Mitfanoe
Plantager på Fanø


PICT0029


plantage-i 1855 

De første ideer om træplantning på Fanø

I begyndelsen af 1850'erne samledes en kreds af mænd omkring en idé med at tilplante klitter og klitheder på Fanø. Hovedfortaler var distriktslæge J. H. Lorck og sammen med ham var toldassistent Gronemann og snedkermester Ussing, samt formanden for Forstanderskabet, pastor Biering.

B1143 snedker ussing carl-peter-biering,-praest-o
   Snedker Ussing     

   Carl Peter Biering,

præst og sogneforstander.

Frem til årene omkring 1850 var træer et næsten ukendt begreb på Fanø. Til de fleste huse hørte en lille have med grøntsager, lidt blomster samt ribs og stikkelsbær, og det der gav haven navn, kål – deraf navnet "kålgården". Enkelte steder havde man større haver med gamle frugttræer og mange blomster som fx Krohaven i Sønderho.

LORCHDet viste sig vanskeligt at fremme ideen om en plantage på Fanø og læge Lorck skriver i sine erindringer således:

”Af en anden sag, for hvilken jeg også særlig interesserede mig, nemlig beplantning af klitterne, havde jeg derimod ingen tilfreds­stillelse. Det var ved den mig foranledigede sagkyndige undersø­gelse blevet godtgjort, at naturforholdene ikke lagde hindringer i vejen, men endogså i det hele taget vare ualmindelig gunstige for en rationel beplantning af de fanøske klitter.

Når man nu betænker, at der på hele Fanø ikke findes spor af brændsel, men at hver eneste klyne (tørv) og hvert eneste stykke brænde med stor ulejlighed og bekostning må føres dertil fra fastlandet, så vil man kunne forstå af hvilken betydning en no­genlunde omfattende gennemført beplantning af klitterne med tiden ville kunne blive for øen, for ikke at tale om den fordelagtige indvirkning på klima og kultur, som større træplantninger altid medføre.

De foretagender, af hvis udførelse man ikke straks kan vente sig øjeblikkelige fordele, er man vel i almindelighed mindre tilbøjelig til at indlade sig på, og det kan jo ikke nægtes, at der ville hengå en række af år, inden man ville få de gavnlige følger af en træplantning i klitterne at se. Det var ikke langt fra, at der hos mange af fannikerne fandtes en ligefrem antipathi imod træer og træplantning; de vare ikke vante til at se dem og mente, at de ikke hørte hjemme på deres ø og ikke heller kunne trives i dens jordbund, og at man i ethvert tilfælde kunne leve uden dem, som man nu havde gjort det helt fra Arilds tid.

Jeg mødte en dag en gammel kone på en sti, der gik imellem min, birkedommerens og møllerens haver, i hvilke der voksede adskillige ret ordentlige træer. Da den gamle stod stille og ligefrem, snappede efter vejret spurgte jeg hende, om hun var syg. Nej! - svarede hun - men jeg kan knap drage ånde her i skoven imellem de mange træer. 

Imod en sådan stemning, der vistnok ikke var ganske ualmindelig, var det svært at kæmpe.” 

Ugunstige vækstbetingelser 

Fanøboerne havde den opfattelse at jorden (sandet) på Fanø ikke gav gunstige betingelser for trævækst, og at det derfor var vanskeligt at beplante klitter og hedearealer, og hvis dette så i praksis lod sig gøre, var det forbundet med for store omkostninger og fordelene ville være små. 

Det store fårehold med løsgående får den største del af året ville også betyde store udgifter til hegn omkring plantagen. 

Denne holdning var mere eller mindre fremherskende til begyndelsen af 1890’erne. 

Jordbundsanalyser 

Ved læge Lorck’s mellemkomst lykkedes det at få kammerherre Riegels til Fanø i 1854 som statens repræsentant for at tage jordprøver. Han skulle undersøge muligheden for træplantning, og kom til det resultat, ”at både terræn og jordsmon var meget godt egnet til beplantning og troede at turde love en hurtigere fremvækst end på de fleste andre steder, hvor underliggende al var til stor hindring.” 

Ansøgning til ministeriet 

Sogneforstanderskabet fattede interesse for sagen og den 21. december 1855 indsendte man en ansøgning om tilskud til anlæggelse af en plantage til ministeriet. Her gør man opmærksom på den store sjældenhed træer er på Fanø og at man derfor i høj grad mangler brændsel, især fordi der heller ikke findes egnede tørvemoser på øen, og brændsel købes og transporteres til øen under store omkostninger. Endvidere skriver man, at man forhandler om et areal på 10 td. land for ca. 300 Rdl., man siger samtidig, at beplantningen fordyres ved nødvendigheden af, at opsætte hegn omkring plantagen. Bilag A 

Ansøgningen var forfattet af Forstanderskabets daværende formand, pastor Biering, der var begejstret for projektet, men han var næppe i overensstemmelse med flertallets opfattelse af plantningssagen, og det nye Forstanderskab, der valgtes den 1. januar 1856, tilbageviste det beløb på 200 Rdl., som kongen havde anvist til træplantning på Fanø.


Tilbagevisning af beløbet

I en skrivelse af 30. april 1856 begrunder man afvisningen med, at kommunen allerede har stor gæld, idet man netop har bygget Borgerskolen (1850) og indrettet en ny fattiggård i Rindby og at man ikke har befolkningens opbakning til projektet. Man tør ikke gældsætte sig yderligere.

Bilag B

Da amtmanden præsenteres for skrivelsen satte han himmel og jord i bevægelse for at få Forstanderskabet til at ændre holdning.

Birkedommer Schønau tager et møde med Forstanderskabets medlemmer i maj 1856, men disse står fast ved deres beslutning, men man enedes dog om, at vente med en endelig stillingtagen, til man havde haft et borgermøde, som fandt sted den 22. januar 1857, hvor 200 beboere kom til stede, men resultatet blev det samme; man frygtede for stigende udgifter.

Skrivelsen gav anledning til et angreb på Forstanderskabet i „Vestjydsk Avis" (2. januar 1857), hvori det hedder:


„Enhver, der har været paa Fanø og har den mindste Sans for det ophøjede i Naturens Skønheder og det oplivende baade i aandelig og legemlig Henseende ved Synet af de grønne Træer i Sommerens Varme og den Hær af Luftens bevingede og musikalske Smaabeboere, der opslaar deres Boliger i Ly af Skovens kølende Skygge, vil dog have følt et Savn midt under Fanøboernes venlige Gæstfrihed, et Savn, som man maaske ikke straks gør sig Rede for hvad er, men som man tilsidst vil opdage bestaar i, at der paa Øen ikke findes et eneste anstændigt Træ. Det har visseligt været højst forunderligt, at det først i Aaret 1855 skulle falde nogen ind at arbejde paa Tilvejebringelsen af et Skovanlæg dér, men ihukommendc det gamle Ordsprog: „Sent er bedre end aldrig", være det dog sagt til det forrige Sogneforstanders skabs Ære, at det er dette, som gjorde det muligt at opnaa det titmeldte Gode, idet det ved Stiftamtets Meddelelse af 16. April f. A. erfaredes, at Hs. Majestæt Kongen, paa Forstanderskabets Andragende, havde til saadant Brug forundt Øen en Understøttelse af Statskassen paa 200 Rdl., at Forstanderskabet i høj Maade maa have følt sig genert og ubehagelig stemt ved at afslaa Understøttelsen og affatte Andragendet herom maaske i en uklar Forudfølelse af, at dets Handlemaade vilde blive ufordelagtig bedømt af den fornuftige Del af Publikum, synes allerede at fremgaa tydelig af den servile og i en konstitutionel Stat upassende Skrivemaade og den Mængde unyttige Omsvøb, hvoraf Indledningen bestaar. Ordene „allernaadigst, allerunderdanigst, høje og gunstbehagelige" findes i 18 Linier gentaget alene 42 Gange.

Hvad det nødvendige Hegn angaar, da er dette heller ikke saa farligt. Vel vides det, at Kvæget gaar løst om Sommeren paa Fanø, og at det derfor er nødvendigt, at der gøres noget for at dette ikke kan komme til at ødelægge de unge Træer, men et kostbart Hegn kan godt undgaas, idet en lille Grøft med en Vold, der dannes af det opkastede Jord, foreløbig vilde kunne have gjort Fyldest.

Den næste Indvending, hvorved Forstanderskabet frakender „de fleste af Øens Beboere Sans for Træplantning, gaar ud paa, at disse (Beboerne) af „flere" Grunde (hvilke disse er, forties pligtskyldigst) ikke ønsker den paatænkte Træplantning.

Kunne Forstanderskabet vide, om Staten, eller vel endog Hs. Maj. Kongen af privat Bevaagenhed, vilde nægte at forhøje Gaven eller at udstrække den til flere Aar, og burde Forstanderskabet ikke forinden have søgt Vished herom, burde det ikke f. Eks. henvendt sig til Kammerherre Riegels paa Snoghøj om hans Protektion ? Forstanderskabet maatte vide, at Træerne kunne faas omtrent gratis, og at Udgifterne altsaa kun bestod i Grundens Anskaffelse og Arbejdets Udførelse."

På dette angreb fremkommer der et svar fra 46 af de mest betydende mænd i Nordby, ikke i „Vestjydsk Avis", men i „Ribe Stifts-Tidende" for 31. januar, sålydende:

"Træplantning kan i Almindelighed vel være ønskelig, fordi den er gavnlig, i denne Sandhed er vi enige; men det ønskelige er for hver, til hver Tid og paa hvert Sted ikke det samme som det mulige, endnu mindre som det overkommelige, og her tilkommer det ikke enkelt fremmed Mand, men Mænd, der staar Sagen og Forholdene nærmest, at dømme.

Over Træplantningen i Nordby Klitter er iblandt os dømt og dømt ret. Vi haaber her at have truffet en Talemaade, der mere egner sig for vor fri Tid, end den, De ankede over tidligere at have stødt paa, og benyttende det Organ, og gennem hvilket vi ønsker at tale til Dem, underskriver vi os som:

Bosatte Medlemmer i Nordby Kommune paa Fanø, den 26. Januar 1857.

S. Mathiasen.         J. P. Svendsen.         N. N. Svarrer.         H. }. Jørgensen.

M. J. Bfinck.         N. H. Jessen.         J. M. Christiansen.         A. S. Ankersen.

N. P. Winthersen.           H. M. Clausen.               P. ], Svendsen.

N. N.  Gregersen.          C. Limschou.                 A. B. Johnsen.               C.  W. Kolvig.

J. M. Jessen.                 C. Clausen.         P. S. Svendsen.         N. M. Clausen.

J. Hansen.         N. ]. Warrer.         ]. N. Warrer.         H. Jensen.

S. L. Svendsen.       M. J. Mortensen.       H. M. Lauridsen.       L. N. Lauridsen.

N. Anthonisen.         P. S. Svarrer.         A. C. Sørensen.         S. H. Fanøe.

P. J. Pedersen.              N. Ankersen.                  Chr. H. Christiansen.

M. Pedersen.         A. S. Berg.         J. M. Hansen.         J. N. Hansen.

J. J. Beck,       J. P. Beck.       N. Ankersen.       T. C. Andersen.       A. Jensen.

P. M. Lauritzen.             S.  T. Bonkius.               S. Andersen.


Dette svar taler for sig selv. Det røber en fuldstændig mangel på forståelse af hvilket gode, det ville have været for Fanø, om den dengang kunne have begyndt med beplantning af de mange værdiløse klit- og hedearealer.

De oprindelige foregangsmænd måtte se nederlaget i øjnene, men anlagde selv større haver omkring deres huse, og plantede deri såvel frugt- som lætræer, de sidste var oftest poppel, pil og torn. De to sidstnævnte indførtes fra Rømø og slog godt an på Fanø.


B5806 Lorcks-hus

   Læge Lorcks hus med nyanlagt have på Kastanievej


B8806 Ussings-hus

   Snedker Ussings hus på Lindevej.





Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles