Hr. Svend (- 1550)

Man ved intet om hr. Svends person eller gerninger. Men et lident sogn har han haft, for pesten hærgede i Sønderho på hans tid, og kun én familie overlevede. Denne familie flyttede oven i købet til Yder-Bjerrum ved Ribe å i en periode. Dog kan man forestille sig, at han samtidig virkede som præst i Albo.

Det vides ikke hvornår Hr. Svend startede sit virke i Sønderho, men på kirkens præstetavle kan man læse, at han sad i embedet indtil 1550.

Søren Trugelsen (- 1573 -)

Søren Trugelsen var en overgang fælles præst for Sønderho og Rindby menigheder. Man ved ikke hvornår han blev kaldet, men han var i hvert fald i Sønderho i 1573.

Indtægterne ved embedet var så ringe, at han måtte have en fiskerbåd for at få økonomien til at løbe rundt.

Heller ikke det kan have været særligt givtigt, for kongen gav ham ved benådningsbrev af 29. maj 1573 frihed for at svare afgift (sandtold) af denne fiskerbåd.

Kromann skriver om Søren Trugelsen:

”Da fiskeriet i nogle år slog fejl, ansøgte han om og fik af kongen ved brev af 3. februar 1587 tillagt årlig 10 tdr. rug og 6 ørter byg af kronens korntiende af Billum sogn, hvilken ydelse også blev hans efterfølgere.

I 1592 havde han accepteret at betale en bøde på 350 daler til lensmanden Albert Friis på Riberhus for sin søn, der havde beligget sit søskendebarn. Heraf fik han betalt 100 daler, inden sønnen formedelst forbøn af kongens svoger, Hertug Henrik Julius af Brunsvig, blev benådet for restbeløbet. Søren Trugelsen søgte derfor kongen om fritagelse for at betale resten.

Kongen befalede ved brev af 27. december til Albert Friis på Riberhus, at sagen skal stilles i bero, til kongen selv kommer derover og erfarer, hvordan det forholder sig med sagen.

Det er formentlig denne sag, hvorom der er opstået ”en langvarig og besværlig trætte" mellem ham og Albert Friis. Det endte med, at Søren Trugelsen, efter at det ved Viborg Landsting var bleven befundet, at han ikke havde holdt sit brev til Albert Friis, som han burde, af Kapitlet i Ribe blev dømt til at afstå sit kald.

Han fortsatte dog på trods heraf ”at gøre tjeneste i kirken med sakramenternes uddelelse, prædiken og i andre måder". Herover klager Albert Friis til kongen, der ved missive af 23. juni 1593 pålægger Christoffer Kruse, Christian Lange, Caspar Markdanner, Superintendenter, Prælater, Kanniker og menige Kapitel i Ribe Domkirke at samles i Ribe for at søge gjort en ende på denne trætte og søge at forlige den.

Dette er vel nok sket, thi Søren Trugelsen var endnu i Embedet 1607. Han menes at være død 1611. Han har haft en Kapellan ved Navn Hr. Peder, der også for at øge sine Indtægter måtte udrede en fiskerbåd). I 1606 fik han Claus Pedersen til Kapellan.”

Chresten Jespersen (1550 - ? - 1591)

Ifølge præstetavlen var Christen Jespersen præst i Sønderho kirke i årene 1550-1591. Samtidig ved man, at Søren Trugelsen var præst i sognet i hvert fald i 1773.

Hvordan det hænger sammen findes der desværre ingen forklaring på, men een mulighed er, at Trugelsen bare var vikar for Jespersen i en periode og en anden forklaring kan være, at Jespersen var Trugelsens efterfølger, og det var en anden præst – måske også ved navn Jespersen? – der fungerede i embedet i kirkens første år.

Dog må man gå ud fra, at der var to præster på øen i 1555, for der påbydes det beboerne i Nordby og Sønderho, at de giver den præsterente som altid har været sædvane.

Christen Jespersen nævnes sammen med Søren Trugelsen i 1584. På grund af fattigdom så de sig ikke i stand til at møde i Viborg d. 15. juni for sammen med den øvrige gejstlighed at hylde den 7-årige kongesøn Prins Christian.

Den 19. januar 1585 fæstede Chresten Jespersen et hus og væring på Sønderho, som Hans Nielsen tidligere har mindet for, for 3 rdl.; og da kaldet var meget ringe, fik han ved kongebrev af 29. april 1585 tillagt kronens korntiende af Tjæreborg sogn — 12 ørte rug og 6 ørte byg.

Christen Jespersen sad i embedet indtil hans efterfølger Hellegaard overtog kaldet i 1591 eller 1592.

Niels Pedersen Hellegaard (1592-1622)

N. P. Hellegaard var gift med den tidligere præsts datter, Margrethe Jespersdatter, så det var oplagt at den teologi-uddannede Hellegaard overtog svigerfaderens embede.

Man ved ikke præcist, hvornår han overtog embedet, men d. 12. maj 1592 modtog han er kongebrev, der gav ham kronens part af korntienden fra Tjæreborg sogn, fordi hans gård var blevet fordærvet af sandflugt.

Med Margrethe havde han en søn der hed Peder Nielsen Hellegaard. Peder virkede som Niels’ medhjælper i kaldet, da han blev voksen, men sønnen døde før faderen.

N. P. Hellegaard døde d. 17. maj 1639, 80 år gammel.

Hans navn stod på kirkeklokken.

Peder Nielsen Hellegaard (1622-1625)

P. N. Hellegaard var først faderens medhjælper. Da denne blev pensioneret overtog Peder embedet, som han kun kom til at bestride i 3 år, da han allerede døde i 1625.

Peder var gift med Margrethe Greisdatter Terpager.

Peder Laugesen Lipstrup (1625-1667)

Peder Lauesen var bondesøn fra Lipstrup i Nebel sogn. Samme år som han tiltrådte, giftede han sig med sin forgængers enke, Margrethe Greisdatter Terpager.

Parret fik mange børn, hvoraf de der levede længe nok til at nå voksenalderen alle blev præster. Bortset fra datteren, der blev præstefrue.

Peder Lauesen havde store problemer med sandflugt, og med ”fjenderne”, og klagede derfor til stiftsøvrigheden i 1654. Af klagen kan man se, at han allerede i 1632 havde fået bevilget en evig pension af Lydom og Lønne sogn og af Riberhus 2 tdr. rug og 2 tdr. byg.

Han skal have været en meget habil og flittig mand, og forberedte selv sine 4 sønner til akademiet.

Han døde d. 4. juli 1677, og var præst i over 52 år.

Niels Lauridsen Struch (1667-1703)

Født i 1642 og Borgermands søn fra Ribe. I 1667 blev han medhjælper og efterfølger for Peder Laugesen. Han giftede sig med Laugesens datter, Ingeborg Pedersdatter. Parret fik en søn og en datter. Datteren, Anna Nielsdatter Struch blev gift med N. L. Struchs efterfølger i embedet, Christian Olufsen Engelstoft.

Christian Olufsen Engelstoft (1703-1727)

Engelstoft var født i Ribe som søn af rådmand og amtsfuldmægtig Oluf Christian Engelstoft.

Efter at være dimitteret fra universitetet i 1695 blev han medhjælper for N. L. Struch og giftede sig med hans datter. To sønner og to døtre overlevede barndommen. Begge sønner blev præster, i henholdsvis Sebber og Lundby. De to døtre blev gift på Fanø: Ingeborg med toldvisitør Christian Friederich Gallesen og Mette Margrethe med sin fars medhjælper, Jens Lauridsen Foss.

Engelstoft blev betegnet som en habil, velstuderet, velbegavet og munter mand, som var godgørende mod fattige og trængende. Desuden ofrede han meget på reparation af kirken.

På grund af alder og skrøbelighed antog han i 1727 Jens Lauridsen Foss til medhjælper, og i 1739 overtog denne helt embedet.

Engelstoft døde d. 27. november 1742.

Jens Lauridsen Foss (1727-1749)

Født d. 18. december 1694 som søn af sognepræst Laurids Davidsen Foss i Pjedsted præstegård ved Vejle.

J. L. Foss dimitterede fra Horsens Latinskole i 1715 og fra akademiet i 1719. Derefter underviste han først børn i forskellige præstegårde i 5 år, hvorefter han underviste i Ribe Latinskole i 3 år.

D. 28. februar 1727 blev han medhjælper og efterfølger for Christian Engelstoft, og endelig overtog han embedet som sognepræst i Sønderho d. 22. maj 1739.
Helt i tråd med Chr. Engelstofts øvrige færden, gav han dog ikke embedet fra sig uden først at have sikret sig, at Foss gav ham en pension resten af livet! Foss måtte altså købe sig til det ikke særligt lukrative kald.
Til Foss’ held varede det kun 3½ år, før Engelstoft døde.

Året efter han var blevet medhjælper, giftede han sig med Chr. Engelstofts datter, Mette Margrethe, som han fik 9 børn med. Af de fire drenge, der overlevede barndommen, blev to præster og to degne.

Foss døde d. 1. marts 1749.

Poul Zacharias Rafn (1749-1764)

Født i 1711 i Nyborg som søn af den stedlige byfoged.

Efter Foss’ død i marts 1749 overtog Rafn embedet d. 5. maj.

Året efter giftede han sig med Else Dorathea Scheel, som var enke efter borgmester Nottlev i Svendborg.

Selvom han kun var 38 år da han blev præst i Sønderho, var han allerede svagelig og måtte både have assistance af Nordby-præsten Niels Friis og af en student til at prædike.

Om det var hans svagelighed, og deraf manglende effektivitet der lå til grund for, at menigheden ikke mente, at han skulle have hele sin løn (betalt af deres tiende, fisk og afgrøder) eller om det virkelig var fordi han var for hård og dømmende, som der angives som grund nedenfor, kan man kun gisne om, men i hvert fald tog biskop Brorson ham i forsvar efter en visitat i Sønderho d. 19. august 1755.

Brorson skriv efterfølgende i sin visitatsbog:

Sognepræsten Poul Zach. Rafn holdt en grundig prædiken over Jacob 1, 22. Ungdommen befandtes at have gode kundskaber. Degnen Mads Hansen er christelig i sin opførsel og flittig i skoleholdet, som han for hele sognet forestår. Der har været nogen misforståelse imellem præsten og menigheden eller nogle af den, visende sig deraf, at disse, ventelig af had imod ham for hans retsindighed i sit embede, har søgt at formindske hans naturlige indkomster, som han ikke kunne tåle at miste; men slig fornærmelse og deraf flydende misforståelse formodes efter denne dag ved herrens nåde at skulle ophøre efter vedkommendes mig ved samme visitats givne forestillinger.

I 1760 antog Rafn Ove Foss til medhjælper og efterfølger.

Rafn døde barnløs d. 1. juni 1764.

Ove Thisen Foss (1746-1792)

Efter Rafn’s død gik embedet tilbage til familien Foss, da efterfølgeren blev Jens Lauridsen Foss’s søn, Ove Thisen Foss.

Ove blev født i Sønderho d. 13. juni 1737, midt i sin fars embedsperiode.

Han dimitterede fra akademiet i 1758 og blev medhjælper og efterfølger i Sønderho i 1760. Da Rafn døde d. 1. juni 1764 overtog Ove Foss derfor straks embedet som sognepræst.

Han var gift med Sophie Friis, som var datter af præsten i Nordby, Niels Friis.

Ove Foss var præst i Sønderho i 28 år, og det var i hans embedstid at den nye kirke blev opført. Derfor hænger hans initialer også på østgavlen: O. F. efterfulgt af årstallet 1782, som var indvielsesåret.

Han nåede at være præst i den nye kirke i 9 år, før han døde d. 25. oktober 1791.

Interessant og usædvanligt er det, at alle præsterne i Sønderho gennem 250 år har været i familie med hinanden. Kun den næstsidste, Poul Rafn kom udefra. Og han var endda bare en svagelig parentes i historien, indtil Foss’ søn var gammel nok til at fortsætte slægtslinjen.