Mitfanoe
Fanø Krogård - del 1

Bevilling af 27. oktober 1664.

Kroerne på Fanø hører til de allerældste privilegerede kroer i Ribe Amt. Allerede den 27. oktober 1664 får Jørgen Frandsen og hans hustru Andersdatter fra Ribe bevilling på at drive "Fanøs begge Kroer", altså både i Nordby og Sønderho.Med bevillingen fulgte forpligtigelser til at holde gode varer af øl og brændevin og mad til rimelige priser.

Peder Gallesen får bevilling

I 1670 omtales Jørgen Frandsen at have krobevillingen på Fanø, men i 1695 bor han i Ribe.

I 1682 får Peder Gallesen krobevillingen på Fanø, men der er ikke omtalt en bestående eller tidligere kro, så man må formode at kroen har været nedlagt i flere år.

Peder Gallesen var fra Helsingborg, hvor han havde lidt stor skade på sine ejendomme i den skånske krig; Peder var svoger til amtskriver Ifver Raun i Ribe, hvis søster Clara til stadighed opholdt sig hos Peder.

Efter ankomsten til Fanø bliver Peder gift med Margrethe Elisabeth Engelstoft, datter af amtsfuldmægtig Oluf Christian Engelstoft i Ribe.

Peder køber hus og et stykke eng i Nordby af svogeren Ifver Raun, som ved dette køb også forpligtiger sig til at opføre "et Nordre Hus". Dette trækker imidlertid ud og bliver aldrig færdigt. Ved Ifvers død opdages det at han har haft stort rod i sine regnskaber.

Peder Gallesens egen økonomi er nu heller ikke i for god orden, ved ansættelsen af kopskatten i 1684 med 2 Rdl., kan han ikke betale.

Gallesens bevillingsbrev på kroholderiet lyder således:

"Hans kgl. Majestaets o. s. v. Stiftsbefalingsmand, Greve af Schack o. s. v. vitterliggør at have stedt og fæstet til Peder Gallesen og hans Hustru Margrethe Elisabeth ganske Kroholdningen paa Fanø, og det saaledes, at bemeldte Peder Gallesen og hans Hustru skal og maa herefter deres Levetid allernaadigst være tilladt at forskaffe og forsyne Fanø Sogns Indbyggere alt fornødent Øl, Brændevin, samt hvad anden Slags Drik, som de for Betaling begærer og behøve kunde og det af saa gode Varer og Pris, som forsvarligt kan være og være forpligtet aarligt i rette Tid deraf at betale og erlægge i kgl. Majestæts jordebog 6 Rigsdaler. Til hvilken Ende Fanø Sogns Indbyggere alvorlig befales sig ikke at fordriste og understaa Øl og Braendevin eller nogen anden Slags Drik paa andre Steder, hvor det være kan, eller hvorfra det og komme kunde at købe og til Øen føre end fra bemeldte Peder Gallesen og hans Hustru alene, det være sig enten til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab, ej heller nogen Brændevin selv at brænde, saafremt ikke Brændevinskedlerne skulde være forbrudt, saa skal og herefter ej nogen være tilladt Øl, Brændevin eller nogen Slags Drikke paa Fanø til Fals at udtappe, med mindre de det haver med Peder Gallesens Vidende og Vilje. Befindes nogen understaar sig imod dette Fæstebrev at handle skal han give til Kongen første Gang 10 Rdl. og siden dobbelt og have Varen forbrudt. Desligeste skal og dem, der antræffes med deres Baade i slig Maade nogen Slags Drik til Øen at føre, være lige Bøde undergiven. De paa Sønderho boende skal og iligemaade ej være tilladt, end saa vidt Hans Thomsen af Ribe hans Fæstebrev indeholder og tillader under for, bemeldte Bøde, hvorefter de sig haver at rette. Datum Ribe, 26. November 1682.

O.D. Greve af Schach.

Dette bevilingsbrev- og fæstebrev får kongelig konfirmation 3. marts 1683.

 

Mistanke om smugbrænderi

Efter at Peder Gallesen har overtaget kroen, mener han, at have opdaget, at der foregår et omfattende smugbrænderi med tilhørende smugkroer i sognet, og at der desuden foregår ulovlig indførsel af øl og brændevin, hvilket han hævder er til stor skade for hans forretning.

Blandt dem Gallesen mistænker er Søren Andersen og Anders Jensen i Rindby. Han får dem indstævnet for retten 30. april 1685, men de hævder, at de længe før Gallesen kom til øen, havde ophørt med at drive smugkro, og at de desuden ikke vidste noget om Gallesens ret til at drive krohold. Gallesen havde ikke noget bevis for at de to drev smugkro, og de blev frifundet.

Imidlertid fik Gallesen travlt med at få sin bevilling tinglyst. Dette har tilsyneladende ikke den store effekt, for tingbøgerne viser at han til stadighed beskylder sine bysbørn for ulovligheder.

Kromand får tæsk

I 1685 da han på en sejltur måtte søge indtil Amrum, havde han et uheld i kroen, idet han ikke var klar over at der også befandt sig et par sønderhoninger i krostuen, og Gallesen fremkom med en udtalelse om "at både Sønderhoninger og Fanningerne var Skjælmer, Tyve og Sørøvere." , noget rigtigt pak at omgås og lignende udtalelser.

De to sønderhoninger fortalt om Gallesens opførsel da de kom hjem til Fanø, og et stykke tid efter fik Gallesen en sen aften, hjemme i sin egen kro, en ordentlig dragt prygl af et par unge fiskere.

Gallesen meldt selvfølgelig overfaldet til myndighederne, og de unge fiskere ifølge tingbogen 5. august 1685 gik kun ind på forlig mod at Gallesen "gav ud" i kroen, hvilket også skete.

Den 22. februar ansøger Peder Gallesen kongen om bevilling på handel i en bønskrivelse med følgende indhold:

" ..... og derhos forunde mig at hvad Indbyggerne paa samme lidet Land kunde behøve til deres Huses Fornødenheder af behøvende Købmandsvarer, at jeg det dem alene maa forskaffe for saadan billig Betaling, som de det hos nogen anden kan bekommes, saasom det hænder for dem formedelst Storm og Uvejr, særdeles om Vintertiden i lang Tid, mange Gange vel og om Sommeren i lang Tid, at de hindres i at komme fra og til Landet, paa det at jeg derved kunde forskaffe Brødet for mig og mine. Allernaadigst anseende den store Skade, jeg fattige Mand i forgangne Krigstid i Helsingborg haver lidt, idet at de Huse og Gaarde, som min Hustrus Arv og Velfærd bestod i, formedelst Fæstningens Fortifikation blev nederbrudt, hvorfor jeg ej i nogen Maade det ringeste til Vederlag haver nydt. Beder Eders kgl. Majestaets Hjerte naadigst bønhøre mig, og jeg forbliver indtil Døden Eders kgl. Majestæts allerunderdanigste og tro pligtskyldigste Arveundersaat og Tjener.

Peder Gallesen"

Ansøgningen blev afslået, så den hårdt tiltrængte forøgelse af indkomsten, blev der ikke noget af. Gælden voksede og i slutningen af 1686 må Gallesen optage et lån hos amtsforvalter Jens Christensen i Ribe for at dække gælden på 400 Slettedaler, og den 11. december udsteder han en panteobligation i kroen i "mit iboende hus med hosliggende Bryggehus og Stald, begge bestaande ud i et og tyve Fag, samt alt hvad deri nagel og murfast er, og et lidet stykke Eng.". Beløbet skal betales tilbage "til 11. Marts rigtig og i rede Penge og ingen anden Vare". (Fanøboerne plejede at betale renter og afdrag med fisk til levering på Sct. Hans eller Mikkels markederne i Ribe.). Hvis Gallesen ikke betaler må han afstå kroholdet til kreditor.

Margrethe Elisabeth driver kroen til 1697

Peder Gallesen døde i 1693, og enken Margrethe Elisabeth driver kroen til 1697, da hun bortforpagter den til Jens Nielsen Baggesen, der var bleven gift med birkefoged Hans Rasmussen Duncks enke. Den årlige leje til enken var på 9 Rdl. + afgifter til kongens kasse.

Betalingen kneb gevaldigt og efter 4 år kunne han ikke længere betale leje og afgifter og Margrethe Elisabeth overtager i 1701 sammen med sin nye mand Anders Clausen "velmeriteret Sognedegn til Nordby menighed", på ny kroholdet.

Også de har problemer med økonomien og den 11. marts 1703 da der skulle betales renter og afdrag til amtsforvalter Jens Christensen i Ribe, viser en opgørelse, at de er 7 år bagud med renteydelse, og at der til hovedstolen endnu skyldes 266 Rdl. , endvidere skylder de kreditor for 12 skæpper fynsk malt.

Jens Christensen tålmodighed er sluppet op og han indkalder kromanden for retten.

Christen Jensen og Frederik Hein Jensen får den 28. juni 1703 fæstebrev på Krogården

Ved dommen får Jens Christensen overdraget kroen, men overdrager sin ret til sønnerne Christen Jensen og Frederik Hein Jensen mod at betale 7 Rdl. Årligt. Den 28. juni 1703 får brødrene fæstebrev på kroen med ret til drive krohold og handel med drikkevarer på samme betingelser som gjaldt for Peder Gallesen.

Jeppe Dideriksen forpagter kroen

Jens Nielsen Baggesen søger om at blive forpagter af kroen, men det vides ikke for sikkert om han blev det. Først i 1709 findes der dokumentation for at Jeppe Dideriksen fra Hillerup ved Ribe forpagter kroen. Jeppe Dideriksen forpagter kroen også udover de første 3 års forpagtningstid. Han var gift første gang med Sophie Amalie Harmens, hvis søster Margrethe Cathrine Harmens er gift med byfoged, kancelliråd Vesti Thomsen Lund i Ribe, anden gang var han gift med Maren Sørensdatter. Jep Dideriksen kaldtes også for Jep Hillerup, sikkert fordi han var født i Hillerup. Han var nogle år ejer af Ydermøllen i Ribe.

I Dideriksens forpagtningstid bliver der flere gange taget syn på kroen og her skal gengives et par af dem:

 

Syn på kroen

"Ved den 22 februar 1714 af Hans Christensen Spangsberg og 4 gode Mænd foretaget Syn paa Værgen, der beskytter Krogaarden mod Bølgeslaget ud imod Havnen, opgiver Synsmændene denne at være 25 Fag i Længden i Retning Syd og Nord og 3 Fag ved hver af Husets Ender imod Vest med 8 Hæfter og Stigborde derudi. Samme Værge var nylig repareret og færdiggjort med en stor Del nye Planker, Stolper og deslige saavel som med jord, Tang og Sadder opfyldt - - - og var i sin fulde Stand og forsvarligt, det samme ogsaa velfornemme Hr. Jep Diderichsen (Kromanden) til selv samme Tid tilstod."

4. December 1715 tages der syn på Krogårdens bygninger af 4 af retten udmeldte mænd, nemlig Hans Nielsen, Søren Nielsen, Therkel Frandsen og Adser Christensen, alle af Nordby. Det hedder da, at

"Krohuset bestaar af 12 Fag i Længden og 4 Fag i Bredden. Fra Nørenden til Skorstenen er 3 Fag med murede Vægge af Klinker med Tværtræ i alle Vægge - - - dernæst 2 Fag, hvorudi fandtes en Dør i Østersiden, en Dør inde i Huset igennem Skærvæggen og en Dør i Vestersiden ud af Huset. Saa vel paa Enderne som paa begge Sider overalt med Tagsten og vel ved Magt. Derudi nok en Skorsten. Siden 7 Fag ved Østersiden til Sønderenden. Udi samme 7 Fag er der 2 Døre. Ved den vestre Side er 9 Fag med Lade. Er god og kan nogle Aar blive bestandig. Alle Væggene udi samme 9 Fag befindes overalt værende med Klinker og Tværtræer i Væggene saavel i Enden som i Siderne. - Udi Nørenden paa Loftet fandtes en Dør af Træ med Hængsler, vel ved Magt. Paa Loftet i Sønderenden tvende Luger med Hængsler, vel ved Magt. - Udi de tvende Fag, hvor Døre findes i ud af Huset er 2 Skærvægge. -Begge Kamre er vel ved Magt. Inde i Huset findes ialt 9 Døre med Hængsler, vel ved Magt. Udi de 7 Fag til Sønderenden findes 16 Vinduer, overalt med Kramper og Beslag. Vinduerne er med Glas og Bly. Vel ved Magt, men Løberne og Vindueskramperne alle brøstfældige. Udi Køkkenet befandtes 2 Vinduer, udi Nørstuen 8 Vinduer, udi det nørre Kammer 3 Vinduer og udi det lille Kammer 2 Vinduer, alle med Beslag, med Glas og Bly, vel ved Magt. I Huset befandtes 2 store Jernkakkelovne. Gulvene befandtes alle vel ved Magt, undtagen udi Stuen, hvor fejler Gulvsten under Sengene og en halv Snes ved Bordene. - End, nu befandtes, som hører Huset til, 1 Egebord, der kan udtrækkes, l gammel Fyrre Kiste uden Laase, 3 Tavler, formalede, med Trærammer og I do. paa Lærred (formodentlig Malerier), 5 gamle Konge Contrafeyer med Rammer, l liden aaben Bænk med Sengested (Slagbænk) i Stuen, 1 ottekantet sort Spejl, 1 Hylde paa 2 Fag, l Langbord, I lang Fyrrebænk i Kroen langs med Vinduerne til Østsiden, 1 Fyrrebænk til sønder ved Gavlen, 1 Bænk uden for Bordet, som kan flyttes. Kjelden (Brønden) ved den vestre Side befandtes i alle Maader ny med Tømmer, og jern."

Jeppe Dideriksen forstår at sammensætte vareudvalget så der bliver gevinst: han udskænker ikke alene øl og brændevin, med også fransk brændevin (cognac) og franske vine samt mjød, han sælger også ud af huset.

Kaffe var endnu ikke kendt, og således var der ikke mulighed for en kaffepunch.

Til øllet fik man ofte "nogle Skefulde Brændevin" og "en Skål Mjød".

Kroen var samlingspunkt når folk kom hjem fra fiskeriet og her blev nydt de ovennævnte drikkevarer, mindre eller større kvanta, alt afhængig af fortjenesten. Jeppe gav dog kredit, endda i flere år, hvilket gav anledning til adskillige søgsmål ved retten.

 

Natteroderi på kroen

Sammenkomsterne gik ikke altid stille af.

Således en aften i januar 1723, da gæsterne blev ved med at feste til langt ud på natten, så naboerne ikke kunne få ro, og de tilkaldte da birkefogeden Søren Olufsen Møller, "at han skulde komme om i Kroen og styre tilrette og hindre slig en ond Forfængelighed og Lystighed med Drikken og Doblen".

Birkefogeden dukkede da også op og slog hårdt på bjælken i loftet og sagde: "Værer skikkelige og holder Lyd i Stuen. Det er nu ikke en Tid, saa langt ud på Natten, at sidde i Kroen og haselere, enhver har at føje sig hjem, og Monseur Jeppe skal ikke saadan til Overflod tappe mere og saadan fremture tvært imod Politiforordningen".

Ikke alle adlød og birkefogeden indberetter derefter sagen til Stiftsamtmanden von Calnein, der skal tage en afgørelse, hvordan den falder ud, vides ikke.

Men værten gjorde i hvert fald modklage og skrev bl.a.: "På dette ejland skal man for fiskeriets skyld gøre opvartning nat og dag, når fornødenhederne kræver det". Og han sluttede sin skrivelse med disse bevingede ord: "Gud styrke retten og dens elskere".

Søren Nielsen overtager forpagtningen 1739

Søren Nielsen af Janderup overtager forpagtningen ved Jep Dideriksens død i 1739. Mens Søren Nielsen har kroen kniber det gevaldigt med at indbetale til Rentekammeret. Disse indbetalinger har nu ikke fundet sted siden 1689 med en afgift på 6 Rdl. Årligt. Justitsråd Bruun tilbød at betale afgiften under hans tjenestetid fra 1722 til udgangen af 1740.

Ved Søren Nielsens død i 1742 viste det sig, at han var i restance med 40 Rdl. Til justitsråd Hein (Justitsråd og kirkeinspektør Chr. Jensen Hein, der sammen med sin bror Frederik hidtil havde ejet kroen i forening, fik 23. november kgl. Benådningsbrev til at eje kroen alene).

Kautionisterne, Jens og Martin Jensen påstod at beløbet var anvendt til reparationer på Krogården.

Christen Jørgensen bliver forpagter efter Søren Nielsen, og sad lige så økonomisk trangt som sine forgængere - Jep Dideriksen dog undtaget. Han bliver i 1744 sat ned i kopskat.

Jacob Christian Griese forpagter kroen fra 12. maj 1745

Jacob Christian Griese forpagter kroen fra 12. maj 1745, men må opgive kroen i 1751 på grund af restancer i afgiftsydelsen.

Jacob Nielsen får forpagtningskontrakten fra 1. maj 1751

Forpagtningen går nu over til Jacob Nielsen og forpagtningskontrakten går fra 1. maj 1751 og løber i seks år. Ved denne lejlighed blev der lavet en fortegnelse over inventaret, som bl.a. bestod af:

1 Jernbilæggerovn paa jernfod med Aarstal 1682.

1 Krostuen:

1 do. med samme Aarstal.

1 Egebord at udtrække.

1 gammel Fyrrekiste med Jernbaand og Laag.

1 lidet Bord med aabent Skab, som af Ælde og Orm er fortæret og ej mere brugbar. 1 langt Fyrretræsbord med Skuffe og Lukke for.

1 do med Fyrretræs Krydsben.

1 Fyrretræsbænk, nagelfast ved østre Side,

1 do. ved søndre Side til Gavlen og endelig Bænke uden for Bordet..

1 lidet firkantet Spejl, hvoraf et lidet Stykke er ituslaaet.

1 Slagbænk.

I den nordre Stue:

1 Sengested med sorte Stabler.

2 smaa Hylder af Fyrretræ, nagelfast.

Salshuset opgives at være 12 Fag i Længden og 4 Fag i Bredden.

 

I 1754 sætter ejeren af kroen etatsrådinde Susanne Hein Krogården med tilhørende privilegier på auktion og forpagteren køber kroen for 550 Rdl.

Jacob Nielsen oprager et lån hos pastor Friis på 500 Rdl. Han skylder ham i forvejen 300 Rdl., og præsten får nu pant i kroen.

Af løsøret der fulgte købet kan nævnes:

6 Guldlæders Stole,5 Ruslæders, do., 3 Sengesteder med Gehæng, 1 læderbetrukken Kiste, 6 Sølv Theskeer, 1 Krus med Kong Frederiks og Dronning Louises Portræt og 1 Destiller Kedel.

Møblementet er altså ikke så lidt bedre end i 1751.

Jacob Nielsen dør kort efter købet, og enken Anne Jensdatter får privilegiet overført til sig 15. juli 1754.

Ved bevilling af 12. juni 1762 får både Krogården og kroen i Sønderho ret til at sælge tobak "for de rejsendes skyld". Tobakshandelen var dengang et monopol, som ejedes af et selskab.

Hans Ditlev Dam får bevillingen til krohold

Omkring 1766 bliver Anne Jensdatter gift med Hans Ditlev Dam, som var fætter til præst Niels Hansen Friis.

Dam var ikke ligefrem en formuende mand, så fætteren må forstrække ham med midler til brylluppet, - beløbet fremgår af Friis's regnskabsbog:

 

 

Rdl.

Mk.

Til en blaa Klædning

32

 

Til en Adrienne til hans Kæreste

27

2

Betalt for en blaa Klædning at vende

1

3

8 Skjorter

5

2

For et Par Sko og Tøfler

1

4

Til et og andet

12

 

1 Anker Vin til Brylluppet

3

2

Til Offer til Degnen

1

2

Den 27. Avgust laant ham

20

 

Betalt for en Kalv

2

4

Betalt for 2 Lam

 

3

Resten af Brylluppet betinget til

10

 

Endnu betalt Kongebrevet

14

 

Item Kroprivilegiet

13

2

 

__________

 

145

 

 

Dam får efter giftemålet med enken overført bevillingen til Krohold. Den oprindelige årlige afgift på 6 Rdl., var efterhånden løbet op i 32 Rdl., og dette beløb er Dam bange for ikke at kunne betale og ansøger den 16. april 1766 rentekammeret om nedsættelse af afgiften. Han skriver bl.a.:

"- - - Sagen forholder sig saaledes: At eftersom Afgiften aarlig til Deres Majestæts Kasse af Kroholderiet her blev efter salig Etatsraad Hein til Stensgaard i Fyn hans Død ved Avktion opdreven til 32 Rdl., da aldrig tilforn var svaret af samme mere end 6 Rdl. aarlig. Velbemeldte Etatsraad Heins Enke sal. Fru Susanne Brahe, som saa at ingen Fæstere eller Forpagtere; formedelst denne store Afgift,. kunde nære sig ved Kroen, fik ved kgl. Bevilling af 2. April 1754 Privilegium paa,Kroholderiet perpetueret til Stedet, solgte det derpaa straks ved Avktion til min Formand Jacob Nielsen, der, for ikke at blive husvild med Kone og Børn, gav langt mere derfor, end det var værd. Han døde straks derefter; hans Enke Anna Jensdatter, nu min Hustru, lod det kgl. Privilegium konfirmere. Det er langt fra, at Kroholderiet her paa Øen for et eneste Sogn, hvor ingen Rejsende passerer, hvor de fleste Beboere er fattige Fiskere og kun nogle faa Skippere, der køber deres Drikkevarer, hvor de kommer, er af den Betydning, at det kan svare bemeldte aarlige Afgift, end ikke i de Tider, da det efter Privilegiet var tilladt selv at brygge og brænde Brændevin, men siden sligt ved kgl. allern. Forordn. blev forbudt, og Beboerne heller ikke maa bruge Øl og Brændevin til deres Bryllupper og Værtsskaber, er det bleven ganske umuligt samme store Afgift aarlig at svare, thi at tage sine Drikkevarer fra Købstæderne, hvorfra de skal føres langt til Lands og til Vands, bliver mere kostbart end fra andre Steder, og maa ofte om Vinteren mangle Drikke, varer i nogle Maaneder, naar Vandet er tilfrossen, siden min Evne ikke er til at forskaffe mig det Forraad paa én Gang, som for den hele Vinter behøves."

Dam søger altså om at afgiften nedsættes til 6 Rdl. Årligt, men er dog villig til at betale de 32 Rdl., hvis han får lov til selv at brygge øl og brænde brændevin.

Rentekammeret forlanger imidlertid en afgift på 100 Rdl. Om året for tilladelse til brændevinsbrænding, men kan tilbyde tilladelse til at brygge øl for 20 Rdl. om året.

Dam er bange for ikke at kunne betale de 100 Rdl. Om året, så han "nøjes" med tilladelse til at brygge øl og får 15. august bevillingen fornyet med vilkår:

"at der vel fremdeles ved Stedet maa brygges Øl til Kroens Fornødenhed, men at derimod Brændevinsbrændens Frihed skal ophøre, indtil vedkommende indgaar at svare den ved Forord. af 23. November 1757 foreskrevne Afgift, og imidlertid bliver Kroholderen pligtig at tage det falholdne Brændevin i nærmeste Købstad."

 

Sådan går det indtil den 28. september 1773, da Dam og kroholder Brinch Sønderho indsender en ansøgning om tilladelse til at brænde brændevin, ledsaget af en erklæring fra stiftamtmanden:

"Hvad de grunder deres Ansøgning paa, nemlig den gjorte Bekostning paa Brænderiet, den maadelige og liden Næring, de især ved Rejsende deraf kan have, den Fraliggenhed fra Købstæderne og Vanskeligheden ved Transporten om Vinteren til dem fra det faste Land, der til sine Tider er ganske umuligt, fremdeles deres ringe Evne, samt at der ikke kan haves nogen Formodning om, at de under deres hidtidige Forpagtning har misbrugt deres derpaa forundte Kontrakter kan med Sandhed og Vished allerunderdanigst attesteres. Deres Brændevins Afsætning skal fornemmelig være til Øens Folk ved Fiskeriet, som de flestes eneste Næring, som Aar efter andet mere og mere er aftagende, og i Armod værende Indbyggere, der nødvendig behøver det ved deres Fiskeri, og naar Supplikanterne nu nødes til at tage deres Braendevin i Købstæderne, hvilket dog ingen vis Købstad kan tvinge dem til, da de bor langt uden for deres Friheds Distrikter, vil det blive dem langt kostbarere end hidtil og en betydelig om ikke utaalelig Byrde for de fattige Fiskere, der ikke kan undvære Brændevinen."

Rentekammeret svarer den 16. oktober og giver afslag.

Begge kroer på Fanø har næppe afholdt sig fra at brænde brændevin, hvilket synes at fremgå af en indberetning fra inspektør Nyeland til rentekammeret. Han udtaler, at kroerne på Fanø har stort udsalg af brændevin, uden at han ved, hvor det kommer fra og formoder derfor, at de selv brænder.


Gå til top

End Of Slide Box