Rindby kirke

 

Kirken i Rindby

Elisabet Ø. Petersen


forside 1 kirker

Fanø tilhørte kongen, så det må have været kongen, der finansierede hovedparten af kirkebyggeriet.

Derimod kan man se på de bevarende ansøgninger om bevillinger, at det har været de lokale selv, der skulle bekoste vedligeholdelsen. Det var et fattigt landbrugs- og fiskersamfund, plaget af sandflugt. De havde aldrig penge, og søgte derfor bidrag fra Jyllands stifter og i mindre omfang fra de lokale selv.

Dog findes der et sagn om, hvordan man fik penge til at bygge kirken i Rindby, så nogle penge må de have skullet erlægge selv.

Beboerne havde i lang tid været bekymret over kirkens elendige tilstand, men havde ikke midler til hverken at få en ny bygget eller den gamle repareret på forsvarlig måde. Så kom en begivenhed dem til hjælp. En søndag under gudstjenesten hørtes en buldren og mærkelige lyde fra stranden. Alle ilede derud, da et skibs stranding formodedes. Det viste sig imidlertid, at det var en mægtig hval, der på højvande var kommet ind mellem revlerne og nu på lavvande ikke kunde komme tilbage. Den slog om sig med halen og piskede vandet i store bølger op på stranden. Det lykkedes for beboerne at få den dræbt og bjerget i land. De fik den gjort i penge og blev derved i stand til at bygge en ny kirke. Da mange af beboerne i tiden forud for denne begivenhed var flyttet dels mod nord hen imod Renden (senere kaldet Rindby) og Nørby (senere kaldet Nordby) og dels mod Syd og dér dannet byen Sønderho, blev kirken ikke opført på samme sted. Der var nogen uenighed om beliggenheden af stedet, hvor man ønskede kirken opført. For at komme herudover enedes man om at læsse materialerne fra den nedbrudte kirke ved Albo Bugt på en vogn forspændt et par stude og lade dem gå deres egen vej. Hvor de så standsede, ville man bygge den nye kirke. De standsede et sted i Rindby, og her blev så kirken opført.


Bygningen

Kirken var fra starten rektangulær med skib og kor samt et lavt tårn i den vestlige ende.

Ifølge tidligere borgmester og sognerådsformand, Marius Sørensen var den øst-vestlige side 25 meter lang og bredden var 8 meter. Kirken var indrettet med et lille skriftekammer på 3 m2 i den østlige side. Derefter kom koret på 14 m2 hvor alteret og altertavlen stod midt for østvæggen. Døbefonten, der formentlig er den samme som bruges i Nordby kirke i dag var placeret indenfor knæfaldet.

Selve skibet var 19 meter langt, målte 152 m2 og indeholdt stolestader med 245 siddepladser.

Tårnrummet længst med vest var ca. 20 m2.

Man gik ind i kirken via våbenhuset i syd, som målte 9 m2.

I indvendige mål har det været en lille kirke, og der gik da heller ikke mange år, før der ikke længere var plads til sognets beboere.

Det blev derfor nødvendigt at tilføje udbygninger. Dette bevirkede, at de af sognebørnene der fik stolesæder i de senere tilbygninger ikke kunne se præsten – hverken for alteret eller på prædikestolen.

I det hele taget forekommer denne kirkes historie at være én stor beklagelse over dens elendige forfatning og sognebørnenes manglende økonomiske muligheder for at råde bod på tingenes tilstand. Den var ikke godt bygget, og den var lavet af tegl, som ikke var nær så solidt et materiale som den gamle stenkirke i Albo var bygget af, og så var den for lille.

Skal man yde bygmesteren en vis retfærdighed må man nok også antage, at udvidelserne, der med tiden helt fjernede den oprindelige mur mod syd, har gjort bygningen mindre stabil.

Det eneste der syntes at være i orden var klokken "som er ved magt og kan bruges til al fornøden ringning".


Allerede i 1647 var kirken "alt for snæver".

Ifølge et brev fra samme år var den var muret af teglsten, taget var belagt med blyplader, vinduerne havde blyindfattede ruder, korets loft var hvælvet med træbeklædning og det øvrige kirkerum havde et fladt, lavt træloft på bjælker. Gulvet var lagt med røde mursten, og efter regnskabsbogens jævnligt opførte udgifter til kalkning, har kirken formentlig været hvidkalket både udvendig og indvendig.

Fire år senere, i 1651, blev kirken udvidet med den første af i alt 3 "kviste", der alle vendte mod nord.

I 1703 var det tid for næste udvidelse og i 1737 blev den sidste kvist bygget på.

Alle 3 kviste var lige store. Tilsammen var de 20,8 meter lange og 8,8 meter brede.

I takt med at disse tilbygninger kom på, forsvandt der selvsagt mere og mere af den oprindelige nordmur.

Efter opførelsen af kvisten i 1737 blev prædikestolen flyttet til midten af skibets sydvæg, hvorved bygningens indretning blev disponeret på omtrent samme måde, som man i dag kan se i Sønderho og Rømø kirker.

Alle tre udvidelser skyldtes den befolkningstilvækst som Rindby/Nordby oplevede i disse år, og de forøgede da også siddepladsernes antal med 519, så der nu sammenlagt kunne sidde 764 sjæle i kirken.

I de tre kviste var der opsat 78 stolestader og en bænk der tilsammen gav 516 Sæder, deraf 197 mandssæder og 319 kvindesæder.

Fra kirkens midtergang gik der tre sidegange op igennem kvistene, hvorved de 78 stolestader blev opdelt i seks grupper, alle med retning fra nord op mod prædikestolen.

Jerndrager i hver af gavlene angav årstal og præsternes forbogstaver, henholdsvis "H(ans) H(ansen) 1651", "J(ens) O(lufsen) B(rasen) 1703" og "N(iels) F(riis) 1737". Opførelsen af den første kvist kom i stand efter, at "indbyggerne på Fanø" - dvs. Fannikerne d. 8. september 1647 havde henvendt sig til kongen og bedt om fyrretømmer fra Norge og hjælp fra de omliggende kirker til ombygning af "deres alt for snævre kirke". Den sidste tilbygning kostede ifølge kirkens Liber Daticus 600 rdl., der på kort tid blev betalt af dem, der gerne ville have et stolestade i den.


 

grundplan

 

Plantegning i størrelsesforhold 1:300, rekonstrueret af Niels Jørgen Poulsen på grundlag af stolestaderegisteret. Tegnet af Marianne Nielsen 1990. Kilde: Danmarks Kirker.

 

 

Det lille tårn ved skibets vestende nævnes første gang i præsteindberetningen til Ole Worm 1638, men kan meget vel have været fra senmiddelalderen. Det er "meget nyttigt for de søfarende", skriver præsten, og igen 1763 fremholdes det som et vigtigt sømærke. Det var af "mådelig" højde, blytækt og "uden spir", hvilket må betyde, at det har haft almindeligt sadeltag med gavle i øst og vest. Tårnrummet, der formodentlig havde bjælkeloft som den øvrige kirke, var optaget af stolestader og åbnede sig i sin fulde bredde mod kirken. Våbenhuset, hvis alder ikke kendes, havde to døre, én i øst og én i vest.

På sognepræst Niels Hansen Friis' initiativ blev der til kirkens østgavl 1752 føjet et lille snævert sakristi eller skriftekammer. Hertil var der adgang via en dør nord for alteret.

I det indre, der var helt optaget af stolestader, stod det store lavloftede rum med flade bjælkelofter hvilende på en række stolper. Dog var loftet over alteret formet som en træhvælving.


Vedligeholdelse

Første gang vi hører om kirkens tilstand er 1632, da kongen i et brev til lensmanden på Riberhus bad denne bevilge 100 rd. til kirkens forbedring. Pengene skulle dækkes ind af de kirker i lenet, som var vel ved magt. Denne hjælp kom i stand, efter at "kronens bønder og tjenere i Nordby sogn på Fanø" havde tilkendegivet, at deres kirke var meget brøstfældig og "ej havde formue af hendes egen indkomst" til at reparere med.

Tilføjelsen af den første kvist, 1651 synes at have oversteget kirkens kræfter:

Beboerne i begge sogne beklager sig over kirkernes forfald: De var brøstfærdige og uden tilstrækkelig indkomst. Den manglende indkomst blev forklaret med sandflugt der ødelagde afgrøderne og dertil ringe udbytte af fiskeriet.

25. marts 1652 foreslog kongen derfor et brev til lensmanden at han foranstaltede at kirkerne på Fanø skulle bevilges kronens sandtoldafgift af 10 fiskefartøjer til hjælp til deres istandsættelse.

Kirken var i slutningen af 1600'rne ret forfalden. 1684 beklagede præsten sig således over, at han ikke kunne uddele sakramentet fra altret "af frygt for skarn fra loftet og regn i ondt vejrligt", hvorfor han måtte holde en hånd over kalken.

Stiftamtmanden skrev derefter til provstiskriveren Niels Nielsen på Enderupholm, at da han "samme kirkes store brøstfældighed selv øjensynligt set haver, skal han mage det således, at kirken kan blive repareret?"

Dette skete dog ikke, og kirken var derfor yderst faldefærdig, da der den 2. marts 1689 blev taget syn over den. Synsprotokollen vidner om forfaldet:

„Da først synede vi Taarnet paa Sydvesthjørnet saavelsom paa den søndre Side og vestre Ende, og var Muren fra det nederste og op mod det øverste nedfalden saavidt Hjørnerne angaar, og ellers en Del ind i begge Sider i lige Maade nedfalden paa samme tvende Sider og overalt.

I Gavlen paa vestre Side befandtes et stort Hul oppe under Taget, hvoraf Muren var nedfalden, saa Muren stod ganske aaben. Paa den søndre Side af Kirken fra Ende til anden befandtes Murene næsten overalt brøstfældige og forraadnet, saa en stor Del stod for Nedfald. Samme brøstfældige Mur paa Kirken og Taarnet vil allerførst være at færdiggøre saa og med en stor Del Kalk, Mursten og Jern til Ankere forbedres, saa* fremt ikke mere af Muren skal nedfalde, Kirken til stor Skade og Ruin.

Derefter synede vi Klokkeværket i Taarnet, hvilket overalt var meget brøstfældigt, forraadnet og udygtigt, saa Klokken ej kan ringe, men hænger i største Fare for at nedfalde. Dertil behøves en ny Fod, stor 8 Alen, 6 Stribaand a 4 Alen, 3 Stænger a 4 Alen, et 5 Alens Knætræ, en ny Aksel til Klokken og nyt Jern den at bebinde med, eftersom det gamle er forraadnet.



Til Taarnet er fornødent 2 nye 13 Alens Bjælker, 111 Alens Sparre, 4 Murankere langs gennem Muren paa begge Sider a 13 Alen og 1 Stribaand, eftersom alt det gamle Tømmer er for« raadnet og udygtigt.

Over Kirken paa den søndre Side befandtes 4 Bjælkehoveder næst indtil Taarnet, hver 4 Alen afraadnet, saavel og 4 Sparrer ved Enden behøver at fornyes hver 4 Alen.

Til Blyets Hjælp og Reparation behøves i det ringeste 1 Skippund Bly saavelsom 2 Tylter Deller.

Af Lægterne er adskillige afraadnet.

Over Kvisten behøves til Taget i det mindste 100 Tagsten i Stedet for de afblæste og brækkede.

Loftskuddene befandtes overalt helt brøstfældige og en Del ganske forraadnet; til Hjælp og Forbedring behøves 5 Tylter 7 Alens Deller.

Vinduerne er adskillige Steder brøstfældige og behøver med Glas og Bly at forbedres.

Listen omkring Prædikestolen er mestendels borte og det øvrige brøstfældigt; nogle af Pælene er borte; behøver alt at færdiggøres.

Messesærken udygtig og forslidt; skal fornyes.

Foruden fornævnte Brøstfældighed befandtes Kirken ellers baade ind- og udvendig i én og anden Maade brøstfældig, som alt vel behøver Hjælp og Reparation; men ellers synes det forannævnte Brøstfældighed højst fornødent først at afhjælpe uden længere Ophold, hvis ikke Kirken endnu skal lide større Skade.



Med al behøvende Kalk, Mur og Tagsten, Bly, Tømmer, Lægter og Deller vil alt beløbe sig til 220 Sletdaler foruden Kalkslagning, Baad og Vognleje samt Kost og Løn, Pligt og Embedsløn."

Det kunne næsten ikke stå værre til. Ikke desto mindre var det kun en nødtørftig reparation der havde til formål at forhindre at kirken faldt helt i ruiner.

Allerede 11 år senere står det næsten lige så slemt til igen. I en synsforretning af 9. juni 1700 hedder det:

"Loftet paa den gamle Del af Kirken, som bestaar af 15 Fag (en Kvist mod Nord er 1651 bleven tilbygget), befandtes foruden Taarnet ganske brøstfældig, saa ikke deraf en tredie Del kan komme til Nytte ved Reparation.

Paa Kvisten, som er lagt med Teglsten, behøver den vestre Side mesten Dels at indlægges i Kalk, saavelsom ogsaa den østre Side paa adskillige Steder bør forhjælpes med Kalk og Sten, som er bortblæst.

Stolene i den gamle Kirke er for en stor Del næsten helt forfalden og behøver Hjælp.

Gulvet i den gamle Kirke er overalt ganske forslidt og Stenene næsten helt i Stykker traadt.

Den hele søndre Side og Taarnet samt Vestersiden paa Kvi* sten har en stor Del Kalk behov til Indsømning.

Blyet paa den gamle Kirke og Taarnet kan sig endnu nogen Tid dermed behjælpe uden Reparation.

I Taarnet findes Klokken, som er ved Magt og kan bruges til al fornøden Ringning."

Kirken faar nu den haardt tiltrængte Reparation, hvortil Penge blev skaffet tilveje ved Indsamling i alle Kirker i Jyllands 4 Stifter efter kgl. Bevilling".

Denne reparation har været så omfattende, at beboerne selv har kunnet klare vedligeholdelsen indtil 1761. Da var kirken igen så brøstfældig at en omfattende reparation var nødvendig.



I et brev til kongen 1762 bad de to kirkeværger og sognefogeden endnu engang om hjælp til reparation af kirken og tårnet, "et mærke og kendetegn i søen for de sejlende og søfarende folk":

Stormægtigste allernaadigste Arve Konge og Herre!

For Deres kgl. Majest. nødes vi underskrevne nuværende Kirkeværgere for Nordby Sogns Kirke og Sognefoged til paa egne og samtlige øvrige Sogns Beboeres Vegne allerunderdanigst at andrage, at Kirkens Taarn paa den vestre og sydvestre Kant nu er saa brøstfældig, at man daglig især i haarde Stormvinde maa frygte, at det nedfalder, og at Blytækningen derpaa er saa ringe, at derpaa skal lægges nyt Bly, samt at Træarbejdet deri er saa gammelt og forraadnet, at deri og skal nyt Træarbejde, og at Taarnet, om det skal repareres saaledes, at det kan ventes at blive standhaftig en lang Tid, helt igennem tværs over skal nedbrydes, saavidt Brøstfældigheden strækker sig, saa og at Kirken i sig selv paa adskillige Steder ogsaa behøver store Reparationer baade med Indspækning paa Murene, Blytækning og nyt Loft af Brædder; samt at slig Reparation i alt vil koste en anselig Sum Penge og efter vores allerringeste Skønsomhed behøves:

1. Til Murer og Tømrer Arbejde samt Blytækning 28 Rdl.

2. 6 Skippund Bly 100

3. 4 Skippund Jern 60

4. 15000 Mursten 150

5. 200 Tdr. Kalk 120

6. Bjælker, Sparrer og Brædder til Stillads og til Taarnet samt Brædder til Loftet i Kirken ...160

7. Svendeløn 50

8. Søm 30

950 Rdl.



Da som vi tillige med Nordby Sogns øvrige Beboere, som selv ejer Kirken, med Raadførelse af vores Sognepræst og Birkedommer har besluttet at Reparationen af bemeldte Kirke og dens Taarn nu i dette Aar eller saa snart, som muligt, nødvendig bør foretages, dersom dertil kunde faas Hjælp, da vi ingenlunde kunne udfinde, at Sognet kan bekoste samme Reparation, siden Kirken slet ingen Beholdning har, formedelst at den har ingen Tilliggende uden alene Kvægtiende her af Sognet og lidet af Begravelser og af Fartøjer, der næppe kan strække til dens aarlige Vedligeholdelse, og dette Sogns Beboere, som for den største Del er meget fattige Folk, samt Søfarende og Fiskere, ikke kan taale eller have Evne at bekoste samme store Reparation, der burde lignes paa Stolestaderne efter Sognets og Stiftets høje Øvrighed approberede Reglement, da her er saa mange fattige Folk, som har Stolestader til sig og Børn og ikke kan bære at betale det ringeste deraf til Hjælp, og de andre, som nu nogenlunde er ved Formue, har nok i at betale deres Del af de Stolestader, de har, og det heller ikke er muligt eller tjenlig at faa Stolestaderne fra de fattige, siden Kirken ej alene maatte betale dem, hvad de har betalt derfor, da Stolestaderne her følger Personen fra Slægt til Slægt i Arv og Eje, Køb og Salg ligesom andet Gods, men endog derfor tage Skade, siden den ikke kunde sælge dem igen. Ja, hvortil endog kommer, at de fleste af Mandfolkene er i kgl. Majestæts Søtjeneste udskreven, og meget faa bliver her hjemme uden nogle gamle svage Skippere over 50 Aar samt Drenge under 16 Aar. De udskrevne gifte Mænd, som endnu har lidt tilbedste, vil med deres Hustruer og Børn vel geraade i slette Omstændigheder, siden de fleste Fartøjer, hvori deres største Formue og Midler bestaar, skal ligge stille og fordrer mange Tilsyn, og de fleste er i saa stor Gæld, at de ikke kan betale efter Tidernes nuværende Tilstand, og Sognet i Henseende til Kornavlingen kun kan ernære Tiendeparten af Beboerne, og der heller intet Brændsel er at faa, da dette og alle Fornødenheder maa købes paa det faste Land og med Fartøjer hertil føres, hvad ikke kan ske, naar de til Orlogs udskrevne kommer bort. Deres kgl. Majestæts Skatter, Præstens Rettigheder, Birkedommerens og Skriverens Løn og den kgl. Visistørs Farts Bekostning m. m. efter Anordningen skal og betales

Saa maa det ej unaadigst optages, at vi herved fordrister os at bede om Hjælp og forventer allernaadigste Bønhørelse, som og Taarnet er Mærke og Kendetegn i Søen for de sejlende og søfarende Folk.

Allerunderdanigst forhaabende allerunderdanigste Bønhørelse og stedse med allerdybeste Devation til vor Død forblivende Deres kgl. Majst. aller* underdanigste og allerringeste tro og pligtopfyldende Tjenere og Arve

Nordby, den 7. April 1762.

Mathias Mortensen, Søren Nielsen, Kirkeværgere.

Peder Clausen, Sognefoged.



Ansøgningen blev støttet af stiftsamtmanden, og ved kongelig resolution 31. dec. 1762 blev det bevilget, at der måtte foretages en indsamling i kirkerne i Jyllands fire stifter.

Af kirkens regnskab for 1761 kan man se, at der er foretaget betydelige indkøb af byggematerialer til den forestående reparation. En fordyrende omstændighed har været, at såvel murermester som blytækker og tømmermand har måttet tilkaldes fra fastlandet. Ligeledes blev byggematerialerne købt forskellige steder i Jylland, hvorefter de måtte fragtes til Hjerting eller Strandby i vogne til for derfra at komme med skib til Fanø. Kørslen fra havnen i Nordby (Odden) til kirken belastede derimod ikke økonomien, for det var en del af beboernes pligtarbejde.

Et uddrag af kirkens regnskab for 1761 viser de afholdte udgifter til den forestående istandsættelse af kirken:

1 For 9 Ind. Kalk a 3 Mrk. 8 Sk. med Fragt: 5 Rd. 0 M. 0 Sk.

2. Betalt Tonnis Nielsen for 2.100 Sten at hente: 0-2-4

3. Betalt Hans Hansen Ellens for 1.300 Sten at hente: 0-1-8

4. For 4 Tylter Deller, med Lidkøb og Tilsæt og Rejse : 3-1-4

5. Træ til Kirken købt paa Strandauktion: 15-4-6

6. Betalt i Varde til S/r. Rasmus Ølgaard for Sten: 100-0-0

7. For 2 Dages Rejse at accordere med en Murmester: 0-3-0

8. Betalt Hans Hansen for Muremester at hente: 0-0-8

9. Betalt Søren Andersen for Sten at nedkøre til Strandby: 0-1-

10. Betalt til Frantz Skiem i Janderup for Sten at nedkøre og for køren til Varde, med Færgepenge og Tilsæt: 2-0-8

11. Birkedommer Engelstoft for en Skrivelse til Ribe til Biskop og Amtmand og Brev til Murermester og tømmermand: 0-2-0

12. For en Rejse til Ribe i 3 Dage til Raadmand Lund: 1-0-0

13. Betaling til Birkedommere Engelstoft for en Ansøgning til Kon¬gen og en Forstilning til Grev Sicaik, tilsammen: 1-1-0

14. For Færgepenge, Vognleje og Tilsæt for 3 Mand til Tarp: 1-1-6

15. For 8 Stk. Sparrer fra Strandby: 10-4-2

16. Udgivet til Murermester paa Haanden og Lidkøb: 5-0-8

17. Udgivet paa Haanden til Stene fra Nørholm: 2-0-0

18. For en Rejse for at købe Sten og Kalk: 1-0-0

19. Betalt Birkedommer Engelstoft for Brev til Murermester: 0-2-0

De samlede forhåndsudgifter til træ, sten kalk m.v. beløb sig i 1761 til 279 Rd.



Efter regnskabsbogens oplysninger blev der i 1761 indkøbt byggematerialer for i alt 279 Rd. og optaget et midlertidigt lån på 260 Rd., deraf de 200 Rd. hos sognepræsten. Det er derfor påfaldende, at regnskabet for 1762 ikke indeholder posteringer om arbejdets udførelse eller om yderligere udgifter dertil.

Årsagen til en udskydelse af den hårdt tiltrængte reparation har uden tvivl været mangel på penge. Desuden er det muligt at beboerne selv har været i tvivl om det rimelige i endnu engang at poste penge i den stærkt forfaldne kirke. Den kan have været i så elendig stand, at det knapt har kunnet betale sig.

For de manglende penge søgtes der igen hjælp hos kongen, selvom Fanø ikke længere hørte under krongodset. Birkedommer C. Engelstoft udfærdigede på beboernes vegne et andragende hos kongen om bistand til kirkens istandsættelse. Heri beskrives de omfattende skader og mangler ved kirken. Om tårnet hedder det: "at man dagligt, især i hårde stormvinde, må frygte at der nedfalder" og "at tårnet tjener som kendetegn og mærke for de sejlende og søfarende folk".

Om årsagerne til at beboerne søgte kongen om hjælp til kirkens reparation er blandt andet skrevet: "at de fleste af Mandfolkene er til den Kongelige Majestæts Søtjeneste udskreven og meget faa bliver hjemme uden nogle faa gamle svage Skippere over 50 Aar samt Drenge under 16 Aar. At Sognet i Henseende til Kornavlingen kun kan ernære en Tiende Part af Beboerne, og at der heller intet Brændsel er at faa, da dette og alle øvrige Fornødenheder maa købes paa det faste Land og med Fartøjer føres her til, hvad der ikke kan ske naar til Orlogs udskrevne Folk kommer bort. Deres kongl. Majestæts Skatter, Præstens Rettigheder, Birkedommerens og Skriverens Løn og den kongelige Visitørs Farts Bekostning m.m. efter Anordningen skal betales."

Andragendet er på beboernes vegne underskrevet af sognefoged Peder Clausen og kirkeværgerne Mat¬thias Mortensen og Søren Nielsen. Dateret den 7. april 1762.

Kongen var lydhør for beboernes klage og gav tilladelse til at der igen måtte foretages en indsamling i de jydske stifters kirker til hjælp for en istandsættelse af Nørbye kirke på Fanø.

I regnskaberne for 1763 og 1764 er opført stiftskollekter med 164 Rd. og 62. Rd.

Teorien om at menigheden faktisk var usikre på hvorvidt det var rimeligt at bekoste en reparation af kirken synes at fremgå af en skrivelse som kirkebestyrelsen lod udgå i Sognet. Skrivelsen blev vedtaget og udfærdiget i januar 1763 ved det årlige møde for afholdelse af kirkesyn og regnskabets revision og er indført i regnskabsbogen. Skrivelsen gengives herunder:



Skrivelse fra Kirkens Bestyrelse til Sognets Beboere.

Da efterskrefne Mænd i Dag, som er den 16 Januaris, har været forsamlet ved Kirkens Regnskab og derved er blefen aftalt, at Kirkens Brøstfældighed bør repareris, hvortil alt er gjort Bekostning med kiøb af Træ, Kalk og Stene, saa blifer herved for en Deel fraværende reqvireret (adspurgt)

1. Om de indkiøbte Materialer skulle enopstoyes (anvendes) til Kirkens Istandsættelse, eller om Kirke Værgeren skal bortsælge samme.

2. Hvornaar denne Reparation skal ske, enten til den forestaaende Somnier-Dag, eller om det skal hafe længere Henstand.

Paa 2.de Poster vilde samtlige Sognemænd gife deris Indstilling til kende inde 4.re liggers Forløb.

Og de nærværende 12 Mænd hver for sig hafer tilstaaet Kirkens Istandsættelse, saa haabløs at ingen skulle findes som at imodstaa denne høynødvendige Reparation som Kirken behøfer, hvilket og af Sogne Præsten og Birke Dommeren er approberet.

Hvad Bekostningen som til Kirken behøfes, da er og samtykket og aftalt, at den bør betalis i Ligningen af Stolestaders Minde, saaledis at de bagerste og ringeste Stolestader ej betaler videre end efter advonant efter Minde, i steden for at de i Reglementet er lige høye.

Saa har og bemeldte Mænd besluttet, at Havnepengene af de fremmede Skibe, som hidindtil er lagt i Sognets Casse, herefter skal henligges til Kirkens Indkomster, og aarlig af Kirke Værgeren indkræfis, hvilket saaledis er aftalt og besluttet af Underskrefne.

Fanøe den 16. Januaris 1763

Hans Friis. - Morten Bølling.

Som Kirkeværger: Mathias Mortensen - Søren Nielsen.

Paa Sognefogeden Peder Clausens Vegne: Hans Lassen.

De 12 Mænd ved Kirkens Ligning ere efterfølgende :

Peder Gregersen - Jens Hansen - Jørgen Laurid¬sen - Hans Andersen - Hans Laustsen Christen¬sen - Claus Clausen - Niels Jørgensen - Peder Sørrentsen - Søren Callesen - Sørren Jessen - Jens Hansen - Andreas Bunnesen.

Denne skrivelse blev af 2 mænd forelagt alle Sto¬lestadeejere i sognet og fik over 200 underskrifter på følgende erklæring:

"Disse underskrefne og omstaaende Mænd tilstaar alt dette saaledis at Bekostningen sker paa den ringeste Bekostnings Maade."

Dermed var tilkendegivet, at beboerne ønskede kirken istandsat og tiltrådte at der blev pålignet stolestaderne den fornødne afgift til dækning af bekostningen.

Kirkens istandsættelse blev udført i 1763. Regnskabsbogen viser, at udgifterne i det nævnte år var 376 Rd. 3 Mrk. og 2 Sk. I 1761 var der købt Byggematerialer for 279 Rd. Udgiften blev afholdt ved at påligne stolestaderne 290 Rd. og af indsamlingen i de jyske Kirker, der som før nævnt indbragte 226 Rd.

Det blev den sidste større istandsættelse af den gamle kirke før den 23 år senere blev nedbrudt.



Kirkegården

Ligesom det voksende folketal i sognet havde nødvendiggjort tilbygninger til kirken blev også en udvidelse af kirkegården påkrævet.

Efter regnskabsbogen gengives her, hvad kirkebestyrelsen derom forhandlede og besluttede i 1777-1779.

Om kirkegårdens Indhegning. Fanøe den 17. Februaris 1777.

Efter at (Regnskabet) saavidt var passeret blev af os taget i Betragtning, at Kirkegaardens Plankeværk nu var saa Brøstfældig, at samme i tilkommende Sommer vel nedtages og en ny Indhegning til Kirkegaarden opsættes, hvor for af os blev besluttet:

At der rundt om Kirkegaarden skal opsættes en Dige af gode Klæg Sadder af forsvarlig bredde og høyde, samt behørigt gjort, og 3 Laager af godt Træ med Egestolper saa brede at der kan indbæres Lig.

Hvilket alt Kirkeværgeren saa snart som muligt paa bedste og mindst bekosteligste Maade besørger istandsat.

Og samme Bekostning lignes paa Stolestaderne i Proportion af som de svarer Minde til Kirken. Plankeværket , sælges derefter Kirken til fæste. Fanøe den 18 Februar 1777.

Hvad der videre er vores Paastand paa hele Sognets Vegne:



Dermed at Digen skal fornyes, at Kirkegaarden bliver gjort større til Øster, Sønder og Vester, saa meget som efter bæste Skønsomhed kan nødig eragtes. Saasom: Østerpaa har Sognedegnen monsiur L. Fischer tilstæd, at give af hans Agger 2.de Skar Jord fra Furen af som nu er, og Sønderpaa 4.re Skar fra Foden af som nu er. Vesterpaa ved den Nørre Side af Kirkegaards Digen, hvor Niels Christensen har Eiendom, har han i Dag godvilligt tilladt og overgivet 55 Skar Jord fra den østerste Grøft og Vesterpaa, hvor saa snart Vejrligt tillader, Kirkeværger Matthias Morthensen faar at søge anstaltet, at der bliver Dole (Skelsten) nedsat, til Bevis at Niels Christensen eller Arvinger aldrig efterdags enten kan dyrke eller Indhegne samme, eller føre sig det til Eiendom.

Med hvad Græs som derfra og Østerpaa til Kirkegaards Digen vokser bliver ham tilladt at aftøyre med hans Qvæg.

Men hvorvidt Kirkegaards Digen skal udflyttes Vesterpaa kand skiønnes af dem som da er tilstæde naar samme Arbeyde foretages.

Ovenmeldte er tilladt af L. Fischer - og af mig:

Niels Christensen.

Som indkaldte Mænd paa hele Sognets Vegne:

Morten Jensen Rødgaard - Anders Sørensen Rødehuus - Jens Madsen - Niels Sørrensen Callesen -Sørren Pedersen

A. Møller - Peder Hansen Fis¬cher - Niels Iversen, i Byen - Calle Lauritzen - Jep Sørensen - Peder Iversen, yngre.

Det efterfølgende Aar - 1778 - er Kirkegaardens Dige atter til Behandling og der indføres følgende Beslutning:

Men angaaende Kirkegaardens Dige, da som den Norderste Side nu sidstafvigte Aar er opsat af nyt Træ, saa bliver angaaende de øvrige 3 Sider af os besluttet saaledes:

Hr. Pastor Friis, Birkedommeren, Sognefogeden Hans Lauridsen og de tiltagne 4 Mænd var enige om, at de øvrige 3. brøstfældige Sider bør opsættes af Nyt Træ ligesom den 4.de Side.

Men Sognefogeden Mads Jessen syntes bedst om, at samme blev opsat af Kampe Stene som alle Tider varig og uden aarlig Bekostning, endskiønt samme vil faa de mere bekostelig end som Træ. Og alt saasom man ikke derom kunde blive enige vil sligt for Hr. Stiftsbefalingsmanden og Hr. Biskoppen andrages til Resolutions Erholdelse førend noget begyndes.

Fanøe den 6. Marty 1778 -Paa min Faders Vegne: Hans Friis. Christian Engelstoft.

Som overværende: Niels Hansen Thoogt - Niels Hansen Jessen - Morten Morthensen - Iver Matthiesen.

(efter Regnskabets Revision)

Indtægten 195 Rd. 0. M. 9. Sk.

Udgiften 138 Rd. 5. M. 2. Sk.

Kirken tilgode 56. Rd. 1. M. 7. Sk.

hos Kirkeværgen Matthias Mortensen, af hvilke Penge han saa snart muligt sætter den sønderste Dige i Stand.

At foranstaaende Regnskab ere for os underskrefne aflagt tilstaaes under vore Hænder.

Nordbye paa Fanø den 8 Marti 1780.

H. Friis - C. Engelstofft.

Som Sognefogeder: Hans Lauridsen - Peder Therkilsen. - Som overværende: Jes Mortensen - Jørgen Lassen - m.fl.



Kirkegården fik herefter en ny indhegning, men det blev ikke efter sognefoged Mads Jessens forslag: "med Kampestene til alle Tider varig". Hegnet blev et plankeværk som det vel har været siden og endnu er, men siden 1779 fornyet flere gange. Bekostningen beløb sig til ca. 110 Rd. Mads Jessen har nok været en fremsynet Mand.

Regnskabsbogens sidste oplysning er fra et kirkebestyrelsesmøde d. 10. april 1786. Da var den gamle kirke under nedbrydning og en ny kirke under opførelse. Denne begivenhed medførte et kirkeværgeskifte der muligvis havde årsag i striden imellem Byen og Odden om den nye kirkes beliggenhed. Fra mødet er følgende refereret:

Kirkebestyrelsen for den gamle Kirke i Byen (Rindby) afholdt et afsluttende Møde den 10. April 1786.

Efter Revision og Godkendelse af Kirkens Regnskab for 1785 tilføjes følgende:

Derefter Mathias Mortensen erklærede: At siden nu her i Sognet skulle bygges en nye Kirke, kunne han ikke længere være Kirkeværge, men frasagde sig Sagen, og hermed ville han give fra sig Documenterne og Pengebeholdningen 73 Rd. 1. Mrk. og 14 Sk. som og skete da Sognepræsten Hr. Friis modtaget havde Kirken Papirer og Pengebeholdningen til vide¬re, at naar Kirkeværgen til den nye Kirke kan vorde udvalgt og beskikket. Og altsaa blev Mathias Morten¬sen fra Kirkeværgeriet entlediget.

At saaledes er passeret bekræftes under vore Hænder: -

Byen i Nørbye Sogn paa Fanøs den .10. April 1786 H. Friis Sognepræst C. Engelstofft,Birkedommer

Hans Lauridsen ,Sognefoged

Mathias Jensen - Hans Nielsen Anthon - Hans

Nielsen Andersen - Morten Persen Therkelsen

Søren Skognesen

 

 


Gå til top