Mitfanoe
Optagning af får


Den nu 84-årige (1959) arbejdsmand Lars Niels Jensen fortæller fra de første år på Fanø, da Statsplantagen blev tilplantet:

”han havde fået plads som medhjælper hos plantør Christensen, Nymindegab plantage, så vidt han husker for 60 kr. for et år plus ekstra for særligt arbejde. Da han havde været et halvt år i Nymindegab, skulle plantør Christensen flytte til Fanø og Lars Nielsen flyttede da med, det var i 1893.

På Fanø gik man straks i gang med at bygge en plantørbolig, samtidig gik man i gang med at dæmpe sandflugten fra de åbne steder, der var fremkommet i klitterne i nærheden. Kvinderne på Fanø slog lyngen og satte den op i favnemål. Lyngen blev så hentet med hestespand og kørt ud på de nøgne klitter, som sandflugten havde dannet på steder, hvor de kunne være farlige for nyplantningerne.

Der var jo det særligt vanskelige på Fanø, at beboerne var vant til at have deres får gående frit i klitterne, og i det område, hvor beplantningen skulle begynde, gik der får fra både Nordby, Rindby og Sønderho. Det var man vant til, og det ville man fortsætte med, det var tydelig nok indstillingen.

Jeg syntes, at plantøren var meget ”human”. Han lod fårene gå hele sommeren. Så blev det af sognefogeden på kirkestævne oplæst, at fra en bestemt dato måtte ingen have får gående i klitterne, hvor plantagen skulle være.


Folk grinte bare, da de hørte det. Det ville de jo gerne være flere om at bestemme, mente de. Men en dag i efteråret blev 10 får taget ind. De tilhørte en mand i Rindby – jeg kan huske, at de kaldte ham ”Mads a æ Skræjers”. Det var jo så meningen, at de skulle have gået, til Mads selv kom og betalte bøde for at have ladet dem gå frit, hvor det nu var forbudt. Men det gik jo lidt anderledes. Da jeg kom ud om morgenen, var fårene hentet væk – og tydeligt nok af en mand i fladbundede træsko. Sporene sås tydeligt i sandet, der jo bredte sig om den nyopførte bygning.

Det var i den tid, da der var gendarmer, og da der lige kom sådan en gendarm forbi, standsede jeg ham og fortalte ham, hvordan det var gået med fårene. Han tog mål af de her ”træsko”, inden han tog videre til Sønderho, hvor han skulle træffe plantør Christensen.

Det varede ikke længe, inden denne kom hjem. Jeg kunne godt med plantøren, men jeg tror nok, at andre syntes, han kunne være noget vanskelig. Denne gang husker jeg, kom han i al fald hastigt hjem. Jeg kan endnu se ham komme ”hvirrende” om hushjørnet. Og han var gal, så det forslog. Nu gik det stærkt; i løbet af kort tid var der indfanget 150 får, der blev sat ind i gården. Der blev trukket tråd udenom, og så gik de som i en fold.

Nu skulle der ikke løbes nogen risiko. Vi var to, der holdt vagt ved fårene om natten. Det var månelyst, og vi fik tiden til at gå med at trille sand ud. Det var jo store mængder sand, der skulle rives væk, for at få ryddet plads til de første planter omkring huset. På den måde kunne vi jo nok holde os vågne, og så tjente vi os jo en dobbelt dagløn.

Vi beholdt denne gang fårene, til plantøren havde fundet de rette ejermænd. Det var ikke vanskeligt, eftersom hver ejer havde sine, let kendelige, øremærker til fårene. Og nu måtte hvert enkelt betale ”kost og logi” for fårenes ophold i plantørgården. Jeg tror nok, at det blev 50 øre for hvert får.

Fra den dag af begyndte folk at hente fårene væk fra det nye ”plantageområde”.”

Dette med at fårene kunne græsse overalt, blev lidt for meget for Fanøs første plantør, da fårene fik smag på den nyanlagte plantage og gik over og nappede de nye friske skud af træerne, som så ikke groede mere.

Heegaard var en nidkær mand; han tog fårene ind til stor fortrydelse for ejerne, der måtte betale 50 øre for hvert får, der blev opdaget. I et halvt år kom en mand af med 7 kroner. Det var mange penge i den tid. Så blev Jens Bjerg ansat som fælles fårehyrde. Først da blev der ro.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles