Farvandet ved Sønderho

 

JLJ53

Af toldinspektør Harry Jeff Nielsen (1912 – 1992). 

Når vi som børn sammen med forældre, bedsteforældre, tanter og onkler skulle om på Sønderho sydstrand og gik ad den dengang så fredelige Hønevej, fik vi af og til at vide, at hvor vi gik over klitten for at komme ned på stranden gik omtrentlig sejlløbet l gamle dage. Altså dengang der var vand nok, til al mindre sejlfartøjer i stort tal kunne besejle Sønderho. 

Den klitrække, der med strandbred på sydsiden og eng på nordsiden udgår fra det sydligste af Fanø og danner li­gesom en skærm mellem havet og Sønderho, og som vi kender under navnet „Hønen", eksisterede ikke dengang,

„Hønen", der skylder flyvesandet sin tilblivelse, findes ikke på gamle kort. Endnu i 1872 er der ikke antydning af den, så den har vel begyndt sin udvikling i slutningen af det 19. århundrede for i vort århundrede at vokse både l højde og længde i østlig ret­ning,

Derved ændrede dybet, der er sejlløb ind til Sønderho, retning. 

Før ”Hønen"s fremkomst kom „Galgedyb" („Fiskerdyb") mere direkte fra havet ind lil Sønderho og førte med større kraft vandet her forbi og vi­dere op over Nordre Kjeldsand. Derfor kunne man den­gang sejle med større, mere dybgående fartøjer her, 

Med „Hønen"s tilblivelse og vækst blev vandet tvunget fra ”Galgedyb" ! en bue" først østover for så atter at svinge i en slags cirkelbue nord-, vest-, nord- og østover, alt for at komme udenom „Hønen". Det sled på vandets kraft, dybet blev mindre og mere grundet, og Vadehavsområdet ud for Sønderho mistede efterhånden sin egentlige sejlbarhed.

Ændringen l strømretningen fik; også til følge, at de klitter, der oprindelig havde været på Peter Meyers sand („Sønderjord") syd for Galgedyb, for­svandt, og det samme skete på Fuglsand på Fanøs østside nord for Sønderho by. Flak­kerne flød faktisk ud i dybene.

Fra drengeårene mener jeg at kunne huske, at vi, når der var nogenlunde stærk flod, med vore små både kunne sejle ind i „Hønebugten", hvor der nu er eng.

Efterhånden som årene gik, fik vi imidlertid den opfattel­se, at hele trekantarealet mel­lem den sig længere og længere østover arbejdende „Høne­spids" og det nordlige af Sønderho dige ville blive solidt og land. 

Men en ny udvikling er i gang. Indenfor de senere år er der af strømmen blevet skåret mere og mere af „Hønespidsen", ligesom Sønderho dyb graver sig mere og mere ind i „Hønebugten".


DSCN0231


Soenderho-syd-3




Står man nede ved Sønderho havn, kan man ligesom se for sig, at naturen stræber tilbage til det tidligere strømløb, således at vandel fra Vesterhavet syd om Fanø til sidst igen vil få den mere naturlige, omtrent direkte retning l forlængelse af „Galgedyb" ind til Vadehavet ved Sønderho.


capture2


Uvilkårligt siger man til sig selv: „Hvis hele „Hønen" atter forsvinder, og vand og land former sig som i forrige århundrede, vil de nuværende diger så yde tilstrækkelig beskyttelse af Sønderho. Når større vandmængder kommer nærmere Sønderho by, fordi dybet placerer sig, hvor „Høneengen" har været i årtier, kan man jo nok spørge, om de eksisterende dige anlæg er til­strækkelige i styrke og udstrækning. 

Det er der nogen, der tvivler på, men det kunne være inter­essant at erfare, hvad sagkyndigt indenfor Vandbygningsvæsenet mener om en even­tuel fortsat udvikling i den al­lerede skele retning og om konsekvenserne heraf. 

(Og det er projektet ”Sønderho Havn” ved at undersøge.)


geodaetisk-institut-soenderho



Fanøs klitlinie forlænges mod sydøst i Hønen. Hønen er ny, har fået sin endelige form i dette århundrede, idet Galgedybet endnu på kortet fra 1872 skar sig tæt ind langs klitfoden. Siden voksede Hønen frem og skabte bag sit fremspring læ for plantevækst og marskdannelse. I dag æder tidevandets malstrøm på ny løs af egne aflejringer. Hinsides den 5 meter dybe rende breder Kilsands flak sig, mens renden nordover fortaber sig i en række småløb.

Relaterede artikler

Gå til top