Langt det meste af kirkens inventar er overført fra den gamle kirke. Det er fra forskellige perioder, men altså overvejende af ældre dato end 1782.

En stor del af inventaret er anskaffet efter den gamle kirkes forlængelse i 1716.

Også farveholdningen fra 1700-tallet er bevaret op til nutiden, selvom det meste af stafferingen er fra en restaurering i 1968-1971.

Da inventaret, der har stået i den gamle kirke er udførligt beskrevet i afsnittet om denne, vil kun inventar der er anskaffet til den nuværende kirke blive omtalt her.

I 1901 mente nogle af sognets beboere at kirken trængte til en ny altertavle, hvorfor de skænkede kirken et maleri af Anthon Dorph, der forestiller bønnen i Getsemane. Det var som sædvanlig købmand Peder Sonnichsen, der var initiativtager – eller i hvert fald en af dem.

Maleriet på 115*85 cm er ret mørkt, og man ser den knælende Jesus klædt i rødt og blåt, på en baggrund af øde klippelandskab med nogle soldater, der svagt kan anes.

Senere kom kirkens gamle altertavle til ære og værdighed igen, og maleriet fra 1901 hænger nu i stedet til højre for indgangsdøren.

Da man fik den gamle altertavle fra 1717 hentet ned fra loftet, restaureret og hængt på plads bag alteret, kunne man læse følgende artikel i avisen:

Altertavlen i Sønderho er uhyre særpræget

Den gamle altertavle, der har ligget på loftet i mange år, er på ny på sin rette plads i kirken.

De fleste landsbykirker har et særpræg. Dette gælder især Sønderho kirke på Fanø. En af de mest bemærkelsesværdige genstande i kirken er en gammel altertavle, som menighedsrådet netop har ladet restaurere. Altertavlen er 65 år ældre end den nuværende kirke. Før den tid hang den i den tidligere kirke, som lå på samme sted. Man fandt altertavlen på kirkens loft, hvor den var blevet lagt op omkring århundredeskiftet. Så vidt man ved, blev den gemt på loftet, fordi den ikke passede ind i den glansbilledagtige smag, som herskede på den tid.

Alterbordet, som hører til den gamle altertavle, havde man dog beholdt i kirken foran den nye altertavle. Det gamle alterbord passede imidlertid ikke i stil med den nye altertavle, så derfor hængte man et rødt fløjlsklæde omkring.

Menighedsrådet i Sønderho fandt den gamle altertavle frem og lod den restaurere sammen med alterbordet. Nu står både alter og bord færdigrestaureret i kirken, og udgør en smuk helhed i kirken. Altertavle og bord er fra 1717. De blev dengang skænket af menigheden som en gave til kirken. Selve motivet på altertavlen er nadverbordet med Jesus og de tolv apostle. En af de ting som konservatorerne undrede sig mest over under restaureringen er det vers, som er skrevet på alterbordet: ”Jeg segler trygt og vel igjennem verdens Bølger. Gud som min Sol og Skjold evig hver en  Time følger. Min Ladning er Guds Ord med Sacrementerne til hver som agter sig Guds Salighed at see”.

Man havde ikke hidtil stødt på et vers af den art på et alterbord, hvorfor man skønnede, at det måtte være lavet af en lokal beboer. Ved at læse i Fanøs historie har man nu fundet ud af, at det var den daværende sognepræst Christian Engelstoft, som begik verset til altertavlen. Dette forklarer, hvorfor det har så stor relation til kulturen på Fanø, som dengang udelukkende var søfart. Foruden altertavle og bord, hører der også tre mindre malerier med til helheden. Mange i Sønderho mener, at der oprindelig har været fem malerier, men man har intet spor fundet af de to sidste. Endnu er de tre malerier ikke blevet restaureret, men det vil de blive senere. Malerierne hang i sin tid omkring altertavlen, men nu er de placeret på et andet sted i kirken, indtil de også bliver sat i stand.

Øverst på altertavlen står initialerne S B 1764. Også dette har man fundet ud af ved hjælp af Fanøs historie. Det var den daværende sognefoged og kroholder, som i 1764 for egen regning lod skriftestolen restaurere, ligesom han også bekostede at den nordre side blev ordnet. Derfor ville man ære ham ved at lade hans initialer indskrive på altertavlen. Indramningen omkring indskriften havde konservatorerne heller ikke set magen til på andre tavler. Den kendsgerning, at tavler ikke kan stilbestemmes, har fået fagfolk til at gisne om, at udskæringerne på altertavlen bevidst skulle ligne udskæringerne på de gamle skibe. Dog er dette sagt med al forbehold, men i betragtning af trange kår, ville det være nærliggende, om de havde ladet tavlen udskære af en af de lokale beboere.”

Sidst altertavlen hang ved alteret, dvs. frem til 1901, indgik endnu et element i udsmykningen, idet de tre malerier, der nu hænger længere nede på østvæggen dengang hang rundt om altertavlen. Det siges, at der oprindeligt var fem malerier i serien, men udsagnet har ikke kunnet bekræftes.

Tre malerier fra 1700'rnes slutning, forestillende Korsnedtagelsen, Bønnen i Getsemane og Op­standelsen. Olie på træ, 54 x 103 cm, i nyere, rødmalede rammer.

Billederne blev opdaget på kirkens loft af købmand Peder Sonnichsen, som fik dem restaureret af kunstmaler Wilkens.

Billedet længst til venstre, Bønnen i Getsemane er på traditionel vis opdelt i en forgrund med tre disciple i dyb søvn, Peter let kendelig på skalde­panden og det medbragte sværd. En mellemgrund, hvor Jesus knæler foran en engel med den bitre kalk, som han må sluge, og en bag­grund, hvor Judas viser sig med de romerske soldater.

De øvrige billeder er mere usædvanligt skildret. I Korsnedtagelsen er korset anbragt på skrå ind i billedet og omgivet af mennesker, hvoriblandt en fornemt klædt herre, måske Josef af Arimatæa.

På fremstillingen af Opstandel­sen sidder en stor engel i døren til den åbne klip­pegrav til venstre, mens Kristus er på vej bort, forbi tre skræmte soldater.

Billederne, der nu hænger på nordskibets østvæg, ses på gengivel­ser af kirkerummet før 1901 placeret over altret.

Dåbsfad

Dåbsfadet af tin er vistnok anskaffet i 1896. Det er 32 cm højt med stærkt buet underdel, høj keglestubsformet hals og smal, svunget hank.

Dåbskande

Kanden er muligvis anskaffet 1896, da der i kirkens regnskab for dette år er udført en udgift på 3 kr. til en dåbskande. Den kan også være fra 1911, hvor der i tilføjelse til anskaffelserne nævnes en kande til dåbsvand. Der er desværre ingen stempler, der afslører fremstillingsår, eller hvem der har fremstillet den.

Dåbskanden er af tin, 32 cm høj, med stærkt buet underdel, høj, keglestubsformet hals og smal, svunget hank.

Kirkens dåbskande fra 1896 eller 1911

Stolenes oprindelige opstilling, overført fra den nedrevne kirke, svarede til den nuværende, idet der dog også stod stole på de partier, der nu optages af henholdsvis orgel og gravsten. I dag er der således kun 425 pladser i kirken.

Bortset fra pulpituret, er det meste af det nuværende stoleværk overført fra Ribe domkirke i 1903. Det var købmand Peder Sonnichsen, der fik idéen til, at Sønderho kirke kunne overtage dem, da Ribe domkirke alligevel skulle have nye.

Stoleværket stammer fra 1844, og er udført af snedker Christian Knudsen efter tegning af N. S. Nebelong. Bemalingen i blå nuancer er den samme som på kirkens første stoleværk.

Stolene er fordelt med en række på hver side af sydkirkens langsgående midtergang, samt i tre smalle og en bred, dob­belt blok, alle vendt mod syd, i nordkirken. De nygotiske gavle har en fylding under og en over sædehøjde.  Den sidste er foroven afsluttet i et treblad.

Øverst en jernstøbt, blomsterformet lyseholder.

De fleste gavle har en enkelt halvsøjle ned langs hver kant og er placeret med forkanten i flugt med ryglænets kant. Langt de fleste bænke har ligeledes fyldingsprydede rygstykker, der stammer fra Ribe domkirke. Rygstykker af samme type er desuden brugt til ende- og vægpaneler, mens enkelte bænke, især i nordkirken, har rygge der består af et enkelt bræt.

Der findes også ældre stoleværk fra flere perioder i kirken, som er beskrevet i afsnittet om den gamle kirke. I øvrigt blev nogle af de kasserede stole i 1903 genbrugt som gulv i de nuværende stolestader, ligesom der som tidligere nævnt også er overført nogle rygstykker og sæder.

Lågen foran trappen op til prædikestolen er forsynet med læsepult og stammer fra den gamle kirke. Det er sandsynligt at lågen stammer fra den degnestol, der tidligere har stået foran prædikestolen – foran det nuværende sakristi.

1 + 2. De to lysekroner fra 1750 er muligvis skænket af henholdsvis Hans Brinch i 1761 og Thomas Sonnichsen Møller i 1765. De har begge 6 s-svungne lysarme med spiralornamenter og profilerede lyseskåle.

En af de to identiske lysekroner fra 1750. 

3. Den næste lysekrone er skænket af Hans Jensen Møller. Sandsynligvis i 1720’erne.

Der har oprindelig været 9 lysearme, men nu er der kun 6. De er s-formede, med dyrehoveder med spiralformede udløbere. Der har sandsynligvis også været 9 pyntearme, men der er kun 4 tilbage.

Lysekrone fra 1720'erne, skænket af Hans Jensen Møller.

4. Nærmest alteret findes en lysekrone skænket til kirken af sognepræst Christian O. Engelstoft i år 1700. Den har 8 svungne lysearme, spir, småkviste og en stor, muslingeformet lyseskål. Derudover 8 pyntearme.

Engelstofts gave til kirken hænger oppe ved alteret. 

5 – 9: 5 seks-armede kroner der blev anskaffet til den nye kirke i 1782. Dog har en af den mistet to arme.

Alle fem kroner hænger i nordkirken, den der har mistet to arme hænger længst mod vest.

En af de 5 identiske lysekroner, der blev indkøbt til kirken i 1782. 

10: En fire-armet lysekrone, skænket af Jens Sonnichsen i 1843.

Dog er der 4 tomme huller i lysekronen, der antyder at der tidligere har været 8 lysearme.

Indgraveret i hængekuglen er: ”Jens I. Sonnichsen 1843”. Lysekronen hænger i nordkirken, længst mod øst.

Sonnichsens lysekrone fra 1843. 

11. I våbenhuset hænger en lysekrone, skænket af Elna Brinch, til minde om hendes afdøde mand, revisor Søren Peder Brinch. Lysekronen er fra 1956 og har 6 lysarme med blomsterdekorerede skåle og 6 pyntearme med blomster og dyrehoved.

Elna Brinchs lysekrone fra 1956. 

Ved siden af døbefonten findes en 80 cm høj syvarmet messinglysestage fra 1920.

Rund fod og slankt cylinderformet skaft bæ­rende bue med gennembrudte lyseskåle. Buen støttes af ranker udgående fra skål på skaftets midte, over og under denne er skjolde med IHS i relief, det underste skjold og det øverste mo­nogram kronet. Bestilt og skænket af damp­skibsfører Niels Thøgersen Brinch og hustru Mette Cathrine, f. Fischer.

Fra slutningen af 1700-tallet. Pengetavlen er en 39 cm lang og 12 cm bred trækasse med kort håndtag og skrå opstander med skyderiller til billeder. Og så er der selvfølgelig et hul putte penge i!

Pengetavlen hænger på en stolegavl til venstre for indgangsdøren.

Kirkens nuværende klingpung er fra 1800-tallet.

På klingpungen sidder et 80 cm langt sortmalet træskaft, der går op i en 15 cm lang jernstang med bøjle, hvortil klingpungens pose er fastgjort.  Posen er syet af to stykker sort fløjl og smykket med guldtresser langs kanten og omkring sølvpladen.

Sølvpladen, der er overført fra den oprindelige klingpung fra 1702 er cirkulær og har en kant af udstansede blade. Midt på er graveret monogrammet KHS, men spejlvendt.

Sølvklokken blev også overført fra denne klingpung, men er senere blevet stjålet, så den nuværende er en kopi.

I øvrigt mangler den pind inde i klokken, der skal få den til at ringe.

 Klokken har graverede dobbeltlinjer øverst, midtpå og langs kanten. Desuden er indgraveret initialerne K.H.S. (Knud Hansen ?) og A.L.D. (Anne Lauesdatter) fra Ribe.

Klingpung fra 1800-tallet. 

Sønderho kirke har noget så usædvanligt som et ur.

Det er et ”sejrværk” der hænger på østmuren over sakristiet.

Uret er skænket af skipper Niels Nissen i 1883, altså året efter den nye kirkes opførelse.

Han har selv udskåret de forgyldte ord på kassen: ”Jeg og mit Hus vil tjene Herren. Josv. 24.15”.

Nissen har måske fundet Ove Foss’ prædikener meget lange og kedelige, så han har haft lyst til at kunne følge med i, hvor lang tid der var gået.

Uret gik i stå efter at have hængt på sin plads i nogle år, og først mange år senere lykkedes det for skipper Mathias Mathiesen at få det i gang igen. Man har dog af praktiske årsager sat det i stå igen. Det er ikke så smart, at uret begynder at bimle midt i salmesangen eller præstens prædiken.

Skipper Nissens ur fra 1883.

Fem hatteknager, fra 1700 og 1800-talet, formet som jernskafter med kroge forenden.Tre med to gange fire kroge og en med fire kroge under spiralsnoede bånd suppleret med nøgle og torshammer, er ophængt i nordkirkens vestende. En med fire kroge er fæstnet til den pillen vest for døbefonten.

Tidligere har de hængt i våbenhuset, hvilket vel også giver mere mening, men efter at stolestaderne mod nordvest blev fjernet for at gøre plads til gravsten, valgte man at hænge hatteknagerne op i dette hjørne.

Hatteknagen på pillen ved døbefonten har dog hele tiden hængt på denne plads, hvilket må betyde, at det har været en ganske fornem person, der har siddet der. Men pladsen så tæt ved alter og døbefont har nok også været dyr!

To af de ejendommelige hatteknager.

Hatteknagen ved den fine plads ved døbefonten er med snoede bånd.