Landbrug del 3

 

 

 

Næppe mange steder i Danmark er fåreholdet drevet så omfattende som på Fanø. Der var ikke en eneste familie der ikke holdt får, selv dem der ikke havde jord kunne holde får, idet enhver havde ret til at drive så mange får ud i klitterne og heden som man lystede. Her gik fårene så løse det meste af året (I en indberetning af birkedommer Bølling dateret den 20. august 1743 findes bl.a. anført: "Af Kuriositeter og mærkværdige Ting her på dette tørre Land er intet synderligt, uden at indbyggernes Faar gaar vilde på Marken iblandt Bjergene Sommeren igennem og kommer ej i Hus").

 

 

FAAR WEB

 

 

Det var markmandens ansvar at sørge for at fårene i sommertiden ikke kom ned på de dyrkede arealer. Efter høsten søgte fårene om dagen ned på markerne og engen, hvor der til sent på efteråret var frodige græsgange. Hen imod aften trak fårene op i klitterne for at søge læ for natten. Her lå store flokke klods op ad hinanden. 

Var det stærkt snevejr om natten, blev fårene roligt liggende, så de til sidst var begravet i sneen og ikke kunne røre sig ud af flækken. Først når sådant et snevejr optrådte, hentede ejerne fårene hjem til stalden. 

Dette med at fårene kunne græsse overalt, blev lidt for meget for Fanøs første plantør, da fårene fik smag på den nyanlagte plantage og gik over og nappede de nye friske skud af træerne, som så ikke groede mere.

Heegaard var en nidkær mand; han tog fårene ind til stor fortrydelse for ejerne, der måtte betale 50 øre for hvert får, der blev opdaget. I et halvt år kom en mand af med 7 kroner. Det var mange penge i den tid. Så blev Jens Bjerg ansat som fælles fårehyrde. Først da blev der ro. 

Fåreavlen var ikke kun en fordelagtig forretning, men også en nødvendighed for befolkningens overlevelse. Størst betydning havde ulden som man fremstillede det hjemmelavede tøj af. Fårene blev klippet 2 gange om året - første gang i juli måned, anden gang ved Mikkeldagstiden (29. september).

 

 

klipning-af-faar web

 

Et Fanø får der i ældre tider var betydeligt mindre end den nuværende bestand - kunne give 2 - 3 kg uld om året. 

Som malkedyr spillede fårene -trods deres størrelse - en betydelig rolle for alle, også for dem, der havde malkekøer.

Når lammene var 2 - 3 måneder gamle, blev de taget fra moderen, som så blev malket. Lammene blev drevet ud i klitterne, mens moderen græssede på kløveragre og fik et lille tilskud dagligt af kartofler, klid eller brød, der øgede mælkemængden, der kunne malkes for 1 ½ - 2 liter dagligt og blev betragtet som den bedste "kaffefløde". 

Som for- eller efterret nød man fåremælk eller fårefløde, som man søbede med træskeer, tit med brødskorper eller "skonrogger".

Bedst var fåremælken på den tid, hvor tidslerne afblomstrede: "Når tidslen ryger, er fåremælk bedst".

 

b232faaremalkning web         Ekstra-Foder web

 

Særlig fint var fåremælk til rødgrød og jordbær. Man fremstillede også en dejlig ost tilsat kommen. 

Som slagtedyr var fårene også vigtige, især for dem som ikke havde råd til en slagteko eller gris i saltbaljen til vinter. 

Vædderlammene blev slagtet tidligt på efteråret, hvorimod fårene først blev slagtet i november. Kødet blev saltet og en del blev røget, en stor part "henkogt i sur" i store lerkrukker og overhældt med saltet talg. Kødet kunne da holde sig frisk i lang tid. 

Skindet blev i ældre tid befriet for ulden, alluneret og anvendt til arbejdsbukser. Med ulden på (kortklippet og det lodne indad) til frakker og kapper. Af talgen støbte man lys. Fåretalg var bedre end oksetalg til fremstilling af lys. Også til bagværk var talgen anvendelig - man kendte ikke til margarine og andre plantestoffer.

 

 

 

En vedtægt fra 16. maj 1722 indeholdt følgende bestemmelser: 

 

1. Er vores Vilje at intet Faar her i Sognet maa holdes enten paa Engen eller paa Fællesjordene, men alle Faarene at holdes i en fælles Hjord og for én Hyrde, hvo af os, som herimod handler, pantes for de første tvende Dage, hver en Dag for l Mark, men siden dobbelt, indtil sammes Faar bliver forskaffet og hen, jaget til Landets almindelige Hjord.

 

2. Om nogen af os vil tøjre sine Faar paa sin egen Grund, tillader vi og hverandre dette, dog at vedkommende betaler sin Andel til Faarevogteren - - -, dersom nogens Faar eller Lam skulde beskadige vores Korn eller Græs, da haver de ej alene den Skade ærlig at erstatte, men endog forskaffe Faar og Lam i Marken (til Vogteren) - - -.

 

3. Naar Tid er, og der bliver tilvaret, at Faarene skal henjages i Marken, da er vores Samtykke og Vilje, at dertil ej gives laengere Tid end 4 Dage fra Tilvarslens Dag af - - -.

 

4. Dernæst, naar Faarene er saaledes i Marken henjaget, saa haver vi herved med hverandre besluttet og indgaaet aarlig at holde én eller to Vogtere, og det fra den første Dag at Faarene er henjaget og siden derhos at blive indtil samme igen bliver hjemjaget, hvilke Faarevogtere haver ej alene at holde Faarene i Marken og fra vore Tofter, som næst Marken er beliggende, men og naar Engene er avlet at have al muligt Tilsyn med, at Faarene ej kommer i Engene og dér i Floden drukner, hvilke Faarevogtere vi samtlige ville betale, først alle saa mange, som har Faar, dernæst vi som med vore Tofter næst til Marken er beliggende vil og give et lidet Bidrag der til - - -.

 

5. Bestemmer Vogterens Løn til 4 Rdl. aarlig.

 

6. Og som ingen Fold er, hvor Faarene kan lægges, ville vi med hverandre sætte en ny Fold, hvor Faarene kan ligge -

 

7. Naar Folden bliver saaledes af ny opsat, vil dog behøves aarlig Reparation, og ville vi til samme at holde ved Magt hver tage en Part deraf og det til en vis Tid, nemlig til den 20. Avgust, at være i forsvarlig Stand. Befindes nogen sin Andel at være brøstfældig og ej til bemeldte Tid er gjort tilrette og færdiggjort da at pantes - - -. Samme Folds Led og Lukke haver jeg underskrevne Mathias Hansen antaget og dertil vil forskaffe aarlig, hvad behøves, hvilket og af os er indgaaet og bevilget, og han for alt det andet at være forskaanet.

 

8. Naar Marken om Sommerdage bliver saa tør, at intet Vand for Faarene er at bekomme, da ville vi med hverandre møde og ved Opkastning af Huller forhjaelpe Faarene til at bekomme Vand - - -. 

 

Vedtægten indeholdt ingen bestemmelser om mærkning, som vides at have eksisteret, idet enhver fårealer havde sit eget autoriserede mærke. På Fanø mærkede man på tre forskellige måder. 

 

  1. ved forskellige typer indsnit i ørene. Dette skete når lammene var en 2 - 3 uger gamle, og skulle efter gammel skik foretages efter solnedgang, så lammet ikke forblødte. Disse indsnit varierede på talrige måder, og man påstod, at det var umuligt at ændre dem, når snittene først var foretaget. Dette mærkningssystem var det autoriserede.

 

Var der tvivl om ejendomsretten til et får afgjordes sagen af sognefogeden og markmanden, der hver havde en fortegnelse over mærkerne. For at få tilstrækkelig variation i øremærkerne bestemte man at mærkerne på et får fra Nordby skulle bestemmes ved at se fåret bagfra. Et får fra Sønderho var det øret man havde til højre, når man så fåret forfra. 

 

  1. Mærkning kunne også foregå, ved at hænge et træmærke med ejendomsinitialer på omkring halsen på fåret. Sognefogeden og markmanden havde ligeledes en fortegnelse over disse mærker. Fåremærket fulgte huset ved salg eller anden overdragelse.
  2. man kunne også mærke fårene ved at binde et stykke tøj enten på højre eller venstre lår af fåret.

 

Øremærker

 

b235oeremaerker web

 

b237oeremaerker web

 

 

Udvalg af fårehalsmærker efter en fortegnelse, der går tilbage til 1802, og opgives at være afskrift af "en gammel forreven Fortegnelse".

 

Antallet af får :

 

                      Nordby                                 Sønderho

 

 

 

1684               238                                      80

 

 

 

1837               1579                                     971

 

 

 

1838               1383                                     762

 

 

 

1925               901                                      395 

 

I vinteren 1837 - 38 udbrød der sygdom blandt fårene, hvoraf mange døde, deraf det dalende tal mellem 1837 og 1838. 

 

I 1796 kostede fårene omkring 3 mark.

 

I 1805 2 daler

 

Prisen på uld i 1805 var 1 mark pr. pund.

 

faar 2 web

 

Markmandens bog

 

markmandens-bog web         P1 WEB

 

 

Mandø Hølade 

 

mandoe-hoelade web

 

 

En stor strækning af engene der var beliggende ved Ribe å's udløb i Vesterhavet kaldes Mandø Hølade, i egnens dialekt "Manne Hjøle". 

Efter sagnet skal Thyra Dannebod, efter hun under et skibbrud var kommet lykkeligt i land på Mandø, have skænket engene til øens beboere.  

Fanøboerne og særlig sønderhoningerne erhvervede sig enge på Mandø Hølade, idet man efter at befolkningstallet steg og heraf en øget kreaturbestand og ikke selv kunne avle tilstrækkeligt foder, var man nødt til at købe hø hos marskbønderne. Dette blev for dyrt i længden, så man erhvervede sig adskillelige "Mandsdele" eng på fastlandet. 

Nordby købte først enge i Darum og ved Ho bugt, men i 1850 er der folk fra både Nordby og Sønderho der ejer enge i Mandø Hølade. 

Efter mejerierne blev anlagt på Fanø, i Nordby 1889 og i Sønderho 1893 holdt de beboere der kun holdt enkelte køer, op med at have køer, - nu kunne de jo købe mælken på mejerierne.  

De egentlige landbrugere startede op med roeavl og efterhånden blev engene på Manø Hølade afhændet.   

Når høet skulle høstes engagerede man en bestemt mand (sletter) fra en af byerne i nærheden af Mandø Hølade. Sletteren slog hvert år engen, naturligvis med le.  

Ejeren på Fanø sendte så hjælp derover, mest unge piger, til at "rive af" efter sletteren og så herefter "hverre" og stakke høet. 

Det var et eftertragtet job at komme med til Mandø Hølade i høhøstens tid. Arbejdet gik med liv og lyst, spøg og latter. Om aftenen var der ofte dans. Der dansedes som oftest med bare fødder, og selv om den lange arbejdsdag startede kl. 3 om morgenen, sådan at leen skar bedre, når der stadig var dug, kunne der godt ofres et par timer til dans. Man hvilede sig dog 3 - 4 timer midt på dagen, hvor man sov i høet. 

Om natten sov man i båden, der skulle bringe høet hjem. Der blev lagt et godt lag hø i lastrummet, som man så borede sig ned i, fuldt påklædt.

 

 

 

Høbjergning

 

Udkig-hoebaade web

 

På udkig efter høbåde.

 

hoe1896 1 web

 

Evert med et stort læs hø fra fastlandet ligger klar til losning i Nordby havn.

 

hoebjergning web

 

Når høet var kommet godt til Fanø, blev der travlhed med at køre det hjem. Til dette arbejde mødte naboerne - det såkaldte Grandelav - som uden betaling hjalp til med at få høet i hus.

 

Bagefter var der så et lille kaffegilde, for dem der havde hjulpet til.

 

Endvinding

 

 

På Fanøs østkyst findes to store bugter, den ene "Vigen", der ligger nord og vest for Næsset (Halen) i Nordby, den anden er "Albuebugten" beliggende dels i Nordby Sogn og dels i Sønderho Sogn. I bugterne findes slikvader, der ved højvande overskylles af vandet, men som ved lavvande ligger tørt.

 

 

VIGEN 1       VIGEN 2 

 

Vigen 

 

 

Fanøboerne har i mange år været klar over at disse slikvader uden for store omkostninger og i løbet af kort tid kan omdannes til frugtbare engstrækninger. 

Birkedommer Morten Bølling gør allerede opmærksom på muligheden af en inddæmning af "Vigen" i en indberetning af 1743 og i 1819 vil skipper Morten Nielsen Jessen i Nordby forsøge sig med at inddæmme "Vigen". Han havde ikke haft held i sin skibsfart, hans skib "Ellen Cathrine" forliste han med i 1799, året efter det var bygget. I 1810 blev han kapret af englænderne under en sejlads til Norge med skibet "Marie Cathrine". Han fik sig et par år i et engelsk fængsel. 

N. M. Kromann har i Fanø Birks arkiv fundet en afskrift af Morten N. Jessens ansøgning til kongen om et pengelån. 

Ribe Amt, Nordby Sogn paa Fanø, den 19. Avgust 1819.  

 

Skipper Morten Nielsen Jessen, nu for Tiden Fisker, ansøger i Naade om et Pengelaan til at inddæmme et Stykke Land, hvor jeg tror om 5 - 6 Aar, at Nordby Sogns Beboere kunde avle den fornødne Hø, hvilken Inddæmning anslaas at ville koste 5000 Rdl. rede Sølv. Dette vilde forbedre Landets Grøde og forbedre Havnen ved at føre den vilde Strøm ligere gennem en Sluse.  

 

Til Kongen!  

 

Adskillige Gange læser man i Aviserne om Velgøreres Oprettelse af Fond, hvorfor jeg i dybeste Underdanighed beder Majestaeten at tage Hensyn til dette Forehavende. Havnen her i Nordby er dannet af Naturen ved en Strøm ind til Byen og tager saa meget Vand med sig, at Stenværgerne falder ned, og nærstaaende Huse ogsaa faar Skade derved, saa det er enten ufremkommeligt selv ved Lavvande, dér hvor Færdselen ellers bør være. For at forekomme dette, og derved faa Havnen bedre, frem, lægger jeg følgende Kort, som udviser Flakken, der kunde inddæmmes og inden faa Aar blive et Stykke Eng, som vi her har højst nødig, da mere end 100 Køer maa afskaffes i dette Aar formedelst Misvækst. En saare stor Del Køer er afstaaet, saa nu har Armod taget Overhaand, saa vi maa se Landets Agre bortødes, faar vi ikke Hjælp. Her gror ingen Ting uden Anvendelse af Gødsel, og det haves ikke. Hø maa købes paa Fastlandet, og det falder dyrt, og Folk har ingen Penge. Fiskeriet kan ikke føde os i saa dyr en Tid, dog det er den eneste Næringsvej, som de fleste maa leve af. jeg er allerede sunken og ser de fleste Beboere at synke i dybeste Nød, om jeg ikke kunde opvække Hjælp for Efterslægten. Til mit Forehavende mangles Penge til Arbejdsløn og Sluse.  

 

Allerunderdanigst  

 

Morten Nielsen Jessen

 

 

 

Tanken om en inddæmning af "Vigen" ligger nu stille til 1847, hvor en gruppe borgere  beder sognets forstanderskab om, at interessere sig for sagen, men det er først i 1853, man hører om projektet, idet postmester C. W. Kolvig på egne og flere interessenters vegne søger om koncession på engindvinding i "Vigen". 

 

Birkedommeren vil ikke anbefale projektet, mest fordi der er modstand mod projektet fra de tilgrænsende lodsejere.

 

 

82Fanoekort2 web

 

 

 Indenrigsministeriet giver dog den 16. april 1853 interessentskabet der består af 

 

Postmester Kolvig, Pastor Biering, Skipper Niels Sørensen Brinck, Møller H. F. Thyssen, Tømmermand Laust H. Clausen, Tømmermand Hans Peder Svarrer, Snedker Jens Hansen Ende, Smed Jørgen Chr. Beck, Skipper Morten Jensen Mortensen, Konsul, Købmand S. Johnsen og Smed Søren Abrahamsen, tilladelse til at påbegynde arbejdet. 

En interessentskabskontrakt blev oprettet og tinglyst. Det fremgår af denne, at arbejdet er begyndt med en inddæmning (de senere forsøg er sket ved udgrøftning). 

Der foreligger ikke noget om det videre arbejde, undtaget en kort notits i sognerådets protokoller i 1857, der fortæller at arbejdet er i fuld gang og at interessentskabet søger om tilladelse til at opsætte grænsepæle mellem lodsejernes enge og det indvundne land; forstanderskabet anbefaler at lade en landmåler kigge på sagen. 

Arbejdet bliver aldrig fuldført og i 1863 ansøger konsul J. K. Bork, Nordby, og justitsråd C. B. Claudi, Lemvig, hver for sig indenrigsministeriet om at "erholde Koncession til som Ejendom at indvinde henholdsvis samtlige og en Del af de ved Fanøs Østkyst og Nordkyst beliggende Grunde og Banker". 

Ministeriet ville ikke udtale sig før resultatet af planerne om anlæg af Esbjerg Havn der på det tidspunkt var langt fremme, forelå.

Da der blev givet OK for havnen i Esbjerg meddelte ministeriet ansøgerne i en skrivelse af 30. november 1869 efter at have lyttet til etatsråd, vandbygningsmester Carlsen " at der ikke vil kunne meddeles Koncession på nogen af de tilsigtede Inddæmninger, da de arealer, der herved agtes indvunden, for en meget væsentlig Del henhører til Grådybsbassinet, som det af hensyn til den projekterede Havn ved Esbjerg er at bevare uformindsket".

 

 

b247jkbork web

 

Konsul Bork gav sig dog ikke op så let, så han indsendte en ny ansøgning for inddæmning af "Albuebugten" og droppede planerne for Fanøs nordspids og for "Vigen".

 

albuebugten 1        albuebugten 2

 

albuebugten 3 

 

 

 

Albuebugten 

 

 

Mærkelig nok fik 25 lodsejere i Rindby med gårdejer N. Iversen i spidsen den 23. juli en bevilling på landindvinding af eng i "Vigen" foreløbig for 5 år, og skattefrihed på det indvundne land i 20 år. Men lodsejerne gjorde aldrig brug af bevillingen.  

Konsul Bork fik den 6. november 1872 omsider den bevilling han tørstede så meget efter, nemlig bevillingen på engindvinding i "Albuebugten". Arbejdet skulle tage ca. 8 år. Derefter skulle konsulen have 20 års skattefrihed på det indvundne land.  

Samtidig blev den samme ret bevilget til 22 lodsejere i Sønderho med skibsfører Math. J. Knudsen i spidsen, til et areal syd for "Albuebugten" indtil Sønderho by. Dette konsortium afstod allerede året efter sine rettigheder til konsul Bork mod et kontant vederlag.  

Bork overdrog arbejdets udførelse til ingeniør C. F. Glæsner der skulle have 136.000 Rdl. for arbejdet. Bork søgte at danne et aktieselskab til finansiering af projektet og udbød 272 aktier af 500 Rdl.  

Aktieudbydelsen mislykkedes; der blev næsten ikke tegnet nogen aktier, men inden arbejdet begyndte overdrog Bork med ministeriets billigelse nogle andele til justitsråd C. E. Møller, landinspektør F. Vinding, pastor emer. P. Chr. Røgind, alle København, og til godsejer J. W. Treschouen til Krabbesholm. Bork havde selv 50.000 Rdl. Som han satte i foretagendet. 

 I efteråret 1873 gik arbejdet så i gang med en ca. 70 mand, der arbejdede ved ebbetid, altså nogle timer to gange i døgnet, uanset tidspunktet for ebben. 

Til logi for arbejderne opførtes to træhuse og til ingeniøren og formændene blev et gammelt skibsruf sat op, ellers opførte mange sig jordhytter op ad klitterne og boede deri.  

Man anlagde diger vinkelret på landet som blev bygget af klægen på vaderne, og var så høje, at de ved daglig normal højvande ikke blev overskyllet. Ved de yderste af disse diger, der var ca. 1 meter i bredde med ½ meters grøft imellem, opførte man et højere dige på tværs af de andre. Ved hermed at kunne stoppe overrisling af digerne indenfor håbede man, at disse diger snart ville blive bevokset. Dette synes at være en korrekt antagelse, men hvad der blev bygget op om sommeren, blev nedbrudt af isen om vinteren.  

Arbejdet fortsatte i ca. 5 år, så var kapitalen opbrugt og man standsede projektet og yderligere forsøg er ikke gjort.

 

 

82Fanoekort3 web

 

 

I ældre tid var gåseavlen og biavlen af ganske stor betydning.

 

 

 

Gåseavlen var nødvendig for at have fjer og dun til dyner, hvoraf ethvert hjem havde mange, og de var store og fyldige, så det var nærmest en tortur for børnene at blive pakket ind i en sådan dyne. 

Man skulle helst have dyner i beredskab og gerne at par poser med fjer og dun hængende på hanebjælken.

Hvis et skib gik ned var det ensbetydende med at der skulle udrustes med nye køjeklæder. 

 Gåseavlen tjente også et andet formål, nemlig skrivepenne. Nok var der ikke mange skrivende mennesker på Fanø, men en skrivepen i en ukyndig hånd blev hurtig slidt op. Pennefjerene var til og med en udførselsartikel fra Fanø, - i 1776 for 180 Rdl. Kurant. 

b249mettethaekker web

Biavlen var en overgang meget udbredt, især omkring midten af 1800-tallet. Dette skyldes en kvinde, Mette Sørensdatter, skibsfører Th. N. Thækkers hustru i Sønderho. Hun havde fået en særlig interesse for biavlen og satte sig grundigt ind i biernes røgt og pleje, hun rejste gerne langt for at høre et foredrag om biavl, og delte gerne sine erfaringer med andre og følgen var, at der i næsten hver kålgård i Sønderho holdtes bier.  

Endnu i dag fremstilles der lynghonning på Fanø.  

Hans Brinch citerer i bogen "…men kun de glemte er borte, Mette Thækkers barnebarn Thomas's levnedsbeskrivelse bl.a. om mormoderen:  

"Hun var den mest udprægede person i mit slægtsregister, og jeg ville kun ønske, at nogen af hendes efterkommere arvede den samlede sum af hendes egenskaber. Af en mængde mennesker på Sønderho har jeg hørt hende beskrive som en ualmindelig brav, højsindet og redelig personlighed. Der var kappestrid mellem de unge piger om at blive tjenestepige hos hende, og det satte unge koner i en højere klasse, at de havde tjent under hende. De var allesammen enige om, at det ikke havde været nogen let plads; de måtte tage hårdt fat for at tilfredsstille hendes krav, men de så, at hun ikke stillede ringere krav til sig selv og lod andre udføre arbejdet. De fik alle den største højagtelse for hendes ubetingede redelig......   

Hun havde så mange fremtrædende gode egenskaber, så jeg sikkert ikke kan nævne dem alle. Hun var meget godhjertet. Andres nød gik hende til hjerte, men hun var ikke sentimental. Man kan næsten sige tværtimod. Hun hjalp, hvor hun kunne, men det skete ikke ved at hun deltog i jammeren, Hendes væsen og mine var nærmest udeltagende at se på, og - var nøden selvforskyldt, blev hjælpen altid ledsaget af en solid bebrejdelse.  

 Hun understøttede en fattig familie med mad, klæder osv. Familien blev stadig mere børnerig, og hver gang der kom et nyt barn, fik Hans læst og påskrevet af mormor, og lovede nu, at det var den sidste. Men børnene vedblev at komme, og mormor blev ved at hjælpe -  og skænde.  

 

 

 

 

Hun vidste et utal af lægeråd, Da hendes datter som ung fik en lidelse i en fod, kørte mormor hende i en trillebør rundt til de huse, hvor der blev slagtet, og så måtte barnet sidde med foden inde i bugbulen på det slagtede dyr, for den dyriske varme var meget bedre end grødomslag. De fleste sår behandlede hun ved, at lægge snitfladen af husløg på dem. De groede på stråtaget af enkelte huse i Sønderho, og mormor kendte nøjagtig, hvor hun skulle hente dem.  

Hendes diagnoser var naturligvis ikke altid korrekte, - undertiden lidt komiske. Det var næsten ligegyldigt, hvad vi børn fejlede: mormor var klar over, at det var orm, og så skulle vi have ormefrø. Jeg smager endnu dette stads, men hun blandede det med en skefuld sirup eller endnu bedre - honning. Vi blev efterhånden så durkdrevne, Lille Mett og jeg, at vi med tungen kunne skille honning fra ormefrø, og så spyttede vi lidt efter lidt disse ud, Men da mormor opdagede denne snedighed, holdt hun os for næsen, indtil vi havde sunket hele blandingen. Jeg mindes aldrig, at der kom orm fra os, men mormor var standhaftig i sin diagnose, - og vi kom os  ......   

Da de første unge søfolk gik i råd hos os ved Lille Mett, ville de gerne som andre steder fordrive tiden med at fortælle eller synge. Men mormor kunne ikke lide at se folk ubeskæftigede. Hun satte dem i stedet til efter tur at læse højt for hende af en biavlerbog, hvorefter hun belønnede disse store søfolk med - en skefuld honning ...   

Hun samlede selv aktier ind til sine svigersønners skibe. På fastlandet. Jeg har været med hende på flere sådanne rejser. Vi tog med båd til Darum, resten af rejsen kørte bønderne os. Efter god beværtning og aktietegning gik det til Sneum, Krogsgårde, Spangsberg Mølle, Tjæreborg osv. Mormor var kendt overalt derovre og blev altid vel modtaget. Hendes retsindighed var velkendt, Når der i en landsby havde været kiv og strid, ventede man blot på Kalle Mett. Så blev de stridende kaldt sammen, og de slap ikke fra hende, før sagen var forligt.   

Hun var den første, der startede biavl, den første der startede frugtavl, og hun anskaffede den første hånddrevne tærskemaskine på øen. Jeg husker om hendes sprog, at hun altid kaldte honning for "liflig og kvægende"   ......   

Datteren Annes død forvandt hverken hun eller morfar nogen sinde helt........"    

I midten af 1800-tallet var frugtavl ikke særlig udbredt, man troede ikke at frugttræer kunne trives på øen, men siden viste det modsatte sig.  

En lille morsom beretning om skibsfører N. Anthonisens datter Dorthea, der i 1860 såede en kerne i en urtepotte og senere plantede træet ude i haven ved huset på Hovedgaden 41. Efter forgæves i 13 år at have spejdet efter frugter, har og bærer den stadig de dejligste sommerpærer. Forundret udbrød Dorthea: »A mint de waar en Æweltræ«.

 

 

b249abhansen

 

A. B. Hansen

 

p2

 

 

Mangel på brændsel

 

 

Der har i ældre tid altid været mangel på brændsel på Fanø, hvor der hverken var skov eller mose.  

"Tørv og Brændsel skal man købe på Fastlandet, og lade det føre over med Skib", hedder det i præsteindberetningen af 1651; den samme klage går igen i indberetningen af 1743, og i 1791 skriver pastor O. T. Foss i Sønderho:  

"Her falder aldeles ingen Skov, hvorfor Egetømmer til Husbygninger og Fartøjer maa købes fra Skovene her i Landet, og Fyrretømmer fra Norge. Moser haves ej heller, men tvertimod er Manglen paa Brændsel meget stor, hvorfor man meget dyrt maa købe fra Fastlandet Klyne, Tørv og Lyng til at brænde fra de nærmeste Steder, som er Tjæreborg og Darum."    

Det var ikke så sært at fattigfolk hele sommeren igennem samlede og tørrede fåregødning og kokasser til brænde i bilæggerovnen om vinteren.  

Lyngen der var meget kort og indtil slutningen af det 18. århundrede ikke var særlig udbredt, idet sandfygningen kvalte den, var et meget anvendt brændselsstof.  

Hedetørv blev også anvendt som brændsel til madlavning på arnen og i bilæggerovnen.  

Stranden var også en måde, at skaffe sig brænde på, på grund af den store mængde vragtømmer der skylledes op på kysten. Siden 1741 ejede Fanøboerne selv stranden og det var enhver mands ret at bære det tømmerhjem, han kunne slæbe. Større vragdele, tømmer og brædder blev solgt på auktion til fordel for alle.  

Efterhånden som statsplantagen voksede til og det var nødvendigt med udtynding kunne den også forsyne beboerne med kvas til brænde.  

Er Fanø blottet for moser, er den dog i stand til at producere tørv på en mærkelig måde, om end kun i ringe omfang, nemlig i havet. På Sønderhos sydveststrand lidt ude i vandet lå der en betydelig mose på indtil ½ meters tykkelse. De ældre fortalte, at den efter den store storm 11. oktober 1634 er kommet drivende hertil fra Ejdersted.

 

 

Gravning-efter-toerrv web 

 

 

Denne beretning stemmer med, hvad en tysk forfatter ved navn Kusz har berettet i en af sine bøger, og Vandbygningsdirektør E. R. Grove har i en artikel i "Tidsskrift for populær Fremstilling af Naturbegivenheder" 1858 klargjort sandsynligheden for denne påstand.  

Mosen ved Sønderho kan ikke være dannet på stedet, da den ligger oven på sandet strandbund. Det vides, at der i krigsårene 1807 - 14 blev gravet tørv - Tuol tørv kaldet - i denne mose, og under første verdenskrig da der var mangel på brænde, blev der igen forsøgt med at grave tørv der. Var tørvene godt tørre, brændte og varmede de godt, men på grund af sit store saltindhold blev de hurtig fugtige igen og da krigen var forbi, var interessen for disse tørv standset.  

Udgifterne til brændsel har altid været store for Fanøboerne

 

N. M. Kromann fortæller om pastor Friis i Nordby, at han købte: 

 

1759: 

 

10 læs Klyne 3 mark pr læs. 

 

21 læs hedetørv fra fastlandet á 1 mark 4 Sk. 

 

1763 

 

14 læs Klyne á 2 mark 8 Sk.

 

15 læs Hedetørv fra fastlandet á 1 mark 4 Sk. 

 

1764 

 

20 læs Klyne á 3 mark 

 

Oprindelig brugtes betegnelsen tørv om græstørv eller lyngtørv medens tørv oparbejdet i moser blev benævnt klyne.

 

I 1771 omtaler birkedommeren, at der findes 60 tørveskibe i Sønderho.  

I 1808 kostede 1 læs klyne á 300 stk 5 - 6 mark leveret i Roborghus, hvorfra Fanøboerne selv afhentede dem, i Janderup og Kjelst kostede klynen 3 - 4 mark.  

Dalgas beretter i "Ribe Amt" 1830, at der årlig tilføres Fanø 4 - 5.000 læs tørv og lyng.  

I 1855 skriver Nordby Sogneforstanderskab i en ansøgning til regeringen bl.a.:  

"Tørv maa til uhyre Summers Beløb hidføres fra Fastlandet og i flere Aar til stedse stigende Priser... De sidste Aar har desuden gjort det saare vanskeligt at erholde Tørv, at det snart truer med at blive aldeles umuligt at faa dem, eftersom Bonden paa Grund af Arbejdskraftens Kostbarhed og hans egne forbedrede Kaar, ikke vil have at gøre med og kan afse Indtægten af den besværlige Tørvetransport. Man har endog til Sognets Fattig, og Skolevæsen maattet hidforskrive Tørv fra Elben..."   

Af en notits i "Vesterjydsk Avis" for 15. januar 1860 ses, at der i 1859 fra Roborghus er udført 1769 læs Klyne og fra Strandby 450 læs til Fanø.

 

 

Førtidspriser på bygninger og besætning

 

I 1663 døde gårdejer Jens Jensens hustru i Nordby, og enkemanden skiftede med børnene. Hans gård og besætning vurderes da sådan:

 

 

 

Et 15 Fags Salshus 105 Rdl.

 

Et 16 Fags Ladehus med 2 Kviste (Arkengabe) 54 Rdl.

 

1 brun blisset Hingst 15 Sletdaler.

 

1 sort blisset Hest 10 Sletdaler.

 

1 brun Hoppe 14 Sletdaler.

 

1 brun Mærplag 4 Sletdaler.

 

1 graa hjelmet Ko 7 Sletdaler.

 

1 sort hjelmet Ko 7 Sletdaler.

 

1 rød hjelmet Ko 6 Sletdaler.

 

2 blakketbroget Stude 12 Sletdaler.

 

1 sort hjelmet Tyr 3 Sletdaler.

 

12 gamle Faar og Lam 12 Sletdaler.

 

1 Svin 2 Sletdaler.

 

2 ½  Td. ren Korn 6 Sletdaler.

 

2 Td. Bygmel 5 Sletdaler.

 

 

Grønningen

 

Groenningen web

 

 

Omkring år 1730 - 70 voksede der en eng frem på Fanøs nordvestpynt, man kaldte området for Høngrønning (Høn=Hjørne) og den 23. februar 1745 gav et reglement Oddens beboere ret til at benytte det som fællesareal, mod at de påtog sig at dæmpe sandflugten på de nærmeste liggende klitter. Området voksede sig større i vest- og sydlig retning. Det nye stykke blev kaldt Nygrønning og græsningen af stykket blev tilkendt Oddens beboere, der mente at have rettighederne også til dette stykke jord med udgangspunkt i reglementet fra 1745. I 1777 fandt Oddens beboere på at udleje eller allerbedst at sælge området og lade pengene gå i Oddens kasse.  

Beboerne i områderne Byen, Rindby og Nørby protesterede og skrev til stiftamtmanden der beordrede en landvæsenskommission nedsat. 

Man måtte først bestemme Høngrønningens beliggenhed og udstrækning, men følgende beskrivelse har nok gjort det svært at bestemme grænserne for området. (Fanø var endnu ikke opmålt eller matrikuleret):  

"Høngrønningen er strækkende fra Pieter Jansens Banke og vester og sønder paa til opkastede Dole, som eragtes at være til 30 Skar norden Nørknøsvejen samt gaar Nordvest paa tvært over efter den højeste Knold paa Nørenden af Helmtotterne og af det saakaldte Nyland tæt Sydvest ved bemeldte Dole 100 Skar og lige ud efter den sønderske og højeste Knold paa Helmtotterne til Nordvest ungefær …"  

Den 23. februar 1778 enedes beboerne om at Nygrønningen tilfaldt Byen, Rindby og Nørby og Høngrønningen vedblev at være fællesareal for Oddens beboere.  

Indtil omkring år 1900, da enhver familie holdt én til to køer blev disse under en hyrdes opsigt daglig dreven ud på Grønningen.

 

 

de fire byer web

 

 

Når tidspunktet var inde for at køerne skulle drives, gik hyrden rundt i gaderne og stødte i en trompet. Der blev efterhånden samlet en talrig hjord, der blev drevet gennem gaderne.

 

 

Grønningen

Ved Fanøs nordkyst ud mod sejlløbet til Esbjerg ligger et sær­egent marskland på ca. 410 ha. Det var Grønningerne, Oddens Grønning og Byens Grønning, som helt fra 1741 har været fæl­leseje for lodsejerne i Nordby sogn. Det var ikke alene landbrugsejendomme, der havde græsningsret på Grønningen for deres kvæg, denne ret var sikret så at sige enhver ejendom ved Odden, hvoraf mange havde 1-2 køer. Desuden havde lodsejerne ret til på Grønningen at skære tørv til de stråtækte huses mønning.

 

 

 

groenningen

 

 

 

 

 

Grønningen. Niels Peter Mols. 1859 - 1921. Køer på Grønningen.

 

 

 

hyrdedreng

 

 

 

 

 

 

 

Til at drive og vogte kvæget var ansat en hyrde ”æ hjøwer-mand”, som havde en knægt ”æ hjøwerdreng” til hjælp.

 Hyrdedrengen

Fra tidlig forsommer, så snart der var græsning nok, og til sent på eftersommeren blev køerne fra Odden hver dag drevet på Grønningen.

B1520-31 Koeer-paa-vej-til-Gr 

 

Samlingsstedet var stranden ved færgelejet. Hertil kom folk med køerne, og her overtog hyrden og hans dreng den samlede hjord og drev den langs med stranden om til Grønningen. Hjor­den kunne tælle op til 200 stk. Ved driften langs stranden måtte der derfor tages hensyn til ebbe og flod, og der måtte derfor dri­ves til varierende tider mellem kl. 5 morgen og kl. 6 aften. En time før ”hjøwermanden” bestemte afgang for kodriften sendtes ”hjøwerdrengen” rundt i gader og veje med et tudehorn - hjøwerhornet - hvorved han for beboerne varslede, at køerne skulle samles ved stranden. Det faldt naturligt, at koholdene fra de for­skellige ejendomme på vejen til stranden efterhånden alle kom ud på landevejsgaden, hvorfra de ad den smalle slippe nord for hotel ”Nordby” kom ned til stranden. På gaden efterlod køerne, hvad der naturligt måtte falde, men som ikke gjorde bygaden særlig tillokkende for fodgængerne.

 

B1625-17 Koeer-paa-vej-til-Gr

 

Når vandstanden ved aftenstid - en time før hjemdriften skulle foregå - var passende, sendtes hjøwerdrengen ind til byen for igen at lade hornet varsle, at køerne skulle hentes ved stranden.

 

Disse afleveringer og afhentninger af koholdene ved stranden har frembudt et broget skue af kvinder og børn i nationaldragt, som nok kunne tiltrække gæsters og turisters opmærksomhed, ligesom hjøwerhornets tuden i gaderne også påkaldte forundring. Til lønning af hyrden og til vedligeholdelse af hegn m. v. ydede man for hver ko en afgift til »Oddens Kasse«. Kodriften ad byens gade kunne jo nok efterhånden blive til stor gene for beboerne, og da landevejsgaden i 1866 blev brolagt måtte Oddens Kasse bidrage til omkostningerne.

Da bebyggelsen ved Odden blev mere bypræget, ønskede man kodriften bort fra gaden og i 1904 blev samlingsstedet for Hjøweren flyttet fra stranden til vest for Klauses Bjerg, og herfra blev der anlagt en direkte, hegnet vej gennem klitterne ud til Grønningen. I 1952 ophørte den gamle form for Hjøweren. Kø­erne drives ikke mere ud og hjem hver dag, men bliver malket på Grønningen.

 

 

 

oerkenvandringen-1918---Niel

 

 

 

   Niels Peter Mols: Ørkenvandringen, Æ Hjøwerplads set fra vest. 1918

 

 

Der blev nedskrevet en "Vedtægt om benyttelsen og Bestyrelsen af den Beboerne ved Odden paa Fanø tilhørende saakaldte Hjørnegrønning". 

Vedtægten blev underskrevet 10. marts 1867 af 187 interessenter.  

Vedtægterne omfatter 16 paragraffer, hvoraf de vigtigste gengives her:  

§ 1. De Husejere ved Odden, som ejer jord og svarer Skat deraf, er berettiget til, uden Hensyn til Skattens Størrelse at lade 2 Malkekøer græsse paa Grønningen om Sommeren. Ejerne af Huse, som ingen jord har, ligesom og de Husejere, der vel ejer Jord, men ikke svarer Skat af samme, er berettiget til at lade 1 Malkeko græsse dér om Sommeren, hvilken Ret er dem hjemlet ved Landvæsenskommissionsforretning af 13. juli 1785. Alle Køer, som græsser paa Grønningen, skal være under, given Vogtning af den antagne Hyrde.   

§ 2. ... det er kun Malkekøer, for hvilke der haves Ret til Græsning. - Hverken Heste, Stude, Kvier, Kalve eller Faar maa tøjres eller løsgaa der.   

§ 4. Retten til Græsning er betinget af, at der af det vedkommende Hus er betalt eller betales den bestemte Kendelse - 4 Rdl.   

§ 5. Naar der én Gang er betalt Kendelse, da er Retten indløst ej alene for daværende, men for alle fremtidige Ejere af det paagældende Hus. (Ved Køb af nyt Hus, der ikke har saadan Ret, eller ved Opførelse af nyt Hus skal de paagældende Ejere for at faa Græsningsret straks betale Kendelsen. Senere kan denne Ret ikke erhverves).   

§ 7. Grønningen renses og ryddes, naar fornødent gøres, af dem, der benytter samme ...   

§ 8. Mønningstørv maa kun graves paa Grønningen ved Tilladelse og Anvisning af Bestyrelsen uden Vederlag ... Ikke græsningsberettigede maa betale 8 Skill. for hver Snes Tørv ...   

§ 9. Lejere af Huse kan ikke fordre meddelt Ret til Deltagelse i Grønningens Benyttelse, selv mod at betale Kendelse, dog hvis det lejede Hus har Græsningsret og denne ved Lejemaalet er Lejeren overdraget af Ejeren, kan Lejeren i Lejetiden træde i Ejerens Sted. 

 

 

 

 

I 1907 vedtog man, at græsningsretten også skulle gælde for får, beder, gimmerlam og væddere.

 

koeer-paa-samling

 

Koer hjem groenningen web

 

 

Følgende er et uddrag fra kapitlet "Marginaljord" i "Livet på øerne" af Erik Aalbæk Jensen. Uddraget dækker et interview med gårdejer Ernst Brinch. 

 

B1473 ae hjoewer 3

 

B1473 ae hjoewer 5

 

B1473 ae hoewer 4

 

 

 

"Endnu i min drengetid sidst i tyverne,” siger Ernst Brinch, kom alle de køer vandrende hjem til høwerpladsen om aftenen. jeg husker støvskyen, når høweren kom drivende med de tres, halvfjerds køer de to kilometer ad sandvejen derude fra klokken seks og folk stod ved pladsen og fandt deres dyr og trak dem gennem byen hjem til staldene og satte sig til at malke dem. 

Pladsen lå helt inde ved Odden by. Dér stod høweren hver sommermorgen klokken halv otte og tog imod dyrene og drev dem ud til Grønningen og gik med dem dér hele dagen, til de i samlet flok pulsede hjem igen om aftenen. 

Sådan har man sikkert båret sig ad helt fra 1745, for mændene var jo aldrig hjemme om sommeren. Koner og børn var alene om at tage sig af dyrene og de små stumper jord, der hørte til husene. Den gård, jeg har nu, købte min far i 1918. Han boede inde i Nordby, og de sytten tønder land, han købte, lå seksogtyve forskellige steder. Da det gik ned ad bakke med sejlskibsfarten, var der flere, der skilte sig af med deres jord, andre begyndte at samle den, ligesom min far, men langt op i tyverne var der altså køer i mange af husene, og de skulle stadig hjem og malkes hver aften. 

De arme dyr var helt på knæene, når de kom hjem efter to kilometer sandvej med yverne fulde af mælk. 

Der ligger kun to gårde herude, og den ene var altså vores, som jeg var gammel nok til at overtage i 1949. Der var en halv snes stykker, som brugte græsningsretten og straks den sommer sagde tre af os til hinanden, at nu skulle vores køer blive på Grønningen. 

Vi havde en cykel hver og en lille anhænger med ét hjul under, fordi der kun var en smal sti at køre på, og morgen og aften cyklede vi ud og malkede og tog jungerne med hjem på anhængeren, og det vakte stor opstandelse og strid. De andre kunne ikke forbyde os at have køerne gående på Grønningen om natten, men høweren, sagde de, skulle i hvert fald ikke have ulejligheden med at skille vores dyr fra dem, han skulle hjem til byen med. Det kunne vi selv sørge for, når det skulle være på dén måde. 

Men det varede kun to dage, før deres køer ikke ville med hjem om aftenen. De trak til siden og ville også malkes derude, så stor en behagelighed var det for dyrene. 

Året efter sluttede en fjerde kollega sig til os, bare for at prøve. Vi sad og malkede en aften på åbent felt, som vi plejede, uden læ af andet end de pæle og planken, vi bandt køerne til, da det trak sammen til rigtigt tordenvejr og fjerdemanden blev ræd og ville hjem med sine dyr. Men trods vejret var de næsten ikke til at slæbe derfra. Så stor en lettelse var det for køerne, og så rigtigt at bryde med det, man havde gjort i hundredvis af år.

 

 

 

 

 

Ernst-Brinch web

Ernst Brinch, hans kone og søn er heltidslandbrugere i en driftsform, der kræver mere arbejde end Hereford. 

,,Fordi jorden er marginaljord, om nogen er det. Den er så marginal, at den kun yder det, naturen selv vil. Græs er den eneste afgrøde, der kan dyrkes med fortjeneste. jeg har firs hektar sandjord og den græsningsret på halvandet hundrede hektar Grønning og en tredive hektar enge, vi kan bjærge hø på. Én mand eller to kan godt overkomme masser af dyr de fem sommermåneder, men dyr og mennesker skal også leve vinterdage, og der er kolossalt med arbejde ved at bjærge hø. 

Her kunne vi ikke eksistere med kødkvæg alene. jeg tror ikke, der er nogen, der kan, har i hvert fald ikke set det bevist, så vi må producere mælk. Jeg har femogfyrre malkekøer ud af de hundrede dyr, vi har gående. Det er en besætning jeg har arbejdet på at bygge op lige siden, jeg overtog gården. Vi er syv, der leverer til mejeriet nu, fra hele øen, mod halvtreds da jeg begyndte, og ud af de syv er én over de halvfjerds. Han er den eneste fra Sønderho og bliver også den sidste dérfra. 

Det er jeg sikker på. I al beskedenhed leverer jeg halvdelen af mejeriets mælk, og jeg er treogtres, og det er mejeribestyreren også. Foruden ham er der en uddannet mejerist mere og en chauffør og en del unge mennesker, der hjælper os om sommeren med at pakke mælk og bære ud og ind og den slags. Det går endnu, takket være al den konsummælk, vi leverer i sommersæsonen til turisterne, og maskinparken, vi har faet billigt fra andre små mejerier, der bliver slået sammen med store og nedlagt. 

Men hvor længe? Jeg véd i det hele taget ikke, om jeg mere tror landbrug som livsform for heltidsbeskæftigede herovre. Jeg tror ikke engang på ét stort landbrug, der ejer og driver det hele. Jeg kan kun se en fremtid for fritidslandbrugere. 

Det er ikke lige min stil. jeg synes også, øen som helhed og sommergæsterne vil tabe ved, at vi forsvinder. 

Nu har heltidsbeskæftigede bønder ganske vist altid været i kraftigt mindretal på Fanø, både over for søfolkene og mellem dem, der drev landeri. De aller fleste, om ikke hver eneste, har altid haft noget ved siden af, lidt vognmandskørsel, kørt skidt og skrald, arbejdet i plantagerne eller på stranden. Det gælder faktisk også mig. Jeg er inseminør og driver en mindre maskinstation. Bønderne i Rindby og Byen, som er det oprindelige landbrugsområde, har tjent lidt eller meget ekstra ved at sælge fra til sommerhusgrunde. Så landbruget har altid og på mange måder fået tilført kapital udefra og det er de færreste, der har bjærget sig igennem ved decideret landeri. 

Og det bliver sværere endnu sværere i de nærmeste år, fordi det er en livsform, der kræver fællesskab imellem flere ligestillede. Jeg søger det, men de hobbylandmænd gør mig alene. De har deres gode udkomme, faste arbejde, vender hjem klokken fire og synes, det er den rene svir og afstresning at sætte sig på traktoren og køre, om det så skal være til langt ud på aftenen med lys på. Naturligvis får de statstilskud som vi andre. Men til en hobby? 

Jeg forstår det ikke. 

Men jeg forstår udmærket den, der har lyst til at slå sig ned og arbejde som fritidslandmand, for hvor finder man dejligere sted? Naturen giver os besværligheder, det er sandt. Jeg mistede sytten kreaturer sidste år, havde en snes gående på engene, da der kom stormflod og tog de sytten. 

Men glæderne! Jeg har tjent på både Lolland og Falster og véd, at det er ikke bøgeskov, der fascinerer mig. Vore træer på klitten, de er grønne både vinter og sommer. 

 

 

 

Matrikulering

 

 

Fanøs jorder har aldrig henligget i fællesskab, undtagen områder på begge sider af skellet mellem Nordby og Sønderho sogne. Arealerne har oprindelig været sandflugtsstrækninger og værdiløse, hvorfor ingen har ønsket at eje dem.  

Grønningen og forterne (grønjordsareal) i Nordby, skifterne og sydengene i Sønderho betragtes som tilhørende kommunerne og indtægterne derfra går i disses kasser, undtagen forterne, hvor indtægten gik i Hartkornkassen.  

Da Fanøboerne købte øen i 1741, fik den kun 2 matrikelnumre, et for hvert sogn og Hartkornsafgifterne blev beregnet for hver kommune under ét.  

Jordene var af så ulige kvalitet og bonitet, at enhver lodsejer måtte have sine jorder i småstykker på mange forskellige steder, og en matrikulering fandt ikke sted, ligesom en sammenlægningen af jordene ikke skete og ved den foretagne matrikulering omkring 1920 skete der heller ikke nogen sammenlægning.  

På grund af de mange små jordlodder, har rettens betjente haft svært ved at holde rede på ejendomsretten til de forskellige jorder og få dette tydeligt indført i skødeprotokollerne.  

I begyndelsen af 20erne vedtoges en lov om kortlægning og matrikulering og dette blev også udført på Fanø.  

I den anledning fremkom et morsomt rimbrev i "Vestjyllands Socialdemokrat"s julenummer 1923, der klarlægger fortidens forvirrede ejendomsforhold. 

 

 

Rimbrev angaaende den forestaaende Matrikulering af Fanø.  

 

Da Fanø i Tidernes Morgen af Havet skød op,

 

hvor den før havde ligget begravet,

 

saa kom der jo straks fra de faste Lande

 

en svær Bunke Folk til Øens Strande.

 

En stor Del af dem i Nordby tog Bo

 

og Resten drog sydover til Sønderho.

 

Ved Stranden de vandrede Nat og Dag

 

og takked' Vorherre for hvert et Vrag,

 

som kom paa Revlerne ude mod Vest;

 

men efterhaanden en Del fandt det bedst

 

at slaa sig paa Landbrug, paa Grise og Faar

 

og saadan hengik flere Tusinde Aar.

 

Hver Mand tog et Stykke af Marken og sa':

 

"Det maa der skam ingen anden ta!"

 

Paa den Maade blev baade Eng og Klit

 

delt ud, og enhver var saa, glad ved sit.

 

Og Slægt efter Slægt tog nu deres Tørn; -

 

(de stadig afløstes af deres Børn)

 

de handled og byttet med Mark og med Hede

 

og kunde endda saa let holde rede

 

paa Lodderne her og paa Lodderne hist -

 

ja, det er da baade sikkert og vist.

 

Og Handelens Udgifter de var kun ringe;

 

man behøvede ikke at drage til Tinge

 

at faa læst" og skrevet og protokolleret;

 

de gamle Skøder blev ikke spoleret,

 

de fulgte gratis med Hus og Gaard

 

og blev bevaret i Masser af Aar.

 

Naar Jens han solgte sin Ejendom til Knud,

 

saa kradsed man bare Navnet ud

 

paa den gamle Ejer og skrev den ny;

 

det gjorde man baade paa Land og i By.

 

Og solgte saa Knud lidt senere hen,

 

saa ændred man bare Papiret igen - -

 

se, det var jo baade saa snildt og rart,

 

og megen Ulejlighed blev der spart.

 

Den eneste Udgift paa Handlen der kom,

 

det var et Par Punscher med gammel Rom;

 

thi Lidkøb det var man nødt til at ha',

 

og Afholdsfolk var der ingen a'.

 

 

 

Krabaten

 

 

 

 

 

 

 

 


Gå til top