Fanø Vesterhavsbad i 30’erne

 

turck_17625
turck_17626
turck_17627
turck_17628
turck_17629
turck_17630
turck_17631
turck_17632
turck_17633
turck_17634
turck_17635
turck_17636
turck_17637
turck_17639
turck_17640
turck_17641
turck_17642
turck_17643
turck_17644
turck_17645
turck_17650
turck_17651
turck_17652
turck_17653
turck_17654
turck_17655
turck_17656
turck_17657
turck_17658
turck_17659
turck_17661
turck_17662
turck_17663
turck_17664
turck_17665
turck_17666
turck_17667
turck_17668
turck_17683
turck_61097
turck_61278
turck_61279
turck_61280
turck_61280-forside
01/44 
start stop bwd fwd

  

Pastor Poul Ulsdal beretter om sine 6 år med ansættelse ved Badet fra 1927: I uddrag.

"De laveste trin blandt Badets medarbejdere var stillingen som "badedreng" et job, jeg havde i halvanden sommerferie, hvorefter jeg avancerede til jobbet at passe Badets æsler, som jeg også havde i godt og vel halvanden sommer. Så et år som golfdreng, caddie og to år som caddiemaster.

Dagen som badedreng begyndte med, at man gik om til bager Olsen ved 7-tiden og tiggede sig plads i åben bil med siddepladser på langs. Den skulle transportere store kurve med rundstykker samt mælk ud til villaerne ved Badet, til gengæld for køreturen skulle man bringe poserne og mælken op til de forskellige huse. Da jeg endnu ikke ejede en cykel, måtte den lange dag afsluttes med en ikke særlig morsom travetur hjem til Nordby om aftenen.

Derefter blev man straks sat i arbejde sammen med en stor flok andre drenge, mest golfdrenge. Nogle gik omkring i Badets centrum og samlede papir og andet affald i store sække. De fleste blev brugt til at rive og feje de fire tennisbaner og derefter kridte de hvide streger omhyggeligt op – et ikke ubetydeligt arbejde.

Når det var overstået, gik vi tre badedrenge sammen med "æseldrengen" ned i lavningen syd for Strandhotellet, hvor der dengang lå en stor træbygning. I dens nordlige ende var der plads til en masse biler, hvad de stod der for, ved jeg ikke, for de fleste var meget sjældent ude at køre. Måske blev de først og fremmest brugt for at bringe visse badegæster standsmæssigt til stedet med chauffør ved rattet? I den anden ende lå stalden til Badets tre heste med plads til hø og andet foder og en del redskaber. Desuden var der et rum med et par senge, hvor de tre kuske eller "bademestre" sov deres middagssøvn, og hvor vi alle spiste vores frokost.

Lidt syd derfor lå et lille skur, som var stald for de tre æsler. Inden vi skulle på stranden, når de første badegæster ville i vandet, hjalp vi hinanden med at fange æslerne, der aftenen var sluppet løs for, at de selv kunne finde deres føde i de grønne lavninger. Når vi var fire om det, var det ingen sag, det gjaldt altid om først at fange den venlige og nysgerrige "Peter". Havde vi den, gik det i galop rundt i terrænet for på cowboy-vis, at komme op på siden af den lille stædige "Graa" og siden den gamle – ja, hvad hed den nu? Når jeg senere som æseldreng var alene om at skulle fange dem, kunne det derimod være en ren tålmodighedsprøve.

Vi fire drenge forslog mange middagspauser og andre timer med disse æsler. Man regner med at "Gamle" var mindst 50 år, uden sadel var dens ryg næsten så skarp som et knivsblad. Hun var en dvask dame, som det var svært at få til at løbe, men hvis to drenge satte sig op på den, fo'r den af sted og slog op med bagbenene lige til vi begge lå på jorden, denne spøg kunne vi gentage mange gange med samme resultat. De to andre æsler var omkring 20 år.

Det var altså badedreng jeg startede med at være. Arbejdet bestod i at spænde hesten for de grønne badevogne, så kusken kunne blive siddende. Men da vognene ikke havde en drejelig aksel, skulle badedrengen ved at trække hårdt i skaglerne til venstre eller højre få hesten til at holde den rigtige kurs, så vognene ikke kom i vejen for hinanden. Når badningen var forbi, satte gæsterne et lille rødt flag op som tegn på, at vi skulle trække vognen ind. Sådan gik de lange sommerdage med opsmøgede bukser, i sol og blæst. Det var på mange måder et friskt og behageligt job, men der var aldrig tid til selv at komme i vandet. På travle dage gik det undertiden i løb – især ved lavvande, hvor vognene skulle længere ud. Men det var jo dengang, Fanø overalt endnu havde den dejlige smalle forstrand med passende dybt vand kun et kort stykke ude.

Den første sommer var jeg badedreng for Thomas Madsen på "damebadet", der havde sine vogne lige nord for nedkørslen, mens det større antal vogne var på "det blandede bad" syd for, og hvor der var to heste. Den følgende halve sommer var jeg på dette bad og hjalp Mads Mathiasen fra Rindby, som i mange år passede badevognene. Han var desuden gennem 25 år ansat i Rindby Redningsvæsen. Vi havde det altid vældig hyggeligt med de voksne og var gode kammerater indbyrdes.


Gå til top