5. Sønderho Ny Kirkegård

5. Sønderho Ny Kirkegård

Kirkegården, der omkranser Sønderho kirke blev efterhånden for lille, og desuden er grundvandsstanden meget høj omkring kirken.

Man besluttede derfor i starten af 1920’erne at anlægge en ny kirkegård på en højere liggende plads længere med nordøst. Området bestod af et klitparti, der skulle planeres, før der kunne anlægges en kirkegård.

Kirkegården, som nu ligger omgivet af læbeplantning, blev taget i brug i november 1923.


indgang

Kirkegårdens indgangsparti.

Indvielsen af den nye kirkegård blev omtalt i Fanø Ugeavis d. 17. november 1923:

”Kirkegårdsindvielse og jordefærd i Sønderho
Sidste søndag eftermiddag blev den nye kirkegård i Sønderho indviet og samtidig blev som den første begravet liget af den i torsdags på Sønderho strand inddrevne ukendte sømand. Pastor Andersen holdt en indvielsestale med ordene i Johannes Åbenbaring 20, kap. 11.-15- vers og de 4 første vers af 21. kapitel som grundlag, samt udtalte, at det ville være kønt om der blev sat en plade på graven som et minde for kommende slægter, at denne ukendte mand var den første, der blev jordet her. Derefter fremsagdes trosbekendelsen og præsten indviede så i den treenige Guds navn dette fredhellige sted, hvor verdens larm ikke måtte komme ind. Dernæst fandt jordpåkastelsen sted på sædvanlig vis, og højtideligheden sluttede med salmen ”Døden er den sidste fjende”. Højtideligheden havde samlet en stor del af beboerne og der var henlagt mange buketter og en del kranse på graven.

Strandfoged Thomsen takkede for den udviste deltagelse og den hjælp, der var ydet ham i anledning af den ukendtes jordefærd.”

Pastor Andersens ønske blev opfyldt, og der blev sat en gravsten på den ukendte sømands grav, som minde om den første begravelse, der blev foretaget i på kirkegårdens indvielsesdag.

Teksten på stenen lyder: ”11. Nov. 1923 indviedes denne kirkegaard udfra Johs. Aab. 20-21 og jordedes her som den første en ukendt sømand. Jeg er opstandelsen og livet.”


mindesten

Stenen der blev sat over den ukendte sømand. 

Foran gravstenen for den ukendte sømand, der befinder sig i kirkegårdens nordvestlige hjørne, står to gravsten over engelske soldater der faldt i Sønderho i 1944: Den første er ukendt, den anden blev identificeret som Alan William Gowdey.

Et engelsk Lancaster fly var på vej til Kiel på mission d. 16. september 1944, da flyet styrtede ned i Nordsøen. Ombord var 7 mand, der alle omkom.

Et af ligene blev identificeret som den kun 19-årige flight sergeant/air gunner Alan William Gowdey fra Battersea i London.

Gowdey blev derefter af værnemagten begravet på stranden i nærheden af Sønderho.

Men 9 måneder efter, da tyskerne havde kapituleret, blev Gowdey gravet op igen, og begravet i indviet jord på Sønderho ny kirkegård d. 17. juni 1945. Denne begravelse blev foretaget af pastor Voldum fra Nordby sogn. Hvorfor det var Voldum, der forestod begravelsen, når den fandt sted i Sønderho må stå hen i det uvisse, men han har velsagtens vikarieret.

En anden soldat fra samme mission fandt sin endelige grav i Esbjerg. De 5 andre ved man ikke, hvor er.

Den ukendte engelske soldat, der ligger begravet under den første sten er under ingen omstændigheder fra samme mission, for han blev begravet d. 9. september 1944, altså en uge før Gowdey styrtede ned.



engelsk1  

Den ukendte soldats grav. 

  

engelsk2

Gowdeys grav.

ost

Udsigt over det nordøstlige hjørne af kirkegården.


Gå til top