Inventar i Sønderhos første kirke

Altertavle

Altertavlen i barokstil er fra 1717.

Den er bygget op omkring et tværrektangulært storstykke med søljer på begge sider.

Storstykket indeholder et maleri i oliemaling på træ der sandsynligvis er udført af Johannes og Sonnich Sonnichsen. Maleriet, der måler 56*77 cm forestiller nadveren: Kristus sidder i midten bag bordet med et brød i venstre hånd, en kalk står foran ham, mens bordet er dækket med små tallerkener. En enkelt discipel står op til venstre. Judas, der sidder på en skammel foran bordet, vender sig bort, idet han skjuler pungen i sit skød.

Altertavlen er desuden forsynet med to store, rigt udskårne vinger og et topstykke.

Vingerne indeholder hvert 3 runde felter, hvor de midterste er malerier forestillende henholdsvis Maria og barnet og korsfæstelsen. De fire hjørnefelter indeholder malerier af henholdsvis en engel, en løve, en okse og en ørn, der alle er forgyldte. De fire dyr repræsenterer de fire evangelister.

De er udført i oliemaling på træ, og er sandsynligvis også malet af Johannes og Sonnich Sonnichsen.

I 1970 fjernede man en nyere overmaling fra stafferingen, som muligvis var fra 1764, og for mindre partiers vedkommende var bemalingen fra 1717. Bevaret af den ældste bemaling er de gyldne frakturindskrifter i fodstykke og topfelt. I fodstykket: ”Gud til Æhre og Kirken til Prydelse, haver Synderhoe-Meenighed denne Altertafle, ladet bekoste, da deres Sogne-Prest var,  H Christian Engelstofft: 1717”. I topfeltet: ”Herren haver skicket en Ihukommelse om sine vnderliche, Gierninger den Naadige Barmhiertige Gud , Psalm 111 V.4”.
Begge indskrifter står på sort bund.

Den øvrige bemaling er dateret ved indskriften »S(øren) B(rinch) 1764” i topstykket.

altertavle


Altertavle med bemaling som den så ud i 1717. 


Alterbord

Alterbordet er af fyrretræ og måler 144*78*100 cm. Forsiden er fra 1717, men gavle, sokkel, gesims og dækplads er nyere.

Der har tidligere ligget en sandstensdækplade på bordet, som man ville have genopsat i 1962, men den viste sig at være for tung til den nuværende konstruktion. I stedet bruger man nu en lakeret dækplade fra 1970. Sandstenspladen ligger nu i kirkens sydvestlige hjørne, delvist skjult af orgelet.

Den oprindelige malede deko­ration på alterbordet er bygget op omkring et felt formet som et rektangel med afskårne hjørner. Feltet rum­mer en tremastet skonnert, som med korsets tegn på såvel kanonporte som bagstavn sejler af sted under en sol i venstre side og til højre et Guds-navn i stråleglans. Skibet er brunt og sort, feltets ramme malet i striber, og et bredt, sort bælte på hver af feltets sider afsluttes i en søjle med rødmarmoreret skaft, bordeaux sokkel og kapitæl. På kapitælet ligger en stor, rød kugle. Bæltet bærer en indskrift i gylden fraktur:
 ”Jeg segler tryg og vel, igiennem verdens bølger, Gud som min soel og skiold - mig hver en time følger, Min ladning er Guds ord, med sacramenterne, for hver som agter sig, Guds salighed at se”.

I 1970 fjernede man en nyere overmaling fra stafferingen, som muligvis var fra 1764. På denne bemaling var feltets himmel blevet ly­seblå, bølgerne mørkeblå, skriften okkergul og søjlerne delvis dækket af et grå- og brunmarmoreret bånd, malet langs bordets sider og fod­lister. Ved restaureringen fremkom tillige dele af en søjle på hver af forsidens endeflader.


alterbord

Alterbord med forside fra 1717. 



Altersten

En tredjedel dækket af orgelets sydside ligger en glat sten i gulvet, som siges at have ligget over alterbordet i den gamle kirke i Albo. Der skulle den have dækket knoglerester fra kirkens helgen, Sct. Anna. Der er nok ingen tvivl om, at denne sten havde samme placering i Sønderhos gamle kirke. Det var den, man ville have genopsat på alterbordet i 1962, hvis den ikke havde været for tung.


sten1

Stenen som sandsynligvis har ligget over alterbordet i Sct. Annae kirke.



Alterklæde

Alterklædet er fra 1845. Syet af 7 meter fint stampet vadmel som var farvet karmoisinrødt og forsynet med kniplinger i Ribe.


Alterskranke

Rundt omkring altergulvet stod et smukt jernstel værk fra 1728, skænket af Hans Jensen Møller, hvori hans og hans bror Jens Møllers navne var indfattede. Alterskranken har formentlig været anbragt tværs over langhusets østende.

Skranken blev forlænget i 1782 i forbindelse med opstillingen i den nye kirke.

Skranken er tresidet med skrånende flanker. Den ældste del, forsiden og det forreste af flankerne, er af smedejern og opdelt i 8 fag, adskilt af tilspidsede søjler med messingkugler. Hvert fag rummer en stiliseret lilje. På forsidens to midterfag, oprindelig en dobbeltlåge, er liljerne flankeret af de to giveres initialer.

Skrankens yngste dele, anbragt i forlængelse af skrankerne, er af træ, og fandtes altså ikke i den gamle kirke.


skranke

Altertavlen, som den ser ud i dag, med den gamle del af smedjejern og den nyere forlængelse ud mod muren af træ. 

 

Døbefont

Døbefonten fra 1100-tallet bestående af en romansk granitkumme bruges endnu. I den gamle kirke stod den i koret ved den nordre side, tæt op af skriftestolen.

Foden og kummen hørte oprindelig ikke sammen, og man ved desværre ikke, i hvilken kirke kummen har stået, før kirken i Sønderho blev bygget. Man kan forestille sig, at Sønderho har overtaget døbefontskummen fra en kirke i Ribe amt.

Døbefonten er 73 cm. i tværmål. Den er af en noget grovere granit end foden, halvkugleformet, uregelmæssigt tilhugget og med et stort hak på den ene side.

Den uregelmæssige form skyldes sandsynligvis, at der tidligere har siddet fire kors på kanten, et i hvert verdenshjørne. Denne udformning kender man fra lignende døbefonte fra samme periode.

En cementreparation mellem kumme og fod afslører formen på det let koniske skaft, forsynet med midtervulst.

Foden er sandsynligvis en omvendt, romansk kapitæl, der har udgjort toppen af en af sidestolperne på indgangsdøren til stenkirken i Albo.

Man kan stadig ane et blåhvidt bælte nederst på foden, eller øverst på kapitælen, hvis man vender den rigtigt. Det er resterne af en bemaling, som blev fjernet i 1882.

Det siges, at dronning Thyra skænkede døbefonten til kirken efter at være reddet fra et skibbrud ved Mandø, men det sagn er knyttet til indtil flere døbefonte, som står i kirker langs den jyske vestkyst, så vi må bare konstatere, at døbefontens oprindelse er ukendt.

dobefont         dobefont1


Den romanske døbefont fra 1200-tallet 



Dåbsfad

Dåbsfadet er fra år 1600, men er først anskaffet langt senere, idet et syn i 1882 opfordrede til at man anskaffede et fad af en passende størrelse. Dette fad har et tværmål på 63 cm.

Det er et nederlandsk messingfad, med en fremstilling af syndefaldet i bunden, omgivet af forskellig ornamentering. Den ombøjede kant har en reparation under syndefaldstræets fod, mens der over træets top er en nitte til en ophængningsring under bunden.


daabsfad

Dåbsfadet fra 1600 med fremstilling af syndefaldet 



Hjælpefad

Hjælpefadet fra 1766 blev skænket til kirken i 1775 af kirkeværgen Hans Jensen Poulsen.

Det er lavet af messing, har rund bund og ottekantet fane. Fadet er 22 cm. i diameter. Fanen har runde knapper i spidserne, og under en af knapperne er et ovalt stempel med ”kirke?” over årstallet 1766, flankeret af giverens initialer på den ene side og årstallet 1775 på den anden.

Fadet kostede ham 1 rdl. 6 sk.


hjalpefad

Hjælpefad, hænger ved døbefonten når der er gudstjeneste. 

 


Prædikestol

Prædikestolen fra 1600 betegnes som ”vel mådeligt udarbejdet, dog vel forgyldt”. Hvilket vel må tolkes som at det ikke ligefrem var et mesterstykke.

Den var, og er stadig, opsat midt for sydvæggen, for at også kirkegængere der er bænket i ”nordkirken” kan se.

På prædikestolen er der malet en engel, en løve, en okse og en ørn, hvilket er symboler på Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Alle fire var forgyldte. Derudover er der udskåret ordene: ”Sugges tiis extructus est”. Det betyder, at den har stået på en forhøjning. Man ved, at skriftestolen i den gamle kirke stod ved siden af døbefonten, og man må derfor antage, at prædikestolen stod, hvor skriftestolen er nu: I kirkens sydøstlige hjørne. Prædikestolen har sandsynligvis stået frit på en forhøjning.

Man ved fra tidligere optegnelser, at der stod en degnestol foran prædikestolen. Det er derfor nærliggende at tro, at lågen derfra er den, der nu er foran trappen op til prædikestolen. Lågens ekstra forhøjelse og den ekstra læsepult, der er fastgjort til den tyder i hvert fald på det.

Om prædikestolen var der tidligere fint grønt fløjl med lange sorte og grønne silkefrynser. Fløjlsstykket var en gave fra H. J. Møller i 1724.

Stafferingen, som blev fremdraget i 1983, er formentlig samtidig med altertavlens ældste bemaling og overvejende holdt i gult, blåt og gyldent.

Det siges, at prædikestolen tidligere havde stået på hospitalet i Ribe.


pradike


Prædikestolen fra 1600, men med bemaling fra 1983. 


Omkring lydhimlen stod: ”Salige ere de som høre Guds ord og bevare det” (Luk. 11), og årstallet 1661.

Lydhimlens farveholdning svarer til kurvens, den er marmoreret i blåt, rødt og hvidt på hænge- og topstykker og har fremspring i guld og rødt samt blåt rammeværk. Felterne har gul ramme, og indskriften står i guld på sort bund. Undersiden er blågrøn med en skylignende dekoration.

Af yngre bemalinger fandt man en egetræsfarve med åretegninger og en staffering fra 1911, bestående af rødt, hvidt, guld, sølv og lidt grønt.


lydhimmel

Lydhimmel fra 1661, men med bemaling fra 1983, der passer til prædikestolen. 



due

Detalje fra indersiden af lydhimlen: En forgyldt due. 



Alterbog

En alterbog indbunden i samme fine grønne fløjl blev givet af samme H. J. Møller i 1726.

Alterbogen var med sølvbeslag og i den havde hr. Møller skrevet:

En kristen jeg først blev i Sønderhoveds kirke

Ved dåbens salig vand, som straks tog til at virke

Ved Ånden og Guds ord, at Gud af mig blev kendt

Som mig til denne dag, mit livets brød har sendt.

Til tak jeg derfor her på Herrens alter giver

En liden alterbog, skønt den mod nåden bliver

Som et gran mod al verdens guld.

Så håbes dog, at Gud er mig og gaven huld.

Anno 1726, 12. august    Hans Jensen Møller


Derefter havde sognepræsten Christian Olufsen Engelstoft skrevet et digt i kode, som takkede hr. Møller for hans gavmildhed. Koden var nu nem at bryde: I stedet for ”a” stod der ”1”, i stedet for ”b” stod der ”2”, osv.

Digtet lød: ”Saa viiser denne Alterbog og Floyels Messe Kaabe, med Præcke Stoel og Liuse Croon (lysekrone) og andet sligt til Haabe, at pryde dette Herrens Sted Hans Møllers Kierlighed, Gud lad det Gaae ham altid vel, og hans tilligemed”.

Hjørnebeslagene er udformet som skjolde, hvorpå der er graveret dels giverens initialer: HJSM på bogens forside, dels årstallet 1725 på bogens bagside. På mid­ten af såvel for- som bagside er ovalplakette, 4,5 cm høj, med relief af korsfæstelsen. På lukkespændernes beslag er stempler, mestermærke NI over 1725 i hjerte, for Niels Johnsen, København. Dette ses på alle fire beslag.

Sølvbeslaget er lavet af københavnerguldsmeden Niels Johnsen. Nok fordi giveren, H. J. Møller selv boede i København.

Denne alterbog blev i 1790 erstattet af et eksemplar med sort fløjlsbind, foræret af Peder Thomsen, der i øvrigt var barnebarn til Hans Møllers bror.

Dog genbrugte man sølvbeslaget med H. J. Møllers navn og årstallet 1726.



alterbog

Sølvbeslagene er fra 1725, men selve alterbogen er af nyere dato. 



Alterkalk

Kirkens kalk og disk er af sølv med indvendig forgyldning. Den er 19 cm høj og lavet af Ribeguldsmeden Jens Andersen Klyne.

På randen af kalken står: ”Non vituli at sangrune Christi salvas evo”. (Ikke ved offerdyret, men ved Kristi blod vil jeg være frelst).

På en af fodens tunger er på-nittet et 3 cm højt, støbt krucifiks med INRI på korsets øvre del. INRI er en forkortelse af Iesus Nazareus, Rex Iudearum (Jesus af Nazareth, jødernes konge).

På kantens underside ser man J. A. Klynes gentagne stempel.

Kalken var betalt af sognet.


kalk

Klynes alterkalk fra 1697. 



Alterdisk

Alterdisken er, i modsætning til kalken ikke lavet af Jens Andersen Klyne, men repareret af ham.

Der er altså tale om en disk der må være væsentlig ældre end 1697. Reparationen er foretaget i 1697 samtidig med at Klyne lavede alterkalken, og det er præsterne Struch og Engelstoft, der har betalt for reparationen.

Disken er 15 cm i diameter og har graverede dobbeltlinjer langs bunden og inderst på fanen.  Langs fanens yderkant er en enkelt linje brudt af cirkelkors og kantet af indskrift i graveret kursiv: ”N. Struchio et C. Engelstofft renovata Patella Ministris Christi Ao. 1697” (Kristi tjenere N. Struch og C. Engelstoft lod denne disk reparere 1697”.

Under bunden ses det samme gentagne stempel som på kalken.


disk

Gammel alterdisk, repareret af Jens Klyne i 1697. 




Oblatæske

En lille messingæske til oblater var også betalt af sognet i 1750.

Den er 14*9*8 cm, aflang og 6-sidet med bøjlelukke og C-formet bærehank.

oblataeske

Oblatæske fra 1750. 



Alterstager

Messingstagerne fra 1700 er 24,5 cm høje uden lyspig. Den flade lysskål har en nyere lyspig af jern.

I 1791 ved man at stagerne var indrettet til vokslys, men i 1832 anskaffede man to lakerede bliklys, hvor der kunne brænde olie på væge

.


alterstage1

Alterstager fra 1700. 



Lysekroner

I gangen hang der 4 lysekroner mellem koret og enden af kirken.

Den første var en 8-armet lysekrone der blev købt, og mestendels betalt, af Chr. Engelstoft.  Han havde fået den på en auktion i Ribe for 20 rdl.


krone4

Chr. Engelstofts lysekrone fra 1700. 


Den anden var 9-armet ”og den mest kunstfærdige”. Hans Jensen Møller forærede den til kirken i 1720.


krone3

Hr. Møllers usædvanlige lysekrone med en sværd-svingende mand i toppen. 

Den tredje var 24-armet, idet den havde to rækker arme med 12 i hver. Toldrekvisitør Christian Friderich Gallesen havde betalt halvdelen og sognet den anden halvdel.

En fjerde, som var den mindste, blev foræret til kirken af skipper Hans Brinch i 1761.


lysekrone

Brinchs lille lysekrone 


Endelig var der en lille lysekrone i gangen i den østre kvist, købt til kirken i 1765 af Thomas Sonnichsen.

Derudover var der 19 messinglysarme som hang på væggen. Sognet havde utvivlsomt betalt nogle af dem og i andre tilfælde havde beboere betalt en lysarm til at hænge over deres egen plads.

Der brændte lys i lysekronerne og lysarmene på vinteraftener, fra allehelgensdag til kyndelmisse under aftenprædikenen og hver søndag og helligdag til 25. marts. Lysene var talglys, som beboerne selv tog med i kirke – og tog med hjem når gudstjenesten var færdig.



Messehagel

I 1719 forærede H. J. Møller en kostbar rød fløjls-messehagel til kirken, forsynet med brede guldtresser og med sølvbroderet krucifiks.

 

Lysearme

Sønderho kirke har haft mindst 19 lysearme, hvoraf de 13 stadig er bevarede og hænger i kirken. Flere af dem er forsynet med navne på fremtrædende medlemmer af menigheden.  Disse medlemmer af menigheden har nok ikke skænket en lysearm til kirken af ren godgørenhed, men placeret den over deres egen plads, for at få noget mere lys.


lysarme

Tallene viser placeringen af lysarmene i forhold til den rækkefølge de bliver beskrevet i. 

 

1. Den første lysearm er skænket af byskriver Søren Nielsen Lund og Anna Dorothea Gødesdatter.

Den 45,5 cm lange, S-svungne lysearm med blomster og slangehoved er ved en gribehånd fæstnet til en cirkulær, hvælvet vægplade. På vægpladens nederste del findes følgende tekst.  In­derst: ”Byskriber i Ribe oc Kieristes” og yderst givernes initialer: ”SNL ADGD 1716 d: 6 oct”. Lyseskålen har graverede linjer på oversiden.


arm1

Lysearmen fra Søren Nielsen Lund.

2. Derudover er hele 3 lysearme skænket af Niels Baggesen i 1716.

Den ene er 45 cm lang, S-svungen med spiralformede udløbere. 

På dens vægplade står følgende tekst: ”Niels Jensen Baaggesen – 1716”.

arm2

Niels Baggesens ene lysarm. 


3. Den tredje lysarm er 45 cm lang, s-svunget, ligeledes med spiralformede udløbere. Lyseskålen er udsmykket med koncentriske, graverede linjer. Vægpladen er hvælvet. Fra starten af 1700-tallet.

arm3


4. Lysearm nr. ni er 33 cm lang med S-svunget arm som er dekoreret med blade. Lyseskålen har koncentriske, graverede linjer og vægpladen er cirkulær og hvælvet. Fra starten af 1700-tallet.


arm4

Lysarm fra starten af 1800-tallet. 



5. Nr. fem er en 40 cm lang lysearm som ligner nr. 6. Lyseskålen har koncentriske, graverede linjer og vægpladen er cirkulær og hvælvet. Fra starten af 1700-tallet.


arm5



6. Den sjette lysearm, der også er skænket af Niels Baggesen har en 25 cm lang, S-svunget arm som er dekoreret med blade. Lyseskålen er glat, vægpladen er cirkulær, og med en enkelt tekstlinje: ”Niels Jensen Baaggesen Ao 1716”.


arm6

En af Niels Baggesens lysarme. 



7. En anden lysearm er ligeledes fra 1716. Den er skænket af skipper Christian Friderich Føhr.

Den 28 cm lange lysearm er udfor­met som en kvinde med en lang, oprullet slan­gehale og holdt af en gribehånd på den cirku­lære, hvælvede vægplade. Kvinden bærer en søjle, hvorpå den hvælvede lyse skål er placeret.

På vægpladens kant står følgende tekst: ”Christian Friderich skipper af Føhr - 1716”.

arm7

Christian Friderich Føhrs lysarm fra 1716.



8. Det ottende eksemplar har en 44 cm lang lysearm, fladt S-svunget og på midten prydet af to slangehoveder med tænderne i den samme kugle. Armens indre sving ender som den enes hale i et stort, trefliget blad. 

Hvælvet lyseskål og tilsvarende plade. Fra starten af 1700-tallet.


arm8

Lysarm fra starten af 1700-tallet.



9. Den niende lysearm fra 1599  består af en 31 cm lang lysearm fastgjort i gabet på en løvemaske.

Omkring hovedet er yderst en cir­kulær ramme og inderst et bånd med rester af en muligvis nederlandsk indskrift: ”...vo.orsic.ch voort ..tsianghen vier fephan(vs?) rogier 1599.

Ar­men er S-svungen med bladbundt på midten og bellisblomst i det indre sving, mens lyseskålen har profilkant på undersiden.

                                                                                                                   

arm9 1

Detalje fra løvemasken fra 1599. 



arm9

Lysarm fra 1599 med løvehoved og snoet slange. 



10. Denne lysarm er skænket af Jochum Schultz fra Ribe.

Lysearmen er 24,5 cm lang og S-svungen. Omkring det indre sving er der spiralformede udløbere. Vægpladen er cirkulær og hvælvet. På lysskålens overside findes et skriftbånd med følgende tekst: ”Ribe 1762 Jochum Schultz”.


arm10



11. Den elvte lysarm er skænket af Niels Baggesen. Den har en 25 cm lang S-svungen arm, som er dekoreret med blade. Lyseskålen er glat og vægpladen er cirkulær.


arm11

Lysarm skænket af Niels Baggesen. 



12. Den tolvte har en 34 cm lang arm, der er udformet som en søjlebærende kvinde med en lang, snoet hale. Lyseskålen er hvælvet.

Den store gribehånd er fastgjort på et kort skaft, der udgår fra munden på en kvindemaske, der pryder den cirkulære vægplade. Masken har stor krave med piber under hagen og hår samlet i bukler foran ørene. Fra starten af 1700-tallet.


arm12

Lysarm med kvindemaske, fra 1700-tallet. 

 


Vægskjold

På sydvæggen, over indgangsdøren hænger et messingvægskjold fra begyndelsen af 1700-tallet.

Det består af et sekskantet hovedskjold med todelt ramme og et cirkulært skjold med hjerte. Lyseskålen er formet som en muslingeskal.


vagskjold

Vægskjold over indgangsdøren. 



Skriftestol

Skriftestolen blev kraftigt renoveret i 1764-tallet. Den blev samtidig delvist forgyldt. Begge dele betalt af Søren Brinch.

I stolen var der i 1791 opstillet 3 bænke med plads til i alt otte personer.

Skriftestolen stod i den nordre side af koret, ved siden af døbefonten. Man går derfor ud fra, at skriftestolens nuværende placering i kirkens sydøstlige hjørne har været optaget af prædikestolen, der stod frit på en forhøjning.

Skriftestolen bruges nu som sakristi.


skrifte

Skriftestolen, der nu bruges som sakristi. 

 

Stolestader

Stolestaderne, hvor sognets voksne befolkning kunne sidde på engang har været altdomi­nerende, og fyldt kirken, så der kun har været ganske smalle gange imellem dem. Der var 112 stole med plads til 760 indbyggere da kirken var blevet udvidet med vester- og øster kvist. De 112 stole var fordelt, så der var 59 mandsstole og 53 kvindestole.

Præstekonen eller præsteenken sad dog bag mandsstolene i kirkens sydside på ophøjede stole. På kvindernes nordside var de forreste stole mod øst forbeholdt kirkegangskoner og faddere og isoleret ved, at de øvrige stole i blokken øst for gangen til det nordre våbenhus var orienteret mod syd. Disse havde hver 5 sæder, mens alle de østvendte stole vest for gangen hver rummede otte.

Kvindesidens tre vestre stole var forbeholdt mænd.

I nordkirken havde både kvinder og mænd en øster- en midt og en vesterrad, men man ved ikke, hvordan disse rader var fordelt.

Af de i 1791 i alt 971 mands- og 405 kvindesæder, stod de 150 ledige. De var med andre ord ikke udlejede.

Stolestaderne har samtidig været kirkens væsentligste indtægtskilde, da de enkelte pladser blev udlejet til menigheden. Den gamle kirkes reglement om disse pladser lød således:

1.   Til ethvert stavn eller sted er 2de stolestader eller sæder i kirken, som kaldes stavnsæder.  Når nu enten manden eller hustruen ved døden afgår, skal den, som bliver ejer af samme sted betale den tredjedel til kirken af det, som samme sæde tilforn har kostet, hvilket kaldes et minde, men har den mands eller kvindes person selv et sæde forud, da må de udvælge én af begge til deres beboende sted uden at betale sådan minde, og da bliver den anden igen kirken hjemfalden.   Og har der i huset været en gammel mand eller kvinde, og som ved døden afgår, kan den efterlevendes mand eller kvinde på stedet have valg i den afdødes sæde.

2.     Når én sælger sin ringere sæde og til kirkens fordel køber en dyrere, bliver ham det godtgjort i den, han køber, hvad den ringere har kostet.

3.    Hvor der er 2 kvinder på et sted, og begge ejer stedet og lige meget der udi med hinanden, får de og lige valg med ægtefolk efter foranførte 1ste Part.

4.     Dersom enten en mand eller kone sidder i enkesæde, og de ikke giftes igen, og samme ikke har børn eller tyende til at bruge samme sæde, skal den afdødes sæde henlejes hvert år til kirken efter opråb ved auktion.

5.    Alle ugifte personer angående, som har tilkøbt sig stolesæder i kirken, da består samme køb kun for deres livstid, og når de dør eller de bliver gifte og bosiddende uden for sognet, bliver samme deres stolesæder igen til kirken hjemfalden.

I 1926 havde der, som så ofte før, været diskussion om stolestadeafgiften i Sønderho. I den anledning skrev byens historiker og fabrikant Niels M. Kromann et indlæg i Fanø Ugeblad d. 11. september 1926:

Den strid, der for tiden er herskende i Sønderho om menighedsrådets berettigelse til at opkræve afgifter af kirkens stolestader hos menighedens medlemmer, er ikke den første strid om stolestaderne. Fanø birks tingbøger kan fortælle adskilligt derom.

Nedenfor skal meddeles en dom, afsagt 1798, angående ejendomsretten til et stolestade og en sag om stolestadeafgift fra 1684.

Den i sagen omhandlede Peder Thomsen er den bekendte legatstifter, der både som skibsfører, strandkommissær og storhandelsmand erhvervede sig en efter datiden uhyre formue. Han døde 1816. Man bedes bemærke, at han overalt i domsakten tituleres ”Hr.”, hvilken titel ingen af de andre, end ikke sognefogeden, benævnes med.

Da han er død, betegner præsten ham i kirkebogen som ”Hr.” Peder Thomsen, og der blev kastet jord på ham med en sølvskovl. Det var altså den gang som nu, at pengene gør udslaget.

Om sognefoged Hans Jessen Schipper kan meddeles, at han døde 1804; hans enke, Sidsel Larsdatter, bliver gift med Peder N. Gammelby. De ligger alle tre begravede på Sønderho kirkegård nord for kirken, hvor en opretstående sten (der står på tværs) betegner deres hvilested. Peder N. Gammelby har stiftet et lille legat, hvoraf renterne skal bruges til gravstedets vedligeholdelse samt et legat, nu 320 kr. hvis renter uddeles til fattige sømænd.

Anno 1798, fredagen d. 19. oktober, indfandt sig på Sønderho, udi Hans Jessen Schippers iboende hus, underskrevne birkedommer, Christian Engelstoft på Fanø, med tvende uvildige vidner, nemlig sognefogeden, Jens Jensen Sonnichsen og Niels Nielsen Andersen for ifølge en over ham inden Fanø birketings ret den 2. august sidstafvigte afsagde og for ham lovlig forkyndt dom udi sagen mellem ham og Hr. Peder Thomsen, her og Hr. Stiftsamtmandens høje ordre og påtegning, at æske betaling af ham for de bøder, som han ved samme dom er tildømt at betale til justitskassen og Sønderho sogns fattigkasse, hvilken dom blev fremlagt og læst, som lyder således:

Udskrift:

Fanø Birke Protokol, Fol. 38-39 Anno 1798.

Dom:

Denne sag er af følgende beskaffenhed: Anders Hansen Olesen af Sønderho har ved tinglæst panteobligation af 27. juni 1785 til Søren Nielsen i måde med første prioritet pantsat alle sine ejendomme, nemlig hus og grund samt løsøre for den kapital 120 rdl, hvilken panteobligation derefter lovlig transport af 20. maj 1794 er overdraget til Hr. Peder Thomsen, Sønderho.

Men efter at Anders Hansen Olesen havde gjort denne pantsættelse, er han tid efter anden bleven mere og mere fattig, og 1792 ved fattigligningen første gang fik nogen hjælp af Sønderho, som siden blev forøget, da han formedelst anderdom og skrøbelighed ikke kunne fortjene noget eller leve af sit sted, og vedvarende indtil sin død. Men efter at han 1797 var død, antog skifteforvalteren hans dødsbo under behandling … for om muligt, enken kunne blive siddende ved stedet, hvad hun forblev indtil sogne ( ) efter eget tykke og efter nogle af Sønderho beboeres begæring ved offentlig auktion at opråbe til bortlejelse for køberens livstid den dødsboet tilhørende mands stavn stolestade i Sønderho kirke, som blev tilslagen den salig mands søn Hans Andersen på Sønderho fpr 27 rdl. tvært imod kirkens reglements første post, at hvert hus eller sted der i sognet tilhører og har to stolestader, nemlig en mand og en kvinde sæde der i kirken, uden at nævne nogen undtagelse, men formentlig på grund af reglementets 3. post, som siger: ”Men almisselemmers stolestader må ikke være til salg for nogen, men kirken at være hjemfalden til indtægt til første bortlejelsestid efter deres død.”

Da nu pantekreditoren Hr. Peder Thomsen fandt sig fornærmet ved slig ulovligt foretagende med stolestadernes salg uagtet samme tilhørte stedet som en herlighed og derfor var at anse som hans pant, og uagtet dødsboet stod og endnu står under skiftebehandling, så har han andraget (for stiftamtmanden og biskoppen) det skete, hvorefter 8. marts 1798 har afgivet resolution, at Sønderho kirke ikke har nogen ret til afgangne Anders Hansen Olesens stolestade, men at samme og in natura bør tilbagefalde til hans dødsbo og den afholdte auktion som uefterretlig at anse. … Betragter man nu sagen i sig selv, da har Sønderho beboere hverken ifølge skødet af 19. december 1741 (Kronens skøde på Sønderho), uagtet de ere kirkens ejere, og ej heller efter reglementets 3. post ret til kirkens indtægt at tilegne sig dette stolestade, der efter reglementets første post skal følge husene uden nogen undtagelse, da samme 3. post alene melder om almisselemmers stolestaders hjemkaldelse, som også bestyrkes ved den 10. post, som siger: ”at dersom nogen køber et sted der i sognet og nedbryder samme og ikke igen inden 2 år lader samme ombygge og bebo, da er dette steds stolestader ligeledes til kirkens indtægt, og er stedet ikke solgt eller nedbrudt, men enken sidder endnu ved dødsbostedet og altså med den ret, som hendes salig mand samme har ejet og tilhørt …” og altså har indstævnte Hans Jessen Schipper … været meget dristig efter eget tykke… at anmasse sig stolestadet … da hverken sognepræsten eller hans medhjælper ville opråbe samme … Efter slig sagens beskaffenhed kan jeg ikke anse Sønderho kirke at have mindste ret til den ved auktion bortlejede mands stolestade hvorfor og herved kendes for ret: At Sønderho kirke ikke bør have nogen ret til afgangne Anders Hansen Olesens dødsbo tilhørende stolestade, men at samme og in natura bør tilfalde hans dødsbo … og bør Hans Jessen Schipper for hans ulovlige ( ) Sønderho sogns fattigkasse, fordi han ikke havet villet afgøre sagen i mindelighed .. og så meget som dommen og seglet koster beregnet til 5 mark 4 sk så og at betale i denne processes omkostninger til Hr. Peder Thomsen 4 rdl …

Fanø birketing, d. 2. august 1798.

C. Engelstoft

Hans Jessen Schipper er ikke tilfreds med dommen og lader tilføre protokollen:

Da jeg fornemmer at dommen er urigtig og følgelig er misfornøjet dermed, så forbeholder jeg mig sammes lovlige påanke til sin tid og så længe protesterer mod dommens fuldbyrdelse.

Sønderho, d. 8. september 1789.

Hans Jessen Schipper

Efter nogen betænkningstid erklærer han sig dog tilfreds med dommen og indbetaler bøder og omkostningsbeløbene 23. oktober samme år.

Sagen fra 1684

- kommer den nu verserende sags kerne nærmere, idet det af denne fremgår, at der allerede den gang betaltes afgifter til kirken af stolestaderne. Denne skat er rimeligvis lige så gammel som kirken i Sønderho er.

Hvad jeg ved om denne sag fra 1684 er fra Ribe Amts kopibog, hvori står:

”Niels Nielsen på Endrupholm (han var provstiskriver i Skads herred og havde som sådan opsigt med kirkerne og deres regnskaber i herredet) foreviste en bog, hvorefter indbyggerne på Fanø deres stolestader til kirken skal betale, derhos suplicerede han, at en del lod sig finde meget modvillig til at betale. Udi samme bog blev skreven en sådan resolution: ”Såsom fornemmes, at sig nogle fortrykker ej efter denne bogs formelding deres anlagte del til kirken at ville betale, da vil jeg herved ej alene forskrevne anstalt have konfirmeret, men endog  på hans kongelige majestæts vegne befale samtlige Fanø indbyggere, at de retter sig derefter og hver sin stolestandspenge rigtig og i rette tider erlægger og betaler, og at de modvillige sig for skade tage vare”.

Ribe, d. 24. juli 1684,

Von Speckhan, Stiftamtmand

Vel mere på grund af beboernes fattigdom end af uvilje er beløbene fra en del af beboerne i Sønderho endnu ikke indbetalt i marts 1689, og restanterne bliver derfor på ny indstævnet for retten til at betale stolestadeafgifterne.

Fra Nordby beboerne er beløbene indgået.

Provstiskriveren hedder nu Niels Jacobsen og boede vistnok på Olufgaard, som han i al fald var forpagter af. Han kræver 12 af de bedste mænd i Nordby og 6 af de bedste mænd i Sønderho udnævnt til at inddrive beløbene ved eksekution i restanternes bo, og dersom de 18 mænd dertil er uvillige, da skal det pålægges disse mænd selv at betale samme mod at holde regres på restanterne.

”Da der også, både i Nordby og Sønderho skal befinde sig inderster, husfolk, ledige karle og kvinder, som lader sig betjene med alterets sakramente, og dog ej giver noget til kirken, som kongens lov tilholder sådanne personer at skulle give, nemlig 8 skilling, danske, ville kirkeværgerne og præsterne gøre indførsel i deres efter loven og siden dertil årligen svare”.

Som man kan se af Kromanns lange indlæg i Fanø ugeblad, har stolestadeafgiften været en tung post i et samfund, hvor det for mange kunne være svært at undvære bare den mindste skilling. At kirken samtidig stod så fast på sin ret, skyldtes ikke nødvendigvis nidkærhed, men at den var så fattig, at dens embedsmænd ikke havde andet valg.

Netop stolene synes at være det eneste der blev kasseret, da Sønderho fik en ny kirke i 1782. Dog er der bevaret to fyldningsfelter med graffiti, udført i 1659

.

graffitti1          graffitti2


En kirkegænger må have kedet sig bravt under pastor Lipstrups prædiken. 


Oven over initialerne og årstallet ses 3 kåvere. Kåvere er sønderhoningernes betegnelse for de særlige sømærker, som tidligere var opstillet på land for at anvise sejlløbene vise de søfarende vej ad Grådyb og Knudedyb til henholdsvis Nordby, Sønderho og Ribe.

Ud for den vestre gennemgang til nordkirken findes desuden en låge med topstykket udsavet som bladornament flankeret af nøgne engle, der balancerer på hver sin blomst. Topstykket menes at være fra starten af 1900-tallet.


topstykke1

Topstykke fra låge, sandsynligvis fra starten af 1700-tallet. 

De stole der står bagerst, dvs. nordligst, i nordkirkens midterste og to østlige blokke er muligvis fra 1800-1806, da stolene i nordkirken gradvist blev forhøjet. De har fyldningslåger og gennembrudte topstykker, som man også ser på prædikestolelågen.

Pulpitur

Sandsynligvis opsat i forbindelse med kirkens restaurering i 1769.

Da kirkegængerne på denne tid havde faste pladser, som de havde købt på livstid, brugte man pulpituret som ”fripladser”, hvorfra udefrakommende kirkegængere kunne sidde.

Pulpiturets aflukkede pladser blev også brugt som ”mælkeskabe”, det vil sige, at mødre der kunne berolige og amme børnene nogenlunde ugenert.

Pulpituret er delt i 5 loger på hver 3 fag. Desuden er der en loge på 4 fag, som i dag bruges som opbevaringsrum. Den brungrønne staffering, der er af samme type som på skriftestolen, er malet som rammeværk omkring felterne på panelerne, og har desuden blå og hvid marmorering tilføjet rødt på pillerne.

De halvrunde felter under balustraden har røde roser på gulbrun bund, mens der på skillevæggene er marmorering i rammerne.  Også dørene indtil pulpituret har røde roser på gulbrun bund.

roser

Roser på indgangen til den vestlige del af pulpituret. 


sojle

Detalje fra pulpituret der viser søjlernes marmorering, loftets cirkler og sidevæggens dekoration 


Loftets underside er længst med vest dekoreret med cirkler, der er trukket op med mørkeblåt på en lysere blå baggrund, mens loftsfelterne mod øst har udfyldte lyseblå ringe.

Det er tydeligt at se på pulpiturets udformning, at det er lavet til den gamle kirke, men man kan ikke ud fra udformningen se, hvordan det har været opstillet. Det er muligt, at nogle af pulpiturets dele er lavet i 1782, som tilpasning til den nye kirke.

pulpitur1



pulpitur

Pulpituret i kirkens vestside. 


Klingpung

Klingpungen med klokke og sølvplade fra 1702. Skaftet var sandsynligvis fremstillet samme år.

Klingpungen blev båret rundt i kirken af degnen, og fra gangene rakt ind over stolene, så borgerne kunne give en skærv til kirken.

I 1778 blev klingpungen forsynet med en ny pose, skænket af feltskærer Mechs. Posen var syet af Mechs’ hustru Johanne og dennes søster. De to damers initialer: J.E.K. og S.C.V.K. var udstafferet på posen.

I dag er kun sølvpladen bevaret.

solvplade

Klingpungens gamle sølvplade fra 1702. 

 

Kirkeskibe

Kirken var prydet med 5 kirkeskibe, 3 i den lange gang og et i hver af de to kviste. Ingen af dem eksisterer længere.

 

Gravminder

Der har været en enkelt grav i den gamle kirke: Hr. Peder Laugesens (præsten i Sønderho) broder Jørgen, som døde i Ribe blev begravet i kirken uden for præstens kones stol af Hr. Knud (Barfod, præst i Allerup) 24. august 1659.


Klokken

Klokken blev støbt i 1625. På klokken stod navnene på følgende tidligere præster: Hr. Niels Pedersen (1592-1622) og Peder Laugesen Lifstrup (1625-1667). Hvorfor præsten i de tre mellemliggende år, Hr. Niels Pedersens søn Hr. Peder Nielsens navnetræk ikke er at finde på klokken, må stå hen i det uvisse.

Kirkeværgernes navne stod også på klokken: Lars Andersen, Niels Hansen Gissing og Søren Hansen Enderup.

Endelig støberens navn: Petrus Melchior. Petrus er en latinificering af Peter, som det var på mode i den tids akademiske kredse.

Ved synet i 1700 fastslås det, at der ”ingen mangel” er ved klokken, så der har åbenbart ikke været noget at udsætte på den.

Ca. 80 år senere hed det: ”Klokken er liden og duer ikke meget”. Klokkehuset var ellers blevet fornyet i 1767, men på selve klokken var der tilsyneladende ikke blevet ofret noget.

Relaterede artikler

Gå til top