Landbrug del 2

 

 

 

Manglen på brødkorn har ofte været følelig. Man måtte hvert år købe korn fra fastlandet, da udbyttet fra øens egen avl aldrig kunne dække forbruget.

Her skal nævnes nogle tilfælde, hvor en mulig mangel på korn, gør Fanøboerne ængstelige.

I 1706 sender beboerne en ansøgning om korn, idet de ingen mulighed har, for at købe korn. Fiskeriet er slået fejl, penge havde de ingen af, kredit kunne de ikke få og vinteren stod for døren.

Der er så 20 fiskere i Sønderho, der afsender en skrivelse til kongen, hvor de beder om at få korn far Ribe Amtsstue, så de kan klare sig igennem vinteren og få lov til at vente med betalingen til Sct. Hans dag.

Man må håbe at kongen har bønhørt de fattige.

I 1725 er der atter mangel på korn og Fanøboerne kan ikke købe korn, idet købmænd og prangere opkøber det til eksport. Af den grund er der både mangel på korn og markedspriserne er steget voldsomt. Hjemmeavlen er ikke stor, da der for det meste bruges sandjord.

Da fiskeriet samtidig er ringe, kan de ikke, som hidtil forhandle sig til korn på ølandene "Føhr og Nordstand".

Fanøboerne henvender sig igen til kongen i en skrivelse af 26. november 1725, og beder om at udførsel af korn skal forbydes.

I 1847 søgte nogle beboere birkedommeren og udtrykte deres bekymring om mangel på korn og foreslog samtidig, at der skulle indkøbes et parti rug.

 

 

 

 

Birkedommeren indkaldte til møde den 24. april, for at finde ud af hvor mange medlemmer familien bestod af, deres aktuelle kornbeholdning samt deres behov for vinteren.

Optællingen viste, at der findes 215 familier med 883 individer, der mangler korn. Beholdningen var 43 Tdr. rug og 66 Tdr. byg og kornmanglen ansloges til 258 Tdr. rug og 40 Tdr. byg.

Det vedtoges at købmand Johnsen og L. N. Nørby skulle rejse rundt i den nærmeste omegn for om muligt at indkøbe et parti rug.

Men resultatet blev ikke mere end 40 Tdr. rug, men købmand Johnsen havde et parti korn på lager til brændevinsbrænderiet og at han var villig til at sælge ud af sit lager. Sognerådsforstanderskabet ville tage denne mulighed under overvejelse, mens birkedommeren tog til Ribe, for at høre amtets mening om tingenes tilstand.

På et møde mellem Sønderho kommune og købmand Johnsen, tilbød han at sælge sit lager., rugen for 8 Rdl. Og byg for 5 Rdl. Pr tønde. Sønderhoningerne ønskede at købe 100 Tdr. rug til den angivne pris, men i øvrigt blev man enige om at vente og høre hvad birkedommeren kunne fortælle.

Den 16. maj 1847 meldte købmand Johnsen et meget fordelagtigt tilbud, han ville sælge 50 Tdr. rug for 6 Rdl. Kur pr tønde.

Forstanderskabet tog imod dette tilbud med udstrakte arme, og gik straks i gang med at gennemgå beboerlisten, for at finde ud af hvem der skulle nyde godt af denne fordelagtige pris.

Møller Thyssen tilbød samtidigt at formale de 50 Tdr. rug gratis.

Forstanderskabet takkede mange gange for den opofrelse, de to herrer hermed udviste.

 

 

 

johan rohde soenderhokoner

 

Johan Rohde: Sønderhokoner høster korn.

 

 

1709 havde været et meget dårligt år for både fiskeriet og landbruget og nøden blandt befolkningen var stor lige efter nytår 1710.

Birkefogeden Søren Dunch opfordrede beboerne til at dyrke ærter og bønner.

Ærter og bønner var et ligeså vigtigt fødemiddel som brød (man kendte ikke kartofler endnu).

Birkefogedens tanke var at ærter og bønner var mere hårdføre planter som kunne avles med udbytte hvert år.

 

 

 

 

I 1819 er der stor mangel på korn på Fanø og også på fastlandet. Fattigkommissionen henvender sig den 18. oktober til det danske kancelli:

"med underdanig Begæring om, at os naadig maatte forundes af Ribe Amtsstue et Kvantum af 10 a 20 Td. Rug til Uddeling for naeste Aar blandt Sognets Fattige for en moderat Pris eller efter Kapiteltakst. Vore Grunde for denne underdanige Ansøgning ere disse:

1. Søfarten, som er Beboerne en god Næringsvej, har i denne Sommer næsten aldeles ophørt, og som en Følge heraf er mange arbejdende Hænder satte ud af Virksomhed, de Fattiges Antal er forøget, og den sædvanlige offentlige Understøttelse maa i Aar og fremdeles næsten fordobles, da de ingen Lejlighed har haft til at fortjene noget.

2. Fiskeriet, som afgiver et vægtigt Bidrag til mange fattige Familiers Beskæftigelse og Underholdning, har ogsaa i denne Sommer været helt ringe, imod hvad det sædvanligt plejer at være.

3. Høsten er, hvad Rugen angaar, aldeles mislykket formedelst den langvarige Tørke, saa at alle Beboerne maa købe Brødet, og næsten ingen har vundet Sæden igen af denne Korn,, art."

Kancelliet henviste forespørgslen til Ribe amtsstue, der erklærede at de ikke kunne fremskaffe noget korn.

Derefter ansøgte kommissionen direktionen for Ribe amts nordre fattigvæsen om tilladelse til:

"for at undgaa Pengeligning at maatte bruge og udgive en Legatkapital til de Fattiges Tarv i indeværende Aar efter Fornødenhed, hvilket Legat er stiftet af Peder Pedersen Knudsen, stor 100 Rdi. Kur. 1810, nu omskreven til 50 Daler S. V. med sammes Renter fra 1814."

Man fik tilladelsen til at benytte legatet mod senere at opkræve dets beløb gennem ligning af sognefolkene.

Af andre år, hvor der var mangel på korn kan nævnes 1698, 1794 og 1805.

1807 - 14 var det meget vanskeligt at få korn i tilstrækkelig mængde. Regeringen havde foretaget store udskrivninger af korn til Norge, hvilket gav stor knaphed på korn til brød.

 

 

 

 

Fanøskippere var så godt som alle beordret til at fragte kornet - Magazin korn kaldet - til Norge.

Lasten blev indtaget ved Ribe og Hjerting under behørig kontrol, men ikke desto mindre var der altid mindre at losse, end hvad papirerne angav. Skipperne undskyldte sig med, at det var naturligt svind, men mon ikke sandheden nærmere var, at man inden afrejsen havde "toldet" deraf, så der kunne blive til lidt brød til familien derhjemme.

Det skete ofte at der også var mangel på foder til kreaturerne. Alle de mange forbud, som kendes lige fra det 16. århundrede, mod at afskære hjelme af klitterne, viser, at planten er blevet benyttet til kreaturerne.

Så sent som i 1855 var den eneste udvej for at skaffe foder, at anvende hjelme som foder, og derfor ansøger et stort antal beboere i Nordby om tilladelse til at skære af hjelmene, men de fik afslag med denne begrundelse:

"at en saa stor Mængde Hjelme ved at blive afslaaet let vilde ødelægge Bjergene, derhos havde man nu ved den i Vejret indtrufne Forandring med Regn og Varme det Haab, at den derved fremskyndede Grøde vilde snart afhjælpe Fodertrangen".

 

 

I 1742 berettes, at Nordbys 210 husstande har haft en udsæd. 

                      Nordby                                 Sønderho 

Husstande      210                                      143

 

Udsæd           72 Td. 3 ½ Skip.                    35 Td. 6 ½ Skip.

 

Sommerrug     71 Td. 4 ½ Skip                     43 Td. 3 ½ Skip.

 

Byg                17 Td. 4 Skip.                       9 Td. 4 Skip.

Havre og

Høbjerning       341 læs                                142 læs

 

 

korn alle-fire

 

1.: Hvede,  2.: Byg,  3.:  Havre,  6.: Rug 

 

For Nordby altså ca. 1 ½  læs hø pr. husstand og for Sønderho kun 1 læs.

Dette var bestemt ikke nok foder til bestanden af kreaturer og får, selvom det sidste når de var i stalden, mest blev fodret med vægger (gråpil). 

Beboerne har derfor måttet købe hø på fastlandet, eller selv holde eng dér, navnlig på Mandø Hølade.

 

faar 3 web

 

 

For at løsgående får og køer ikke skulle ødelægge vegetationen på klitterne og derved forårsage sanflugt til stor skade for de omkringliggende marker, blev det af Stiftsbefalingsmand Grev Schack, til hvem der fra flere beboere på Fanø var indkommen klage over dette forhold, i 1707 påbudt, at der skulde holdes hyrder til at vogte sognenes kvæg: 

"... Ellers skal Indvaanerne i Sønderho og Nordby Sogne, for at forekomme al Skade paa Landet, være tiltænkt, at de holder dygtige Hyrder, som hvert Sogns Kvæg - undtagen det som Ejermanden holder ved god Hæfte og Tøjr - skulle vogte fra det første om Aaret, naar Kvæget skal fodres i Marken og saalænge indtil det formedelst Vinterens Tvang sig ej kan nære, hvilke Hyrder samtlige Landfolk hver i sit Sogn skulle koste og lønne efter Ligning, som de har Kvæg til, men hvad deres Forseelse kan være, skal af Fogden straffes, eftersom den er til. Imidlertid skal Landfolkene være forbudt, enten ved aparte Hyrder eller deres smaa Børn, deres eget løse Kvæg i Marken at lade drive og vogte. Og skulle Hyrderne være tilforpligtet Kvæget i den vide Mark at uddrive og ej lade det komme paa Sandbjergene ved Indbyggernes Tofter, Huse eller Enge, ejheller skal Kvæget gaa i eller ved Engene uden Hyrde, førend Mikkelsdag er forbi uden det, som enhver holder i Tøjr paa sin egen   Grund. Og paa det at Hestene paa Landet i Engene, som hver ejer eller tilhører, kan have deres Føde, saa skal Tilsynsmændene i ligemaade saavel  med Landfolkene som med Hyrderne have nøje og pligtig Indseende, og   om noget uskikkeligt og usømmeligt befindes, da sligt Fogden straks at tilkendegive, og han da dem for deres Gerninger efter Loven lader afstraffe.  

Skulle nogle være, som ej ville lønne eller koste Hyrderne, skal Fogden straks slige mutvillige lade pante for hver Dag 1 Skil., anden Gang 2 Skil. og tredje Gang hid til mig i Korsbrødregaard i Ribe dem at lade indlevere.  

Ellers skal Landfolkene, hver i sit Sogn, være pligtige til uden for Sognets Tofter, hvor bedst belejligt kan være, at gøre en vid og forsvarlig Fold med Led og Lukkelse for, hvori Hyrderne om Aftenen efter Solnedgang, fra den 1. Maj og indtil Kornet er indhøstet, inddriver Sognets Kvæg, som ej malkes, og lader det forblive dér indtil om Morgenen ved Solens Opgang, da det tilligemed det andet Kvæg skal i Marken til Føde uddrives, og skulle Hyrderne saa tidlig, det er Dag, Kvæget uddrive og efter Solens Nedgang dermed hjemdrive.  

Skulde nogen heri gøre nogen Forhindring, enten med Hyrdernes Fødes Forskaffelse eller i anden Maade lade kende deres Fortrædelighed og onde Natur, da skulle de pantes, første Gang for 2 Skil., anden Gang 4 Skil. og tredje Gang hid til Ribe indføres, og skulle Hyrderne formedelst deres Forseelse og Forsømmelse ogsaa paa samme Maade straffes.  

Og skulle Sognefolkene i begge Sogne holde dygtige Personer, som aparte skulle vogte og tage Vare paa deres Bjerge og Enge efter Sædvane.

 

 

 

Saa skal og dette straks paa Tinge og Kirkestævne lydeligt oplæses og forkyndes og kontinuere dermed én eller tvende Gange hvert Aar.  

Datum Ribe, 8. Avgust Anno 1707.

I Stiftsbefalingsmanden Hr. Greve Schacks Fraværelse og under hans grevelige Segl. Oluf Christian Engelstoft. 

I Vedtægten af 16. Maj 1722 er det strengt påbudt, at får aldeles ikke må holdes noget sted, men skal altid drives med Hyrden, idet det hedder:  

"Er vores Vilje, at ingen tamt Faar enten af os eller nogen anden her i Sognet enten paa egen eller paa fælles Grund maa holdes, men alle Faarene at holdes i Marken i én Hjord og for én Hyrde ...  

Dernæst naar Faarene er saaledes i Marken henjaget, saa har vi herved med hverandre besluttet og indgaaet aarligt at holde én eller to Vogtere, og det fra den første Dag af, som Faarene bliver henjaget og siden derhos at forblive indtil samme igen bliver hjemjaget. Hvilke Faarevogtere har ej alene at holde Faa- rene i Marken og fra vore Tofter, som næst Marken er beliggende, men og, naar Enghøet er indavlet, at have muligt Tilsyn og Opagt, at Faarene ej kommer i Engene og dér i Floden drukner. Hvilke Faarevogtere vi vil samtlig betale, først alle saa mange som har Faar, dernæst vi, som med vore Tofter naest til Marken er beliggende, vil og give et lidet Tillæg dertil og i tvende Terminer..."  

Så snart kornet var høstet, blev får og kreaturer sluppet løs og da man ikke dyrkede vinterrug eller roer på Fanø før omkring 1890, skete der ingen skade på anden mands afgrøde. Men det kunne være for tidligt at slippe kreaturerne løs hvilket politiplakaten der blev læst i kirkerne og opslået i kroerne vidner om: 

 

 

Politi-Plakat.

 

P43 WEB 

 

 

Der er for mig ført Anke over, at nogle jordbrugere, saa snart de selv har indhøstet, slaar deres Kreaturer løse, og at Følgen er enten, at de, som ikke har indhøstet, staar i Fare for at faa deres Korn paa Marken bedærvet eller ogsaa nødsages til at høste samme, om det end ej dertil er tjenligt. Dette er en Uskik, som ikke skal taales, thi den Fattige, som dyrker sin liden jordplet og derpaa faar en liden Avl, bør nyde samme Beskærmelse og Fred derover som den, der ejer mange Agre og har en stor Avl, og det bør være overladt til enhver Mands Godtbefindende, naar han finder sit Korn tjenligt til at høste, uden at han derved behøver at rette sig efter andre. I Overensstemmelse med Grundsætningerne i Frd.. af 29. Dec. 1794 og 9. juli 1811 befales altsaa herved:  

 

1. Ingen maa understaa sig at slaa sine Kreaturer løse uden Minde og Samtykke af samtlige jordejere, ingen, end ikke den allermindste, undtagen.  

2. Handler nogen herimod, og hvis Kreaturer optages, betaler, foruden fuld Skadeserstatning og Foderløn efter Frd. 4. juli 1811 saasom.  

a. for et uringet Svin, So eller Tyr 4 Rbdl. Sølv.

b. for et ringet Svin, Gris, Ko, Stud eller Hest, 3 Rbdl. Sølv.

c. for et Faar eller Lam 1 Rbdl. Sølv.

d. for en Kalv eller et Føl 48 Sk. Sølv.

e. for en Gaas, And eller Høne 12 Sk. Sølv.  

 

Da imidlertid Hensigten med disse Lovbud er at holde over Markfred for ikke at aabne Adgang til ulovlig Fortjeneste paa Naestens Bekostning, er det ikke overflødigt tillige at bekendtgøre, at hvo som overbevises om at have drevet eller ført anden Mands Kreaturer ind paa sin Grund for der at optage dem eller i saadan Hensigt har slaaet dem løse selv eller ved andre skal iflg. Frd. 29. Oktober 1794 bøde første Gang 10 Rdl. Sølv, anden Gang dobbelt saa meget og tredie Gang sættes i Forbedringshuset i 3 Maaneder. Denne Plakat gælder ej blot for dette Aar, men ogsaa for Fremtiden.

Et Eksemplar heraf skal opslaas i Nordby Sogns Kro og 1 do. sendt til Sognefogden til almen Kundgørelse. Fanø, den 6. September 1821.                         Rosenstand.

 

 

 

I 1859 lader Sønderho Forstanderskab ved et møde den 21. september vedtage nedennævnte  

"Betingelser for Driften med Hyrden.  

For om muligt at forebygge Uorden, at Sognets Køer ikke uden Tilsyn gaar løse og driver omkring til Skade for Sandklitterne m. v., har Forstanderskabet vedtaget og besluttet i Henhold til Sognets Videbrev af 14. Marts 1777, at Fællesdriften med Sognets Køer tager sin Begyndelse næstkommende Fredag den 23. September under Bevogtning af Jes J. Berg og Niels Mikkelsens Søn Mikkel mod at betale dem for hver Ko 10 Skil. ugentlig, men Vogterne skal føde sig selv, og er det en Selvfølge, at en Ko, som følger Driften i én eller to Dage i Ugen, maa betale for fuld Uge. Dernæst bestemmes:  

1. Samlingsstedet for Køerne, der maa have Hornspidserne afsavet forinden, er som forhen vest for Jes Nissen Sonnichsens Hus. Enhver af Beboerne, som sender sine Køer med Fællesdriften, maa senest 1/3 Time efter, at Hyrderne hver Morgen ved Trompetlyd eller Udraab har tilkende, givet Tiden for Samling paa nævnte Plads, aflevere deres Kreaturer og ligetil saa hver Aften fra samme Sted afhente dem.  

2. Det gøres herved til Pligt for samtlige Beboere at lade deres Køer følge med Hjorden, i modsat Fald vil enhver Ko, som ikke findes forsvarlig tøjret eller under Bevogtning, blive optaget, og derfor betales for første Gang af en Ko eller Kvie l Mark, anden Gang 1 ½ Mark. Sker nogen Uorden eller Ufred i Sandklitterne, vil den Skade, som anrettes derved, blive takseret og være at erstatte af Ejerne.

3. Til at frede og holde Orden i Sandklitterne, at ikke løsgaaende Kreaturer kommer dér til Skade for Sanddæmpningen, har Forstanderskabet i saa Henseende lejet Anders H. Lassen til at forebygge den Uskik, som forhen har været Tilfaeldet, er som Følge deraf berettiget til at optage bemeldte Kreaturer, som antræffes i Klitterne, og skal Ejerne deraf erlægge den i Post 2 bestemte Bøde foruden Skadens Erstatning. Som Løn derfor nyder han det halve af Optagelses Pengene og desforuden 4 Skilling af hvert Ildsted i Sognet, med, Undtagelse af de Fattige.  

4. I Henhold til forbemeldte Sognets Videbrev maa Hyrden drive med Sognets Kreaturer og have den Frihed at gaa med dem, hvor de lyster, undtagen paa Sandklitterne, og som Følge deraf maa ingen under en Bøde af 9 Mark jage Kreaturerne eller Hyrden af deres Grund i denne Tid.  

5. For at Beboerne ikke af Uvidenhed skal forse sig mod foranstaaende Forholdsregler, bliver disse først af Budfogden bekendtgjort i Sognet ved Trommeslag og senere af ham for hver især forkyndt for Byfolkene, og dernæst førstkommende Søndag af Sognefogden læst til Kirkestævne.

 

 

 

 b226jessbrinch gaard web

Jes S. Brinchs gård. Tidligere ejere Søren Madsen (død 1854, sønnen Mads Sørensen (død 1888), og dennes svigersøn Jes S. Brinch.

 

 b226madssoerensen web  b226jessbrinch web
Mads Sørensen Jes S. Brinch, født 8. juli 1850.
 Jens-Madsen-Jensens-Gaard w

Morgenidyl ved sognefoged Jens Madsen Jensens gård i Nordby, 1898.

   
 b222jmjensen web  b222jenshiversen web
J. M. Jensen, død 1902 Jens H. Iversen, død 1903
 Jens-Hansen-Iversens-Gaard

.

 Her er det gårdejer Jens Hansen Iversens tidligere gård i Rindby, der danner baggrund for hele familien. I midten sidder J. H. Iversens bedstemor og hans far og mor, og uden om disse findes alle børnene med Jens mellem sine forældre. Nu er gården overtaget af J. H. Iversens søn, så egentlig er der på billedet ikke mindre end 4 generationer, der har levet på ejendommen.

 

 

 

 Soeren-Mathiasen-Lauridsens

Fotograferet af Kromann 1896. eksempel på trelænget Fanøgård - men tværlængen er formentlig tilbygget i midten af 1800-årene. Stuelængens "korshus" er et træk, som kendes fra bl.a. sønderjysk og fynsk byggeskik siden 1600 - årene, og som også er bevaret på Fanø. 

I Nordbvs sydlige udkant finder vi to store landbrugsejendomme, der på det tidspunkt var blandt de største i Nordbys umiddelbare nærhed. Her ses den ejendom, som i sin tid ejedes af Søren Math. Lauridsen, senere af Andreas Lauridsen og nu ejes af sidstnævntes svigersøn, renovatør Edvard Nielsen og dennes hustru. Der er ikke mere noget egentlig landbrug knyttet til bygningerne, og en del af disse er nedrevet og erstattet af en nybygning. - Billedet her er taget på et tidspunkt, hvor en stor del af familien var samlet; i midten sidder en af sønnerne, der var præst, sammen med sin hustru. - Den del af gården til venstre var aftægtsbolig.

 

 Jens-Noerbys-Gaard web  gaard-i-nordby,-strandvejen

Vognmand Jens Nørbys gård. Jens Nørby døde i 1909, 58 år. Han var en af Fanøs forgangsmænd på landvæsenets område, og til plantning og havevæsenet har han ydet et stort bidrag.

Gård i Nordby (Strandvejen 6), fotograferet af Kromann 1915. Gården, som havde tilhørt familien Rødgaard siden I 797, er et typisk eksempel på de flerlængede Fanøgårde, dersom regel bestod af to parallelle længer. 

Dette billede viser en meget karakteristisk byggeform for nogle landbrugsejendomme på Fanø, en af de såkaldte parallelgårde. Den tilhørte i sin tid gårdejer Jes Rødgård og overgik senere til dennes søn Søren Rødgård og sidst til dennes søn, Jes Arne Rødgård, og hermed var dens saga som landbrug slut. »Bondegården« som den kaldes i dag er nu dels bolig for den nuværende ejer, og dels butik.

 

 paradisgaarden-postvejen-15

Gård i Nørby (Postvejen 15, »Paradisgården«), fotograferet ca. 1910-20. Gammel vinkelgård med et nyere stuehus, tilbygget o. 1850-70 ( med den karakteristiske klassicistiske trekantgavl). Derved har gården fået en Z-form, der minder om gårdene på Sild og Føhr

 Marius-Nielsens-Gaard web Marius Nielsens gård i Sønderho

 

 b225mariusnielsen web

Marius Nielsen, gårdejer, sognerådsformand .   Født i Nordby 22. Okt. 1882.  

 

 

Engvogtere

 

Engvogterne, der som regel var 3 i Nordby og 2 i Sønderho, boede i sommertiden i små bræddehytter på engen, der hvert år måtte gøres i stand, hvilket ses af en vedtægt i 1722: 

 

"Alle Engvogteres Boliger, som her i Sognet plejer at være, ville vi årligt, hvem det vedkommer sligt at forfærdige, til den 16. april skaffe forsvarlig i Stand og det efter samme Sætning og på samme Maade, som hidentil er sket…" 

 

Skete det, at disse boliger henlå ureparerede fire dage efter den angivne tid, skulle den forsømmelige lodsejer  udpantes: "for de første Tvendedage hver Dag for 1 Mark Danske, men siden må de, som samme vil forfærdige, nyde for sin umage af de af os, som hidtil er funden forsømmelige og modvillige, for den hele Bolig at oprette 2 Rdl., og ellers af hver anpart den dobbelte Vogterløn, som han plejer at give. 

 

Engvogterne havde en lille fast løn og herudover havde han ret til fri græsning til tre gode køer. Lidt hø blev efterladt på engen, og tiltænkt engvogteren. Desuden fik han 4 Sk. for indfangning af hver ko eller hest på engen, men passede han ikke dette job, måtte han godtgøre skaden, ved at der blev trukket i hans løn. 

 

Ved udsigt til højvande der kunne gå ind over engen skulle han i god tid advare lodsejerne. 

 

En engtur, af Jens Hansen Iversen, Rindby

 

De fleste der kommer herover, interesserer sig mest for stranden og har slet ikke opdaget, at vi langs østsiden har Fanøs det fedeste og bedste areal - og hvis vi ikke havde haft det, havde vi ikke kunnet drive set landbrug, vi har herovre.

 

Jeg vil begynde med Skraanbjerg. Hvorfra navnet stammer, ved jeg ikke, men den har for øvrigt været meget højere end den er nu. Tyskerne tog toppen til bunkers. Men vi fortsætter forbi, længere nordpå, ikke ret langt, og vi ser det første stykke af engen, og ser ud i den fulde dybde af engen, som den går helt hen til Hans Høj. En ting man lægger mærke til her, er at det alt sammen er delt op i akkurate skel. Det er noget, som slet ikke forekommer andre steder på øen, og det kunne tyde på, at der har været en landmåler, der engang i sin tid har målt det op. Også tænkeligt af den grund, at det er noget af det bedste jord vi har på øen. Jeg kan i den forbindelse nævne, at priserne for eng helt tilbage til århundredskiftet har været højere end nu, hvilket betyder, at det har været vigtigt for landbruget.

 

Lad mig fortælle om engens beskaffenhed. Den første er "Gæst-eng". Det gi'r ikke så meget som det næstbedste kaldet "Mærsk-eng", men det er lettere at bjerge, og jeg tror også det har højere foderværdi. Det sidste stykke ag engen kaldes "Filsk", og det er først anvendeligt efter at kornet er færdigt i september. Det har altid været besværligt at bjerge fra dette stykke, og få det op på slæde. Ligeledes har det været svært at få tørt. Filsk består af flere forskellige slags græsarter. Denne filsk-eng er god og har været meget eftertragtet før i tiden. Avlen har en høj næringsværdi, både for køer, heste og får, og man lægger mærke til om sommeren, at køerne også først går ud på "æ filsk" - til vandkanten, men de bliver der ikke så længe, så bliver de tørstige. Græsarterne herfra brugte vi også i gammel tid til at røge bakskuld med.

 

Nu skal vi syd på, og kommer til Fogdens Grov". den rækker langt ind i "æ lavland". Der kan gisnes om, at i dette område har sandflugten ikke nået frem. Sandflugten har ikke været så slem på denne side af Klingenbjerg, men kommer først længere sydpå.

 

Vi fortsætter syd på, drejer af og kommer lidt skråt forbi et areal tilhørende Rødfoged-området og havner ved Klingenbjerg. Sydvestpå ses et lavvandet areal, det er Karens Dal, Store Grøndal og Lille Grøndal. På venstre side af Klingenbjerg har vi Rødfoged, et areal der er opdyrket og som er prima til opdyrkning. Til højre kommer vi også til Klingenbjerg. Hvorfor den hedder Klingenbjerg ved jeg ikke, men jeg har ladet mig fortælle, at hvis man lægger øre til, hvilken side af bjerget ved jeg ikke, men så kan man høre det klinge inde i bjerget. En anden har fortalt, at der skulle være begravet en skat inde i bjerget far en rig mand.

 

Vi fortsætter ad vejen sydpå tværs over Sandflod, og kommer til en vej, der også ser ud til at have været et sommerdige. Et sommerdige var opkastet jord, der så holdt flodvandet tilbage under oversvømmelser, så havvandet gjorde så lidt skade som muligt på engjorden. Stedet hedder Sandflod. Derom kan siges, at det faktisk er en fortsættelse af Sandflod Hede, vi nu har dyrket op.

 

Det ser ud til, at have været én stor flade, og jeg mener også, at der er knøgn fra Sandflod engang, og at dette sand nu ligger ovre ved Klingenbjerg, hvorimod de andre bjerge, som findes i dette område er kommet sydfra. Ja, i flere århundrede år, har det været nøgen og bart nder sandflugten. sandflod er jo nu opdyrket og ret god jord.

 

Ad vejen kommer vi nu til Hansodden, og nu er det sket med de store strækninger. Vi fortsætter sydpå til "æ Sund". Her bliver engen efterhånden kortere i strækningen, og vi kommer til "æ Kæer". Det er et godt stykke vestind - og er et dyrket areal, men ret besværligt at komme til.

 

Vi fortsætter sydpå og kommer til Albuebugt. Vi tager lige en tur ned til strandkanten og ser hele vejen om til Halebjerg, at der er spatinagræs - en lang strækning. Dennes historie er afsluttet og engen skulle nu være sikret. Fra Albuen ser vi til Ternedals Køje, og længere mod syd i vores egen fuglekøje, ser vi ud over det omliggende terræn, hvor man herfra kan se Manø, Ribe og Sønderho Fuglekøje, samt et bjerg "Svends Bjerg". Annas Dal-bjerg ligger også her, hvor man kan se et langt dige, måske har det været et kirkedige.

 

Endelig vil jeg her omtale rørskæret, der her findes. Det er egentlig også en slags landvinding. Rørskær arbejder sig støt udfra kysten.

 

Så går turen hjemad. Vi kommer forbi Præstbjerg og Laurses Bjerg, og er så hjemme i Rindby.

 

 


Gå til top