Årene efter 2. verdenskrig

I årene efter 2. verdenskrig var det nødvendigt med meget store tilplantninger af plantagen. Der var blevet skovet hårdt gennem alle krigsårene. Pligthugsten i disse år lå mange procent over, hvad der ud fra et rent forstmæssigt synspunkt måtte siges at være forsvarligt. Den relativt korte periode tyskerne huggede løs i plantagen, kostede også dyrt, det var mange af plantagens bedste træer, der gik til i løbet.


Fanoe-klitplantage-1948


I oktober 1948 blev plantør Nielsen interviewet til Fanø Ugeblad:

"Nej, siger Nielsen, nu er det igen dejligt at være her, det var værre, da vi havde så mange gæster herude. Det halve af huset her var skomager- og skrædder­værksted, i gården var der køkkenbarak for 3 - 400 mand, der kom 2 gange om dagen for at spise - da kunne vi ikke klage over ensomheden, men til gengæld måske nok i nogen grad over mangel på ro. Lørdag aften var en prøvelse, da skulle hele koret skifte tøj, depotet var på loftet her oven over, så der var livlig trafik op og ned ad trappen. Men det fik nu alt sammen være, det værste var dog den konstante trussel om udsmidning, vi havde hængende over hovedet - fem gange var det galt. Men til alt held var den major, der boede i Sønderho, og som var den ivrigste for at få os ud. ikke særligt gode venner med den oberst, der re­siderede i Nordby, og som var hans foresatte. Så hver gang det så ud til, at vi skulle indrulleres i de hjemløses skare, så gik det på cykel ad Nordby til for at klage vor nød, og det hjalp. Til sidst kom vor plageånd til østfronten, hvor han sikkert har fået andet at tænke på. Men strenge tider var det, også for plantagen, føjer Nielsen til, tyskerne huserede fælt med øksen, selv om vi hindrede dem i det værste. 

Hvordan står det ellers til med arbejdet i Statsplantagen. 

- Ja, svarer plantør Nielsen, der er nogle af  vore folk i gang med oprydning efter tyskerne, og vi er nået vidt med det, vi er snart færdige herinde. Det er meningen, at vi så skal ind omkring Kikkebjerget og gøre det færdigt, der er nogle grimme pletter der. Hvad hugsten angår, skulle vi kunne regne med at slippe for pligthugsten snart, det er heller ikke for tidligt, Plantagen er tynd efterhånden. I år skal der op­arbejdes 325 kubikm. »Knippetræ». 

Ellers noget særligt, skal der plantes meget i den kommende tid ? 

Til foråret regner vi med at skulle udplante 70,000 planter, væsentlig bjerg­fyr. Men det er tanken i nogen grad at gå over til en anden driftsform  end den sædvanlige, nemlig hugst og så plantning. Metoden, man vil anvende, er selvsåning. Betingelsen herfor er, at ikke for store arealer hugges ned, helst mindre rydninger eller bælter gennem plantagen, de omgivende træer og det frø, der evt. allerede ligger i jorden, vil så spire og vokse til – for øvrigt på grund af den. naturlige udvælgelse, der finder sted, hurtigere end om det blev plantet. Vor opgave, vil så indskrænke sig til at regulere og avle det en smule. Der tages stadig en del stød op i plantagen, vi er glade ved det, for såvidt som den oprodning, der finder sted af jorden, giver frøet bedre muligheder, og da, stubbene, som er arnesteder for snyltere og skadedyr, jo fjernes. Snylterne, er nu et kapitel for sig, - et temmelig trist kapitel, - kom med og se selv.


Kursen sættes mod plantagens østlige del idet vejen ned mod fuglekøjen følges et stykke, så drejes af ind i en allé af mægtige Sitka graner. Intet synes at kunne rø­re de store majestætiske træer som er plan­tet ud i plantagens allerførste tid. Men des­værre er det, som forholdene har udviklet sig, kun »Panel te' e' Gad'». Plantør Niel­sen gør opmærksom på harpiksen, der dri­ver ned ad stammen på mange af træerne. Harpiksen løber ud af nogle små men tilsyneladende, ret dybe huller, rundt om hvilke der sidder nogle voksagtige lysebrune klumper, en blanding af harpiks og bark­støv. Denne masse opstår, når en lille bille arbejder sig gennem barken, den søger mel til veddet og borer sig så en gang mellem ved og bark - med det resultat, at træet går ud, da saftstigningen til top­pen, som foregår netop mellem, bark og ved, afbrydes. Resultaterne af denne lede snylters hærgen er tydelige, adskillige af de store træer i alleen, er allerede gået ud. Angrebet har stået på længe, fortæl­ler plantøren, sidste år måtte man såIedes fælde træer med en samlet vedmæng­de på 47 Kubikm., der var gået ud. Hvorfra det skadelige insekt er kommet, ved man ikke, men man kan ikke udelukke muligheden at tyskerne måske har indført den under krigen, de fartede jo rundt over det meste af Europa. Hvorom alting er, var Fanø et af de steder, hvor den konsta­teredes tidligst, og man har fundet billen op langs hele Vestkysten de senede år. Det er særligt Sitkagran, der er udsat. Ikke alene i Statsplantagen, men også i plantagen, ved Vestre Kirkegård og andre steder omkring på øen kan man se store udgåede træer. Naturligvis ærgrer det en forstmand at se så mange års; arbejde ødelagt på denne måde. Men det er ikke det eneste, sukker plantøren, da vi således sidste år plantede inde i den kommunale plantage - det var bøgetræer - oplevede vi, at komme ud dagen efter, at vi var begyndt, og se, at mindst et halvt hundrede træer var rykket op - de havde ikke stået i jorden i 24 timer!

Men vi lader ødelæggelsens vederstyggelig bag os og når til den del af plantagen, hvor selvsåningsprincippet er taget i brug. I adskillige små rydninger står birken allerede mandshøjt. Der er ad­skillige hundrede, og de er alle kommet fra frøene af nogle få ældre træer. Og­så fyrrebuske dukker op i snesetal, og der er et mægtigt skub i dem. Egetræer er der en del af, ligeledes røn. Disse træer, eg, birk og røn, skulle på den bedste del af plantagens jord blive de dominerende vækster med tiden. Det skulle, også bidrage til at give plantagen et( smukkere og mere afvekslende udseende, granernes og fyrrens ensformighed skulle blive brudt. Fra et rent forstmæssigt synspunkt skulle løvtræerne også være mere værdifulde, da de med deres store bladmasser har; en ganske, anderledes omsætning end nåletræerne. Der er dog ingen fare for at bjergfyrren, skal forsvinde, siger plantøren idet han smiler lunt - det er en plante, vi skylder meget, og den vil vedblive at være pioneren på de udsatte og magre jorder. Men vi har naturligvis også forskellige arter af fyr. Se nu blot dem, der vokser her. De blev plantet for tre år siden. Man skulle ikke tro det muligt, for fyrrebuskene er over 1,5 meter høje, Topskuddet har en længde på omkring 75 cm, det er de såkaldte Cantortufyr, som er specielt hurtigtvoksende. Desværre kniber det med at få frø nok til at tilfredsstille efterspørgselen - der kan nemlig ikke gives valuta til at indføre frøet for fra udlandet. 

Rundturen sluttede i den store have, der hører til Plantørboligen, her vokser mange store træer bl. a. en gran kaldet Norman Gran, et usædvanligt smukt og ædelt træ. 

Som det ses, det kan vokse også på Fanø - siger Plantør Nielsen med en vis stolthed i stemmen.

 

Beretning fra 1949 

Fra Fanø Klitplantage's arkiver har Fanø Ugeblad fået lov at låne nedenstående, bragt i bladet den 9. april 1981, skrevet af nu afd. plantør C. Nielsen, den 20. juni 1949. En beretning der fortæller nok så interessante ting om plantagen. 

Først vedr. fuglekøjen. Den eksisterer ganske vist endnu, men ved den nye jagtlov af 28. april 1931 blev anvendelse af fuglekøjer forbudt. Det medførte at aktierne i fuglekøjen ikke mere gav godt udbytte og fra den tid er det stadigt gået tilbage med fug­lekøjen. Den bliver ikke mere vist frem til turisterne, og indtil i fjor sommer har det været sådan, at enhver faktisk kunne tage dertil og f. eks. tage en kurv med og fylde den med frugt, uden at der skete vedkommende noget. Sidste sommer blev hegnet omkring køjen sat i stand, og der blev spærret for uvedkommende. Det var for så vidt på høje tid, idet frugt­træerne de foregående år havde lidt slem overlast af frugttyve. Grene blev flået af træerne og frugten blev taget længe før den var moden. Nu er det vist tanken at gøre lidt for de sidste sørgelige rester af frugttræerne, der trænger hårdt til beskæring, sprøjt­ning og lidt god pleje. 

Mågekolonien er gået meget stærkt tilbage, - så stærkt at jeg næsten er bange for, at den helt forsvinder. Den opnåede sin kulmination i 1943; da blev der indsamlet 8.240 æg her i plantagen og så var der endda en masse unger om sommeren, så det var næsten som om jo flere æg vi indsamlede, des flere lagde mågerne, og der var faktisk ingen større partier i plantagen, hvor der ikke rugede sølvmåger. - Da tyskerne begyndte at bygge kanonstillinger og bun­ker i det dejlige areal, hver mågerne særlig holdt til, kom der en streng tid for mågerne. Efterhånden blev det meste af dette areal spærret så kun tyskere og deres kumpaner måtte færdes der. Så længe tysker­ne regerede der, kan man vist godt gå ud fra, at der ikke er levnet mågerne mange æg til at sikre bestanden med. 

Efter kapitulationen kom optagning af minerne, der i stort tal blev kørt til stranden vest for Pælebjerg, og sprængt sammen med store partier ammunition af forskellig slags. Det bevirkede, at en stor del af mågerne flygtede til øen Langli i Ho-bugten. Jeg har hørt et tal på omkring 150 par. - Resten af mågerne fører en kummerlig tilværelse. - Ægindsamlingen har været standset siden 1943 og arealet har i de sidste to somre været spærret for publikum i mågernes rugetid og til trods herfor går det stadig nedad med antallet af måger. 

Jeg tror det er kragerne og rævene, der tager æggene. Går man gennem arealet, findes der mange æggeskaller og man kan ligeledes se kragerne luske omkring, og finder den en rede, hvor mutter ikke er på æggene, hakker den hul og æder indholdet. Jeg har også set en ræv gå fra rede til rede og æde æggene. 

Det med rævene kom næsten som en overraskelse for os. Tidligere var der ingen ræve på øen, men et rygte siger, at tyskerne har haft et kuld ræve­hvalpe med herover fra Skallingen. Disse rævehvalpe skal være løbet fra buret og ud i deres rette element. 

Et andet rygte siger også, at nogle jægere har ud­sat 5-6 ræve herovre. Faktum er, at vi straks efter krigen pludselig havde en ret stor rævebestand. Jeg kan oplyse, at i de sidste to jagtsæsoner er der på Fanø skudt - så vidt jeg ved - 43 ræve. Man vil se, at mågerne har været udsat for lidt af hvert, så det er vel ikke mærkeligt, at de stagnerer. Jeg vil anslå der er ca. 150 par måger for tiden. 

Hedehøgen er her fremdeles. Jeg regner med vi har 6-7 par. I år har jeg ganske vist ikke set så mange endnu. Enkelte fugle er måske heller ikke færdige med rugningen. Den holder stadig til i den østlige del af plantagen og længere mod syd, end den smalle plantagestrimmel. 

Tårnfalken og natravnen er også ynglefugle herovre. Ringduen er særlig stærkt repræsenteret i plantagen i år. Derimod er edderfuglene i meget stærk tilbagegang. Det begyndte i tyskertiden og er fortsat siden. Rævene og de mange løse hunde har sikkert sin part af skylden. 

Kaninerne, som det jo vrimlede med for ganske få år tilbage, har vi nu helt under kontrol. De tre strenge vintre bevirkede at de døde i stort tal, og vi benyt­tede jo chancen til med bøssen af få dem yderlig ned. 

En overgang havde vi dem skudt så langt ned, at man godt kunne færdes i plantagen både 1 og 2 dage uden at se en eneste kanin. De sidste to milde vintre har imidlertid forøget bestanden en del, men vi skal nok få den ned igen til vinter. - Der betales for tiden en præmie på 4 kr. pr. voksen kanin og halvdelen for unger. Præmien betales af jagtrådet, Fanø klitplantage, Nordby sogns hartkornskasse og Sønderho kommune. 

Ja, tyskertiden på Fanø var ikke morsom. På gårds­pladsen blev bygget feltkøkken, og her kom der dag­lig flere hundrede soldater skrålende og skulle have deres mad. På loftet, over stuehuset var der depot af tøj og linned m.m. I vores dagligstue og gæsteværelser boede en overgang 10 „danske tøser" de såkaldte kartoffelprinsesser. Fem gange har vi fået besked om at rømme plantørboligen, men med en vis portion stædighed og nogen forhandling blev det hver gang udskudt en tid og efterhånden kom jo så kapitulationen. Men morsomt, var det ikke for to ene menne­sker med tre km. til nærmeste nabo, at være ene mellem flere hundrede tyskere. 

Da tyskerne havde forladt plantørboligen, og vi atter kunne komme op på loftet, var noget af det første vi fik øje på, en sprængstofladning ved skorstenen. Det var beregnet til i påkommende tilfælde, at sprænge boligen i luften. Nå, heldigvis er den tid forbi.




Gå til top