hjerting, Esbjerg, Roborghus og Ribe, der var anløbssteder. De sørgede for transport af massevarer, kul, koks, klyne. grus, mursten, kalk, mergel og lignende. Agter i lægteren var der indrettet kahyt til skipperen. Et lavt ruf hævede sig over agterdækket. I ruftaget var et skylight. Adgangen var gennem, en skydeluge med en lav dør i rufskottet. Nede i kahytten var der gerne 1 køje i hver side under dækket. Faste bænke i hver side langs køjerne. Et fast bord, et par skabe, samt en kakkelovn med ringe i toppen, så der kunne laves mad på den. l agterspejlet var gerne et par små vinduer. Helt forude i skarpen var der også et rum. Det var drengens logi, som han delte med ankerkæden, brændselsbeholdningen. gamle sejl og presenninger, sjækler og kædestumper, stropper og tovværk, så der var ikke megen plads til drengen.

Sejladsen foregik ved vindens og strømmens hjælp og kunne godt tage sin tid. Ud fra Esbjerg med faldende vande. Ankring ved Lo-mundingen, og så ud i jollen for at bugsere, så de havde lidt styr på ski­bet. Styringen foregik med rorpind. 

Ved slutningen af første verdenskrig eller lige efter blev der sat motor i lægterne. Skipperen måtte ofre sin kahyt til motoren. „Rebækka" blev hugget op og Niels fik bygget en ny lægter, der var forsynet med motor.

Disse lægtere havde alle en jolle, og i den kunne vi drenge, når vi fik lov, øve os i at ro og vrikke, dog indtil vi blev udlærte, med fangelinen godt fastgjort til lægteren. Med tidevandsstrømmen i havnen, kunne det også være nødvendig. Det var vrikning, vi øvede os i med jollen fortøjet, hvis vi da ikke kunne få en kammerat, der allerede kunne vrikke med i jollen, og øve os fri af lægteren. Vi måtte passe på ikke at tabe åren. Skulle det hænde, så en voksen måtte udi i jollen for at bjærge åren, vankede der både udskæld og lussinger, og værst af alt karantæne, så det varede et godt stykke tid, før man fik lov at forsøge igen.



Roning var det lettere at lære. Kunne man ikke klare 2 årer, så kunne man da klare 1, og en kammerat tog så den anden. Sejlads med sejl var der ikke meget af, enkelte ældre mænd. der fiskede lidt fra deres fladbundede joller, havde sejl til dem, men de overlod ikke sejlet til os drenge. - Joller med køl var bleven skiftet ud med gamle travljoller med glødehovedmotorer.

Lidt fiskeri blev det også til. På lavvande gik vi ud til Pakhusbanken og gravede orm. Ormene blev sløret, idet vi med en stor stoppenål - disse store lange stoppenåle ser man ikke mere - trak ormene på en sytråd - en silketråd skulle være særlig velegnet, jeg har nu aldrig set en dreng i besiddelse af silketråd. Den lange kæde af orm blev samlet i et bundt og bunden på en line sammen med et lod eller anden vægt, som kunne få grejet til bunds.

Det gjaldt så om at få ormebundtet netop så højt over bunden, at krabberne ikke kunne nå det, men at bundfiskene blev tiltrukket af det. Det var bedst at fiske fra båd eller lægter, så slap der ikke så mange fisk af på vejen fra vandfladen, og til at man fik fat i dem.

Det var ålekvabber, små ål, issing (bakskull), og "en" enkelt rødspætte, man fangede. Ulke bed også på. De var ikke velsete, og blev betegnet med et så nedværdigende navn som „Københavner". Kroge blev ikke ret meget brugt til fiskeri fra kaj eller båd i havnen. Der var dog nogle, der satte krogliner på søjorden.

Fiskeri fra vesterstranden gav vi os ikke af med.

Når vi kaldte ulkene for Københavnere, så kom det af, at i min barndom begyndte der at komme københavnske feriebørn, herover. Disse børn var jo helt ukendte med vore forhold, og når de deltog i vore aktiviteter, kom de gang på gang galt afsted, derfor betragtede vi dem som dumme.



Hvor var man stolt første gang man kom hjem til Mor med en pandskrald småfisk. Nok til at vi alle kunne få en - smag. Man insisterede selvfølgelig på at få fiskene serverede til førstkommende måltid, og var selv behjælpelig med at få fiskene rengjorte, og hvor smagte disse selvfangede fisk godt.

Lige efter første verdenskrig blev der bygget en skonnert på skibsværftet. Inden søsætningen blev der foretaget nogen uddybning ud for skibsværftet, og ved badning fra Svenskeren måtte de, der ikke kunne svømme, passe på ikke at komme ud i hullet.

Selve stabelafløbningen - det var ikke, som tidligere brugt søsætning, der i mange tilfælde foregik sidelæns og ganske langsom - fik næsten hele Nordbys befolkning ned på Svenskeren og havnen. Den foregik på højvande en dag sidst på eftermiddagen. Skonnerten kom godt nok i vandet, det samme kom styrmanden, der pludselig røg ud over stævnen, og skonnerten fortsatte tværs over renden, og satte sig fast på søjorden. Da man var nået så langt, var det tid for mig, at komme hjem til aftensmaden. Et par dage efter lå skonnerten ved æ Synnerbrow og blev rigget til. - Under 2. verdenskrig var jeg ombord i denne skonnert i Lissabon. Den blev under portugisisk flag brugt til torskefiskeri ved New Foundland og Grønland.

I en af efterkrigsårene kom der en skonnert „Elisabeth Eff" ind i havnen med en last kul. Så vidt jeg erindrer, blev den slæbt ind gennem Loen af færgeriets skruedampskib og fortøjet ved æ Damperbrow, hvor den blev modtaget af en hel del af byens drenge og voksne, med den lokale tolder i spidsen. Tolderen forlangte bl.a. lugerne forsvarlig skalkede, og forseglede dem derpå, husker jeg. Skonnerten forhalede senere til æ Synnerbrow og fik, da den var udlosset en del af Møllebanken som ballast.

Omkring samme tid havde vi en hård isvinter. En dag rygtedes det i skolen at Esbjerg havns slæbebåd „Vildanden" skulle bryde isen op i Loen og vistnok hente et par patienter til sygehuset. - Færgerne havde i lang tid landsat passagerer og gods på passende steder - for færgen - ude ved Lo-mundingen. Da vi efter skoletid kom ned på havnen, gik der folk og savede isen i Loen igennem mellem havnen og Pakhusbanken. „Vildanden" kom godt nok i havn. og jeg husker, at der blev bragt et par bårer om bord, hvori der var syge.”



Dorthea Sørensen født 1877 fortæller om sit

barndomshjem, om kvindernes hårde arbejde, - men også om familiebegivenheder, forlovelse, bryllup og barnedåb. 

Den 71-årige Dorthea Sørensen, Nordby Fanø har oplevet mangt og meget på Fanø , hvor hun er født.

”Barndomshjemmet

Min fader Laurids Nielsen Sørensen født den 8. oktober 1842 og moder Kirstine Marie Sørensen født den 10. april 1837 havde deres hjem i Nordby. Vi var 8 søskende, jeg var den yngste. Fader var som ung mand skibsfører og kaptajn. Efter i en del år at have ført skibe på langfart, lagde han op, som man siger, dog ikke for at gå hjemme. Straks efter købte han en mindre lægter ved navn SØBLOMSTEN, som han sejlede med nogle år, hvorefter han købte en betydeligere større lægter ved navn HECHTOR. 

Det var undertiden et strengt arbejde at være lægteskipper. Fader sejlede med alt hvad han kunne få, hø, tørv, træ, sten, kort sagt, alt hvad der bød sig. Fra Mandø hølade sejlede han meget hø til Nordby og Sønderho. Tørv og sten var det strengeste arbejde, særlig teglsten, de skulle tages med hænderne og løftes op på et lad for at blive båret bort. 

På Fanø, hvor næsten alle mænd var på havet som søfarende, var det kun koner og piger, der arbejdede på havnen, når lægterne kom med sten, tørv med videre. 

Fader og moder sejlede på Ribe, Store Darum strand og Billum. Jeg har flere gange stået til rors gennem åen til Ribe og taget min tørn med, både ved lastning og losning.



Erindringer fra min drengetid på Fanø 1880 - 1886


M. Jessen

”Drengelivet på Fanø pulserede hovedsageligt ved havnen. Fra ganske lille begyndte man at færdes i både, og lærte hurtigt at vrikke og ro en båd, ligeledes sejlede vi med selvlavede sejl - til at begynde med - lavet af gamle sække,  l havnen fandtes altid nogle Everter eller Galeaser - i dem klatrede vi både tidlig og silde, og skulle da helst så højt op, at vi kunne se over flagknappen. En sådan Evert sejlede jeg med hele sommeren, da jeg var 12 år. Betalingen var, for dette tidsrum 30 kr. og kosten, der var god. En Evert er et fladbundet fartøj med 1 mast, det har et såkaldt sværd på hver side, for at mindske afdriften inden krydsning. Besætningen bestod af skipperen, der ejede skibet, og drengen, der blev kaldt styrmand, men ellers var alt muligt. Vi sejlede naturligvis kun inden skjærs, mest på Varde efter brændsel, klyn, tørv og lyng, men også på Esbjerg (der dengang kun var en landsby) og omliggende Teglværker efter mursten, grus m.m. - og om sommeren til Ribe å efter hø. Når efteråret meldte sig lagde vi op, og skolegangen begyndte igen.

På øen byggedes hvert år et mindre Barkskib - ikke ret stort i sammenligning med nutidens skibe (360 tons) men det var skibe, hvormed vi sejlede jorden rundt sønden om Amerika og Afrika, med en besætning på 10 mand, og som var borte fra de hjemlige farvande 2 a 3 år ad gangen. Da der ikke var plads i havnen, til at vende med disse skibe, blev de altid bygget med forstævnen udefter. Når de skulle søsættes blev de hevet ud på ruller sidelæns, ved hjælp af to store gangspil i land. Det ene gangspil var bemandet med tømmermænd (30 til 40 mand), der sang danske opsange, det andet med elever fra navigationsskolen, der sang engelske opsange (shanties). En sådan søsætning varede det meste af en dag og overværedes af de fleste af beboerne, samt alle badegjæsterne. Senere når skibet var færdigt, blev det bugseret til Hamburg, hvor det blev kobberforhudet over hele bunden, klar til de lange rejser. Fanø ejede på den tid en sejlskibs-flåde på 80 a 100 skibe, og var omtrent de eneste, der viste det danske flag på de store have. Beboerne var da også næsten udelukkende søfolk. Af 30 konfirmerede drenge, kom de 28 som regel til søs.



B1380 Nordby-havn



Om sommeren lå vi som drenge og plaskede i vandet til stadighed - første gang jeg var i vandet, kunne jeg ikke klæde mig selv af eller på endnu, men løb nøgen inde fra stuen og ned til havnen, så snart håret var blevet tørt, måtte vi ud igen og det blev til mange gange om dagen.

Vi soppede også meget i havnen, og da der er ebbe og flod to gange i døgnet (normalt falder og stiger vandet med 7 fod) var der stadig afveksling dernede. Mellem Fanø og fastlandet ligger der en stor banke (Søjord kaldet) denne er under vand ved flod og over vand ved ebbe. Forår og efterår når vildænderne trækker forbi, slår de sig ned her for nogle dage - man kan da høre dem over hele øen.


B5040 V-Havnen 9 13A ca 190


Nede på skibsbroen var en lang bænk, der mødtes de gamle søfolk om aftenen og fortalte om deres oplevelser på de lange rejser ude i det fremmede, det var ofte spændende for os drenge, at høre på. Ligeledes vinteraftner i hjemmet, når alt arbejdet lå stille 1 times tid inden man tændte lampen, da blev der fortalt mangt og meget, som for os børn, var spændende at høre på. Mange berettelser og overleveringer, fandt da sted fra den ene generation til den anden.

Som dreng yndede vi også meget, at tage en pram og gå på fiskeri, hvilket kunne vare det meste af dagen. Vi fiskede ål, isinger og små rødspætter, men også mange andre småfisk fik vi. Vi lå til anker med prammen et stykke ude - vore redskaber bestod af to net, der var bundet på en jernring af størrelse, som et lille vognhjul - tværs over denne var fastgjort to jernpinde, hvorpå vi som agn, havde stukket krabber, hvis ben vi havde pillet af og hvis indmad lå åben - desuden havde vi på dobbelt sytråd trukket store sandorme ( det var en lækkerbisken). Sådanne to net havde vi, en på hver side af prammen, de blev firet ned på havbunden, hvor de blev liggende ca. 5 minutter, og så skiftevis halet op. Det var morsomt, og vi fik mange fisk hver gang, hvad vi ikke ville have kastede vi ud igen. Ovennævnte sandorme gravede vi på strandbredden ved ebbetid - de forekom i store masser, og blev gravet op med en tregrenet fork, som reglen af kvinder, gamle mænd og drenge. Sandorm blev meget benyttet som agn af Nordsøfiskerne, som dengang ikke fangede rødspætter, men brugte linefiskeri med kroge efter torsk og hvilling.

Forbindelsen med fastlandet foregik med en lille dampbåd, med kun ringe Maskinkraft. Vi benyttede dog også sejlbåd og om vinteren robåd.”



Fanø omkring 1850 

Fortalt til „Fanø Ugeblad" af C.

Under "c" gemmer sig skipper Peder Hansen Clausen, f. 27. november 1847, d. 6. april 1924.

Han blev senere skibsreder og havnefoged. Skrev "Fanøbogen".

Hans forældre var skipper Hans Peder Clausen, f. 23. oktober 1815, druknet september 1853 og Maren Hansdatter, f. 26. januar 1818, d. 18. november 1890.

Familien boede i Havneslippe 3.

”Ved Pakhusbanken var trankogeri, og dertil var opført flere træhuse. Jeg husker i vinteren til 1855, hvorledes briggen isedes ud af havnen om foråret og ligeledes auktionen, da den solgtes, den blev afholdt omme ved vandmøllen, så vidt jeg husker, var det et andelsselskab, som ikke gik særlig godt og derfor blev ophævet; det skete i 56 eller 57. I disse år byggedes der mange skonnerter og galeaser herhjemme, jagternes tid var allerede forbi, nogle solgtes og blev ophugget.

Jeg husker, da en af dem blev hugget op og træet lagt ud og nummereret til auktion, samlede vi en del skrup sammen og skrev nummer på og havde den fornøjelse at se det opråbt og solgt; det indbragte skipperen 2 mark, endskønt det ingen ting var værd.

En rigtig begivenhed for os drenge var kanon jollernes ankomst til Nordby i 1861. Jeg husker tydeligt en morgenstund, da jeg var i marken for at flytte får, hvor henrykt jeg blev ved at se dem komme syd fra hen imod Grådyb; der var 8 joller slæbt af 2 dampskibe. Det gav jo liv og røre, mens de var stationerede her på Fanø. Det store brænderihus samt et privat hus indrettedes som kaserne. Joller lå 2 og 2 hen imod færgestedet, der hørte 25 mand til hver; det var rojoller med en stor kanon agter. Om vinteren var de halet på land nord for saltværket og krudtkammeret var i Clauses bjerge.”



Drengeår på Fanø

Poul Ulsdal, f. 1913 i Nordby mindes her hvordan han og de andre drenge boltrede sig ved havnen og i vandet. Jeg har indsat en del billeder der viser hvordan der var ved havnen på den tid.



Fra gamle dage.

En dag på Fanø. (Rejseskitse af J. Moldenhawer.) 

»Illustreret Tidende«, dateret den 14. august 1870. 

”….. Om aftenen fandt en livlig scene sted nede i havnen, idet et skib, lastet med marskhø, blev losset. Da der ikke findes tilstrækkeligt græs på øen, må fannikerne nemlig hente hø fra marskegnene ved Ribe og i Sønderjylland. Høet er fortrinligt, men må også betales i dyre domme. Fire koner pakkede det i dertil bestemte »bleer«, som lagenerne her kaldes med det danske ord, idet to og to hjalp hinanden, bandt enderne sammen og således tilvejebragte en dygtig dragt, som der skulle gode kræfter til at bære. Barbenede unge piger og koner tog nu hver sin byrde på nakken, idet de lod den hvile på hovedet og venstre skulder og til støtte satte venstre hånd ned i siden, og således balancerende med den høje bylt og med højre hånd hængende frit ned ilede de afsted op gennem byen, den ene bagefter den anden. Det må give kraftige lemmer, og det er også stærke skikkelser, man ser allevegne. En skare små piger og drenge boltrede sig lystigt i høet og kravlede ud og ind over skibsræling og bolværk, man skulle tro, at der måtte være fare for, at en eller anden kunne falde i vandet, men de var vant til det, og mødrene syntes ikke engang at tænke sig muligheden af en ulykke. Mændene sidder ørkesløse og ser til, mens kvinderne slæber, men det er nu engang fruentimmernes arbejde, ligesom andetsteds fiskerkonernes at tage til byen med fisk. Sømanden så vel som fiskeren hviler, når han er i land. Et andet sted lossedes tørv, thi også brændsel må hentes fra fastlandet. Forresten får man ingenlunde indtrykket af en by, for hvilken skibsfarten er hovederhvervet, og hvis handelsflåde, efter commercelæsternes antal, nu er en af de største i Danmark næstefter Københavns, thi om sommeren er alle skibe selvfølgelig i fart.

Skibsbyggeriet derimod faldt mere i øjnene: fire store skibe stod på stabelen og et gammelt kalfatredes, om foråret var der løbet fem skibe af stabelen.”



Tanker fra mi' Baaendomsti' om æ sønder Brov.



tom-petersen-nordby-havn

Tom Petersen: Nordby Havn

 

Æ sønder Brov i gammel Ti' wor et saaen særlig køen,

men den war Verdens bedste Stej for gammel, ung o Bøen,

 

Æ Dovenbænk - som den bløv kaaldt - wor fuld a gammel Kaall,

der om en køen og svunden Ti' her ret ku' sed o praael,

 her kund' di - for djer Ywn wor skarp - æ Boed saa dejlig følle.

 

Jen vindt o Niels a Bækkes med en Last fræ Mande Hjølle,

jen vindt o Anders Bertelsen, der kom hertil mæ Klyn,

og bløv de føst dem waer — .saa foer a Stej de som en Lyn:

 

No sku' de ve wor Folkes sandten ha' æ Kiel o,

for no wor baade Klyn og Høje indenfor æ Lo,

Snaar bløv der en Letøring ve æ Brovs den synder End,

 æ Bøen her fræ æ Øj slet et til bejer Gle da kend

end waa om ve æ Lægter o sammel Klynsmul op,

o nær te Und wor toem o faa en Tur i fuld Galop.

 

Æ Boed fræ Mande Hjølle wor der særli Leben i,

der saav en Folk som Maren og Sidsel — Met' Mari',

de laj æ Høje mens æ Heest i Vand støj te æ Lyv,

tilsidst æ Bøen kom op o køjer — sjel om æ Las wor hyw.

 

Der log ow manne Joller huri se Drenge lejt,

hvis di føld i o Skænden fek — de rejn di et en Hæjt,

for hudan sku' di ejsen æ Baskuld leg o fang

og lisedan mæ Lyster en Maalte O1 o stang.

 

Heer fesket haar vi Kravver o Olkvab tyk og trind,

æ Drenge tov dem ov en Bad — endda i æ baar Skind.

 

Kom der en Blankeneser, da bløv æ Stemning hyv,

for saa draak de Genever o slaasset tit mæ Knyv.

Saa wor der ov Pe' Kristian, der kom med Myel o Sukker,

med Klipfisk, Sirup, Kaffe, The og Sild i Tynd o Krukker,

og ner æ Hamborgfaarer kom med Ævvel, Pærer, Plommer,

da sad vi o æ Bolværkskant o fuel i alle Lommer.

 

Ja, hven sku tro æ sønder Brov ku gjem saa manne Minder, men sikkert manne flier der er, nær baar vi o dem finder.

 

Fanø Ugeblad, nr. 2640, 7. august 1948



Tanker i min halvdør...

Æ Sønderbrow



B1680-havnen-i-nordby

Ved havnen 1910.

 

Der må være mange endnu, der kan huske æ Færgebrow - Langelinie - og æ Sønderbrow.

Tag med mig en tur på den strækning. 

Vi går ned og ser, hvem kommer med færgen, og måske har den en bil med.

Det var dengang, der blev lagt slisker tværs over færgens fordæk, hvorpå en bil forsigtigt blev kørt op på disse sli­sker, og stod så der under overfarten godt surret, så intet uforudset kunne ske.

Når færgen, der var et kulfyret dampskib, lagde til ved æ Færgebrow, og passagererne var kommet godt i land, blev bilen løst fra sine surringer og adstadigt trillet i land på de medbragte slisker. - Endnu en bil var så kommet til Fanø.

Nogle passagerer fortsatte op mod posthuset, andre pas­serede Marie Bentzens butik og tog den dejlige tur langs Langelinie med det kraftige lysebrune plankeværk og murstensbesat gangsti.

 

Når man så nåede hen til æ Sønderbrow ... så ku' det hænde, at Fanøs fiskerflåde lå ved bolværket.

»Joseptha« var min onkel Jens' kutter

»Oda« ejedes af brødrene Lauridsen.

»Vesterhavet« var min fars kutter.

Der var vistnok en fjerde, som jeg mener, Hans Fisker ejede, men navnet kan jeg ikke huske. 

Når disse kuttere var inde om foråret, var der til tider stor aktivitet på æ Sønderbrow. Vod og tovværk skulle tjæres, og tingene, der fik voddet til at stå, som det skulle i vandet, blev efterset ... glaskuglernes fæstning til voddets tov, og blyloddernes fastgørelse.

Masterne skulle skrabes og smøres eller lakeres.

Skibet skulle males både indenbords og udenbords.

Lønningen skulle også have en omgang.

Maskinen og ophalerspillet skulle sikkert også have et eftersyn, og rigningen efterses for slitage.

Lanternerne og andet grej skulle gås efter, så alting kun­ne fungere optimalt.

Sejlene skulle tørres grundigt igennem, og lastrummet udluftes.

Joh .. der var nok at se på for nysgerrige forbipasserende.

De kunne også nyde duften af tjære og maling eller lak, og den aktivitet som dengang udfoldede sig på æ Sønder­brow. Joh - der var miljø ... 

På sommerdage efter skoletid, når vejr og vind var, som det skulle være, så kom drengene på havnen i badebukser og udførte mere eller mindre vellykkede hovedspring enten fra kutternes bovspryd eller bolværkets pæle.

Pigerne skulle jo imponeres, enten det var med svøm­ning om kap til Søjorden og tilbage ... eller det var undervandssvømning eller dykning i flere minutter.

Og derude lå everterne og svajede for vind og strøm. Gik man videre, faldt vejen forbi skibsværftet... »æ Wærre«.

Nu er alt anderledes. Ja, selv de sidste nye færger er anderledes. 

Men FANØ ligger der dog, som den skal, den ændrer sig ikke og dog, den bliver måske lidt større år efter år ude mod nordvest ved Søren Jessens sand.

Det er og bliver en dejlig ø - ikke sandt?

Tak, fordi I fulgte med mig.                             H.P.

 

Fanø Ugeblad, nr. 30, 20. august 1998

Relaterede artikler

Gå til top