Postvæsen i Sønderho

 

 

 

Postbesørgelse til Sønderho 

Hvorledes postbesørgelsen er sket til Sønderho i tiden før 1804 kendes ikke. Der fortælles dog, at før det nævnte år var der en ældre kone i Sønderho, der en gang ugentlig gik til Nordby med breve og medtog, hvad der kunne være af breve til Sønderho. Hun fulgte stranden i godt vejr, men i dårligt vejr fulgte hun en Sti på østsiden af Havsidebjergene, hvilken vej hun ikke var helt glad for at følge, da der mange steder i klitterne "ikke gik rigtigt til", selv ved højlys dag. Var der ikke nogen særlig post at besørge, blev hun helst hjemme de dage, hun ikke kunde følge stranden.

Embedsbreve fra sognefogden til birkedommeren blev besørget ved et privat bud og havde i det ene hjørne påskriften: "Ved Sognebud".  

Jens J. Sonnichsen overtager posttransporten 

Ved landevejens anlæg til Sønderho 1804 påtog skibsbygger Jens J. Sonnichsen sig én á to gange ugentlig at besørge post til Nordby, først ved ridende, senere ved kørende bud og vedblev hermed til sin død (22. juni 1844, 61 år).  

"Fra 1. januar 1826 bevilgede Kollegiet Jens J. Sonnichsen, Sønderho, en aarlig Godtgørelse af 10 Rdl. Sølv for at befordre Toldvæsenets Breve, Penge og Pakker mellem Nordby og Sønderho imod at han afgiver til Toldstedet en skriftlig Tilstaaelse for at ville besørge saavel de ankommende som afgaaende Sager uden Ophold paa de ordinære Postdage," står der angivet i Fanø Toldkammers Kopibog. Det offentlige har altså ogåa benyttet den af ham etablerede postbesørgelse, hvad også fremgår af en indstilling fra birkedommeren af 7. Maj 1826 til amtet om en godtgørelse til ham for besørgelse af Karantænevæsenets breve "for hans akkurate og sikre Befordring af alt mellem Nordby og Sønderho passerende, Karantænevæsenet vedkommende Breve, Pakker og Penge. jeg maa underdanigst bemærke, at denne sindige og vakre Mand, hvem Naturen nægtede den fuldeste Brug af Taleorganet, i mange Aar nøjagtigt og sikkert har holdt den af ham etablerede Privatpost i Gang til særdeles Nytte og Lettelse for alt den kgl. Tjeneste vedkommende imod den usle Godtgørelse af 2 Rdl. aarligt..., og til, lader jeg mig at indstille Andrageren til en aarlig Gratifikation af 4 a 5 Specier, saalænge denne gavnlige Indretning vedvarer, en Hjælp jeg anser for ej ubetydelig for denne vindskibelige Mand, der nu sikkert ej er skadesløs."

Om han fik noget ud af sin ansøgning, vides ikke. Fordringen var i al fald meget beskeden.  

 

 

 

 

Bog over brevforsendelser 

Jens J. Sonnichsen førte bog over alle de afgående breve; en sådan findes opbevaret for årene 1841-44, og det ses deraf, at han omtrent hver anden dag har afsendt breve, gennemsnitlig 10 om dagen og lige så mange Pengebreve månedlig, foruden de kongelige breve, hvoraf han som anført i gebyr oppebar fast Vederlag årligt. Breve til Varde kostede 4, til Ribe 5, til Sønderborg 15, til Kjøbenhavn 16 og til Hamborg 19 Sk. Pengene for brevene blev medsendt i kontanter til Nordby sammen med regnskabsbogen, og heri kvitterede postmester Kolvig både for breve og penge. Pakker findes ikke omtalt afsendt i regnskabsbogen. I Februar 1842 har isen lagt hindringer i farvandet for overfarten fra og til Strandby, og Sonnichsen skriver da i regnskabsbogen til Kolvig den 4. Februar. "Skulde Posten udeblive paa Grund af Vanskeligheder med Overfarten, da bedes, saasnart den ankommer, at overlade Sønderho Postsæk til Ellen Smed, saafremt anden Lejlighed ej er til at sende den hid." Ellen Smed ses så at have vandret afsted med postsækken til Sønderho 3 dage derefter, hvoraf man kan slutte, at der ingen forbindelse har været med fastlandet i 3 dage.  

 

 

Brevsamlingssted i Sønderho 

 bpchristensen 330 Efter Jens J. Sonnichsens død 1844 overgik ekspeditionen af postsager til broderen Jes J. Sonnichsen ældre. Derefter har Jens Fischer i nogle år besørget posten til og fra Sønderho, indtil der oprettedes et kongeligt brevsamlingssted med købmand B. P. Christensen som bestyrer. Han havde bestillingen til 1887, da der blev oprettet en regnskabsførende postekspedition i Sønderho.

 

 

Selvafhentning af post 

Mens Christensen var brevsamler i Sønderho og Kolvig postmester i Nordby, afhentede folk selv deres post. Når de ankomne breve var sorteret, blev adresserne råbt op for det forsamlede publikum, der så foruden egne tog brevene med til naboer og venner. De, der ikke blev afhentet på denne måde, blev afgivet til en ældre kone - både i Nordby og Sønderho hed vedkommende Sidsel. - De fik så på hvert sted, de bragte breve til, 1 Rigsbank Skilling eller 2 for deres ulejlighed. Sidsel i Sønderho havde vanskeligt ved at læse "Skrøwt", men hun klarede sig på den måde, at hun, på hvert sted hun kom med breve, fik husets beboere til at se brevbundtet igennem og så give hende anvisning på det næste sted, hun skulde hen.  

Etatsrådinde Signe Godskesen beretter i "Fra Ribe Amt, 1919" følgende: " Post gik der daglig frem og tilbage mellem Byerne; men den var gaaende hver anden Dag, og naar man altsaa fik pakker fra Fastlandet til Sønderho, maatte de under Tiden ligge i Nordby til næste Dag. Man sendte altid selv Bud paa Posthuset efter sin Post, baade Breve, Aviser og Pakker, men ofte kom Budet hjem med den Besked, at der kun var "æ Lerre" - den tomme Postsæk, - hvilket jo ikke var nogen oplivende Meddelelse. Var man saa heldig at faa større Pakker, blev de altid "hjulede" hjem, og en Trillebør - en "Bahr" - var et uundværligt Køretøj, som Kvinderne haandterede med stor Flothed"

 

 

ad-landevejen-i-1910

Ad landevejen 1910.

 

postvogn

 

Postvognen til Sønderho.

 

 

Brevpost til og fra Sønderho 

Indtil hen i 1850erne besørgedes brevposten til Sønderho (afstanden er ca. 15 kilometer) oftest ved gående bud, skiftevis af de ovennævnte 2 kvinder 4 gange ugentlig, de brugte kun en times tid på turen. Siden løb en mand ved navn Hans Munck i flere år. Senere holdt postmester Kolvig heste og vogne til befordring af post og passagerer og havde i mange år en kusk, der gik under navnet Hansa Kolvigs, han havde været soldat i 3-års krigen og var en gemytlig gæst ved grundlovsfesterne, kunne slå en tappenstreg med albuerne på bordet, så flæsk og glas dansede cancan. Fra 1857 besørgedes befordringen af færgemand A. B. Johnsen. Samtidig påbegyndte vognmand Hendrik Thomsen, Nordby, en fragt- og personbefordring mellem de to byer hver torsdag, hvilke ture han vedligeholdt en snes år. Turen til Sønderho endte han gerne i kroen, hvor han forinden afrejsen forsynede sig med adskillige kaffepunche, mens hestene stod udenfor og frøs. Blev han gjort opmærksom herpå, svarede han, der var født på fastlandet og talte et meget bredt jysk mål: "De ka sto længh, inden æ Hue faaller fraa dem." Denne udtalelse i det fremmede mål morede datidens drenge sig kosteligt over, og de foranledigede tit, at han kom frem i døren og udtalte de ord.

 

 

 

Utilfredshed med befordringsmåden 

At publikum ikke var helt tilfreds med A. B. Johnsens befordringsmåde af post og passagerer ses af en artikel i "Vestjydsk Avis" for 11. November 1860, der lyder således: 

"Man har fra Fanø anmodet os om her i Bladet at henlede Postbestyrelsens Opmærksomhed paa et Forhold, som finder Sted med Befordringen af Posten mellem Nordby og Sønderho, og som er til megen Ulempe. Det hænder nemlig ikke saa sjældent, at den Mand, med hvem Postvæsenet har akkorderet om Postens Befordring mellem de nævnte Byer, i stedet for at sende en Vogn lader et gaaende eller ridende Bud besørge Turen, hvilket ofte ikke er istand til at befordre de Pakkepostsager, man fra Sønderho ønsker afsendt, og følgelig, da man har stolet paa at kunne faa sine Sager med Posten, i den elvte Time har selv maattet leje Vogn, og hvorved ved, kommende Afsender er paaført en Udgift, som er aldeles uretfærdig. Ligeledes klages der over, at Passagerer, der have stolet paa at kunne blive befordrede med Posten, paa samme Maade ere blevne narrede og i sidste Øjeblik have maattet leje Befordring, naturligvis til en højere Betaling, end de havde kunnet komme med Posten.  

Vi have forhørt os om denne Sag og kunne meddele den Oplysning, at Postvæsenet har Akkord med Færgeejer og Gjæstgiver A. Johnsen paa Fanø om at besørge saavel Brev, som Pakkeposten fra Strandby over Nordby til Sønderho og tilbage til bestemte Tider, og oppebærer derfor aarlig 400 Rdl., hvilken Betaling af Sagkyndige er os forsikret er usædvanlig høj, men grunder sig i, at der ingen anden kan paatage sig Befordringen, og Postvæsenet og Publikum maa endda være glad ved, at Hr. Johnsen er saa god ikke rent at afvise Akkorden. Akkorden bestaar imidlertid endnu, og saalænge den bestaar, kan der ejheller rejses Tvivl om, at Postbefordreren ikke opfylder sin Pligt, naar han ikke til de Tider, han skal, kan befordre de Pakke- postsager, der ønskes afsendt, hvisaarsag man gør rettest i at klage. Hvad derimod angaar Personbefordringen, da er det noget tvivlsomt, hvorvidt Hr. Johnsen er pligtig til at afgive saadan, men da han er pligtig til at befordre Pakkepostsager til visse bestemte Tider, og han i Nordby ikke kan vide, hvad der er til Befordring i Sønderho paa Tilbageturen, maa han ogsaa afsende Vogn, og er denne dér, tager han vel ogsaa Passagerer med, naar Betaling tilbydes. 

Hele det halvt offentlige og det halvt private Fanø Post- og Færgevæsen er forøvrigt saa usselt indrettet, at - ja, at det neppe findes saa usselt andre Steder hertillands, og dog er f. Eks. Korrespondancen og Pakkepostforsendelserne til og fra Fanø større end ved mange andre Postkontorer, større er den i alt Fald end i Varde. Det er derfor i høj Grad beklageligt, at Hs. Excellence Generalpostdirektøren ikke har kunnet laane Øre til de gentagne Andragender fra Fanø om Oprettelsen dersteds af et selvstændigt Postkontor, uafhængig af alle Bihensyn. Men Sagen er rimeligvis den, at bliver et selvstændigt Postkontor oprettet paa Fanø, saa er det usle Færgevæsens Forbedring en uundgaaelig Følge, og her støder man igen paa et af de afskyelige fra Fortiden nedarvede Monopoler, der beskytter dets Ejer for saagodtsom alle begrundede Klager, ikke at tale om Konkurrencen."

Indtil 1. januar 1873 var der kun kørende post 4 gange ugentlig mellem Nordby, og Sønderho, og 2 gange ugentlig gående bud, men fra ovennævnte dato gik der kørende post daglig. 

 

 

 

Kusk Jens Lauridsen 

Da H. Svarrer i 1875 overtog færgeriet, besørgede han i mange år posten til Sønderho ved daglig kørende bud, siden i fællesskab med vognmand Søren Lauridsen og Købmand B. P. Christensen, Sønderho. Sidstnævnte holdt i mange år en kusk ved navn Jens Lauridsen, der var vellidt af alle for sin tjenstvillighed med at besørge en mængde småærinder for folk på sine køreture - alt uden vederlag, i alt fald skulde han presses til at modtage noget derfor. Dertil var han en udmærket fortæller, der med sine fortællinger på en fornøjelig måde forkortede tiden på de over 2 timer lange køreture (på åben vogn). Når søfolkene kom hjem fra farten, fik de på turen fra Nordby til Sønderho fortalt alt, hvad der var passeret i Sønderho, siden de sidst var hjemme. Ved siden af postkørselen passede han med dygtighed Sønderho Krogårds landbrug, som var det hans eget. Han talte aldrig om husbonds eller vore heste og marker, men sagde altid mine heste og mine marker, et vidnesbyrd om den interesse, hvormed han passede sin gerning, og det ansvar han følte derved. Han omkom ved en ulykkelig ildebrand på heden 6. maj 1917, 70 år.  

Aksel Krogh beretter i "Fanøboere": Jeg mindes fra mine barndomsdage, når min mor, min søster og jeg kom kørende fra Nordby i den gamle postdiligence af den sandede lyngvej. Adskillige sønderhoninger gik i deres klaptræsko og nogle af folkene, både kvinder og mænd, var så godt til bens, at hestene for diligencen kom bagefter. Engang spurgte kusken: "Vil du ett op og køre, lille Kone?". "Nej, A ka godt go det sidst Styk Vej hjem". "Hvor langt kommer du fra?". "A kommer fra Marseille". Hun var en sømandskone og havde været med sin mand ude på en længere sejltur. 

 

 

Chr. Hansen indfører biltransport 

  

 hr.-Hansens-Postvogn-1914 Chr. Hansens postvogn 1914.

Marius-Pedersens-Post-og-Pa

En af Marius Pedersens stor post- og passagerbiler. Mangeårig bilfører Albert Møller.

Den mand, der har æren af, at post- og passagerbefordringen mellem Nordby og Sønderho kom til at ske med biler, er afdøde Chr. Hansen. Han kom til Sønderho 1906 og købte dér en landejendom. Ved siden af, at han drev denne, påbegyndte han en dagvognskørsel mellem de to byer med en ældre lukket hotelvogn. Da han 1. januar 1913 overtog postkørselen, anskaffede han sig en større lukket vogn, og den 1. februar 1918 satte han den første bil ind paa ruten. Efter hans død overtog hans svigersøn Marinus Pedersen post- og passagerkørselen. Han har indsat flere store moderne biler paa Ruten og kørte 4 gange daglig i hver Retning i vintermånederne og 7 gange daglig i sommermånederne.

 

 

Regnskabsførende postekspedition 

Da Sønderho i 1887 blev regnskabsførende postekspedition, ansattes Carl Bruun Schau, født 21. September 1859 i København, som postekspeditør og telegrafbestyrer.   Han blev 1. oktober 1894 forflyttet som postmester til Svaneke.  

Efter ham kom John Joachim Marolly, født 30. juni 1865 i Odense. Han ansattes som postekspeditør 1. december 1894. Blev 1911 forflyttet til Nordby.  

Poul Marius Behr bliver derefter ansat og havde stillingen til 1. marts 1923, da han forflyttedes til Roslev. 

Jørgen Chr. Jørgensen, født i Rosdal ved Aars 16. juni 1871, kom til Sønderho 1. April 1923 fra Ringkøbing, hvor han var assistent. Han døde i Sønderho 18. November 1928.  

Axel Stage, født 17. Maj 1879 i Fredensborg, overtog derpå stillingen.

 

 

 cbschau 333  B1199 postmester Marolly So  PMBEHR
Carl Bruun Schau John Joachim Marolly Poul Marius Behr
 jchrjoergensen 334    chrhansen 332
Jørgen Chr. Jørgensen Axel Stage Chr. Hansen

 

 

 

Niels Post i Sønderho, kaldet Post Niels 

 

Niels Thomsen var født i Allerup, hvor hans fader havde en gård og drev lidt handel med kreaturer, hvornår Niels var født ved jeg ikke, men antager omkring 1860, han hjalp hans fader på gården til han blev soldat, det var meningen at han skulle overtage denne efter faderen, men sådan gik det ikke, en tid efter han var kommen hjem fra militærtjenesten blev han plaget med gigt i benene og kunne ikke foretage sig noget arbejde, da det ikke blev bedre kunne han ikke overtage gården, hans svoger overtog denne, Niels kom på aftægt sammen med faderen, der var ikke udsigt til at han blev arbejdsdygtig mere. 

 

Der gik længere tid, sommetider lidt bedre, så han kunne færdes med to stokke lidt omkring. Han ser da i avisen at man på Fanø søger en mand til at køre postvognen mellem Nordby og Sønderho. Næste dag kørte min fader mig til Esbjerg, jeg kom med færgen til Nordby og kom op på Færgegården, hvor manden boede, han så på mig, den kan du vist ikke klare, jeg bad om lov til at prøve, jeg forlanger ingen løn, en lille løgn stak jeg samtidig og sagde det var særlig slemt i dag. Han gav mig lov til at prøve, jeg kunne tage med på turen i morgen, så kan du se, hvad der er at lave, kan du klare det, kan du få pladsen. Niels fik pladsen og beholdt den så længe turen blev kørt med heste, han var da en ældre mand og noget ødelagt af druk. Den sidste der havde postturen med heste var møller Thyssen, jeg tjener der sammen med Niels der fulgte med med heste og vogn til de forskellige der havde turen, han fortalte mig sin historie. I den første tid han kørte post sagde han nej tak når passagererne bød ham ind på en punch efter endt tur, dette skulle jeg have blevet ved med, så havde jeg været en holden mand i dag. Niels havde et ret godt handelstalent og drev en ret stor handel med smågrise og kyllinger som hans svoger i Allerup købte til ham på torvet i Esbjerg. Niels kunne ikke selv rejse til torvs eller marked. Da han skulle stille med en af postmesteren godkendt mand til at afløse ham, han måtte af og til til marked i Varde, når posthestene måtte udskiftes. Dette var en streng tur, at trække den tunge vogn de to mil på den sandede vej, de havde en time og 45 minutter til turen. I 1894 da statsplantagen blev anlagt, lovede plantør Christensen en vejplan der skulle gå i en lige linie fra den gamle Fattiggård til Sønderho, denne ville blive en fjerdedel mil kortere. Plantørboligen blev bygget så den fik facaden mod den nye vejplan, der skulle gå øst om Præstens bjerg. Denne fornuftige vejplan blev forkastet af den daværende sogneråd.

 

Niels Jensen, populært kaldet Niels Post, døde i mandags, den 27. september 1920, ude ved stranden, hvor han boede sidste sommer og var behjælpelig med forskelligt på hotel ”Kongen af Danmark”. Som en ung mand kom N. Jensen til Fanø fra Sneum, og i mange år kørte han postvognen mellem Nordby og Sønderho, så han var godt kendt i begge byer, og afholdt var han, særlig i Sønderho, hvorfra man ofte skulle have bud til Nordby, hvilket afdøde altid villig påtog sig, og han udførte det altid samvittighedsfuldt, skønt vederlaget derfor oftest kun var en ren ubetydelig.

 

 

 

Dødsfald. Onsdag morgen (den 14. oktober 1925) er postkører Chr. Hansen afgået ved døden i sit hjem i en alder af 64 år.

Hansen var født i Øster Terp, Vedsted sogn i Sønderjylland, d. 21. nov. 1860.

1885 købte han en landejendom i Hjortkjær, Grimstrups sogn, og her boede han, til han i marts måned 1906 overtog en ejendom med tilhørende landeri og vognmandsforretning i Sønderho. For ca. 15 år siden begyndte han dagvognskørsel mellem Nordby og Sønderho og overtog senere hele postkørslen samtidig med, at han solgte sin landejendom. Som postkører har Hansen indført store forbedringer. Ved at indsætte biler på ruten gjorde han forbindelsen hurtigere og bekvemmere for det rejsende publikum. De gamle postvogne brugte 1 time og 45 min. til turen; nu tilbagelægger bilerne vejen i ca. 40 min., og der er om sommeren fire faste ture i hver retning – om vinteren tre.

Hans død kom for os som en overraskelse. Selv om det var os bekendt, at han i den senere tid havde været ret alvorlig syg, havde vi dog ikke ventet, at hans bortgang var så nær forestående. Gennem vort mangeårige kendskab til ham, lærte vi ham at kende som en venlig og glad mand, der ikke var bange for at yde en tjeneste hvor dette tiltrængtes.

Afdøde efterlader sig hustru og 5 børn, som alle er brave og dygtige mennesker i gode stillinger. Begge sønnerne er ansat ved jernbanen.

 

25 års jubilæum. I torsdags, den 1. september 1927, kunne postmester J. C. Jørgensen, Sønderho, fejre 25 års-dagen for sin statsansættelse i postvæsenet, idet han nævnte dag 1902 blev postmedhjælper i Stubbekøbing. Forinden han i 1923 blev postmester i Sønderho, har han gjort tjeneste i Holsted og fl. steder. Han er i tjenestesager pligtopfyldende, og personlig er han omgængelig og bramfri. Postmesteren er af befolkningen i sit distrikt agtet og velanset og har fået flere tillidshverv. Netop i disse dage er postmesteren med sin familie på ferierejse, så han ikke på jubilæumsdagen kunne blive vist den opmærksomhed, beboerne i Sønderho gerne ønskede at yde ham som bevis på den tillid og agtelse han nyder dersteds.

 

 

 

 

B00090-081 Soenderhos-foers

 

Sønderhos første posthus

 

B00111 001 Soenderho-Postko

 

Det nye posthus 1910. Bygningen anvendes nu som restaurant.

 

P86 NEW

 

 

Selvom der var mulighed for selv at hente posten, var der selvfølgelig postombæring. Hans Meinertz Mortensen gik pligttro rundt med pakker og breve til os alle i byen; dengang boede man mere centreret om bykernen så der var ikke brug for køretøjer af nogen art.

 

Afsked. Fra og med i morgen – søndag den 30. november 1930 – tager Hans Mejnertz Mortensen afsked fra sin stilling som postbud i Sønderho. 

Den 1. december 1907 blev han fast ansat i den stilling, han nu fratræder; men allerede år 1900 blev han antaget som reservebud, så han har altså en 30-årig tjenestetid at se tilbage på nu ved sin afsked. Nogen gammel og affældig mand er postbud Mortensen ikke. Han fyldte i sommer de 65 år, så han kunne godt for alderens skyld have fortsat et stykke tid endnu. Når han imidlertid nu trækker sig tilbage, er det sikkert ikke alene, fordi loven hjemler ham ret dertil, men også fordi han vil have nogle gode hvileår, som han kan nyde, mens han endnu har nogle af sine kræfter i behold. Og det er jo en såre fornuftig betragtning.

 

I anlendning af afskeden har vi haft en samtale med Mortensens nærmeste foresatte, hr. postmester Stage, Sønderho Postkontor. Postmesteren lægger ikke skjul på, at det nærmest er ham en sorg, at han ikke længere skal beholde Mortensen. ”Han er,” udtalte postmesteren, ”af den gamle garde, trofast pålidelig og flittig, tjenstvillig i højeste grad og under alle forhold elskværdig og velvillig.” Det er rene ord! Og vi fik det indtryk, at de kom fra hjertet, og at de ikke var af den slags banale udtryk og vendinger, der ofte bruges ved slige lejligheder. Hele befolkningen i Sønderho vil sikkert kunne give postmesterens rosende udtalelser tilslutning; for vi tror ikke, at der er nogen, der med rette kan have noget at sige Mortensen på med hensyn til udførelsen af hans gerning. Fra dag til dag, fra år til år har han støt og roligt passet sin dont og vandret fra dør til dør, fra hjem til hjem med budskaber fra både nær og fjern. Tusinder af breve fra alle verdens riger og lande er gennem årene lagt i hans hånd, for at han skulle besørge dem det sidste stykke af den lange vej. Han er kommet med bud til hustruen fra manden derude i det fjerne og med brev til moderen fra sønnen. Og han har stukket den lille rosenrøde billet med det sære poststempel og det udenlandske frimærke i hånden på den unge pige, der rødmende tog mod denne velkomne hilsen fra sin hjertenskær. Jo, Mortensen har gennem sin stilling som postbud fået kendskab til mange forhold og indblik i mange hemmeligheder; Kom han med godt budskab, bankede han – overensstemmende med ordsproget – dristigt på og var øjensynlig glad ved at bringe det. Men det er jo også ofte faldet i hans lod at komme med budskaber, der bragte sorg til huse – tidender om død og forlis; og da var det ham en  

glæde ved at bringe det. Men det er jo også ofte faldet i hans lod at komme med budskaber, der bragte sorg til huse – tidender om død og forlis; og da var det ham en tung pligt at aflevere brevet. 

Mortensen vil savnes af mange, både af Sønderho bys stadige beboere og af badegæsterne, der fra tidligere sommerophold i byen har lært ham at kende. Vi ved, at han vil savnes; det er sagt os så stærkt, at vi ikke kan tie dermed. Og vi er også sikker på, at Mortensen på sin sidste rundtur, den han altså har gjort i dag, har følt, at det slet ikke er så let at tage sin afsked, at det ikke er så lige en sag at få sagt farvel, og at det egentligt er meget mere vanskeligt, end man skulle tro, at få sat punktum for sin livsgerning. Og det vil røre sig underligt i ham, når han i morgen for sidste gang forlader kontoret. Han vil sikkert i øjeblikket snarere føle det som et savn end som en befrielse, at han nu ikke mere har noget der at gøre som postmand. 

Men vi under ham mange lykkelige år sammen med sin trofaste hustru i det lille hjem til nord i byen. Han kan være vis på, at han ikke vil blive glemt, selv om han nu kommer ”på pension”. Og som dagene går, vil han leve sig ind i dette: at han nu er fri; og den dag kan måske komme for ham, da han er rigtig glad ved, at han ikke længere har pligt til at være til stede, når den store postbil en mørk vintermorgen svinger ud fra garagen og holder an ved Sønderhos Postkontor.

 

 

 

B00150 122 Posthjoernet-193

Ny postekspedition

Den 1. november 1934 nedlagdes postmesterembedet i Sønderho, og postekspeditør Stockholm blev ansat. Foreløbig blev ekspeditionen i det tidligere posthus’ lokaler. Postekspeditionen 1937.

 


Gå til top