Landbrug del 1

      

Om landbruget på Fanø i ældre tider kan siges, at det var af den allerstørste betydning for de enkelte husstande, men udbyttet var ikke større end det lige kunne dække husstandens behov.

På Fanø må arbejdsdelingen fremhæves som en vigtig side i samfundslivet. Det var den ældgamle og simple arbejdsdeling mellem hustru og skipper, der hver havde sit område, jordlodden og havet, huset og skibet..

Kvinderne var egnens repræsentanter, der med deres arbejdsmønstre og egnsdragter indgik i den landhusholdning, der fik sin form på Vesterhavsøerne.

Mændene var søens repræsentanter, der med deres skibe spandt det netværk af forbindelser, som bandt de forskellige egne og øer i Vadehavet sammen i en udveksling af varer og kulturimpulser.

I Pontoppidans Danske Atlas 1763-64 skriver han om Sønderho:

"Sønderhoe er en Udøe, som meget Sand er paa, hvilket fordriver og forderver Kornsæden der på Landet. Deres Sæd er alene Sommerrug, Byg og Havre. Avlingen besørges mest af Quindekønnet, som i Høstsletten leie Folk fra det Faste Land, siden mændene enten fare til Søes eller fiske…".

Fra Pontoppidans beskrivelser fra andre Vadehavsøer, er fællestrækket: Befolkningens overlevelse kunne ikke alene baseres på jordbrug. Der skulle findes alternative næringsveje, og det lå lige for, at søfarten var en mulighed.

Jordbruget fik sekundær betydning - og herved opstod en skarp kønsbestemt arbejdsdeling.


elesebeth nielsen 1 webFanøkvinden blev grundlaget for familiens eksistens under mandens fravær. Hun passede husene, 1 - 2 køer, fårene og grisen og dyrkede husets spredte agre. Hun deltog i vedligeholdelsen af bygninger indvendigt og udvendigt, og hun passede børneflokken, samt tog på marked i Ribe og Varde.


Når kvinderne arbejdede i marken, havde de som oftest en maske, en "struwe" for ansigtet  (Endnu helt op til de første årtier af forrige århundrede har kvinderne på Fanø dækket ansigtet med "et par strude" under arbejdet i marken. Struden består af en over- og underdel med udskæring til øjnene og opslag af kulørt bomuldsstof på undersiden. De er af mørkt stof og form som en slags maske, bindes og hægtes hver for sig i nakken).fanoepige web


Aksel Krogh fortæller i en historie fra bogen: "Hvor kragerne vender, Skildringer og fortællinger fra Vestjylland, Fanø og Midtjylland" følgende:

 

"En høstaften gik en mand ovre fra fastlandet ned mod Sønderho. Det var temmelig mørkt. Manden var overtroisk og fantasifuld. Og det her så stille landskab huede han ikke rigtigt. Han gik i sine egne tanker og nåede ned af Sønderho til, hvor de små opdyrkede pletter mellem hedelyng og sandklitter begynder. Lidt fra vejen så han med eet et par øjne komme over mod sig - i mandshøjde. Hvad var dog dette for noget? Den kolde sved slog ud af hans pande. Skulle han stikke af. Var det én ellen anden gammel sønderhoning, der gik igen? Bare væk. Nej, så lige så godt tage mod gespenstet med oprejst pande, end krybe fra det i mørket. Manden blev stående som en stenstøtte. Øjnene kom nærmere hen mod vejen. "God aften og Guds fred" hilste han ærbødigt og med rystende stemme. "God Awten", hilste gespenstet. Åh, hvor det dog lettede. "Æh- hæ, hvem er De" kom det forfjamsket fra manden. "Jeg synes, at jeg kun kan se Deres øjne". " A er såmænd baaer en almindelig Sønderhokone". "Hvor har de været henne?". Manden rystede af nervøsitet. "Bare rolle, gue Karl, A har været på Markarbejde". "Jamen Deres ansigt er sort, De er da ikke en neger?" " Konen skrannede: "Ork nej, A har bare en Struwe for ansigtet, for at skærme det mod solen og den skarpe blæst, og min arbejdsdragt er mørk, og nu til sidst o æ daw var a langt nede til Vester for at se til mine Får. De blev ikke så rej for mig som de, fremmede mand".


       









         mark-pige 1        mark-pige 3           markdragt 


Andreas Sørensen  beskriver morgenen hos sin farmor:

"Min farmor og fårene begyndte at røre på sig næsten samtidig disse vintermorgener. Fårene prikkede utålmodigt med de spidse klove i stien, og jeg kunne gennem væggen, der skilte alkoven fra stalden, høre "Morianene" kure sit store hoved frem og tilbage over brædderne, Bedstemor vågner.

Det var bælgmørkt i stuen, men hun tændte ikke lys, fordi hun vidste, hvor hver eneste ting havde sin plads i det ganske hus. Det tynde træ, som hun selv havde båret hjem fra stranden, lå parat foran kakkelovnen sammen med et knippe lyng, og et øjeblik efter, hun var kommet på højkant, spruttede de knastørre lyngtotter som kinesere i ovnen og sendte et stærkt flakkende lys med urolige skygger ud i stuen."

Derefter giver hun fårene deres morgenhø og begynder dagens gerning. "Naboerne tændte lys, og dagens første lyde klang i morgenstilheden". "Til sin morgenmad spiste den gamle hver eneste dag en bakskuld. Fisken, der var tør som et bræt, blev lagt ind på kakkelovnsringene, til den var varm og blød, så klippede hun den i strimler med en saks og pillede kødet fra benene…hertil drak hun en kaffepunch. Min moder var fuld af Kritik overfor denne Punch og sagde, at hun drak, men det passede ikke. Hun fik aldrig mere end den ene.. Efter Fisken spiste Farmor til en Kop Kaffe et Stykke Franskbrød med Kommen-Ost, som hun selv havde fremstillet af Faaremælk. Denne Ost, som vi kaldte Botte-Ost, laa til Lagring i Høet, den var grøn ag Mug udvendig, men hvid og stenhaard indeni. Faareosten havde en skarp og bitter Smag, naar den var tilstrækklig lagret, og sammen med Bakskuld var den Mange Menneskers eneste Paalæg. " I øvrigt var vinterdagene kolde i de små huse, der kun blev sparsomt opvarmede med det om sommeren indsamlede drivtræ, tørvene der var den vigtigste importvare fra fastlandet, og tørret komøg.

Også indsamling af drivtræ var anstrengende og A. Sørensen beskriver sin farmor "når hun mod aften kom hjem fra stranden med et knippe træ på ryggen og et mindre på brystet for balancens skyld."

Enhver landbruger drev fiskeri i større eller mindre grad ved siden af landbrug. Alle kontante udgifter til skatter, brændsel, kolonialvarer o.l. blev dækket ved salget af fisk.

Landbrugeren kunne også tjene penge ved at være vognmand for bådsmændene og ved at udføre kørsel, pløjning m.v. for alle de små landbrug.


evert-Ane-Cathrine web        maren-ved-sin-baandvaev web



Mændenes tøj og det meste af kvindernes var hjemmelavede og kostede ikke andet end selve arbejdet og måske lidt i syløn. Kun fodtøjet måtte købes.

Alle, hvis hovederhverv var skibsfart, fiskeri, handel, håndværk, og alle embedsmænd måtte for at have smør og mælk i huset, holde 1 - 3 køer, alt efter familiens størrelse.

I Liber  Daticus, Til Sÿnderhoe paa Fanöe, forfattet og Tiid efter anden Sammenskrevne af Ove Foss, ved Bent Friis. Fra midten af 1700-tallet læses om landbrug:

I Avling, hvoraf her falder ikkun Lidet for Dem, som boe ved Hafnen, der har ey mere, end de kan grave ved deres Quind-folk, uden nogle, som har vognfællig sammen, at den eene har én hest, den anden én; de som boer lidt fra Hafnen, og i saa kalder Byen, for sig selv, har meere Afling og Nogle en god Eng. Sæden som saaes her, er Sommer-Rug (Valling), Byg og lidet Hafre og ærter.

Ingen kan afte mere i Almindelighed, end de selv til deres Huus-holdning behøver; men de fleste maa kiøbe. Nogle have noget Eng paa Landet, Nogle have kiøbt Eng andre steder, som paa Riibe-Mandøe-Holm etc. Og afler det der ved at leie Folk dertil og føre det hjem i Fahr-Tøyer med stor Besværing; Mange haver intet Eng eller Høeafling paa eller af Landet, men haver nogle Pletter Jord hist og heer mellem Sand-bjergene, som Quinderne graver og gjøder med Hvillinge-hoveder og Indvold af Fisk og defore ey alene maa kiøbe meget Korn, maa endog for at holde en koe til deres Vinter-Foer, Høe fra det faste Land, hvor det kiøbes dyre og bringes herhid med stor Besværing med Baade. Med liige Bekostning og Besværing maa man og her forskaffe sig Ilde-Brand, hvoraf Intet haves af nogen betydning på Øen.

Efterretninger

Meddelte til det af Hans Majestæt allernaadigst befalede statistiske tabelværk, om Sønderhoe Sogn i Skads Herred, Ribe Amt.

 

1.                                      Med hensyn til Creaturholdet mv., saaledes som samme befandtes i Februar Maaned 1838: 

 

I Sognet findes: 

 

24 Heste og Hopper, ingen Hingst og ingen af fuldblod eller forædlet med engelsk blod. Plage og Føl: Ingen          

   

220 Køer: Mod slutningen af Juni Maaned 1837 holdtes, som Sommerbesætning, 228 Køer, en Tyr over 3 aar gammel. Stude: Ingen (Ved slutningen af Juni Maaned 1837: 1 Styk) 

 

38 Ungkvægtil opdræt. Mod slutningen af Juni 1837: 27 stykker, 

 

2 Svin og Grise. Mod slutningen af Juni 1837: 4 Stykker (til en Befolkning paa 1000 slagtedes (eller døde) pr. 8 Maaneder 8 Køer og 2 Grise!) (ca. 200 Faar på samme Tid.) 

 

762 Faar og Lam, Vædre, Geder; deraf ingen af spansk og 1 af engelsk eller forædlet Rase. 

 

Mod Slutningen af Juni 1837 var Antallet i det Hele: 971 Stykker. 

 

25 Bistæder; desuden optoges i 1837 21 Bistæder. 

 

I Aaret 1837 opfødtes intet Føl, 198 Kalve, 277 Lam, 8 Grise af eget Tillæg i samme Aar. 

 

2.                                      Med Hensyn til Jordernes Besaaning mv. - Sognets Jorder besaas sædvanligen med: 

 

2 Tdr. Hvede, der i Jevngode Aar kan antages at give 4 Fold,

 

Udjorden iberegnet.

 

138 Tdr. Sommer-Rug                            2 ¾ Fold

 

159 Tdr. Byg                                         4 ¾ Fold

 

16 Tdr. Havre                                        3     Fold

 

Ingen Tdr. Boghvede

 

Ingen Tdr Ærter & anden Bælgsæd.        

 

                            1 Td. Kartofler uden for Haverne              4 ½ Fold

 

      Intet Kløver eller Græsfrø.

 

Desuden har i 1837 været besaaet: Ingen Tdr Land med Vintermejs, Sommermejs, Høe- eller Hampefrø. Af Kommen er i 1837 Intet avlet; af Humle 248 og Handelsplanter ikke dyrkede.

 

 Af Sognets Jorder henligger endnu Strandklitterne og Flyvesands-Højene i Fælledskab, men hvor mange Tønder Land de udgjøre, har jeg (Præsten) ikke kunnet erfare.

BEMÆRKNINGER.

Agerdyrkningen, som mest besørges af Fruentimmerne, lønner sig kun lidet; men den fattige Jord drives mest for Græssets Skyld, og for at have lidt Vinterfoder til Køerne. Dyrkes en ager ikke i flere Aar, groer den til med Mos, og Græsset forsvinder. Gjødning hver Aar. Det fornødne Brød- og Fødekorn kan langt ikke være der, men flere hundrede Tdr. Korn kjøbes. Hverken Skov eller Mosejord haves, derfor maa ogsaa Brændsel kjøbes.


Hoetur evert web

De ældste beretninger om landbrug på Fanø findes i præsteindberetningerne af 1661, hvori det hedder, "at der på Fanø kun findes nogle ringe væringer (ejendomme), som ikke kan sættes for hele, halve eller fjerdingsgårde, af hvis beboere en part kun har en ringe sæd og avling af 3 eller 4 Skjæpper land og nogle små hustofter, der giver 2 - 3 læs hø.


I markbogen fra 1683 heddet det, "at der på øen ikke findes Skov, Gærdsel, Tørveskær eller Lyngslet.

Brændsel måtte man købe på fastlandet. På grund af et ringe udbytte på engene, måtte man købe hø fra Mandø Hølade "og det med stor Besværlighed hjemføre, eftersom det tit og ofte hænder sig, at der formedelst Storm og Uvejrs Skyld i 3 - 4 dage fra deres Hus og Hjem bliver forhindret".


I en præsteindberetning fra 1699 omtales det at de fleste af beboerne kun har nogle småtofter og ikke mere jord end "de med Spade kan omgrave og en Del end ikke så meget".

landskab ved soenderho exne 

Om gravearbejdet fortæller Jens Sonnichsen Thomsen om sine oplevelser som barn:

" Når der skulle graves et stykke mark, var det gerne os børn, som skulle rundt for at spørge, om vedkommende ikke kunne komme op at hjælpe mor den og den dag. Der blev gerne tilkaldt 6 - 7 stykker. Mor havde naturligvis været hos dem før, for de sagde gerne Ja allesammen. Det var mest tidlig om foråret, at der blev gravet, og så snart det var lyst, gerne ved 6-tiden, mødtes de allesammen. (4) De enker, som havde børn, kom gerne med børnene. Mor var tidlig oppe den morgen for at lave kaffe og gøre alting færdig. Når de så havde fået deres kaffe, fik deres spader, som de selv medbragte, gerne en sidste omgang på slibestenen. Ellers var en gammel fil det eneste, de tog med sig, til at skærpe spaden med, ifald den skulle støde mod en sten eller lignende. Kl. 8 var der gerne frokost. Lå marken langt fra vores hjem (5), var hele familien med i marken den dag. Vi havde så gerne 2 - 3 store »asker« (=madkasser) med og en stor kaffekedel, som blev fyldt med vand, før vi tog hjemmefra, for ikke at benytte vandet fra pytterne i marken. Men for det meste lå vores mark - undtagen engen - så tæt ved vores hus, at de altid gik hjem til spisning. Når der var kaffe, frokost, middag eller aften, kom "klæden« på døren. D.v.s. et håndklæde blev hængt op på døren, hvilket betød, at nu skulle de alle komme ind at spise.


Til frokost og aften fik de for det meste kaffe eller te med skåren smørrebrød. Pålæg blev der aldrig købt, ja vi kunne ikke engang købe det hos købmanden. Mor havde altid kogt æg, som blev hakket eller skåren i skiver. Ligeledes havde hun altid en lammerullepølse at skære af. En pålæg, som jeg aldrig har set, siden jeg var barn, var kogt kød hakket i ganske små stykker og med stødt kanel i. En pålæg, der blev benyttet meget i vores hjem, og den smagte godt. Ost blev altid revet på et rivejern, også en pålæg, der blev brugt meget. Til middag fik vi for det meste grønkål. Sikke historier, der blev fortalt ved bordet! Det var enten forlis af et eller andet skib eller også spøgelseshistorier, og vi børn slugte jo hvert ord, der blev sagt. De sidste historier, der blev fortalt, var gerne i »æ mørkning«. Så uhyggeligt var det, og de kunne fortælle så længe, at vi til sidst krøb sammen i en krog. Havde de tilbudt mig en pose guldpenge, var jeg ikke gået ud i stalden efter sådanne historier."


segl spade web


ploejemamden vender peter h 

 

I 1735 berettes, at de største lodsejere kun har 2 heste, 4 køer og 12 - 16 får. 

Krigen 1807 - 14 samt statsbankerotten i 1813 gav sig udslag i en nedgang af velstanden, både for søfarten, men også for landbrugerne, hvoraf mange havde part i de skibe, som englænderne kaprede.  

Pastor Clausen i Nordby udgav et lille skrift i 1819, hvor han bl.a. beretter:  

"Af de 39 Bønder her i Sognet saar nogle enkelte 10 Tdr. Korn af alle Sorter, den største Del kun 8 - 9 Tdr. Bøndernes Kaar her er og for det meste helt maadelig, som ej er at undres over, naar man ser hen til deres lille Avl. Undertiden har ogsaa en og anden Bonde tvende gamle Aftægtsfolk at ernære som naturligvis bliver en trykkende Byrde for en uformuende Mand."   

I 1834 hedder det i en præsteindberetning:  

Mange har kun hist og her mellem Klitterne nogle Pletter jord, som Kvinderne graver med deres Spader og gøder med Hvidlinghoveder og Indvolde af Fisk og derfor maa købe meget Korn for at kunne holde en Ko til deres og deres smaa Børns Føde. "  

Omtrent samtidig nævner Dalgas i "Ribe Amt" 1830, at Sønderho kun har 10 agerbrugene gårde og ikke er større end til 2 heste, 5 - 6 køer og nogle får.  

I Nordby havde den største gård 3 heste, 10 - 12 køer og 30 - 40 får.


Pastor Biering kan i 1844 i Liber daticus fortælle om lidt lysere tilstande for landbruget: 


c a heinrich hansen fanoeko


"Avlingen maa vel antages meget forbedret, da dels adskillig jord, der før var udyrket, nu er taget under Ploven, dels selve jorden vel bleven noget forbedret ved den stadig aarlige Gøden til hver Kærv. Byg er Hovedavlen; i gode Aar, hvori blandt 1842, hvad Byggen angaar, siges at staa over alle som mindes, og særdeles skøn at skue. For Tiden findes her ca. 40 Par Heste og 2 Par Plovstude. En Hindring for den enkelte Mand i at gøre særegne Forbedringer i Avlsvaesenet er den stedfindende Løsgang om Efteraaret, førend det kære Korn kan blive indbjerget, gammel Skik, som desto vanskeligere vil afskaffes, uden at Ufred paa Mark bliver til større Ufred i Sind, fordi flere Beboere holder flere Faar og Kreaturer, end de hele Aaret kan græsse paa egen Mark. En stor Del af Jorden bearbejdes af Kvinderne med Spade og Rive og høstes med Segle."

Den samme præst kunne omvendt berette om trange kår for landbruget. Han skildrer dette i "Vesterjydsk Avis" for 12. september 1858: 

"Dette Aars Tørhed har langt overgaaet det forrige Aars. Samles al den fra det tidligste Foraar indtil Høstens Begyndelse faldne Regn, vil den ikke udgøre saa meget som 24 Timers jævn faldende Regn. Ofte har Regnskyer vist sig rundt om Øen, og man har set Regnen falde, snart paa Fastlandet, snart i Havet, men Øen selv er ikke bleven delagtig deri. Ikke sjældent har endog svært Tordenvejr truet, men er det sunket tilbage eller Skyerne har delt sig og er gaaet Øen forbi paa begge Sider, hvor Regnen synlig har udgydt sig i Strømmevis. Følgerne heraf er i høj Grad beklagelige. Høsletten paa Ager og Eng er ringere end i Mands Minde, og endnu er Virkningen sørgeligere paa Sæden. Vaarrugen, der her dyrkes saa godt som udelukkende, er mislykket i den Grad, at man kun ved intet deraf at bruge til Foderkorn kan nogenlunde haabe at faa den tilstrækkelige Sæd for næste Aar. Af støre Strækninger har man afmejet den som Halm eller, for ikke at miste en Tomme af Straaet, oprykket den med Rode. Af mangfoldige Tønder Land er Avlen saa ringe, at den bæres til Huset en halv og en hel Fjerdingvej for at spare Vognlejen, som Afgrøden næppe er værd. Med Bygget, der ellers ofte giver en god Grøde, staar det sig ikke bedre. Produktionen af Smør og Mælk er af Mangel paa Foder til Kreaturerneer ringe.  Stormfloden 25. og 26. juli berøvede derhos adskillige Beboere flere Læs Hø og gjorde disses Lod saa meget mere misligt. Kreaturholdet maa formindskes i høj Grad, og nogle maa sælge deres Heste, ... Føderug til 3000 Mennesker, Byg til en stor Del af disse, endelig Hø, Brændsel, Smør og flere andre Land, brugsprodukter, som i Aar maa indføres, udgør en saadan Kapital, at man maa spørge, hvorfra Midlerne dertil skal skaffes tilveje. Unægtelig ejer Øen store Kapitaler, men disse staar saa godt som alle i Skibene, og naar disse - som i Aar - intet fortjener, er de ej alene døde, men fordrer endog yderligere Tilskud. Fiskeriet har vel i Aar givet taaleligt Udbytte for dem, som har beskæftiget sig dermed, men Prisen har Været saa lav, at ogsaa denne Fortjeneste er kun ringe. Desværre har Stormen 25. og 26. juli ogsaa krævet Ofre ved Forlis af Skibe og Mandskab, hvorved flere Enker er føjet til de mangfoldige, der allerede her kæmper den tunge Strid for det daglige Brød."

Beboerne på Fanø var før 1741 fæstere til Riberhus Ladegård. Af dens protokol fremgår det, at der hvert år er folk der "indtager øde jord" og får fæstebrev (ejendomsbrev) derpå.

lynghede 1          lynghede 2 

Dette øde jord er dels hedestrækninger udsat for sandflugtens ødelæggelser og kun til at drive fårene ud på, dels er det agre, der førhen har været dyrket, men er blevet ødelagt af sandflugten og derefter henligget som øde strækninger i så mange år, at ejerskabet ikke længere kunne fastslås.

 





Gå til top