Niels Jacobsen overtager kroen

Efter Hans Ditlev Dams død overtager stedsønnen Niels Jacobsen kroen og får 6. november bevillingen overført til sig. Han søgte samtidig om bevilling til "Brændevinsbrænding med ½ Td. Kedel", men fik afslag.

Den 2. oktober 1798 får han bevilling på handel, den første af sin art på Fanø, og bevilling på færgefart mellem Fanø og Strandby.

Niels Jacobsen bliver senere strandingskommissionær for Fanø og Vester Herred, hvis forstrande han sammen med skibsreder Peter Thomsen, Sønderho, o. fl. I flere år forpagtede.

Efterhånden bliver han også en betydelig skibsreder og handelsmand med store pakhuse på Fanø og I Varde. Sendte også skibe på robbe-fangst i Nordishavet. Han var næsten i stand til at sætte hele Fanø's befolkning i arbejde.

Foruden de skibe han selv ejede eller havde størsteparten i, tog han gerne anparter i ethvert skib, hvor han havde tillid til skipperen. Hans navn som forretningsmand var kendt både i ind- og udland. Hans foretagsomhed gavnede ikke alene Fanø men også omegnen på fastlandet. Under krigen 1807 - 1814 samlede han, der begyndte uden kapital, sig en betydelig formue.

Da Fanø i 1800 blev et eget branddirektorat, blev Fanø Krogård vurderet til brandforsikring som følger:

Da Jacobsen i 1782 overtog Krogården bestod den kun af Vaaningshuset, vurderet til 100 Rdl.. De øvrige bygninger er blevet opført i takt med at forretningen blev udvidet.

Niels Jacobsen døde 13. juni 1815 under et ophold hos sønnen Jacob N. Jacobsen i Varde. Sønnen drev købmandshandel i det "Kampanske hus" på Store gade.

Kjøbmand Niels Jacobsens Død.

Sørgeligst maa vi herved bekendtgjøre fraværende Slægt, Venner og Bekendte, at den grumme Død gjorde den 13. juni her i Varde en salig Ende paa vor uforglemmelige Fader, Hr. Kjøbmand Niels Jacobsen af Fanø, hans 14 Ugers vedholdende Svaghed og mange haarde Lidelser.

Alle og Enhver, som stod i nogen Handelsforbindelse med vor salig Fader, haaber vi, ifølge hans bekendte Redelighed, Uegennyttighed og Tjenestagtighed tage oprigtig Del i vor højeste Sorg uden skriftligt at forvisse os derom, da samme kun vil tjene til at oprippe de Saar, en -evig elsket Faders Død har forvoldt os og alle, der kendte den salig Faders Dygtighed, Driftighed, Virksomhed, Hjælp, Gavnelyst, Redelighed og daadefulde Vandel, vil tilstaa at vi have mistet den bedste Fader og derfor begræder hans Bortgang med salte Taarer. Dog, som hans Liv var, var og hans Død: stille, rolig, mild  og salig, hvorfor 4 uforsørgede Børn raabe af et saare bedrøvet Hjerte: Ak vor ejegode Fader, der er borte! Fred være over hans Støv!

Varde, den 15. juni 1815. J. N. Jacobsen, Anne, Mette Kierstine og Karen Evert Jacobsen.

Niels Jacobsen efterlod sig altså 4 børn; sønnen Jacob, døtrene Anne 24, Mette Kierstine 23 og Maren Evert 20.

Mette Kierstine blev gift med prokurator J. C. Sørrensen (med to r) i Varde og efter fortællinegn skulle han have friet til Mette Kierstine noget før faderens død og da skulle han have sagt:

"Tag Pigen og hjemfør hende, men husk paa, at hun er en af Niels Jacobsens Æt, en flot Sejler, ballaster med Sølv, og far i Mag med hende, at hun ikke en Gang i Modvind sætter ham et X for et U, inden han faar Stunder at parere med et Prokuratorkneb!"

Niels Jacobsen ville til tider gerne prale med sin formue og kunne da med henvisning til dens sikre anbringelse udtale, at hverken ild eller vand kunne ødelægge ham. Han blev aldrig udsat for dette men ved storbankerotten i 1813 blev hans formue betydeligt formindsket, og sønnen Jacob endte efter fejlslåede spekulationer som fattig.

Niels Jacobsen kunne også, når han var i godt humør, tænde sin pibe med en pengeseddel.

Mette og Anne, der havde gået i skole i Fredericia blev gift samme dag, 29. juni 1816, og viet i hjemmet. Mette med prokuratr Jens Chr. Hammer Sørrensen og Anne med grænsekontrollør Carsten Anton Bruun i Linstrup.

Maren Evert bliver gift med en bror til prokurator Sørrensen, proprietær Søren Sørrensen.

Auktion den 1. maj 1816

Efter Niels Jacobsens død søger arvingerne at sælge Krogården, men ender med en auktion den 1. maj 1816.

I den anledning bekendtgøres følgende oplysninger om ejendommens beskaffenhed og aftaler for salget: 

1. Krogaardens Bygninger bestaar af 18 Fag Vaaningshus og 26 Fag Udhuse, alle i forsvarlig og god Stand. Vaaningshuset er grundmuret og teglhængt, bekvem og rummelig indrettet og saaledes konditioneret, at enhver honnet Familie kan bo deri.

Udhusene er ogsaa grundmuret og som det øvrige belagt med Tagsten. I disse er Indretningen til Bekvemlighed for den Handlende især og under de 4 Fag gode rummelige Kældere til fuldkommen Fornødenhed.

Disse ialt 44 Fag er brandassureret for 5090 Rdl. Sølvværdi. Herved bemærkes, at bemeldte Krogaards behagelige og fordelagtige Beliggenhed i mange Henseender kan kun være kendt af enhver, som derhen har taget samme i Øjesyn og har Kundskab om Beboernes betydelige Skibsfart. Man vil derfor formedelst disse Konditioners indskrænkede Rum ej videre derom udlade sig, men overlades det til enhver Lysthaver at gøre sig bekendt derom paa Stedet før Avktionsdagen.  

2. Med Krogaarden følger tillige et Pakhus, Visitørhuset kaldet, sønden for samme, liggende i oster og vester, bestaaende af 10 Fag, alt Bindingsværk med Straatag. Ved samme Hus er en temmelig stor Have efter de lokale Forhold beregnet.  

3. Endvidere følger med samme en Byggeplads, under Navn Niels Peders, vest for Kirkegaarden.

4. Værtshusholdet er for bestandigt ifølge Kongebrev af 2. April 1754 under Litr. A. perpetueret til Krogaarden, men ved enhver Forandring af Ejere indløses i den kongelige Rentekammer ny Bevilling.

Hvad sig betræffer Tilladelse til at drive Smaahandel, da bliver det Køberens egen Sag at se sig samme erhvervet fra vedkommende Kollegies Side, siden Sælgerne efter Omstændighederne ikke deri kan indlade sig, dog ventes at samme for Køberen ikke bliver besværligt at erholde, naar Ansøgning derom sker betids og alt behandles paa den rigtige Maade, siden Krogaardens Beliggenhed fortrinlig kan bidrage dertil.  

5. Med det hele følger og i Købet saa meget Landeri af Ager og Eng med et lidet Stykke Hede samt Rettighed til fælles Drift paa Grønningen og Part i nogle Engsteder, saa at der vil kunne holdes 2 Heste og 4 Køer, dog at der til Vinterfoder maa indkøbes nogle Last Hø.  

6. De øvrige Pakhuse, som ligger for sig selv, vedkommer ikke Krogaardens Salg, men sælges for sig selv.

7. Køberen af Krogaarden bliver forbunden til at opfylde den mellem afdøde Købmand Jacobsen og nulevende Peder Sørensen Lauridsen oprettede Fledføringskontrakt (Aftægtskontrakt) Litr. B., hvorved denne udbetales en bestemt Sum aarlig til Ophold, medens Huset, naar han og Kone dør, tilfalder Krogaardens Ejer.

8, 9 og 10 er af mindre Vigtighed og udelades derfor.  

11. bestemmer, at Maal, Tønder, Glas og Flasker til Udsælgelse af Øl, Mjød og Brændevin medfølger.  

12-24 omtaler Betalings, og andre almindelige Vilkaar.  

25. Den Udbedring, som Stenværgene behøver for at vorde forsvarlig

istandsat efter den Skade, som Vandfloden har foraarsaget, lover Sælgerne vedbørlig at tilsvare førend Krogaarden overtages af Køberen.  

Fanø, den 29. Marts 1816.  

Paa egne og Medarvingers Vegne: J. N. Jacobsen.   

Nøjagtig at beskrive alle de Herligheder og Fortrinligheder, som dels reel og dels personel følger og hører til benævnte Værtshusgaard, ville blive alt for vidtløftigt at opregne, men som nærmere kan blive for Lysthavende at erfare hos nedennaevnte. (her nævnes adskillige Mænd omkring i Landet).

På auktionsdagen blev ingen af buddene accepteret og først året efter blev kroen solgt til Fr. Kolvig ved købekontrakt af 7. juni 1817. Købet beløb sig til 13.800 rigsbankdaler rede sølv.

Med købet fulgte foruden de bygninger der er omtalt i købekontrakten følgende pakhuse: 

1) Det saakaldte Rahrske Pakhus, bestaaende af 12 Fag Bindingsvaerk og straatækket.

2) Et Pakhus bestaaende af 8 Fag Bindingsvæk, kaldet Rebslagernes Pakhus.

3) Det saakalde grønlandske Pakhus af Grundmur og straatækket; endvidere nogle Stykker Eng, 40 Læs Klyne og 20 Læs Tørv, alt Butiksinventar, alt Inventar og Service henhørende til Kroholdningen. (Dette pakhus lå nord for Nordby, heraf "Pakhusbanken").  

For købesummen skulle der betales 1000 Rdl. Rede sølv kontant og 3200 Rdl. Rede sølv førstkommende december termin og resten over længere tid.

Frederik Abraham Kolvig var født i København 12. april 1784 som søn af thehandler Johan Christian Kolvig og hustru Maria Elisabeth Krebs.

Han kom til Ribe og drev der en stor handel. Centret for storhandel var efterhånden blevet samlet på Fanø ved Niels Jacobsens foretagsomhed, og Kolvig der var en ung og foretagsom mand, troede ved købet af Krogården at have basis for et bedre og større virkefelt for sine fremtidsplaner. 

Han får bevillingen, og får straks en stor kundekreds, også på fastlandet; blandt andet bestiller for eksemplet præsten i Jerne "en skæggemand (en stendunk)" fyldt med bedste aquavit hos ham. han udruster skibe til Island og eksporterer korn, men han kommer ud i en kamp med kurserne, hvilket giver ham store tab, så han i foråret 1819 må opgive sit bo til skifterettens behandling, selv om han ikke er insolvent, men blot mangler driftskapital.

Han omtaler i et brev til sine kreditorer en række konkrete eksempler på tab, men han omtaler også, at handelen på Fanø ikke har givet ham det forventede udbytte, blandt andet fordi skipperne selv har hjembragt varer fra udlandet, ikke mindst vin og spiritus.

Kolvig forhandler nu med sine kreditorer om afvikling af sin gæld over tre år.

Fr. Kolvig omkom ved en bådulykke 8. april 1819. Hen efterlod sig hustru Anne Marie Jeang og 5 små børn. Af disse blev sønnen Carl Wilhelm Kolvig senere ejer af færgeriet og siden postmester i Nordby, og sønnen Ludvig August Frederik Kolvig, konsul, købmand og cikoriefabrikant i Ribe. Begge de to brødre drev i flere år skibsrederi og saltværk på Fanø. 

Frederik Kolvigs enke flyttede kort tid efter mandens død tilbage til Ribe, hvor hun ernærede sig og sine børn ved syning og ved at tage elever fra latinskolen på kost og logi.

Købmand Jacob N. Jacobsen overtager kroen i 1819 

Efter Kolvigs død overtager panthaver Niels Jacobsens søn, købmand Jacob N. Jacobsen i Varde Krogården. Han opgiver sin forretning i Varde og flytter tilbage til Fanø, men de gyldne tider er forbi.  

De syv års krig mod England kostede fanøboerne mange skibe, som på deres sejlads til Norge med levnedsmidler blev kapret af englænderne og søfolkene sat i fængsel i England og heraf opstod der fattigdom. 

I 25 år efter krigens afslutning var der et stort tab af skibe og besætninger ved forlis, der var til tider ligefrem nød til stede i mange familier. Dette fik også Jacob N. Jacobsen at føle og han kom i restance med skatter og afgifter og så ingen udvej for at betale sin skyld. 

Han forfatter da et bønskrift til kongen om mulig eftergivelse eller nedsættelse af gælden. Stiftamtmanden medgiver bønskriftet følgende:  

"Det kan ikke nægtes, at der næppe er Spor tilbage af den Velstand, som for nogle Aar siden fandtes paa Fanø, og ligesom Velstanden og Skibsfarten er aftaget, saaledes er Supplikantens Næringsveje næsten aldeles tilintetgjort. Som en Følge heraf og tillige ved mislykkede Handelsforretninger er Supplikanten geraadet i formelig Armod, og ihvorvel han besidder skønne Ejendomme, tvivler jeg meget paa, at han staar til Redning."   

Jacobsen kunne ikke længere holde liv i sin forretning og måtte gå på tvangsauktion den 21. november 1831, men først ved tredje auktion gav panthaveren Jens Jacob Erschels et bud på 4000 Rdl., men 2. panthaver, herredsskriver Friis's enke begærede en fjerde auktion afholdt. 

Prokurator Albinus er ejer af Krogården fra 1834 til 1838  

Jens Jacob Eschels bliver dog til sidst ejer af Krogården, som han samme år (1834) afhænder til prokurator Albinus i Varde. Han ejer Krogaarden til d. 1. marts 1838

Simon Johnsen får den 1. marts 1838 skøde på kroen.

Den 28. februar får han bevilling på krohold. Bevillingen angiver, "at han alene og ingen andre maa til Nødtørftighed og for billig Betaling forsyne Nordby Sogns Indvaanere med fornødent Øl og Brændevin og med andre i sit Slags gode og forsvarlige Drikkevarer, som de for Betaling maatte begære mod deraf at svare en aarlig Afgift af 20 Rdl. Og paa Vilkaar kun at brygge Øl til Værtshusholdets Fornødenhed, men ikke brænde Brændevin, da det, han deraf behøver, skal tages i nærmeste Købstad, ligesom ingen af Beboerne maa brænde Brændevin eller nogen Slags Drikkevarer at falholde, hvad enten samme til Bryllupper, Barselgilder eller andet Værtsskab skal bruges imod en Bøde af 10 Rdl. første Gang og siden dobbelt".

 Simon Johnsen søgte og fik bevilling (5. November 1840) til anlæg af et brændevinsbrænderi med et mæskekar af 8 Td.s indhold. Han anlagde et saltværk og udvidede Handelen betydeligt. 

I 1855 havde han i sin Tjeneste (efter Mandtalslisterne) 1 Handelsbetjent, 2 Lærlinge, l Husjomfru, 1 Køkkenpige, 2 Tjenestepiger, 1 Gaardskarl, 1 Stalddreng, l Avlskarl, 1 Brænderikarl, 1 Karl paa Saltværket og 1 Brænderibestyrer. Alle disse mennesker fik foruden løn kost og logi.

Desuden var der flere løse Arbejdere ansat i brænderiet og på saltværket. Hele sin store virksomhed passede han med største nøjagtighed og overvågede personligt, at enhver af hans folk udførte det dem betroede arbejde.

Han fik dog tid til også at varetage sognets interesser, idet han i flere år var medlem af sogneforstanderskabet og Skolepatron, var Strandingskommissionær, Forligsmægler og svensk-norsk vicekonsul. I 1850 blev han Dannebrogsmand. Simon Johnsen døde 9. september 1855, knap 50 år. 

Jens Korsholm Bork

I april 1857 købte Jens Korsholm Bork, Krogården for 28000 Rdl. Med overtagelse den 1. oktober samme år i fortrøstning om, at privilegiet på handel og krohold og det dertil tilknyttede brændevinsbrænderi og saltværk ville blive ham tildelt af myndighederne. Uvist af hvilken grund trak det i langdrag med at få bevillingen. Først et år efter købet fik han bevilling på at drive brændevinsbrænderiet og saltværket men ikke til handel og krohold, hvor handelen skulle standses indtil der var kommet en overenskomst i stand.

Nogle fanøboere beklager sig den 17. marts 1858 i avisen "Vestjydsk Avis", hvori det hedder: 

"Dette sidste Hverv (Forkyndelsen af Ministeriets Svar) blev naturligvis overdraget den lokale Øvrighed, Hr. Birkedommer Schønau, der med megen Smagfuld, hed udførte det i Lørdags Aften Kl. henved 10 (Posten var ankommen imellem Kl. 4 og 5), idet han, uden i Forvejen at have meddelt Hr. Bork selv noget derom, for tvende Butiksdrenge bekendtgjorde Indenrigsministerens Resolution og dernæst ligeledes meddelte dens Indhold til det i Krostuen forsamlede Publikum, hvem han i Kongens Navn forbød at købe mere Brændevin.

I denne sidste Henseende tror vi dog, at Hr. Birkedommerens Embedsiver har ført ham for vidt; thi Privilegiet til Krohold vil Regeringen dog næppe gøre Forsøg paa at fratage Krogaarden, og endnu har idetmindste ingen anden Tilladelse til Krohold i Nordby (hvilket det vilde være saare ønskeligt, om Hr. Birkedommeren erindrede sig for visse Aarsagers Skyld), ligesom ogsaa Privilegiet til at drive Brændevinsbrænderi medfører Ret til at sælge Brændevin.

For Brændevin ville vi derfor ingen Nød have herovre, skønt ingen anden end Hr. Bork for Tiden har Ret til at sælge det; men et andet Spørgsmaal, som vi ville bede Øvrigheden godhedsfuldt at besvare, er - Hvor skulle vi stakkels Mennesker i Nordby paa Fanø faa en Flaske Vin eller Rom fra, hvis vi fik Lyst til at traktere os selv eller et Par gode Venner? Hvorfra skulle vi forsyne vore Skibe, der nu netop skulle i Farten, med de sædvanlige Nødvendighedsartikler, da vi dog ikke godt kunne lade Skibene stikke i Søen med et Forraad til Beløb af 5 Mk. 15 Sk., som er det højeste, hvorfor er rettelig kan kjøbes hos en Høker? . . . "   

Birkedommer Schønau, som havde fejet en del under gulvtæppet, følte sig fornærmet over indholdet i denne artikel, især fordi det påmindede ham om sine egne mindre uheldige affærer. 

Som en slags hævn foretager han en undersøgelse om rækkevidden af samtlige kroer og gæstgiverier på Fanø i forhold til deres rettigheder som beværtere.  

Hvad han havde gang i fremgår af følgende følgende Artikel i "Vestjydsk Avis" for 21. April 1858 -  

Efter hvad vi erfarer, hersker der i denne Tid et ualmindeligt Røre paa Fanø, og Knejpevæsenet dersteds truer med, idetmindste for nogen Tid, at gaa sin totale Undergang imøde. Hr. P. Duysen, der i flere Aar uantastet, skønt rigtignok ulovligt, har drevet et Slags Gæstgiveri, er pludselig bleven tiltalt for ulovligt Krohold; Hr. A. Johnsen, der har Privilegium paa Gæstgiveri for Rejsende, er ligeledes bleven tiltalt for ulovligt Krohold, fordi han - hvad der ligeledes er sket upaatalt i mange Aar - har tilladt sig ogsaa at beværte indfødte Fanøboere; endsige er Ejeren af Krogaarden, Konsul Bork, bleven tiltalt, fordi han, hvad der ligeledes upaatalt er sket i vel over hundrede Aar - har haft den utrolige Dristighed at skænke en Snaps eller "en Punsch" for Sønderhoninger og andre fremmede Tilrejsende (sic.). Hvilke Tider vi dog leve il -

Selv det saa meget udskregne Monopol er blevet antastet; alting er i Forvirring, Isolationen, der allerede i Forvejen var følelig nok, bliver nu fuldstændig. Naar en Mand fra Sønderho gaar med en Mand fra Nordby og begge bliver enige om, at de trænger til en Hjertestyrkning, maa de skilles ad, naar de kommer til Kroen; den sidste gaar herind og faar sig en Borks Aqvavit, den anden vandrer videre til A. Johnsen og nyder sin københavnske Snaps.

Afstanden er saa stor, at de to Venner ikke engang kunne række Hovederne ud af Vinduerne og sige Skaal til hinanden. Høkerne er ligeledes i Fortvivlelse; den Ret, som ifølge Næringsloven enhver anden Høker i Landet har faaet fra den 1. April d. A. til at sælge Brændevin, kan ikke træde i Kraft paa Fanø, fordi det forbistrede Monopol endnu bestaar. Kort sagt: alt er i den grueligste Forvirring, og enhver, der ikke vil komme i Ulejlighed, maa stedse gaa omkring med Af, skrifter af de forskellige Monopoler, Privilegier, Høkerlove og Næringslove i Lommen, for at han - rigtignok ikke uden en Del Ulejlighed - kan kormme paa det rene med, hvor han maa drikke sit øl. Spørge vi nu, hvo der er Skyld i al denne Hurlumhej, saa svarer vi uden Betænkning: Indenrigsministeriet, der allerede for et Aar siden kunde have tilvejebragt Orden i de forvirrede Forhold, hvis det - hvad der er det eneste rigtige og naturlige Udvej - havde tilbudt Hr. Bork at afløse Monopolet imod en passende Godtgørelse i Penge.

Det er i og for sig en ubehagelig Sag at være monopoliseret, og Overholdelsen af de Rettigheder, Monopolet hjemler, medføre saa mange Ærgrelser og Trakasserier, at der næppe kan være nogen Tvivl om, at Hr. Bork med Glæde var gaaet ind paa et saadant rimeligt Tilbud; men at han uden et omstændigt Vederlag skulde renoncere paa uomtvistelig Ret, der, hvis den strengt overholdes, er af meget stor værdi, det kan næppe nogen vente eller forlange." 

Hvorledes stormen endte, vides ikke, men Bork fik sine bevillinger i orden efter de gamle privilegier.