Erindringer af Jens Morten Jensen

 

Erindringer fra barndom og ungdom af Jens Morten Jensen i uddrag, der er medtaget det der handler om livet i et landbrug på Fanø.

Jeg er født den 9. Februar 1881, No. 6 af 12 Søskende. Min Fader Morten Hansen Jensen, født 1852. Min Moder var født 1853, der var 3 Søstre.


Jens-morten-jensen 2



Mit Hjems Indretning.

Stuehuset med sammenbygget Kostald og Hølade laa l Øst og Vest, var Grundmuret af smaa Hollandske Sten og stod paa en Kampestenssokkel.

Der var 3 Stuer til Syd. I den første fra Vest, kaldet æ Stov, var der et Chatol, at Skab, en Dragkiste, 2 store Egetræskister, der var hverken Borde eller Stole i Stuen.

Den næste Stue kaldtes æ Donsk, der var faste Bænke til vest og Syd et stort Bord, nogle faa Stole med Halmflettede Sæder, en Kakkelovn, et Mælkeskab, der stod ved Siden af Kakkelovnen, der var smaa Huller l Siden, saa Varmen kunde trænge ind, det var jo for at faa Fløden til at syrne. Der var indgang til 3 lukkede Senge (alkover) fra denne Stue.

I den øster Stue opholdt vi os mest, denne Stue kaldtes æ Kammer. Der var en dobbelt Seng, der kaldtes æ Stavelseng, i denne Seng sov Fader og Moder. Desuden var der en Slavbænk, en Bilæggerovn, under Ovnen et mindre Skab, hvori Strømperne opbevaredes, et Bord, en løs Bænk og nogle Stole.

I den nordre Side var fra Vest et lille Kammer, kaldet æ Stovkammer, der var kuns 2 Kister, saa kom Ølkammeret, Køkkenet med et mindre Komfur, der aldrig blev brugt. Sa kom Forstuen (æ Frankel), der var en mindre Kælder til Sand, som jo brugtes til at strø paa Gulvet. Efter kom et Spisekammer, hvorunder der var Kælder, saa kom Brykkerset, der var temmelig stort. Der var en aaben Skorsten fra Arnen og Indfyring til Bagerovnen, og til Bilæggerovnen l Kammeret. Paa Arnen var en stor Trefod, al Maden blev lavet der, om Sommeren fyredes der mest med Kassing, det var tørret Gødning, blot den var godt tør, brændte den godt. Lugten, der var ved den, tænkte man Ikke paa, der var jo Ikke Skov eller Tørvemoser paa Fanø, saa man var henvist til at fyre med Lyng Kassing og Træ, som købtes paa Strandauktion, et par smaa læs Klyne fik vi hvert Aar, disse blev sejlet fra Varde.

Først l 90 fik vi et Komfur sat op i Brykkerset, Komfuret kaldtes den Gang æ Indretning.


Øst for Bryggerset med Indgang fra samme kom Kostalden (æ Ødel), hvor Køerne der var Plads til 6 og et mørkt sti til et Svin om Sommeren eller til Kalve om Vinteren. Til Øst var Høladen (æ Hjøgel).

Laden laa parallelt med Stuehuset og var ligeledes Grundmuret. Til Øst Faarestien, saa kom Hestestalden og Plads til Kvierne, derefter Foderlo med Hakkelskiste, Tærskelo, Kornladen og helt til Vest en Vognport.

Brønden med Vippestang laa midt Imellem begge Bygninger, Mødingstedet laa lige øst for.

Jeg tænker mig, at de fleste Gaarde har været bygget l samme Stil, de er nu alle ombygget. jeg kan mindes 5 Gaarde her i Nordby og 3 i Sønderho af samme Type.                                               

Jeg mindes fra mine Barndomsdage, vi alle sad i Kammeret, godt med Lyngtørv i Bilæggeren. Ader sad med Strikketøjet, Moder ved Spinderokken, mine ældre Søstre kartede eller stoppede Strømper, alle havde noget for, jeg var endnu ikke kommen l Skole og havde ikke Lektie at lære og havde endnu ikke lært at strikke, det kneb jo for os mindre at være rolige, men vi passede paa ikke at vække den lille i Vuggen, for saa skulde man jo til at vugge Barnet i Søvn igen. I Mørkningen sad alle stille, man kunde ikke se at arbejde, det var for tidligt at tænde Lampen, man skulde jo spare paa Petroliumen. Det var hyggeligt i saadan en Mørkningstime, man sad og ventede, om der skulde komme Karle paa Besøg (æ Roeskol). Naar Døren gik, tændte Mor straks Lampen, og Ind kom en 2-3 Karle, en god Aften og en Velkommen lød. Først paa Vinteren havde Karlene Halmknipper med, der skulde snoes Reb til at binde Kornnegene sammen med for Indkørslen, 3 Neg i et Baand, de kaldtes Kjerre, der skulde 20 Kjerre til en Trave. Der skulde ogsaa snoes Halmreb til Tækning. Aftenen gik hurtigt, der blev jo snakket om alt muligt. Kl. Ca. 9 var halmen brugt, Halmsimmerne blev maalt op og vunden op l Nøgle, der skulde være 100 Favne i hver, var der Ikke nok, blev den lagt hen til næste aften, som regel Ind under Sengen.

Moder og den ældste af Søstrene gik ud at malke Køerne. Fader fodrede Hestene af og gjorde færdig til Natten. Lige før vi gik l Seng, fik vi Øllegrød, vi spiste alle af samme Fad, saa skulde Bænkesengen hales ud, her sov som Regel 2 af Børnene.


I 1887 havde vi en Karl fra Jerne at tjene, ham og min ældre Broder var ved at skære Hakelse, da min Broder skulde et Ærinde l Byen for Fader, vilde jeg hjælpe til, men var da saa uheldig at faa en Finger mellem 2 Tandhjul og fik yderste Ende af Pegefingeren knust. Karlen kom med mig end, det saa jo slem ud, der var imidlertid kommen 2 Roeskarle, de talte om, at hele Fingeren skulde nok af Jeg sad med Fingeren i en Kop Karbolvand, medens Hestene blev spændt for. Moder og jeg kom paa Vognen og i en fart kørt til Dokteren l Nordby. jeg sad og ønskede, at Hestene vilde løbe løbsk, dette her var jo slem nok, men at komme til Dokteren og faa hele Fingeren af, var jeg betænkelig ved, det blev nu ikke saa slem. Moder blev ved Hestene, Fader gik ind til Dokteren med meg, han skulde holde Armen, mens Dokteren fjerne den knuste Del, men han blev skit og matte ud, saa kom Dokterens Kone Ind, hun kom med nogle Smaakager, jeg maatte spise, de smagte godt, dette tog jo noget af Opmærksomheden fra Dokteren, jeg blev forbunden og vi tog hjem igen, det tog hele Vinteren før Fingeren var lægt. Jeg maatte mange gange til Dokter, da jeg havde været der nogle gange, kunde jeg selv tage der ned. Fingeren blev noget kortere, ellers har jeg Ikke haft nogen Men af det, bortset fra at Fingeren har været lidt Kuldeskær om Vinteren.  

Det skete ogsaa, naar Fader og Moder ikke var hjemme, det blev til andet end arbejde, naar Karlene kom i æ Raa, saa kunde de komme med en Harmonika i Stedet for Halmknipper eller Strikketøj, saa blev det Sang eller lidt Dans, og enkelte Gange blev der splejset sammen til Chokolade, saa maatte en af os Knegte over til Købmanden efter Chokolade lidt Kiks og Vrøvl, dette var man altid villige til, der vankede jo alt lidt med, vi var jo Ikke forvænte.  

 

Det bedste syntes jeg alligevel var naar der kom nogle af de ældre paa Besøg en Aftenstund, og der blev talt om ældre Tider, om Strandinger og Fisketure i haardt Vejr, og meget af det der var sket i ældre Tider, da kunde man sidde rolig. Konerne talte om deres Pigetid, hvad de saa maatte bestille. Min Moder talte om hvad de maatte bestille i hendes unge Dage. Foraarstiden medens Mandfolkene var til Havs, da ver det Kvinderne der maatte gøre det daglige Arbejde baade Ude og Inde. Paa Lavvande maatte de om paa Halen ca. 4 km for at grave Sandorm, naar de kom tilbage skulde der eses til næste Dags Fisketur og Bakkerne gøres klar. Hovederne skæres af Fiskene, der var kommen Ind, andre Fisk maatte tages op af Saltkarrene og hænges ud til Tørring, der skulde passes godt paa det, der var fanget, det skulde laves i Penge.  

 

Kvinderne skulde ogsaa passe Kreaturerne, malke og muge, og naar Faarene skulde l Tøjret desuden l Marken og flytte og vande en snes Faar, dette var en Tur, for min Moders vedkommende paa 12 Km, desuden skulde der kærnes Smør, og en Gang Imellem bages og brygges. Maden skulde laves og Huset gøres lidt l Stand, der var jo ingen Møbler, men Gulvet skulde fejes og strøes Sand paa, var der Ikke Tid til at rede Sengene, blev Sengedørene bare lukket i, de var 3 om det, men "Igevel var der altid nok at tage fat paa. De havde hele Tiden Sejlturen til Ribe at glæde seg til. Naar Fiskeriet omkring Sct. Hans holdt op og Fiskene var gjort i Stand til Salg, sejlede de til Ribe og solgte de tørrede Fisk paa Ribe Marked. I Ribe købte de saa Fornødenheder, Baand til Skjorterne og Nattrøjerne og Hovedklæderne, saadan en Tur kunde de leve længe paa.  

 

Naar de ældre var samlet fortaltes tit Spøgelseshistorier. Om Genfær, Forvarsler og Ligskarer og lignende, dette var just ikke godt for os Børn at høre paa, vi turde Ikke gaa ene om Aftenen. Der var flere Steder, hvor det var særlig galt med Spøgeri, blandt andet l den gamle Præstegaards Have, var der en Stendysse, der skulde Præsten have manet et Spøgelse ned. Ved Helmediget gik Hovedløse Grise. Der fortaltes om en Mand der havde været i en Rou og skulde                forbi Helmediget, just som han gik forbi taber han Strikketøjet men Nøglen havde han i Lommen, da Strikketøjet stadig raslede bag ham, løb han alt hvad han kunde hjem og slog Døren haardt i efter seg, da han kom Ind i Stuen havde han kuns Garnnøglen l Lommen, Strikketøjet sad fast l Døren, saa var dette Spøger! opklaret. Manden er levende endnu, og benægter ikke at det gik saaledes til. Nu er Helmediget sløjfet og Historien om Grisene og alle Spøgelseshistorier hører man ikke mere.- 


 

Om Fisketurene kan jeg stadig erindre der fortaltes, der var 4 Baade i Rindby, dette var smaa, lette klinkbyggede, aabne Baade, med, et lille Fordæk, Mast og Sejl, der henyttedes hvis Vinden passede, ellers foregik Sejladsen til og fra Fiskepladsen ved Roning. I min Barndom var der endnu Rester af min Bedstefars Fiskebaad, ligeledes Fyrkedlen var i behold, vi brugte den at lege med. Om Vinteren hyrede Skipperen Mandskab, dette var som regel de samme hvert Aar der var 8 Mand i hvert Baadelav, dette var Partsfiskere. Naar det var Havvejr, mødte hver Mand med et vist Antal Bakker, saa hver Mand havde en til at grave Orm og sætte Ormene paa Kroge (at Ese). Fiskeriet foregik om Foraaret og sluttede omkring St. Hansdag, ligeledes fiskedes der en Tid om Efteraaret. Baadene blev rullet ud i Havstokken, Sagerne kom ombord og hver Mand tog fat i Aarerne, det var om at komme paa Fiskepladsen i Dagningen. Naar de var paa Pladsen, hvor der mentes at være Fisk, blev Linen skudt ud, da var der kuns 4 Mand der roede, dette maa ske langsomt i en bestemt Tempo, naar Linen var skudt ud, blev Ankeret sat. En af Mændene havde imidlertid faaet Kaffen kogt. Mandskabet der hver havde deres madkasse med kom frem med Bakskuld eller Svinepølse der blev ristet paa Gløderne, naar de var færdig til Spisning tog de alle Hatten af og sang en Salme, der fortaltes at i stille Vejr, kunde høres Sangen fra andre Baade. De laa stille en Times Tid før de tog Linen ind, der maatte passes paa at Fisken Ikke slap Krogen, naar Linen hivedes af Vandet, hvorfor der stod en Mand, med en Kejs og huggede Gællerne og hev Fisken Indenbords, naar Linen var Inde roedes straks til Land. Oppe paa Stokkebjerget var der 4 Pæle, naar Baadene

 

17 kunde ventes gik en Mand op at se efter dem. Naar en Baad kunde ses, satte han et Mærke paa denne Pæl der hørte til Baaden, dette kunde ses fra Hjemmet og en maatte da til Stranden med Køretøjet. Naar Baadene sad fast kørtes der ud til Baaden, Fisken og Redskaberne kom paa Vognen og blev kørt i Land, Baaden skulde rulles saa højt op paa Stranden, at Højvande Ikke kunde naa den. Fiskene blev delt og kort hjem og straks renset og gjort i Stand til Saltning, dette var en streng Tid, medens Fiskeriet stod paa, lidt søvn gav det, landbruget skulde ogsaa passes, men dette var jo ikke hver Dag, det var Fiskevejr. Alt Fiskeaffald blev brugt til Gødning. Fiskeriet fra Stranden holdt op af seg selv, Fiskene stod for langt ude og var taget meget af. Der fiskedes dog en Del i min Barndom, men det foregik fra Nordby i større Baade dette var Dæksbaade og gode sejlere, er var kuns 4 Mænd ombord, de sejlede Linen ud og Ind, efterhaanden holdt Krogflskeriet her fra Fanø helt op.  

 

I min Barndom havde man Fiskegaarde (æ Ham) paa Flakkerne nord for Halen i Foraarstiden.  

 

Naar Vandet trak seg tilbage efter Højvande, dannedes Smaarender, i disse Render gjortes en Fiskepose fast ved 2 Pæle, ud fra disse blev sat Smaapinde 2 Fos høje med 2 Tommes Mellemrum, skraat ud. Fiskene gik ved Højvande op paa Flakkerne for at lægge Æg naar Vandet faldt og de gik Imod Pindene og søgte Renderne og paa denne Maade fangedes i Posen, det var smaa Rødspætter der fangedes, det var just Ikke saa meget der fiskedes. 2-3 Familier sluttede seg sammen om en Ham, dette kunde altid give nok til Husbehov. De ældre fortalte at de før i Tiden kunde fiske meget i Hammene, de kørte tit lige paa Markerne med Fiskene, der da brugtes som Gødning.

  

 

Om Sommeren fiskedes Pigvarer (Trindbotter) i Vesterhavet. Naar ellers Vinden og Flodtiden passede. Dette var med Hestekøretøj det foregik. Vinden skulde være Østlig, og Vandet faldende ca. 3 Timer efter Højvande og lige i Mørkningen. Fiskeriet foregik paa følgende Maade. Den ene Ende af Vaadet, der var 10-12 Favne lang, med en Line på 8-10 Favne lang, blev gjort fast bag i Vognen, Vognen skulde køre saadan, at Vaadet kom til at gaa lige i Braadet. Den anden Ende af Vaadet ligeledes med en Line på 8-10 Favne blev en Hest spændt for, man red den paa dyb Vand imellem Revlerne, og trak langs Stranden, det kunde til Tider give ret godt 50-75 Pund l et Dræt paa 3-400 Meter. I almindelighed kunde man fiske til Husbehov. Der kunde enkelte Gange ske der kunde være Smaaørreder i Vaadet, for disse kunde man altid faa en god Pris. Man købte aldrig Fisk den Gang, havde man været i Vjajdræt, som man kaldte det, fik Naboerne altid Fiske til et Maaltid, ligeledes fik vi af disse, naar de havde været ude, havde man rigelig solgtes de i Nordby eller i Badetiden på Hotellerne. Man tænkte Ikke paa at veje Fiskene, de blev altid solgt i Snese. Paa Hotellerne fik vi gerne 35 Øre pr. Pund, hvis man kunde tjene 10 - 15 Kroner en Nat, var det ret godt. Der er Ikke sket ulykker ved Vaadtrækning i min Tid, men i min Barndom forteltes om en Mand der var druknet, han var faldet af Hesten, og muligvis slaaet Bevistløs og druknet. Helt Ufarligt var det nu ikke der kunde ved Vragrester dannes Huller, som man Ikke kunde se, det kunde ogsaa mellem Revlerne være meget dyb, saa Hesten maatte svømme. I min Barndom vilde vi gerne med, naar Fader var ude at trække Vaad, vi gik tit bag efter Vaadet og saa efter om der var Fisk i.  

 

Jeg husker en Gang, jeg var 9 Aar, min ældre Broder og jeg var med, vi var kommen langt hen paa Sønderho Strand, da de blev enige om at holde op sagde Fader til meg, du kan tage Hesten og ride for ud men du skal blive nede ved Vandet, vi skal nok naa deg. Manden han fiskede sammen med, havde et par lette heste der løb godt. Hesten jeg red paa vilde gerne hjem og satte god fart paa. Jeg havde Ikke Anelse om hvor langt syd paa vi var, det var meget mørk, man kunde Ikke se Klitterne. jeg red op til Klitterne for at søge om Kirkevejen Imedens er de kørt forbi. Jeg red snart mod Nord og snart mod Syd, men kunde ikke finde Vejen, og jeg var klar over at de var kørt forbi, første Gang jeg red op til Klitterne. Jeg besluttede til sist at ride Igennem Klitterne, da jeg kom Igennem Klitterne kunde jeg se hjem, hvor blev jeg glad, det var lige i Dagningen. Fader var ikke gaaet l Seng, han var bange der var sket noget. Da Jeg kom skælte han selvfølgelig ud. Jeg glemmer aldrig denne Nat paa Stranden.  

 

Som Dreng morede vi os tit med at fange Pigvarer under Fødderne naar Vandet var rigtig Klar, kunde man se Pigvarene fare hen over Bunden, der var en Stribe af Modder efter disse, man skulde træde godt foran, tit gik de tilbage i samme spor, da ar de nemme at fange, man stod paa Hælen, med Foden løftet i Retning med Fisken, naar den gik mod Hælen, klemte man Foden ned, og man havde Fisken. I Sønderho hvor Vandet ikke er saa dyb, fangedes en Del paa denne Maade, de kalte det at trine Botter.  

 

Om Efteraret fiskedes Islinger (Bakskuld), det foregik paa samme Maade den Gang som nu, dog var det ikke med Motorbaade, men med smaa Sejl eller Robaade, det var mest med Kor der fiskedes, var Vandet klar fiskedes ogsaa med Tover eller Tapløj (Kroge).

 

Min Fader lejede en Sejlbaad i Nordby, Ejeren fik en 3die Part af Udbyttet, der skulde være 2 Mand i Baden. Han havde som regel en voksen Mand med, det kunde ske han var forhindret, saa klarede han seg med min Broder der var ældre, dette Aar jeg blev konfirmeret var jeg med en Gang. Jeg skulde vrikke Baaden frem medens Koret blev sat, det kneb at faa fart nok i Baaden. Koret kunde nem blive uklar, hvis man ikke havde god fart paa. Saa snart Korret var sat, lagdes Baaden paa tværs l Strømmen, hvis Vinden passede sattes lidt Sejl. Korlinen var gjort fast i Stavnen, til Agter holdt man linen l Haanden, i Tilfælde Korret kom i Hold, hvis man Ikke kunde slippe linen til Agter vilde Baaden blive skaaret ned af Strømmen, nu derimod havde den straks Stævnen mod Strømmen saa var der Ingen fare. Naar man havde gjort et passende Dræt, tog man Korret op, var der mange Fisk i, maate begge hjælpe til, man vendte straks Baaden og sejlede op til Dræt igen. jeg husker den dag jeg var med, sad Korret fast, vi kunde Ikke faa det løs, der kom en anden Baad til hjælp, vi fik den op det var et Anker vi var kommen i. Jeg husker Fader fik 3 Kr. For det.  

 

Da vi sejlede op til Dræt, maatte Fader til at bøde Garnet, saa jeg maatte tage Roret, det var jeg slem vigtig af, at kunde styre Baaden. Naar Baadene kom ind I Havnen stod der altid Folk og vilde købe Fangsten, dels til eget brug og dels til at tilberede til Salg som tørrede Baksluld. Prisen var 1 Kr. Skp. Om Lørdagen var det vanskeligt at Sælge Fangsten, Folk vilde Ikke have dette at rode med om Søndagen, saa vi maatte selv beholde Fangsten til eget Brug. Enkelte Dage kunde det nok give en god dagløn men tit ver det sløj, denne Fiskeri brugtes mest af ældre Søfolk som Tidsfordriv, der fiskedes ogsaa den Gang med Kroge og Tover, dog ikke saa meget som nu, hvor der sjældent fiskes Bakskuld med Kor. 


rindby sletten web

 

Rindby slette 

 

I min Barndom blev der altid foretaget en Køretur til Engen en Søndag Eftermiddag, dette var en Tur man glædede seg til, vi kørte hjemmefra lige efter middag, saa snart vi kom ind til Engen blev hestene spændt fra og sat paa Græs, de voksne gik rundt paa Engene og bedømte Afgrøden, Moder kogte Kaffe, efter at vi havde drukket Kaffe og Spist vilde Moder ogsaa ned og se Afgrøden samt plukke nogen Søjekaal, som vi fik til Middag Dagen efter.   

Vi Børn kunde altid faa Tiden til at gaa, var vi ked af at lege, kunde vi gaa ned til Strandkanten og se efter Strandskadeunger (Lyvunger). Vi kørte tidlig hjem for at trække Køerne ind, en dejlig Søndag eftermiddag havde det været.

 

Engtiden.  

 

Det var omkring den 8. juli at Høsletet i Engen begyndte, som Regel begyndte alle ved samme Tid, man skulde ikke være ret gammel, før man kunde gøre Nytte ved at afrive efter Sletteren. Fader havde, før vi Drenge kunde bruge en Le, en Sletter eller 2 med, hver Sletter slog 1 Td. Land, det kaldtes en Dagslet.


hoehoest pekka halonen 1891

 

Der var store Forberedelser at gøre før vi begyndte, ikke mindst for Moder, der skulde en god Madkasse med, hun begyndte Dagen før at ordne de forskellige Ting der skulde med. En stor Anker Øl, Brændevin, en røget Lammelaar, godt med Paalæg, kogte Æg, et Rugbrød, Franskbrød, Sukker, Kaffe, Smør, Knive, Kopper, Markkedlen, en fladbundet Kobberkedel, Grød koges og Mælk i Flasker, Grøden var store Byggryn kogt i Kærnemælk, dette var almindeligt i min Barndom, siden er det bleven til Rødgrød. Vi Børn skulde sørge for at faa Lyng i en Sæk, der skulde bruges til at koge Kaffe ved. Fader skulde have leene skarpet (haaret) og Riverne i Vognen, saa alt var rede til at køre hjemme fra i Dagningen. Vi Børn skulde tidlig i Seng, for at faa udsovet, men det kneb at falde l Søvn, man glædede seg altid til den Dag Engtiden begyndte. Naar Sletterne var kommen, og vi alle havde faaet Kaffe, kom Hestene for Vognen, og l skarp Trav gik det mod Engen, Hestene blev spændt fra Vognen stillet med Siden mod Vinden et Sejl sat op, saa der var godt Læ. Sletterne fik Leerne af Vognen og Stryget, man brugte en Træstryge, det gav et fin Bed, saa gik det løs det var om at bruge seg medens der var Dug i Græsset. Det øverste Stykke af Engen, hvor Græsset var kort, blev altid slaaet i dobbelt Skaar, i medens kunde vi Aflæggere faa os en lille Søvn, med Lyngsækken som Hovedpude. Saa snart der begyndtes paa Marken, maatte vi være der, det var tungt at rive det vaade Græs fra, særlig først paa Morgenen, længere op ad Dagen naar Duggen gik af Græsset blev det lettere for os, men tungere for Sletterne, der skulde absolut rives ren af, var der nogle Straa bleven liggende, vil de sætte seg i biddet, og vilde da sætte Strivler, saa skældte Sletteren ud, en hver satte en Ære l at gøre et fint Arbejde.  

 

Ved 8-Tiden skulde Kaffen koges, dette foregik l et Fyrbul, som var der fra de foregaaende Aar, Kedlen blev sat paa et Trefod. Vandet til Kaffen blev taget l et Vandhul, hvor Kvierne blev vandet, det var jo ikke altid saa ren, det tog man ikke saa nøje den Gang. Siden hen har vi nu altid taget Vand med hjemme fra. jeg mindes hvor uheldig en Pige var, hun havde puttet Kedlen ned i Vandhulet, for at faa den fyldt, ellers tog man det gerne med en Kop, for at ikke at faa for meget Snavs med, og da var der kommen en Tusse i Kedlen. Da hun var færdig og de skulde til at drikke Kaffe vilde den ikke løbe ud af Tuden, de troede det var Grums, men da de pirrede med et Straa i Tuden, kom Dele af Tussen ud, der var Ingen der havde Apetit til Kaffen, saa hun maatte til det en Gang til, siden var hun mere forsigtig. Man havde ikke spist ret meget om Morgenen saa man havde en god Apetit, det ryddede godt op i Madkassen, naar vi var færdige.  

 

Før man gik fra Vognen, blev Sletterne der var i Nærheden, kaldt over at faa en Kaffepuns at styrke seg paa, dette tog ikke gerne lang Tid, det var jo om at bruge seg mens der endnu var Dug l Græsset. Naar det blev Middag skulde helst det meste af Dagsletten være slaaet, saa var den bedste Slaatid ovre. Til Middag spiste man den kolde Grød og skar seg et stykke af det røgede Lammelaar og spiste til Grøden, det smagte godt, saa skulde man have en god Middagsøvn.   

Det var altid en Skik at Pigerne mødte l Engen i rød Skørt og hvid Forklæde. Var der en Karl der havde Harmonika med, blev det Ikke altid til Middagsøvn saa kunde de Unge tage seg en Dans eller Leg paa den nyslaaede Eng, ved 3-Tiden blev Kaffen kogt igen og vi spiste Medlemmad, saa var det om at faa den sidste Rest af Dagsletten slaaet, man kørte Ikke hjem før den var slaaet, kneb det for nogen, var der altid nogle der var færdig l god tid, saa længe der var noget i Flasken og Kedlen var varm, kom der altid hjælpere nok.   

Før man kørte hjem skulde Leen skarpes for at være klar til næste Dag, disse blev altid haaret, et lille Ambolt blev slaaet i Jorden et haart Sted, og med en skarp Hammer blev Leens Eg hamret tynd ud. De var ikke alle lige gode til,at hærde en Le, de unge blev sjældent betroet til det. 

Det blev langt hen paa Eftermiddagen Inden man kørte hjem og da var der altid flere Vogne i Følge, det gik med Sang og Musik, Folk var lystige, der var jo i Dagens Løb drukket en del Kaffepuns, man regnede den Gang 1 Flaske Brændevin til hver Dagslet.   

Engtiden tog som Regel 1 Maanedstid, det afhang jo lidt efter Vejrforholdene, alt blev jo slaaet med Le og Græsset skulde have megen Vejring, før det var tjenlig til at køre hjem. Høet skulde bjærges godt, det var jo Hovedfodret til Kreaturerne om Vinteren. Man havde jo Ikke Rodfrugter og megen lidt Agerhø, man brugte jo ikke den Gang at saa Græsfrø i til Udlæg, saa Kresaturerne kunde nok æde den smule Græs der groede paa Aagermarken, desuden kendte man jo Ikke til Ajlebeholder eller Kunstgødning i min Barndom. Græsset laa 5-6 Dage før det blev vendt (hverret) saa blev det sat i smaa Stakke og stod nogle Dage det blev da strøet ud igen og blev vendt flere Gange i Løbet af Dagen før det var tjenlig til Hjemkørsel.  


julius exner hoebjergning p

 

Der var kuns faa af Bønderne der havde Engen paa et Sted. Til vores Gaard hørte 12 Td. Land Eng, der laa 13 Steder, fra Nørre Næs til Albue Bugt, saa det var Ikke de samme Folk man var sammen med hver Dag. Høbjergningen blev jo ogsaa tit forhindret af Regnvejr, Byger gik man i læ for ved en Høstak eller Vognen, blev det Dagregn tog man gerne hjem, eller gik over til Markhuset, var man i Albuen, gik man op i Fuglekøje Huset. Der kunde samles mange Folk. Snakken gik, der blev fortalt mange Historier om Stormfloder under Høbjergning og om sejladser til fremmede Lande, de havde jo næsten alle sejlet som Unge. Det var noget for vi Børn at lytte til. Jeg har tit, naar det var ved at klare op l Vejret, ønsket at det vilde blive ved med at regne. Jeg mindes særlig der blev fortalt om en Stormflod omkring 1876, de der havde oplevet den, talte tit om den, da havde de næsten alle mistet deres Enghø. Fader havde 3 mand med at slaa Græs denne Dag, de var bleven tidlig færdig, men da Vandet blev ved at stige rev de sammen paa den grønne Græs men inden Aften var det hele gået til Søs, paa de andre

 

Engstykker stod Høet sammen i Stak, men disse drev ogsaa af. Nogle havde kørt Høet sammen i store Stakke eller tæmmet Stakkene op paa højere Terræn, men ingen Ting hjalp. Vandet blev ved at stige flere Timer efter Højvande, og naaede hel op til Klitterne, saa det var umuligt at redde noget af Høet. Der fortaltes om en Mand, lille Pejr hed han, der sagde, har Rasmus taget Høet kan han Fandeme faa Riven med og smed Riven i Vandet efter Høet der drev. Nogle Dage efter fik han Bud fra Tjæreborg at der var landet en Rive med hans Navn paa, samt flere 100 Læs Hø. Dette var en Ulykke for Landmændene, jeg kan godt forstaa at de som havde oplevet saadan en Stormflod i Engtiden, glemte det aldrig, og var mere forsigtig med at slaa for meget ned ad Gangen. Fader vilde altid have Græsset paa det nederste af Engstykkeme revet sammen og kørt op paa højere Steder. Den daglige Højvande gik jo op til Engen, saa der skulde ikke meegen Omslag i Vejret før Vandet gik op i Græsset.

 

Jeg vilde gerne prøve at slaa Græs, men det maatte jeg ikke, vi Børn fik strænge Ordre paa, at holde os fra Leerne, men da min ældre Broder i 12 Aars Alderen fik en Le og begyndte at slaa Græs, kunde man jo altid stjæle sig til at prøve. Da jeg var 10 Aar fik jeg den første Le, jeg havde opdaget at Købmand Kallesen havde en lille Le, som han havde faaet lavet til Sønnen, den kunde jeg købe for 2 Kr. Efter megen Plagen fik jeg endelig Lov til at købe den. Fader havde begyndt at slaa Agergræs, saa jeg vilde begynde med det samme, men det gik ikke. Fader maatte hjem at faa den skarpet, det gik hel godt, jeg slog ogsaa med i Engen. jeg synes jeg var en farlig Karl at kunde slaa Græs, særlig naar mine jævnaldrende saa det, det var nu alligevel temlig strængt, det er haardt Arbejde at slaa Enggræs.  

 

Jeg har ikke oplevet større Stormfloder i Engtiden, men der gik sjællent et Aar, uden at man maatte rive for Floden. Hvis Vinden var Sydøst og gik i Vest og paa Højvande gik om i Nordvest med Byger, saa var man sikker paa at Vandet gik højere som almindelig. Man hørte tit den Udtryk af de Ældre: A havr et et i Dav, Rasmus har Skjøvtærmer o. Dette fremkom af at naar Strømmen gik mod Vinden piskedes Toppen til Skum.

 

Naar det sidste Læs Hø skulde køres hjem var det en hel Fest, man kaldte det æ Kvejlæs, man sørgede for at det blev et lille Læs, hele Familien var med, et Flag blev sat paa Forken bag i læsset, alle kom op at køre, saa gik det rask hjemad med Sang og Musik. Man glædede sig til at begynde paa Høbjergning, men man var ogsaa glad naar Høet var godt i Hus og havde fyldt godt, jo mindre Vigger skulde bjærges ind, Høladen skulde fyldes, blev der ikke Hø nok, blev det med Markfoder. 


 

Vi skulde i Viggermarken før Kornhøsten, da vi havde mange Faar skulde der bjærges en Del Foder til Vinterfodring af Faarene og Kvierne, vi fik 15-20 Læs hver Aar, til Ejendommen hørte ca. 100 Td. Land Klitter og Hede, imellem Klitterne og i lavningerne groede en Græsart, som vi kaldte Vigger, Faarene og Kreaturerne aad den gerne, man regnede med at en Mand kunde slaa et læs om Dagen, det var i godt Vejr hurtig tør, saa vi havde Læs med hver Aften. Marken laa lige nord for Sogneskellet og gik fra Landevejen til Stranden. Vi Børn vilde gerne med, der var nogle høje Klitter, hvorfra man kunde se langt til Søs, i klar Vejr kunde man se Blankeneserne ligge og travle.  

 

Der fandtes ogsaa en Del Tranebær i Lavningerne, der kunde tjenes en Skilling ved at samle disse, vi fik den Gang 1 Kr. Skp. Det skete ikke saa sjællent at Hestene løb hjem, de stod tøjret Imellem Klitterne og blev bange for et eller andet, Hestene er jo altid bange, hvor de ikke har fri Udsyn. Løb Hestene hjem skulde vi Drenge afsted efter disse, det var vi slet ikke kede af det gav jo en god ridetur. Jeg vil Indrømme at vi sommetider hjalp lidt til at de stak af. Var Høladen ikke hel fuld blev der slaaet 2-3 Læs Toplyng, desuden blev der slaaet 3-4 læs Lyng til Brændsel. Lyngen blev slaaet med Ruskøvs, Skaften var kuns 1 Alen lang, man stod krom og slog ind Imellem Benene, dette var et haardt Arbejde at staa i denne Stilling, man kunde ikke slaa mere end 1 Læs om Dagen. Nu bruges disse Ruskovs ikke mere, nu bruger man Lyngleer, det er meget hurtigere at slaa med og mere behagelig. Min Moder fortalte i hendes Pigetid fik de 1 Mark = 33 Øre for at slaa et Læs Lyng, de kunde tjene en lille Lommeskilling ved det.

 

 redskaber 2

 

I min Barndom blev al Kom høstet med Le her l Rindby, man skulde tage smaa Skaar for Ikke at slaa for meget Korn af, Negene blev altid Skokket samme Dag, og skulde staa 8 Dage i Skok. Stubbene blev revne med Haandriver. Før hjemkørslen blev 3 Neg bunden sammen, de kaldtes en Kjerre, der skulde 20 Kjerrer til en Trave. Der var Ingen der havde Køreport, al Korn skulde forkes op i Fagene fra jorden, ud for den Lem, Kornet skulde ind af gravedes 23 smaa Fordybninger i Jorden, der passede til Vognhjulene.  

 

Naar man korn med et Læs, kørtes Vognhjulene ned i Hullerne, saa var Vognen nem at Vælte, der sparedes l Mand til at kaste kornet ned fra Vognen, man mente ogsaa der spildtes Ikke saa meget ved at vælte læsset, desuden havde man altid travlt, Fader havde arbejdet paa flere mindre Ejendomme, saa der skulde meget Korn ind, naar det var Vejr til det. Byggen skulde altid vente til sidst, der maatte gerne falde lidt Dug, saa faldt er Ikke saa meget Korn af. Hvor var man nensom over Kornet. Rugen skulde dlaa til Brødet hele Awet, og Byggen til Mel og Gryn og en del Malt og resten til at faa Grisen godt fed.

 

Naar man var færdig med Markningen, Kartoflerne taget op, tørret og sorteret, de smaa Kartofler skulde Grisen have, var man til dels færdig med at tage mod Vinteren. Vinterrug saaede man ikke, Pløjningen havde det Ingen hast med, der skulde helst være lidt til Kreaturerne og Hestene at gnave efter naar Løsgangen begyndte den 8. Oktober til 8. April. Det var en gammel Bestemmelse at i denne Tid maatte Kreaturer, Heste og Faar gaa over alt. Hestene og Faarene gik ude baade Nat og Dag. Kvierne kom sjællent paa Stald før der kom Frost og Sne, Faarene kom Ind om Natten, efter at de var bleven Efteraarsklippet, de fandt, selvom de kom langt omkring, selv hjem, der var altid en gammel Faar, der var Anfører. Der blev efterhaanden en stor Protest mod denne løsgang, man kunde ikke dyrke Vinterrug, den blev holdt nede af Faarene, man var efterhaanden begyndt at saa Rodfrugter, det var jo uheldigt at disse skulde tages op før 8. Oktober, man havde ogsaa begyndt at saa Græsfrø i marken og da en stor del af Marken vlev solgt til Statsplantager maatte en del Faar afskaffes. Omkring Aaret 1900 blev bestemmelsen om Løsgang ophævet.

 

Om Hovearbejdet.  

 

Sandfygning har efter gamle Beretninger været meget slem her paa Fanø, skønt Klitterne og Heden er privat Ejendom, har der dog været vedtaget en Bestemmelse om at alle Hartkornsejere skulde deltage i Bedæmpning af Klitterne og hemning af Sandfygning i Forhold som de havde Øreskat. Nordby Sogn var inddelt i 4 Roder, Odden, Nørby, Byen og Rindby Rode. For hver Rode var valgt en Opsynsmand, vedkommende var valgt for 3 Aar ad Gangen paa Hartkornskassens aarlige Generalforsamling.  

 

I min Tid var Marken efterhaanden kommet i Ave, saa det nu kunde klares i 2-3 Dage hver Efteraar, men efter som det blev fortalt af de ældre, havde man før i tiden gaaet paa arbejde indtil 14 dage om Efteraaret. Opsynsmanden sendte Bud til hver Ejendom, at de havde at møde til Hove et bestemt Sted og Klokkeslet med saa mange Arbejdere, dette maatte være Kvinder, men man skulde være over 14 Aar. Undlod man at Møde kunde Opsynsmanden leje paa Vedkommendes Bekostning, Beløbet kunde udpantes.  

 

Jeg erindrer, at vi skulde Møde med 2 Mand. Min Fader solgte Mælk i Nordby hver Formiddag og kunde ikke komme om Formiddagen, jeg kom derfor afsted sammen med min ældre Broder, men Opsynsmanden sendte mig hjem Igen med Besked om jeg var for lille, jeg husker godt hvor ked jeg var af det, de andre Drenge grinede jo af meg. Jeg kom da med senere Aar, før jeg blev Konfirmeret. Arbejdet foregik paa følgende Maade.  

 

Alle Voksne Mandfolk gik med Engspade og skar Sandskaar ned og dæmpede med Lyng og andet Grøde hvor det kunde lade seg gøre. Hvor der ikke var nok at dæmpe med eller Sandskaarene var store, skulde der plantes Helme, disse blev plukket i Vestermarken, enhver skulde plukke et vist Antal Bundter, der blev baaret hen til Sandskaarene og plantet der, paa denne Maade kunde man holde Klitterne l Ave, efterhaanden kom de fleste Klitter i Grøde, men blev alligevel set efter hvert Aar. Rindby havde den sønderste Rode langs Sogneskellet, hvert Rode var afmærket med Pæle. Et af de sidste Aar vi gik til Hove, fandt min Onkel et Lommeuhr i Klitterne, Nøjlen hang i Kæden, han trak det op, det gik med det samme, da vi var samlet til Spisning spurgte han om nogen havde tabt sit Uhr, min Broder sagde han havde tabt sit Uhr sidste Vinter i Klitterne, det var dette Uhr min Onkel havde funden, min Broder var lykkelig over at faa Uhret Igen. Da flere af Lodsejerne kom af med Klitterne til Statsplantagen og mange havde Øreskat men ikke ejede Klitter, i flere Aar var med til at holde andre Folks Klitter i Orden, blev der efterhaanden en stor Protest, saa Hovearbejdet faldt hel bort, den sidste Gang jeg var med, var i 1897, da var jeg med i Nørby Rode for Cpt. S. Farup.

 

  

Slagtning 

 

Naar Grisen skulde slagtes, var det hel spindende for vi Børn, det var som Regel en stor Kammerat, der skulde slaa til hele Aaret, 18-20 Lispund var almindelig, det var en Kone der slagtede Grisene her I Rindby, det tog hele Dagen før man var færdig, der skulde laves mange Pølser. Vi slagtede som Regel en Kvie, der ikke vilde løbe, desuden slagtedes mange Lam og et par ældre Faar, Saltkarene skulde godt fyldes, man kendte jo ikke til at komme til Slagter at købe Kød, det eneste fersk Kød man købte var, hvis en Ko blev for gammel eller kom til Skade og maatte slagtes, da gik man rundt til Beboerne og lovede det bort til en bestemt Dag, det kostede den Gang fra 25-40 Øre pr. Pund.  

 

Naar en Ko skulde slagtes foregik det altid i Loen, en Talje blev gjort fast i Hanebjælken og Reb om alle 4 Ben, saa halede man til, saa længe at Koen faldt, saa blev Benene bundet sammen, endelig blev Halsen skaaret over, senere hen fandt man dog paa at slaa Koen for Panden. Naar en Hest skulde slagtes, var det altid spændende for vi Børn, der samledes altid en stor Flok. Hesten stod lige uden for Oen og aad af en Kasse. Manden der skulde skyde den, stod nogle faa Alen fra den og skød den bag Øret, det var i min Barndom altid den samme Mand der skød Hestene nemlig J.M. Sørensen i Paradis, det var en Forlader han brugte, man kendte jo den Gang ikke til Baglader. Vi Børn syntes det var en farlig Karl, der kunde skyde en Hest, saa den faldt om.  

 

Malt paa Køllen.  

 

Kølhuset laa hvor nu Rindby Brugsforening ligger(i dag ligger der et diskotek), det var et mindre straatækket Hus, uden Skorsten men med luger i begge Gavlender og paa hver Side, det var til Røgen at komme ud af, Huset ejedes af Beboeerne i Fællesskab, og det gik paa Omgang at tørre Malt. Fyrehullet var langs Gulvet hele husets længde, ovenover Fyrehullet var der Jernplader, der var gennemhullet med smaa Huller, oven paa Pladen blev den spirende Byg lagt i et tyndt lag, det tog et lille Døgn, før det var tørret til Malt, i den Tid maatte Manden være der og passe Fyringen og vænde Byggen. Naar vi kom fra Skolen og vi kunde se det røg fra Kølhuset, løb vi alle der hen, vi vilde gerne smage den varme Malt, som Regel fik vi en Haandfuld at smage, der skulde, ikke saa lidt til, vi kunde godt samles 15-20 Drenge. De fleste regnede vist med der kom nogle for at smage paa Malten, saa de tog lidt mere Byg med, i hvert fald skulde de have Malt nok til Ølbrygning hele Aaret, ellers maatte de jo til det en Gang mere, man kendte jo ikke til at købe Malten.

 

Et lignende Kølhus stod i Nørby lige vest for Maler Mortensens Ejendom.  

    





Gå til top