Mitfanoe
Sønderho møller - del 1

Engelstoft som møller 

Den første lovlige mølle, blev opført af pastor Engelstoft den 14. juni 1701. Før den tid var sønderhoningerne møllepligtige til Kongens mølle i Ribe, men det var stiltiende tilladt dem, at søge Nordby i vintermånederne.

Sønderho har ligesom Nordby haft sin ulovlige mølle, der blev drevet af Jens Jensen. 

Efter stormfloden i 1696, hvor Kongens mølle blev ødelagt, opstod ønsket hos sønderhoningerne, om at have deres egen mølle i Sønderho.

Ingen af de fattige fiskere kunne magte opgaven, men de skrev et andragende til stiftamtmanden og bad om at der udstedes en bevilling til pastor Engelstoft på opførelse af en mølle. 

Bevillingen bliver givet og derefter erhverver Engelstoft sig et lavt bjerg i nærheden af præsteboligen. 

Da præsten muligvis har fundet det upassende at optræde både som præst og møller opretter han et fæstebrev til hustruen Anne Nielsdatter. 

Møllen bliver opført, og beboerne er nok til en begyndelse glade for det, men Engelstoft tager for høje skatter af kornet der males, eller der er andre forhold de ikke synes om (pastor Engelstoft var en stridig herre, der altid var på kant med sine sognebørn og førte mange processer med dem), i hvert fald begynder indbyggerne i Sønderho at lade deres korn blive malet alle andre steder end lige i Sønderho mølle. 

Engelstoft får nys om adskillige tilfælde og går til retten med dem. Nogle indgår forlig, sikkert fordi de blev presset til det, idet mange af dem havde gæld til Engelstoft, og han truede med at indfri gælden øjeblikkeligt, hvis de ikke indgik forlig. 

Andre  igen bliver dømt, idet birkefogedens holdning er klar, - sønderhoningerne skulle benytte den mølle de selv havde bedt om. Nogle prøvede stadig at omgå kravet, ved at få malet i Ribe Ydermølle, men den gik heller ikke. 


Forskellige ejere 

Pastor Engelstoft døde i 1742 og hans to døtre bliver nu ejer af møllen. Derefter bliver Sonnich Jensen ejer af møllen, og blev så kaldt Sonnich Jensen Møller. 

Nogle år før sin død sælger han halvparten af møllen til kroejer Søren Pedersen Brinch, søn af Peder Hansen Brinch, hvis to brødre var møllere i Varde og i Alslev.. Kæmner og pengemester Søren Nielsen Quang ejede en fjerdedel i møllen. 

Sønnen Thomas Sonnichsen arvede en halvdel, men møllen var da vældig forfalden og han søger om at måtte nedrive den og opføre en ny noget nærmere byen. Han får tilladelsen, men skal dog underrette de søfarende herom, idet møllen hidtil har været brugt som sømærke. Mællen blev opført på den plads, hvor der også i dag står en mølle.

Møllen brændte den 10. marts 1770, men blev straks genopført. Denne tredje og sidste stubmølle havde to lofter, hver 6 ½ alen (ca. 4 meter) højt, og arealet var på 52 kvadratalen (20,5 m2). 

Efter Thomas Sonnichsens død i 1790 går hans halvpart af møllen over til sønnen, skibsfører Peder Thomsen. Den anden halvpart ejes stadig af kroejer Søren P. Brinch. 

Thomas Sonnichsens kærlighed til Sønderho Mølle og mølleri kan ses på hans gravsten, der nu ligger i Sønderho kirke ligesom hele Møllerslægtens. På stenen kaldes han Thomas Sonnichsen Møller, og der findes afbildet en stubmølle, hvis vinger drejes rundt af en engel, mens en anden engel drejer møllen op mod vinden. Denne udsmykning fik Thomas Sonnichsen ideen til far sin fars gravsten, hvor Sonnich Jensen også kaldes Møller, selv om han heller ikke selv drev møllen. 

I 1774 havde ejerne uden at søge bevilling, indlagt grubbe- og pilleværk (til grynmaling). Dette blev opdaget i 1793, og ejerne bliver afkrævet 40 Rdl. for de forløbne 20 år. Det var ikke mølleren, som kom til at bøde for fejlen, da han blot var bestyrer. Ved folketællingen 1787 var det den 28-årige Hans Clausen, der var vejrmøller. Han var gift med Maren Hansdatter, og de havde en lille datter på ét år. Møllen drev han med hjælp af den 18-årige møllersvend Thomas Hansen. En ugift faster var der også plads til i hjemmet. Hun hed Johanne Jensdatter Brinch, og det betyder, at Hans Clausen var søn af Claus Jensen, der ejede en part i Rugmøllen. En anden søn af ham ved navn Jens Clausen var i 1801 bestyrer af den, og blev senere ejer af vejrmøllen i Ribe. 

Søren Brinch kan ikke betale og gælden bliver eftergivet men Peder Thomsen er en velstående mand så han må op med skillingerne og købte samtidig Søren Brinch ud af møllen.


Stubmøllen nedbrændte i Sønderho

Fra omkring 1795 bestyredes møllen af Frederik Lauridsen. Da Peder Thomsen, der også var strandings kommissionær døde i 1816, ejede han ikke hele møllen, men hans fire børnebørn, der var børn af skipper og eksamineret styrmand Sonnich Pedersen Møller, død i 1807, overtog hans part. Den daværende bestyrer . Frederik Lauridsen , der var kommet til omkring 1795 ved at gifte sig med sin forgængers enke, havde efter få års forløb erhvervet en part i møllen, og i 1829, da han døde ejede han halvparten. Atter kom en søn, der var skibsfører ind i billedet. Han, der hed Laurids Frederiksen og var født i 1798, arvede faderens halve part, og i 1838 fik han skøde på denne og den anden halvpart, som tilhørte skibsfører Jes Jensen Sonnichsen yngre, der havde været gift med Sonnich Pedersens datter, og Karen Nielsdatter, enke efter skibsfører Peder Thomsen Sonnichsen, ovennævnte Sonnich Pedersens søn. I 1829 er møllehuset i 1829 med 7 fag hus, 5 fag salshus og 11 fag ladehus vurderet til 2736 Rdl..

Møllen malede på dette tidspunkt 1200 tdr. korn årligt. 

Møllen blev dette år vurderet til 1500 Rdl. Og bestod da af 2 lofter a 6 ½ alen høj og hver 52 kvadratmeter.

Både hus og lade blev udvidet i Laurids Frederiksens tid, og til mølleriet blev knyttet en maltmølle, hvor den spirede byg (grønmalten) blev tørret inden ølbrygningen. Folketællingen 1845 fortæller, at Laurids Frederiksen havde en stor husstand. Foruden mølleren, hans kone Ane Pedersdatter og deres 5 børn var der møllersvenden Hans Jensen Clausen, dennes kone og tre børn. Tilknyttet møllen som ansatte var desuden møllerdrengen Hans Jørgen Hansen og tjenestefolkene Hans Christian Pedersen fra Tjæreborg og Mette Nielsdatter 

Laurids Frederiksen døde i 1886, men havde i 1871 afstået møllen og møllegården til sin svigersøn, Peder Thomsen Jessen. Efter hans død i 1888 solgtes møllen til skibsfører Anders M. Knudsen. Han solgte den i 1891 til møllerne D. B. Thyssen og J. Mortensen i Nordby for 4725 Kr. De solgte den efter kort tid til styrmand Julius Svarrer og mens han ejede møllen brændte den.

Dette skete 30. september 1894, det var da den næstsidste stubmølle i Ribe amt. Han opførte året efter en ny, som kort efter solgtes til Niels Sørensen for 7600 kr.



b79juliussvarrer

Julius Svarrer

b79amknudsen

A.      M. Knudsen

b79nielssoerensen

Niels Sørensen



B00152 003 Soenderho-Moelle


Den i 1770 opførte og i 1894 nedbrændte mølle


Møller Julius Svarrer

Svarrer var født i Nordby. Hans virksomhed som møller i Sønderho ligger helt tilbage i halvfemserne, da den gamle stubmølle stod på banken dernede


Møller Niels Sørensen

Dødsfald. Fhv. møller i Sønderho Niels Sørensen, er den 4. marts 1929 afgået ved døden.

B00091 008 Soenderho-Moelle

Afdøde var født i Gammelby den 15. aug. 1845 og blev således 83 år gl. I sine unge år lærte han mølleri på Gammelby Mølle, arbejdede ved faget forskellige steder, indtil han den 1. november 1895 overtog Sønderho Mølle med tilhørende landejendom.

 I 28 år drev han møllen, indtil forholdene førte med sig, at han måtte lade den stå stille. I de sidste år har møllen stået på sin banke uden at være i virksomhed, og tidens tand har uhindret gnavet på den, så det nu kun er et tidsspørgsmål, hvornår den synker i grus. I november i fjor forlod den gamle møller med sin hustru, Bothilde og en søn Møllegaarden i Sønderho og tog ophold hos en gift datter i København. Havde han anet, at hans livs afslutning var så nær forestående, var han måske blevet i Sønderho og ikke foretaget det store opbrud, som en omflytning for en mand i hans alder jo må siges at være. Men det skete jo kun for det bedste. Den gamle møller var en flink og behagelig mand, sindig og ligevægtig under alle omskiftende forhold og således en velgørende modsætning til nutidens nervøse typer.


B00152 002 Soenderho-Moelle



Fonden gamle Sønderho


I 1928 købes møllen af "Fonden Game Sønderho"


fonden-gamle-soenderho



p13 web


       Foto ca. 1890, 1915, 1929.

Stubmøllen opførtes 1770 - nedbrændte 1894. den "hollandske mølle" - den nuværende - opførtes 1895. møllen restaureredes 1929 - 30.


I 1928 købes møllen af "Fonden gamle Sønderho", og bliver grundigt restaureret. Det er fondens mening at den skal bevares for eftertiden som et levende museum.

Sønderho Mølle er Ribe Amts eneste gallerihollændermølle. Møllen er beliggende lidt udenfor Sønderho med den oprindelige møllegård og udgør sammen med det omliggende ubebyggede landskab, et ualmindeligt helstøbt og harmonisk anlæg.

Det foreliggende projekt omkring Sønderho Mølle omfatter en stor restaurering af selve møllen. Efter møllens fredning i 1998 udarbejdedes i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen en status- og tidsplan for samtlige restaureringsarbejder, således at disse bliver gennemført med respekt for møllens store historiske betydning.


toppen lille 001molle lille 001



I 2003 var 1. etape af restaureringen færdig og hvorfor går "Fonden gamle Sønderho" nu i gang med sådant et projekt. Ja, det gør vi, fordi vi gerne vil fortælle en god historie. Vi vil gerne fortælle om vindens kraft, der drejer de store vinger og skaber energi til mølleværket. Vi vil gerne fortælle historien om møllens arbejde, vi vil gerne give oplevelsen af lyset, støvet, lyden og lugtene i en arbejdende mølle.

Men vi vil mere end det. Vi vil gerne fortælle historien. Møllens og landbrugets historie er en del af Fanøs historie, og dermed en ganske vist lille del, men dog en del, af Danmarks historie. Vi lever i en tid, hvor der sker store forandringer i Danmark, i verden og i den enkeltes liv. Globalisering kalder man det med et højstemt ord. Det er derfor efter vores mening meget vigtigt, at vi holder fast i historien, i vore rødder så at sige. For hvis vi bliver historieløse, bliver vi kulturløse, og så mister vi vor identitet som folk. Så bliver stolthed og glæde over vor egn og vort land blot til sentimentalitet, og det kan vi ikke bruge til noget.

Vi kan kun være åben over for verden, hvis vi har historien som det bindemiddel, der gør vor egn til noget særligt. Det gælder også for Sønderho og Fanø. Det er derfor dejligt at kunne konstatere, at der her i Sønderho som gammel skipperby er stolte traditioner både for at være åben over for verden og for at værne om den del af historien, som vi har fået betroet.

Det er for at yde et bidrag hertil, at vi har kastet os ud i dette projekt, som vi tror bliver en succes, og som vi håber bliver til glæde for alle, nu og i tiden fremover. Sønderho mølle er igen et vartegn, som vi kan være stolte over.

Der bliver en 2. etape. Der er stadig nogle ting der trænger til en kærlig hånd. Nu har vi fået gjort det nødvendige, så møllen kan stå og fungere mange år fremover. Det, der mangler, er mere af kosmetisk art, døre og vinduer mv. Men der også andet i 2. etape. Vi vil gerne fortælle møllens og landbrugets historie her på en mere illustrativ måde. Der skal nogle av-hjælpemidler til, så det historiske træder tydeligere frem, og således at kustoden kan give vore gæster en endnu bedre oplevelse. Man skal også kunne købe korn til formaling i møllen. Vi må jo ikke fremstille mel med salg for øje, men hvis vore gæster vil bruge melet til foder for andre end dyr, forstår vi det godt. 

I vinterens løb vil Fonden tage initiativ til dannelse af et møllelaug. I korthed vil det være møllelavets opgave at sørge for, at møllen lever. Nogle af møllelaugets medlemmer vil få en kort uddannelse som møllere således, at der er nogen, der kan betjene møllen og male korn på de dage, hvor møllen er åben for gæster.





Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles