Kirkens flytning 1786 1750 meter mod nord til den sydlige udkant af Nordby skyldtes et sammen­fald af flere omstændigheder. Sønderho kirke var fornyet 1782.

Ligesom den trængte Nordby kirke til en større reparation. Mere præcist var kirken i en forfatning hvor reparation næppe var mulig – eller i hvert fald ikke rentabel.

Man skal også huske, at kirkens 3 udvidelser mod nord stort set havde fjernet hele den oprindelige og naturligvis bærende nordmur, hvilket forskubbede kirkens tyngdepunkt og uden tvivl medvirkede væsentligt til den svækkelse af murværket, som beboerne havde kæmpet med i adskillige generationer.

Desuden betød befolk­ningens stadige vækst at det igen svært at skaffe sæde til alle. Hertil kom, at bebyggelsen med søfartens tiltagende betydning efterhånden var koncentreret omkring anløbspladsen og havnen i Nordby.

I en henvendelse til kongen 10. okt. 1784 fremførtes det, at størstedelen af sognets befolkning nu boede i og omkring Od­den (datidens navn for Nordby), mens landbru­gerne omkring det gamle kirkested i Rindby kun udgjorde en mindre del, der tilmed var ud­styret med heste og vogne, og derfor - modsat de jordløse søfarere længere mod nord - havde let ved at komme i kirke. Det er tydeligvis folkene omkring Odden der har forfattet denne skrivelse.

Det vakte naturligvis harme i den sydlige del af sognet, at den gamle kirke skulle nedbrydes, og folk i Rindby søgte af al magt at hindre det. De henviste til, at nu havde beboerne på Odden i flere hundrede år haft langt til kirke, hvorfor de ikke så nogen grund til at ændre dette, allermindst fordi ”der lig­ger en god gammel slagen Vej dertil, som de kan følge.” (Citat: Kromann, s. 435). En nok så væsentlig grund til deres mod­stand var dog frygten for, at den gamle kirkegård tillige ville blive sløjfet; folkene på Odden svarede hertil, at de i samme grad var indstillede på at værne gravfreden på den gamle kir­kegård, da også deres døde hvilede her. Resultatet blev da, at kirken blev nedbrudt, men kirkegården bevaret.

 Det, som det ville koste mere at bygge en ny kirke end at reparere den gamle, ville kunne dækkes ind ved salg af materialerne fra den gamle kirke, ved salget af stolestader i den nye og større kirke og ved at hele sognet bidrog med en kollekt. Da tårnet aldrig havde været noget sømærke (tidligere havde man brugt det stik modsatte argument!), søgte man derfor om til­ladelse til at nedrive den gamle kirke og opføre en ny kirke uden tårn norden ved mod Odden. Stiftsøvrigheden støttede ansøgningen, og 11. maj 1785 gav kongen tilladelse til, at kirken måtte flyttes. Nedbrydningen af den gamle kirke i Rindby begyndte med tårnet i januar 1786, og nogle måneder senere, 15. til 20. maj, nedrev man selve kirken.

Efter kirkens flytning opretholdtes kir­kegården som begravelsesplads.