Sønderho havn - del 1

 

B00089 004 David-Jacobsen

Tegning David Jacobsen ca. 1850 

 

Sønderho havn har aldrig været en traditionel havn med kaj eller anlægsbro. Ladning og losning er sket ved at skibet ved højvande blev sat så højt op, at de ved lavvande har ligget på det tørre. Køretøjer har så gået op på siden af skibene og derfra modtaget godset. 

Havnen har derimod altid været en god ankerplads med læ for skibene med vind fra sydvest, vest og nordvest.

 

sonderho havn

Sønderho havde oprindeligt en både god og rimelig dyb naturhavn, hvor skibene kunne gå tæt på land, bl.a. i forbindelse med ballastindtagning direkte fra klitten. Tilsanding i kombination med fremkomsten af stadig større skibstyper var fra 1870’erne medvirkende til, at Sønderhoskibene måtte søge andre havne.

 

 

B1628-326 Soenderho

 

Under Ribes glansperiode med ind- og udførsel, var farvandet ind til Sønderho sådan at datidens største skibe let kunne gå derind, hvorefter godset blev omladet til lægtere og pramme og derpå sejlet ind til Ribe. Godset kunne fortoldes i Sønderho, idet en af Ribe toldens fuldmægtige havde bopæl i Sønderho. 

I et udateret og anonymt forslag til forbedring af Ribes økonomiske forhold omkring 1770, hedder det, at ”Sønderho er Ribes rette Havn…, thi da Sønderho har en privilegeret Havn (tilstedeværelse af Toldvæsen), saa skal det være Ribe By’s Sejlere tilladt at ligge dér op under, hvor de ligger sikrere saavel med deres Skibe som med Kontrebandevares Udlosning (Sønderhoningerne beskyldes i forslaget for smugleri).” 

Havnen har imidlertid ofte forandret karakter på grund af stormfloder, sandflugt og strenge isvintre.

En høj og indtil 20 m bred klitrække har i sin tid ligget mellem havnen og byen i hele dens udstrækning og beskyttet denne mod havet. Den klitrække gik fra syd til nord, og lidt i øst – et stykke forbi engene på byens nordside og et godt stykke ud på Fuglsandet. Den nordligste spids af denne klitrække kaldtes ”Haenør”. Klitterne ved havnen i Sønderho forsvandt i 1882.

 

Kort-Vadehavet

 

I 1725 lod kroholder P. H. Brinch bekendtgøre ved kirkestævne 7., 8. og 9. søndag efter Trinitatis, ”at enhver, der gaar, kører, trækker med Heste og Kreaturer, skubber med Hjulbøre over hans Eng, beliggende nordvest for ”Haenør” eller optager Baade derpaa eller anbringer Ankere deri, ville blive tiltalt og straffet efter Loven”, og i 1735 sælger samme mand to byggegrunde, beliggende i ”Hanøer Bjerge”. Klitterne er efterhånden blevet ødelagt af stormfloder, i 1825 indsendte 25 beboere en klage til stiftamtmanden om at stormfloderne har taget et stykke af landet og snart også vil nå deres huse, og den sidste rest af denne klitrække forsvandt i stormfloden 1882. 

I pastor Foss’s indberetning om Sønderho sogn 1791 skriver han om Sønderho havn: 

”Havnen til Sognets mange Fartøjer har i forrige Tider været langt bedre end nu, fordi der af Øens søndre Ende med hver Storm og Højvande bortskylles saa meget af Landet. I stedet for at Strækningen (Udsejlingen) for en 50 Aar siden gik lige i Sønder fra Havnen til Hjørnet i en Længde af 5000 Alen, saa er Strækningen derimod Vest-Sydvest og kun 2000 Alen, hvoraf kan sluttes til Havnens Forringelse. Og for at hæmme noget for Bortskylningerne har Sognet for nogle Aar siden gjort bekostning og Arbejde med et stort Tangdige for den Søndre Del af Byen, 600 Alen lang, 6 Alen bred og 3 Alen høj over Jorden, foruden 1 ½ Alen i en Grøft i Jorden langs med Bjergene, hvortil gik mange Læs Tang, hvilket dog alt inden 2 Aars Forløb af Søen blev borttaget, og Sognet ej formaaede formedelst Hestenes og Vognenes Aftagelse at opføre det igen, ihvor nyttigt det end var”. 

Pastor Foss fortæller videre, at man af træ fra stranden har ”et saakaldt Hoved af Pæle og Planker til stor Nytte, thi den har allerede udstaaet mange Tørn af Søslag og derved staaet sin Prøve.., og er det at ønske, at der kunde faas nogen Hjælp til at forbedre og forstærke saadanne nyttige Udbygninger baade for Landets Bortskylning og Havnens Forbedring, da det er paa højeste Tid, siden mange af de østerske Beboere ved Havnen allerede er flyttet opad, og mange Bygninger endnu staar paa Brinken og er i Fare for Fald, naar der ej alvorlig raades Bod derpaa.” 

Den 21. februar 1824 klager formanden for karantænekommissionen, skipper J. J. Sonnichsen, over havnens tilsanding, ”hvorledes Farvandet ved Sønderho i afvigte 2 – 3 Aar formedelst de mange haarde Storme og Søslag er ganske tilstoppet og dannet til en Flakke, der ved Lavvande ligger tør og ved almindelig Højvandstid kun har 3 Fods Dybde, hvilket gør, at hverken ladte eller kun ballastede Skibe mere kunne anløbe Sønderho Havn, hvis aarsag Søreden er forlagt til det saakaldte Kjeldsand mellem Sønderho og Fastlandet, hvor Skibene baade for Kontravind og for at losse eller lade anløber.” 

Den 3. og 4. november 1824 bragte atter ulykke over Sønderho, idet der blæste en voldsom storm, som gjorde skipper Niels Degns skib, der var ladet med korn og lå for anker i havnen, til totalvrag. 3 andre skibe drev væk og strandede på Yder-Bjerrum. 

Alle bolværker, brohoveder og diger ved havnen blev ødelagt af stormen og kostede byens borgere store summer i reparationer.

 

 

Den 8. januar 1839 opstod der endnu en voldsom stormflod; da havnen var fuld af is, blev disse ismasser slået mod værgerne ved havnen, brød igennem bolværker og diger og gjorde stor skade på 17 huse, der lå tæt ved havnen og beboerne måtte flygte.

Ribe Stiftstidende beretter om stormfloden den 8. januar 1839, at den vestlige Bjergrække ved Sønderho ligesom den sydlige og østlige har lidt stor skade. "flere Favne er bortskyllet, saa den mod Havnesiden staar ganske brat.

Paa flere Sider er den gennemskaaren, hvorved Vejen for en lignende Flod er aaben for en stor Del af Byens Ødelæggelse, hvis der ikke forinden træffes kraftige Foranstaltninger". 

Skaderne blev anslået til at koste omkring 2 tusind daler. Der blev foretaget en indsamling over hele landet, til hjælp for de skadelidte op langs Jyllands kyster. Heraf blev de 17 nødstedte husejere i Sønderho tildelt 500 Rdl., og sognets kasse bevilgede 250 Rdl. Og med frivillige gaver fra sognets andre beboere, indkom der ca. 500 Rdl. 

I Ribe Stiftstidende for 8. oktober findes følgende taksigelse fra de skadelidte: 

"De ædle Velgørere, som saa kærligt har rakt os Haanden i vor betrængte Stilling og derved sat os i Stand til at raade Bod paa den lidte Skade, bringer vi herved vor erkendtlige Hjerters vaarne Taksigelse for de modtagne Gaver." 

Udover de modtagne pengegaver, søgte beboerne kongen om et lån på 1000 Rdl., afdraget med 100 Rdl om året. Disse blev bevilget og anvendt til digernes istandsættelse. 

I ansøgningen hedder det bl.a., at man ikke ser sig i stand til at udrede de med sådant et arbejde forbundne omkostninger, da så mange søulykker i de senere år har hjemsøgt sognet, "thi blandt Sognets 200 familier er ikke færre end 63 Enker, der for største Del ikke alene har mistet Forsørger paa Havet, men ogsaa deres Kapital."

Et ganske trist billede af de økonomiske forhold i 1830erne. 

 

 

Man synes ikke at kvinderne skulle udføre dette som pligtarbejde, de havde jo desuden mere end nok at gøre med det andet pligtarbejde i sognet. Sogneforstanderskabet vedtog, „at alene Mandfolk skulle udføre Arbejde" under opsyn af Skipper I. N. Warrer og skibsbygmestrene J. J. Sonnichsen og P. Sonnichsen, der dog var forpligtede til også at tage personlig del i arbejdet, hvorfor der ifølge regnskabet er betalt dem 75 Dlr. 3 M. 13 Skil.

Fragten af træet fra Norge er betalt skipper Søren Th. Meinertz med 190 Dlr. Foruden det fra Norge købte træ ses adskillige beboere at have leveret enkelte bjælker og planker, sandsynligvis stran­dingsgods. 

Det udførte værn bestod i en del høfder der vendte i skrå nordlig retning gående, og bestod af en række lodret nedrammede og på begge sider afstivede pæle, hvoraf der nu kun findes resterne af tre tilbage; de synes i sin tid, da øens sydlige spids ikke var forlænget mod øst, at have gjort god tjeneste ved at hindre bølgerne i at bryde mod strandkanten og forhindre bortskæring af Kysten. 

Alt i alt kostede hele anlægget inklusive forhøjelse af et dige nedenfor den sydlige del af byen 700 Dlr., og da det i vinteren 1840 - 41 syntes at kunne holde til isens påvirkning. besluttede man at ville fort­sætte i den påbegyndte retning, og i fe­bruar 1841 henvendte man sig derfor i en skrivelse til Stiftamtmand Grev Sponneck lydende:

„Sidste År fik vi her i Sognet som bekjendt 500 Rdlr. af de god­villig indkomne Bidrag til Hjælp for at beskytte Sognet mod Havets Ind­brud, der, som allerede kan skjønnes, med Nytte anvendtes i Bolværker.

Grundvolden er nu rigtignok sat, men for at kunne beskytte Byen og således Bunden, at Fartøjerne kunne få en sikker Vinterplads, vil vist enhver indrømme, at der bør gjøres mere, og dette jo før jo hellere. Flere af Sognets Beboere have derfor ytret sig, om det ikke var rigtigst at tale med højvelbårne Hr. Kammerherren derom, som een kunne takke for den sidste Hjælp, når han nu kommer herover til Sessionen, om Sognet ikke kan få et rentefrit Lån på a. 1000 Rdlr. af Hans Majestæt Kongen mod at tilbagebetale Summen i 10 År med 100 Rdlr. hvert År, fra næste År at begynde, da Sognet sidste År havde en Ligning til Høfderne og i År en endnu større til Thinghuset Med denne Sum kunne en lig­nende Ladning Pæle anskaffes og nedrammes, som vi fik sidste År, hvorved Sognet efter al Sandsynlig­hed ville være befriet for den truende Fare af Vandets Indbrud. Den årlige Betaling menes ikke at kunne trykke Sognet, når denne efter Ligning bliver reparterede."

underskreven af 94 hus- og bådejere.

Herpå indløb straks et velvilligt brev fra Stiftamtmand Sponneck, der lovede at skulle gøre sit bedste hos Regeringen, og efter en del Korrespondance frem og til­bage angående den bedste anvendelse af pengene og reglerne, hvorefter der skulle arbejdes, og udnævnelsen af nogle kyn­dige mænd til at lede arbejdet, modtog Sognet i november 1841 blev obligationen derpå underskrevet.

Den 22. november 1842 kunne regnskabet aflægges for det fuldførte arbejde, og da det første afdrag allerede skulle erlægges i december termin samme år, blev dette udlignet på 196 beboere, hvorefter den lavest ydende betalte 4 Skilling og den højeste 20 Mark. 

 

 

Ved stormfloden den 2. og 3. februar 1843, led Sønderho atter stor skade. Herom hedder det i Berlingske Tidende nr. 45: 

"Et Bolværk, der kort før var opført ved Havnen med en Bekostning af 2500 Rdl. i S., bortskylledes aldeles. Dette Bolværk var blevet anset for at være saa solidt, at ingen havde troet, det nogensinde kunde rokkes af selv den stærkeste Stormflod. Bolværket var opført med Erfaringer høstet fra den store Stormflod i 1839. tilliden til et Træbolværk var rokket, at anlægge et Værn af Kampesten, hvortil krævedes mindst 1000 læs, drøftes indgående af Beboerne, der for hver Stormflod syntes Utrygheden større, men Pengene dertil kunde det lille Sogn ikke alene udrede". 

Det vedtoges da at skråne bankerne mod havnen og belægge dem med tang og be­plante dem med helme samt at ændre lidt ved retningen af nogle høfder, hvilket også senere udførtes for 56 Rdl.

Skaderne var udbedret i løbet af de næste par år og man følte sig tryg mod nye angreb fra havet, men en kraftig storm den 20. og 21. august 1845 ødelagde igen bolværkerne og høfderne samt bortskyllede store mængder af sandbankerne bag ved bolværkerne, og igen lå byen helt åbent for nye stormfloder og dens ødelæggelser. 

Beboerne henvendte sig endnu en gang til regeringen om hjælp og den sendte digeinspektør Petersen fra Husum til Sønderho for at udarbejde en plan til beskyttelse af byen. Overslaget for arbejdet lød på 18,400 Rdl. 

Dette beløb kunne der selvfølgelig ikke være tale om, at den lille, langtfra velstillede kommune alene kunne udrede. Der var derior intet andet at gøre end at anmode regeringen om at afholde udgifterne ved det på­tænkte kystsikrings arbejde, hvilken anmodning straks blev afsendt, og i For­standerskabets møde den 18. Juni s. A. fremlagdes en kongelig resolution, der bevilligede ansøgte understøttelse, dog med det tillæg, „at det gjordes Kommunen til Pligt Tid efter anden at lade udføre de Arbejder, som Digeinspektør Petersen, Husum, har anset fornødne til yderligere at sikre Byen mod Havet". Endvidere forlangte rentekammerer, at Sogneforstanderskabet på kommunens vegne forpligtede sig til udførelsen af det anmeldte Ar­bejde.

Med hensyn til første punkt erklærede man ikke at kunne påtage sig nogen for­pligtelse, der kunne medføre pekuniære udgifter, men var villig til at præstere alt „Hånd- og Gangarbejde".

Digeinspektøren tog til Norge og indkøbte 75 kubikfavne sten for 28 norske specier pr. kubikfavn. Stenene skulle leveres inden udgangen af juli måned. Herudover købte man af Ribe Havnevæsen 8 kubikfavne sten og en del blev indkøbt i Strandby, Hjerting og Boldesager. 

Efter at stenene ankom til Sønderho påbegyndte man straks arbejdet med at anlægge det såkaldte "æ Stjendig", og arbejdet var færdigt inden årets udgang og kostede i det hele 16.800 Rdl. 

Nu var borgerne helt sikre på, at de havde sikret sig mod angreb fra nye stormfloder, men de blev frygtelig skuffede.

 

 

Allerede en efterårsstorm i 1846, ødelagde dele af stendiget og en storm den 9. januar 1852 ødelagde hele stendiget.

Tingenes tilstand, får man et billede af i det brev, birkedommeren sender til amtet dagen efter ødelæggelserne

"Jeg har hermed, nylig hjemkommen fra Sønderho Kl. 8 Aften, at meddele Deres Højvelbaarenhed den sørgelige Efterretning, at Sønderho Sødige med Bolværket ved Stormfloden af Syd og Sydøst i Nat er ganske ødelagt og saa godt som jævnet med jorden. Ved den stærke Strøm og Bølgeslaget mod Diget, hvortil ingen for har set Magen, begyndte det i Morges Kl. 2 at slaa Huller i samme paa flere Steder ved Vandets Indtrængen gennem Fugerne imellem de stor Dacksten, hvorved Digerne ganske undermineredes, og efter en Times Forløb var det mineret lige til Foden. Kun 30 á 40 Alen af den sønderste Del er tilbage, og af det sønderste beskyttende Sandbjerg tilligemed hele den grønne Bedækning og Tjørnebackken oventil indenfor Sødiget er i det hele medtaget fra 5 til 25 Alen, ja somme Steder benved 30 Alen i Bredden fra Fodens Sider ind ad Landet til, saa at paa nogle Steder kun er 2 á 3 Alen Sandklitter tilbage, der jo er saa godt som intet mod Havets Magt og kun kan gøre svag Modstand, naar Stormfloder indtræffer, hvorved da maaske Halvdelen af Byen er udsat for Oversvømmelse, og Husene da blive fyldte med Vand, ja vel endog blive kuldkastede, ifald Vinden med det samme kommer til at rase fra det sydlige Hjørne. Det saa meget frygteligt ud, da jeg i Middags saa Ødelæggelserne paa Stedet. Og det værste er jo, at der ingen Redning er at se eller udfinde, men at Indbyggerne enten snart eller senere maa bestemme sig til at flytte deres Vaaninger til højere Steder eller lade det bero paa Lykken og Heldet, hvor længe de skulde have Hjem og Husly eller udsætte sig for en total Ødelæggelse. Sognefogden og alle forsikrer, at havde Vandets Stigen og Uvejret vedvaret en Time længere, vilde Oversvømmelsen alt denne Gang fundet Sted, da den Smule Klitter, som endnu er tilbage, især ud for Købmand Christensens Ejendom (Kroen) og endnu et andet Sted længere mod Syd, ikke længere kunde have modstaaet Vandets Magt. En stor Del Skibstømmer er og saa ved denne Lejlighed fra Skibsbyggepladsen gaaet til Søs. Efter Formening skal det endog beløbe sig til flere Hundrede Dele Tommer. Et lille Hus er nedfaldet og flere lidt betydeligt, saavel af Vinden som ved Vandets indtrængen. Ogsaa her i Nordby naaede Vandet en frygtelig Højde. Hos Købmand Johnsen slog det op mod Hoveddøren og ind. i Saltraffinaderiet, og en Del Tommer bortdrev. Dog haaber jeg ikke, at Værnet har taget nogen Skade. 6 å 8 Huse er bleven mere eller mindre beskadiget, men i mange er Søvandet gaaet ind og staaet højt over Gulvene. Da Floden var paa det højeste, var Nippet til at gaa ind ad min sydligste Gadedør og i en Baad, trukken af min Søn, der gik i Vand op til Livet, sejlede jeg bort fra mit Hus paa Landevejen til Kontoret, som er i Kontrollørhuset østen for Vejen. Sønderho Sogns Beboere ønsker meget, at Deres Højvelbaarenhed kunde tage Ulykken i Øjesyn." 

Stiftamtmanden sender skrivelsen videre til indenrigsministeriet der foranlediger, at vandbygningsingeniør C. Carlsen rejser til Sønderho for at bese forholdene og komme med forslag til en istandsættelse af diget og en forebyggelse af gentagelser for stormflodens rasen. Hans forslag lyder på et 800 alen langt dige, der vil koste 62.650 Rdl. at opføre, - et beløb som beboerne var uden mulighed for at rejse. 

Ministeriet spørger nu om hvor mange værdier der er tale om, hvis husene skal flyttes og sogneforstanderskabet svarer tilbage, at det drejer sig om godt 100 huse (ud af 203), og det vil koste godt 50.000 Rdl. For flytningen plus tabet af agerjord, opgjort til 30.000 Rdl. 

 

 

Der kom intet ud af sagen, og diget henligger i sin ødelagte stand 8 år, da en ny stormflod var på banen den 23. august 1860, der ødelagde endnu mere af diget, men der var ingen huse beskadiget. 

Vandbygningsinspektør Carlsen foreslog siden i stedet for at beplante skråningen med helme, anskaffelse af 5000 faskiner, der ved hjælp af 2000 pæle, 8 fod lange, skulle fæstnes i jorden oven på et lag tang, hvortil ville medgå 200 læs, og anslog udgifterne hertil til 1000 Rdl., som kommunen selv skulle udrede. 

Denne foranstaltning skulle selvfølgelig kun være af foreløbig natur og indtil et pålideligt værn kunne opføres. 

Carlsen bemærker i øvrigt følgende:

"For i fremtiden at sikre flækken Sønderho vil det være nødvendigt at genopføre det ødelagte dige således, at det forlænges 120 alen mod syd og 280 alen mod nord, hvorved dets hele længde bliver 780 alen. Højden bliver 18 fod over daglig højvande (før 16 fod) og kronens bredde som før 12 fod. Den ydre dossering gives 3 fods (før 2) og den indre 1 ½ fods (lige som før) anlæg for hver fods stigning. Digets legeme dannes ligesom tidligere at sand, men dækkes overalt af et lag godt fedt ler på 1 ½ fods tykkelse. Mod søen beklædes diget som forhen af sten indtil 12 fod over daglig højvande, den øvrige del af overfladen dækkes med græstørv. Fra det ældre dige, som ligger stranden nærmest, føres 4 arme ud vinkelret på digets slutning. Armene bliver 75 alen lange og den indbyrdes Afstand mellem dem ca. 100 alen. De gives ved anslutningen en højde af 4 ½  fod over daglig højvande og en bredde af 24 Fod. Ved hovedet bliver højden 3 fod over grunden og bredden 18 Fod."

Omkostningerne ved de foreslåede arbejder vil i følge overslagsudregning blive; 

Ved havdiget                    49,500 Rbd.

Ved Armene                     13.650    „

lalt                                      62,150 Rbd. 

Dette resultat, som Carlsen var kommet til, som nødvendigt for byens beskyttelse mod havet, var alt andet end lystelig at gøre sig fortrolig med. Regeringen ville næppe gå med til udredelsen af et så stort beløb, og det var en umulighed for kommunen alene at påtage sig det.

Sagen blev drøftet af forstanderskabet og beboerne på forskellig vis.

Foreløbig gav man sig til at samle sammen på stumperne af det gamle dige, fik stenene, der var begyndt at synke i sandet, frem og lagt i en række langs stranden ovenpå et tykt lag tang, og med tang imellem lagene, hvilket arbejde beboerne udførte som hoveri, idet dog en mand ved navn Niels Agger for en betaling af 65 Rdl. skulle påtage sig at flytte stenene, når de var frigjort af sandet. 

Imidlertid fik man en ansøgning gjort færdig til kongen om hjælp til digets genrejsning, og sognefoged P. Sonnichsen og Lloyds agent N. Sonnichsen skulle rejse til København med den, hvilket skete først i september s. A. 

Som foreløbigt svar meddeltes der sogneforstanderskabet i en skrivelse af 9. november, at det skulle på bedste måde og efter eget skøn, men på eget ansvar anvende og vedligeholde resterne af det ødelagte dige, så at der kunne tilveje­bringes et nogenlunde foreløbigt værn mod havets oversvømmelse.

 

 

Dette var allerede sket, og med denne tingenes tilstand måtte man foreløbig slå sig til ro i håb om at havet også ville forholde sig i ro; men det modsatte blev tilfældet. 

Efteråret 1853 var meget uroligt med storm og højvande og truede med helt at ødelægge det nu så svage værn. som kun bød ringe garanti for byen og dens beboeres sikkerhed, og da der d. 27. december brød en voldsom storm løs, efter at man lige forud havde fået afslag på en an­modning om hjælp fra staten, forstår man så godt det suk, der går igennem en skrivelse til Ribe Stiftstidende, der har optaget denne d. 29. december 1853, og lyder bl.a. således: 

"Vort Håb om at få et nyt Søværn opført er nu aldeles tilintetgjort, da et Andragende om Understøttelse dertil af Statskassen er afslået og Kommunen er for fattig til selv at kunne foretage det fornødne til Byens Beskyttelse." 

Dog gav pastor Lund endnu ikke tabt, i det han i foråret på forstanderskabets vegne forsøgte at interessere kredsens rigsdagsmand, hr. Hage, for sagen, fra hvem der d. 28. juli kom brev, at justitsråd Carlsen, der som bekendt havde ud­arbejdet overslaget i sin tid, ville støtte ham på bedste måde, hvis hans erklæring skulle blive indhentet af regeringen. Hage havde også talt med Tillisch, der, da sagens betydning blev ham forestillet, ikke syntes ugunstigt stemt for sagen, men da den var .foreløbigt afbrudt, måtte han have et nyt andragende at støtte sig til. Et sådant måtte derfor snarest mu­ligt indsendes, men da flere af beboerne var ude i farten, besluttede man at vente med indgivelse af et andragende, til disse kom hjem, for at kunne drøfte, hvilket tilbud kommunen kunne stille.

Der kom imidlertid intet ud af henvendelsen, og det sammenbrudte sødige henlå til 1859 og heldigt var det, at ingen større storme i mellemtiden havde ængstet beboerne, der dog stadigt nærede det håb, at diget kunne rejses. 

En mindre vandflod, der dog ingen skade gjorde, bevirkede, at en del af de mest udsatte beboere d. 26. september 1859 indsendte en anmodning til Sogneforstanderskabet om, at diget måtte blive gjort i stand snarest muligt. Det var for sent på året til at turde påbegynde et så­dant arbejde, men der ville til foråret blive taget bestemmelse om, hvad der helst burde gøres. 

 

 

Af mangel på midler kunne man intet foretage sig, man stolede som hidtil på, at skæbnen ville være byen nådig, men d. 23. august 1860 indtraf en voldsom stormflod, der atter bragte ødelæggelse på det havarerede dige, og beboerne op­skræmtes, de fik at se, at faren for en oversvømmelse af byen endnu ikke var udelukket, hvorfor forstanderskabet straks indgav en anmodning om hjælp eller dog tilladelse til at benytte 100 Rdl., som fandtes i Vagervæsenets kasse, til istandsættelsen, hvilket amtet tillod. 

Arbejdet udførtes som. sædvanlig ved hoveri af kvinder og hjemmeværende gamle mænd med hensyn til at skaffe den nødvendige tang og sand, medens selve anbringelsen af vækstene overdro­ges N. H. Ager for en sum af 100 Rdl.

Nu forsøgte man selv at udbedre diget og gamle mænd, drenge og kvinder (den største part af mændene var på havet) gjorde alt for at reparere på diget. De kørte sand og tang og lagde sten ovenpå; således at lå diget frem til de første dage i 1866, da en ny stormflod gjorde skade på diget, men også denne gang uden at ødelægge huse. Man søgte i 1866 regeringen om hjælp, men fik afslag.

Sogneforstanderskabet anmodede birkedommeren om at komme til stede og tage skaden i øjesyn og i forening med dette at overveje, hvad der burde gøres for at forebygge den overhængende fare ved en mulig senere stormflod. 

Man enedes om at anbringe en række pælehøfder forskellige steder langs strand­kanten og bolværker for enden af diget mod nord. Ved den søndre ende af sødiget havde man i 1857 anbragt et stran­det tjalkskib, som man for 300 Rdl. i dette øjemed havde indkøbt.

Materialet hertil fandt man blandt det fra kirkens ombygning tiloversblevne tømmer.

Arbejdet skulle udføres som hoveri, dog fritoges „Drenge under 16 år og Fruentimmere under 18 år samt Indivi­der over 60 år". Endvidere blev udnævnt en bestyrelse til at lede arbejdet og have opsyn dermed, hertil valgtes rorsbetjent N. Hansen, Lloyds agent N. Sonnichsen og snedker Hans Hansen.

Den i 1866 skete udbedring af diget og anbringelsen af bolværker og høfder nord for dette, hvor der den gang var en ret høj ca. 20 - 30 alen bred sandbanke, der strakte sig mod nord fra Vager- og Tøndehuset i en længde af flere hundrede alen og gav god beskyttelse for det in­denfor værende skibsbyggeri, satte man ikke tilstrækkelig lid til, da nævnte sandbanke, der vides at have været flere hun­drede alen bred i begyndelsen af det 19. århundrede, men som i årenes Løb ved havets agreb nu var svundet ind til 20 - 30 Al., og som ved fremtidige storme kunne ventes aldeles sløjfet og dermed mulig ødelægge det tor byen og skibs­farten så vigtige skibsbyggeri (i Kalve­krogen}. Det turde man ikke risikere, og der måtte gøres noget for at forebygge en ulykke. 

Fra 1868 var sogneforstanderskabet blevet ombyttet med sognerådet, der kom til at bestå af: skibsreder Hans Nielsen, gårdejerne Jacob Christensen, Søren Larsen og Chr. Nielsen samt fhv, skibsfører J. J. Sonnichsen, med førstnævnte som formand, denne, der personligt var stærkt interesseret i skibsbyggeriet, konciperede en skrivelse til indenrigsministe­riet, der vedtoges afsendt, hvilket skete 14. oktober 1868. Denne skrivelse indeholdt adskillige momenter, der på flere punkter klart belyste de tilstedeværende forhold og et sammentrængt resumé af, hvad der i en årrække er foretaget og i modsætning til tidligere andragender i enkeltheder motiverede de fremsendte ønsker.

Slutningen lyder således: 

„Vi have nu kæmpet mod Havet ved egne Kræfter i en lang Årrække, ingen af os har holdt sig tilbage, enhver, ung som gammel, har gjort sit, har mødt tro­fast til Arbejdet så ofte, han er bleven kaldt, og synes, det må være bevist, at vi ingen Evner har til at fortsætte alene. -  Gud ske Lov! Vi kunne ikke sige, der hersker dyb Armod og Fattigdom blandt os, men det kunne vi sige, at ingen, en enkelt Undtagelse nær, har så meget, at han, når han ere hørt op med Søfarten, kan fritage sig for personligt Arbejde, men må som oftest beskæftige sig med Jord­arbejde (Landbrug) og Fiskeri, thi større Velstand findes her langt fra.

 

 

Allerede de Ofre, som vi må bringe (ved personligt Arbejde) hver, om de 1000 Rdl. årlig bevilges os, kunne blive trykkende og følelig nok. 

Vi håber, at det høje Ministerium vil tage vort Andragende under velvillig Overvejelse således, at vi i en nær Fremtid kunne være i Stand til at begynde et Foretagende, der ville fjerne den Bekymring for en mulig forestående Katastrofe, som for Tiden næres af alle her". 

På dette andragende fik man afslag, og indtil 1874 er intet foretaget med hensyn til udbedring af søværnet, i den mellemliggende tid var der ingen voldsomme storme, så på vedligeholdelsen har intet været at bekoste.

Indtil 1874 blev der ikke arbejdet på diget, der i dette år fik udbetalt et større beløb fra komiteen der havde indsamlet penge til de skadelidte ved stormen 2. november 1872. med disse penge kunne man få diget opbygget og endda have penge til vedligeholdelse 

Efter den store stormflod i 1872, der kun berørte østkysten og aldeles intet ødelagde på vestkysten, hvor der tværtimod var usædvanlig lav vandstand, blev der indsamlet betydelige beløb til de ska­delidte, og der indkom så meget, at der, efter at alle skader var afhjulpne, var et ret betydeligt beløb tilovers, som „Centralkommiteen" besluttede at uddele til egne på vestkysten som en grundfond til imødegåelse af mulig indtrædende ulykker forårsaget ved stormflod. 

Sognerådet, hvis medlemmer da var købmd. P. Sonnichsen (Fmd.), pastor Hilde, købmd. S. M. Kromann, skibsførerne H. J. Aarre, J. N. Jensen, P. P. Brinch og avlsbruger Niels Christensen, indsendte derfor et andragende ledsaget af et af ingenier E. Pedersen, Esbjerg, udarbejdet overslag over et nyt sødige til et beløb af 42.000 Rdl., hvortil man højst selv kunne tilskyde 5.000 Rdl. Centralkommiteen bevilgede et beløb på 14.000 Rdl., og for dette beløb plus sognets eget tilskud blev stendiget omlagt og repareret og holdt sig godt til 1881, da en stormflod atter lavede ravage på det, dog ikke så voldsomt som tidligere år. For flere år siden blev diget omlagt på en så grun­dig måde, at det nu sikkert kan holde over for stærke stormfloder. I denne for­bindelse skal dog anføres, at såvel diget som hele værnet ved Sønderho Havn efterhånden er blevet grundigt be­skyttet ved „Hønens" Tilblivelse og den der opståede klitrække

 

Sonderho-Fano-1877---Johan

Sønderho, Fanø, 1877. J. Exner

 

Naturen kom efterhånden byen til hjælp idet der dannedes en klitrække ”Hønen” kaldet på øens sydspids. Den har i høj grad beskyttet byen og havnen for de voldsomme bølgebrydninger de tidligere var blevet udsat for. 

Sønderho havns historie, både som læhavn, trafikhavn og smuglersted er for længst forbi. Sønderhos sidste bådskipper Niels Henrik Hansen måtte til sidst ombytte sin evert med en lastbil, hvormed han hjemførte alle slags varer til Sønderho over Nordby og færgen.

 

 

 

B00145 004 havn

 

Udsigt fra Krobanken

 

B00145 006 havn

 

Udsigt fra Krobanken

 

B00145 001 havn

Relaterede artikler

Gå til top