Den ukendte sømands grav

Den ukendte sømands grav

Der har i mange år stået et mindesmærke for en ukendt, ilanddrevet sømand på Sønderhos gamle kirkegård. I 1937 blev der hugget en ny sten til denne grav, og medlemsbladet for Forening af danske Redningsmænd skrev om afsløringen af denne mindesten d. 1. juni 1937.


Hele artiklen gengives her:


Tidsskrift for Redningsvæsen

Medlemsblad for Foreningen af danske Redningsmænd

Nr. 6                                                          1. Juni 1937                                                         4. Aarg.

Den ukendte Sømands Grav

En Mindestensafsløring i Sønderho

Paa Sønderho Kirkegaard har i mange Aar staaet et beskedent Mindesmærke paa den ældst bevarede Grav, der gemmer Støvet af en iland­drevet Sømand.

For en Tid siden besluttede Menighedsraadet i Sønderho at sikre denne Grav og at be­vare det Mindevers, der stod paa det gamle Mindesmærke. Gennem et Samarbejde med Kaptajnløjtnant Riis blev der startet en Indsam­ling, og da Stenhuggermester Grebe, Køben­havn, skænkede Mindestenen, vil de indsam­lede Pengemidler kunne bruges til Vedligehol­delse af Gravstedet.

Afsløringen af Stenen fandt Sted ved en gribende Højtidelighed i Sønderho Kirke og paa Kirkegaarden Søndag den 23. Maj. Vi tillader os efter „Vestkysten" at omtale Begivenheden, som indlededes med en Gudstjeneste Ved Pastor Andersen, Sønderho.

Efter den egentlige Godstjeneste blev alle Kirkens Lys tændt, og Præsten holdt sin Tale ved Afsløringen inde i Kirken, (af Hensyn til de gamle) der var pyntet med Syrener og Flag.

Pastor Andersen gik ud fra Grundtvigs Salme „Den Sædemand gik ud at saa" og ud­talte i Tilslutning hertil bl. a.:

Vi vil alle gerne være hjemme, naar vi en­gang skal dø. Men dette times ikke alle, Samson døde ved Templet, Urias i Lejren, men havde alle kunnet vælge deres Dødssted, var det blevet Hjemmet. Ogsaa vi vil helst hvile i Hjemmets Jord.

I denne Forbindelse er det nærliggende at tænke ogsaa paa Sjællands Digter, Chr. Win­ther. Ogsaa han ønskede at hvile i sin Øs Jord.

Sømændene ønsker at komme til at hvile i deres Hjemlands Jord, og vel nok er Sømæn­dene den Stand af alle, der højst rummer dette Ønske. Men der er mange, der ikke faar Lov dertil. Som H. P. Hanssen sagde efter Krigen: De 6000 Sønderjyder, Krigens Ofre, kom ikke hjem. De hviler i Ruslands Skove og Sumpe, langs Polens Floder, i Argonnerne og Karpa­terne, i Palæstina og Mesopotamien, i Vogeserne og udenfor Verdun. Noget af Sædeman­dens Sæd faldt i Vennevold, og kom end ikke Sønderjyderne til at hvile i Sønderjyllands Jord, haaber vi, at de dog hviler i Vennevold. At falde i Vennevold vil sige — for Sønderjyderne som for vore Sømænd, hvem vi i Dag mindes — at de kommer til at hvile, hvor der hæges kærligt om deres Grave og lægges Blomster derpaa.

Altid har Sønderhoningerne taget smukt imod en ukendt Sømand, naar han drev ind paa Øens Kyster, de ukendte Havets Sønner, der kom hertil som ukendte Sømænds Lig. I har været tro, Sønderhoninger, mod disse Grave, saa ogsaa I har Lov at nære Haab om, at andre har taget vel mod jeres.

Alt, hvad I vilde, var, at Menneskene skulde gøre mod eder, som I gjorde mod dem.

I har opfyldt dette Gudsord: Gør mod din Næste, som du ønsker, din Næste skal gøre mod dig.

Sluttelig oplæste Pastor Andersen et Brev fra en fremmed, der efterlyste Enkefru Nielsen, Enke efter Styrmand Nielsen paa S/S „Born­holm", hvem man ønskede bragt en Hilsen. „Bornholm" blev torpederet i Kanalen i 1916.

Stilhed og Klokkeringning

Til Minde om de døde Sømænd paa dan­ske og fremmede Kyster begyndte den lille Kirkes spinkle Klokke at klemte i fem Minut­ter. Kirkegængerne vandrede ud til Graven, og Dødsstilhed samlede sig over den lille Kirke­gaard og den store Forsamling, der stod om den ukendte Sømands Grav.

Det var dybt gribende Minutter, og mange hulkede.

Ved Graven blev sunget en Salme, hvor­efter Menighedsraadets  Formand,   Fabrikant Thøgersen, talte smukt om de ukendte Sø­mænds Minde.

Glem aldrig denne ukendtes Grav

Jeg vil gerne tolke nogle af de Følelser, der griber en Sønderhoning, naar Havet afgiver en af sine Døde paa vor Kyst, indledte Hr. Thøgersen. Jeg vil ogsaa gerne paa samtlige Sønderhos Beboeres Vegne bringe en hjertelig Tak til hver eneste, der har medvirket til denne Stens Afsløring. I første Række Kaptajnløjt­nant Riis, Billedhugger Grebe og dem, der venligt har skrevet i Bladene om Sagen. Des­uden vil jeg takke de to Forfattere til Minde­verset for disse skønne Ord.

Tak i det hele taget fordi den Tanke før­tes ud i Livet at skabe et smukt Minde paa den ukendte Sømands Grav.

Vi har, naar vi dvæler ved denne Grav, altid været opfyldt af Tankerne om vore, der ligger ude paa fremmede Kyster. De er snart talt, dem i Sønderho, der ikke har prøvet at miste en af deres Kære ude i det fremmede, naar de gik ned med deres stolte Skib. I min Barndom var det ikke sjældent, at Havet af­gav en af sine Døde. Jeg har endogsaa som Dreng paa Stranden fundet Ben, som jeg har standset ved og taget op og spurgt mig selv, om det var Menneskeben. Var det maaske Far? Vi Børn har diskuteret Spørgsmaalet indbyr­des. Vi var altid dybt grebne.

Vi gav disse ukendte en værdig Grav, fordi
vi venter, at man ude paa fremmede Kyster
vil gøre ligesaa mod vore Kære. Hvor Sømands­
lig lander paa aaben Kyst, bor Sømænd, og de
er mere internationalt indstillet end nogen an-­
den Stand. Denne Grav er værnet af kærlige
Hænder i over 30 Aar.

Gid denne Sten maa tale om Livets For­krænkelighed og vende Tanken mod det indre, aandelige Liv, saa har ogsaa denne Sømand en Mission ud over Gravens Rand.

Betænk Evighedens Længde.

Paa Menighedsraadets Vegne modtager jeg denne smukke Sten. Vi vil værne om dette Minde ogsaa i kommende Dage.

Fabrikant Thøgersen fjernede derpaa Sejlet over den skønne Havsten, der foroven bærer Symbolet for Tro, Haab og Kærlighed. Under dette er indskrevet Verset fra det gamle Minde


   Det lyder saaledes:

Vi kjendte ej dit Navn, din Stand, og hvor du havde Fædreland.
Hvor er din Slægt, hvor er din Ven,
kun Bølgen førte dig herhen.
Du fandt ej Fred i Storm og Hav,
nu i Guds Navn du rinder Grav.
Nu hviler du i stille Ro
paa Kirkegaard i Sønderho.
Vi værne om dit Hvilested
og ønsker dig al Himlens Fred,
thi ogsaa vi har Grave
bag stormoprørte Have.

Et Budskab fra Nordatlanten

Sluttelig oplæste Fabrikant Thøgersen et Radiotelegram fra Kaptajnløjtnant Riis, der i Nordatlanten er paa Vej til Grønland. I Tele­grammet hed det bl.a.: Jeg sender de bedste Ønsker for vor stolte Sømandsø. Gid Øens gode og smukke Traditioner altid maa bestaa.

Æret være deres Minde

Forhenværende Skibsfører Jørgen S. Thom­sen, Sønderho, tog derpaa Ordet og udtalte:

Det, vi i Dag overværer, er en Begiven­hed udover det almindelige. Den griber hver af os om Hjertet. Lad os hver især love, at vi aldrig vil glemme den ukendte Sømands Grav og indprente det i vore Børn, saa denne Grav aldrig bliver glemt.

Thi ogsaa vi har Grave bag stormoprørte Have.

I dyb Ærbødighed udtaler jeg et „Æret være deres Minde". Lad os være stille for den ukendte Sømands Grav et Øjeblik.


Gå til top