Mitfanoe
Inventar

Inventar

Fra den oprindelige kirke blev overført prædikestol fra 1620, altertavle fra 1622 og døbefond fra 1450-1500 samt en række paneler og låger. Altersølvet er fra 1707-1717 og stagerne fra 1850. Belysningen er fra 1971-1972 og består af 12 messingringe med elpærer og fem lampetter i tilsvarende design. Der er adskillige kirkeskibe i Nordby Kirke. Orgelet er et Marcussen & Reuter fra 1845.

Herunder følger en grundigere beskrivelse af kirkens inventar.

Altertavle

Altertavlen stammer fra den gamle kirke i Rindby, og er i sin kerne fra 1622 af den samme mester som prædikestolen. Den er stærkt præget af en restaurering i 1894, og det er vist kun top- og storstykket der er oprindeligt.

Altertavlen er opsat på sydvæggen på grund af kirkerummets orientering nord-syd. Dens malerier tilskrives Ribemaleren Hans Poulsen (1691-1742) og stammer formodentlig fra 1723. Storfeltets billede er nadveren med samme forlæg som en tavle i Ribe Hospitals kirkesal og Sankt Jacobi i Varde, Lunde, Ovtrup og Hostrup.
Storstykket til venstre indeholder Jesu dåb, storstykket til højre indeholder korsfæstelsen med samme forlæg som Ovtrup og Hostrup.
Topfeltet indeholder et maleri af opstandelsen efter samme forlæg som i Lunde.

En nu forsvunden indskrift på altertavlens fodstykke lød: ”Noblilis Inspector templi dum Kragius hujus/ Ripensis Pæsul dumq Hemeteus erat;/ Cladudius et Petri partes Pastoris agebat;/ Hæc tabula erecta est usibus apta piis/ Hæc depicta oculos pascit, quem cernis imago/ Cor magis oblectet Christus imago Patris/ C.P.R”, oversat: ”Dengang den ædle hr. Krag var beskikket som værge for denne kirke, og som borgmester Hemeteus var sat over købstaden Ribe, medens Claus Pedersen virkede her i sit hellige embede, opsattes tavlen, du ser, til at tjene de frommeste formål: Med sine billeder nære den skal din sjæl og dit øje, Kristus, som Faderens billede, især dog dit hjerte skal glæde. C(laus) P(edersen) R(iber).”

På listen over fodstykket stod: ”Pct. Renov. Anno 1723. Past. M. I. Brasen”, oversat:
”Billedet renoveret år 1723, magister Jens Brasen.”

Fra 1723 var også to bibelcitater 1. Kor. 11,26: ”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer” og Joh 11,25: ”Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”.

Tavlen blev renoveret i 1971-1972 og fik sin nuværende staffering i blå nuancer.

Fra 1864 til kirkens renovering i 1971-72 brugte man et andet billede. Det et maleri af J. J. Reinau, forestillende Jesus og den samaritanske kvinde.

Dette billede findes nu på kirkens loft.


altertavle

Altertavlen som den ser ud i dag, efter gennemgribende ændringer i forhold til dens oprindelige udseende. 


altertavle2

På billedet ses alterpartiet som det så ud før renoveringen i 1971-72. Bemærk Reinaus altertavle. 



Alterskranke

Formentlig fra 1862, da et nyt knæfald opsattes. Halvrund, med drejede balu­stre, der foroven forbindes med arkader. Såvel balustre som håndliste er gråhvide, de første med striber i lyseblåt og gyldent.  

Den tidligere alterskranke, som stod i kirken før 1862, var tresidet og oprindelig anbragt i forlængelse af præste- og degnestolen til siderne for altret

skranke 



Døbefont

Døbefonten en kirkens ældste genstand, idet den er fremstillet omkr. år 1450-1500. Det vides med vished at den har stået i den gamle kirke i Rindby, og dens alder sandsynliggør også at det er den samme døbefont der stod i stenkirken i Albo.

Den 34 cm høje kumme er 61,5 cm i diameter. Den har profileret mundingsrand og er ved tre gange to lister opdelt i vandrette bæl­ter. Det øverste rummer indskrift i reliefminuskler, anbragt på hovedet og spejlvendt: ”hoc est baptistu(m) penitenc(ie)” (dette er omven­delsens (bodens) dåb); ordene er adskilt af fire støbte krucifikser.  

I det nederste bælte er fire reliefstøbte, græske kors, anbragt under krucifikserne, samt et fordybet bomærke, sandsynligvis støberens, af form som to vinkel­stillede ben, hver med to udeftervendte kroge. Fire ensdannede hoveder, med store øjne og bred mund samt glat pandehår, som springer frem umiddelbart under det nederste par lister, vidner om, at fonten i lighed med andre af am­tets malmfonte, i Varde S. Jacobi og Ølgod har været båret af fire ens, menne­skeformede søjler.

Fonten er tidligst omtalt 1759, da det hedder, at den er skænket af en engelsk prinsesse, som strandede ved Mandø før sit bryllup med kong Gorm. Historien er gen­taget i Danske Atlas ti år efter, mens prinsessen Thyra Danebod i en præsteindberetning fra o. 1776 er blevet til dronning Dagmar.  Forklaringen på sagnet kan være, at den har været inventar i en for længst nedbrudt kirke eller kapel i Ribe, der har haft tilknytning til Dagmar.

Fontens ret sjældne malm-materiale har afstedkommet endnu et sagn, omtalt sidstnævnte sted: At vandet i kum­men holder sig friskt i århundreder!

I 1889 fik fonden en plads foran alteret, men den fik ved restaureringen af kirken i 1971-1972 sin nuværende plads nordøst for alteret.


dobefont

Døbefonten bestående af kumme, støbt i malm 1450-1500,


 

Prædikestol

Ved bygningen af Nordby Kirke blev prædikestolen og alteret fra den gamle kirke oprindelig sammensat til et såkaldt prædikestolsalter, idet prædikestol og alter blev bygget sammen. De blev adskilt i 1889.

Prædikestolen i Nordby Kirke er sandsynligvis samtidig med lydhimlen, der er dateret 1620 og er udført af samme mester, som har lavet altertavlen, nemlig Ribemaleren Hans Poulsen.

Den har fire oprindelige fag med et i 1889 tilføjet glat stykke.

I gesimsfelterne står der: ”Esto fidelis vs que a/ morten et/ dabo tibi coro/ nam vitæ Apoc 2”, oversat: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans, Åb 2.”

Malerierne på prædikestolen er udført af Jørgen Hansen, ”Den Lille Maler” fra Esbjerg i impressionistisk stil. De forestiller Jesu fødsel, Korsfæstelsen, Opstandelsen og Himmelfarten.

Prædikestolens fod blev fjernet under restaureringen 1971-1972, og prædikestolens kurv blev fastgjort til væggen.

Himlen er ottesidet og stærkt præget af en restaurering i 1894.

Oprindelige er muligvis kun en del af de kartoucheformede hængestykker, frisens fyldingsfelter og undersiden, der langs kanten har kuglebort, tandsnit og perlestav, afvekslende med profillister, og på midten et forsænket felt indrammet af profil med neglesnit. De svungne hjørnefremspring har drejede knapper forneden og kuglespir foroven og synes ligesom æggestavsgesimsen og den arkadeformede bort mel­lem spirenes sokler at stamme fra 1894.

Frisen indeholder tekst, skrevet med reliefversaler: ”Non vos estis / qui lo-qvimini / sed spiritus / patris vestri / Math. 10 Ao 1620”.

(Thi det er ikke Jer, som taler, men Jeres Faders ånd, som taler gennem Jer. Matt. 10,(20)).


pradikestol

Prædikestolen med himmel som den ser ud i dag. 


pradike 2


pradikebillede


Et af prædikistolens 4 fag.





Altersølv

Nordby Kirkes altersølv er udført af sølvsmeden Hendrich Bötticher fra Ribe mellem 1707-1717.

Det nåede dermed at være i brug i den gamle kirke i Rindby i ca. 75 år, før det blev overflyttet til den nye kirke i Nordby.


Kalk

Kalken er 19 cm høj og af en form, der minder om de arbejder, der blev udført på Fyn i tiden år 1698, da Botticher blev svend i Odense.

På en af fodens tunger er graveret kors med skriftbånd: ”Inri”, hvorpå der er pånittet en støbt, 3 cm høj Kristusfigur.

Inri er en forkortelse af Iesus Nazareus Rex Iudaerum (Jesus af Nazaret, jødernes konge).

Langs de øvrige tungers kant er graveret skriveskrift afsluttet med rankeværk: ”Vasa hæc sacra a sacrilego male habita reparata sunt ao. 1718 Past. Mag. J. B. Brasen”. Som betyder:

 ”Dette hellige kar er efter at være skændet ved dårlig brug blevet repareret i året 1718. Pastor, magi­ster J. B. Brasen”.

Indskriften hentyder til, at altersølvet blev stjålet i 1718, mens det stadig stod i Rindby kirke.

Altersølvet blev hurtigt fundet igen. Tyven viste sig at være en mand på 90 år.

Under bunden er der graverede, ny­ere versaler: ”Nordby kirke”, og på standpla­dens overside Bottichers (gentagne) stempel (Bøje 1982, nr. 6786). 


alterkalk


Alterkalk 


Alterdisk

Disken er 15 cm. i diameter og sandsynligvis samtidig med og udført af den samme mester som kalken.

På fanen findes der to modstillede, graverede og ci­selerede cirkler, den ene med Jesus-monogram, den anden med et græsk kors.

Alterdisken blev stjålet samtidig med kalken, men blev lige som den bragt til veje igen.


alterdisk


Alterdisk 


Oblatæske

Den cirkulære oblatæske af sølv er fremstillet i 1973, som også er anskaffelsesåret.  Den nye æske, med løst låg, blev købt i anledning af kirkens renovering.


oblataeske


Oblatæsken fra 1973. 


Alterstager

Nordby Kirkes alterstager er fra omkring 1850, 60,5 cm høje og lavet af messing.

Et ældre sæt alterstager, som nu er på Nationalmuseet, var to gotiske fra 1500´ernes første halvdel, af en sønderjysk type, 44,4 og 45,4 cm. høje, inklusive jernpig.

De står på tre tretåede dyrepoter, og har ens-profileret fod og lyseskål, cylinderformet skaft og fladrund knop indrammet af smalle, flade ringe.
Stagerne, hvorom der kun vides, at de stammer fra ”Fanø Kirke”, blev i 1872 købt af en antikvitetshandler til Nationalmuseet, hvor de opbevares under inv.nr. D 770.

Man kan forestille sig, at de blev indkøbt til den første kirke i Rindby, der netop blev bygget i 1500-tallets første halvdel. 


stager


7


Dåbsfad

Fra 1883, af messing. Fadet er helt glat og 54,5 cm i diameter.

Allerede 1831 påtales savnet af et dåbsfad, men det er uvist om kirken faktisk fik et dåbsfad før 1883.


Dåbskande

Kanden er fra 1972 og blev anskaffet i forbindelse med kirkens store renovering i 1972-73. Kanden er af sølv og har chokoladekandeform.


dabskande


Dåbskande fra 1972. 


Stolestader

Stolestaderne i Nordby Kirke er som kirken fra 1786, men med sæder og rygge fra 1939.

Bemalingen i gråt og gulbrunt stammer fra restaureringen i 1971-1972.

Bageste række er forhøjede og lukkede stolestader, overført fra den gamle kirke i Rindby.

Desuden er der bevaret to aflukkede ammestole i nordre hjørne kaldet mælkeskabe.


ammestole


De gamle ammestole. 


lukket stol


Lukket stol med låge fra år 1675-1725. 

 

Skriftestol

Indrettet i sakristiet med stol om­givet af en tresidet skranke med knæfald.

Sandsynligvis i brug indtil 1871, da rum­met blev delt ved en trævæg med dør og møb­leret med klædeskab, bord og stol.


Nummertavler

Salmenummertavlerne er af samme datering og bemaling som stolestaderne.

De findes i to forskellige udformninger, hvor den mest kunstfærdige vises herunder.


nummertavle


Salmenummertavle fra kirkens østvæg. 

Maleri

På dåbsværelsets sydvæg i Nordby Kirke er ophængt et maleri signeret af Niels Holbak 1934. Maleriet, der måler 98*124 cm. uden ramme forestiller en gudstjeneste i Nordby Kirke.

Motivet er set, så alterpartiet optager billedets øverste, venstre hjørne, mens prædikestolen og de vestre stolestader danner baggrunden og de østre stader forgrunden. Me­nighedens kvinder bærer fanødragter. Farve­mæssigt domineres maleriet af de brune farver, som inventaret havde før restaureringen i 1971-72. Altertæppet og portiererne på altertavlens sider er rødbrune, mens der bag prædikestolen hænger en rødlilla portiere. Maleriet er indsat i en 8 cm bred, forgyldt ramme.


niels holbak 1934


Niels Holbaks maleri fra 1934

 

Vægtæppe

På dåbsværelsets østvæg hænger et vægtæppe af patchwork fra 2007.


tappe

Vægtæppet i dåbsværelset. 

 

Pengeblok

Den gamle, 97 cm. høje pengeblok i Nordby Kirke står i våbenhuset. Den stammer sandsynligvis fra 1792.


pengeblok

Pengeblokken 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles