Endelig oprandt dagen, som Fanøboerne så hen til med den største forventning, da det første telegram kunde afsendes. Postmester Kolvig, der var antaget til telegrafbestyrer, havde antaget Frk. Nicolaisen til - som udlært telegrafist - at besørge telegraferingen, og Kl. 10. formiddag den 1. februar afsendtes telegram nr. 1 fra Nordby. Det blev sendt til kongen og havde følgende ordlyd: 

"Nordby Kommune tillader sig ved det første Telegram paa Fanøs i Dag aabnede Telegraflinie allerunderdanigst at bevidne Deres Majestæt sin undersaatlige Hengivenhed og sit Ønske om Hæder og Lykke for Kongen og Kongehuset.

Nordby Sogneraad. 

Der modtoges svar samme dags eftermiddag Kl. 3,39:  

"Hans Majestaet Kongen har paalagt mig at bringe Allerhøjstsammes Tak til Nordby Sogneraad for det tilsendte Telegram, det første, der udgik fra den nye Station og for den deri indeholdte hjertelige Lykønskning.

 Trap, Kabinetssekretær." 

Som telegram nr. 2 afgik der et til finansminister Fonnesbech: 

"For den Velvilje, med hvilken Deres Ekscellence har imødekommet Fanøboernes Ønske om en Telegrafforbindelse med Fastlandet, hvorved et Iænge og haardt følt Savn nu er afhjulpet, tillader Nordby Kommune sig i Dag, da Forbindelsen er aabnet, at bringe Deres Ekseellence sin underdanige Tak.

Nordby Sogneraad." 

Telegraflinien kom ikke straks til Sønderho, den stoppede op i Nordby, hvorfor beboerne i Sønderho ansøgte om forlængelse af linien dertil i en skrivelse, hvoraf findes en udateret kopi i sognerådets arkiv af følgende ordlyd: 

"At Telegrafanlæget til Fanø er et stort Gode for Øens Beboere, vil enhver af os indrømme, og hvorfor vi ogsaa vil være vor høje Regering Tak skyldig. Men da der imidlertid kun er Station i Nordby, og Sønderho saaledes ikke har Forbindelse dermed, saa er dette et føleligt Savn for sidstnævnte Bys Beboere, hvorfor vi undertegnede herved allerærbødigst vover at andrage for det høje Ministerium, om dette Savn muligt ikke kunde afhjælpes, saa at Linien kunde forlanges til Sønderho.  

Med Hensyn hertil tillader vi os at ytre følgende:  

Naar en Telegrafdepesche bestemt til Sønderho indløber til Nordby, skal den altsaa derfra besørges med Estafetbud, thi med Posten vil det sjældent kunne passe, da den afgaar fra Nordby til Sønderho mellem Kl. 8 og 9 om Morgenen (Søndag slet ikke) og Telegrammerne indløber almindeligt efter denne Klokkeslet og maa som Følge deraf henligge til næste Dag, hvilken Forsinkelse i Særdeleshed med Hensyn til Skibsbefragtning kan foraarsage store Tab for de Paagældende. Vor allerærbødigste Bøn er derfor, om vor høje Regering vilde tage Sagen under nærmere Overvejelse, og haaber vi, at dette Gode ogsaa maa blive Sønderho Sogns Beboere tildelt. Hvad der ydermere begrunder vort Haab er nemlig, at efter Rygte skal Telegrafstationen i Nordby lønne sig godt, og formoder vi ligeledes, at en Forbindelse hertil maa kunne bære sig. Telegraferingen til Sønderho bliver nu indskrænket til det allernødvendigste, da det bliver meget kostbart at telegrafere her med Bud fra Nordby. Ved mange Lejligheder vilde Telegraferingen blive hyppigere, om det kunde ske direkte hertil. (Underskrifterne.) " 

I svaret fra finansministeriet hedder det bl.a. "at Finansministeriet paa Grund af de store Fordringer, som i næste Finansaar vil blive stillet til Statskassen, dersom Oprettelsen af alle de ny Stationer, der alt er foreslaaet, kommer til Udførelse, og som i Betragtning af de væsentlige Fordele, der i saa Tilfælde vilde opnaas for hele Øen Fanø med Tilvejebringelsen af en telegrafisk Forbindelse mellem Nordby og Fastlandet maa anse det for rettest, at Oprettelsen af en Station i Sønderho opsættes indtil videre."  

Det varede dog ikke længere end til december 1871, at en Telegrafstation blev åbnet i Sønderho, og det første telegram afsendtes den 13. December, der, ligesom i Nordby, blev sendt kongen med følgende Ord:  

"Naar vi Sønderhoninger i Dag allerunderdanigst henvender et Par Ord til Deres Majestæt, da er det for at bringe vor hjertelige og dybtfølte Tak til Dem, Deres Regering og Landets Rigsdag for den nys oprettede Telegrafstation her. Gud bevare Deres Majestæt, Deres ganske Hus og alle sande Fædrelandsvenner! Han lægge ogsaa sin Velsignelse i dette nyttige Foretagende! Paa samtlige Beboeres og Sogneraadets Vegne. Allerunderdanigst J. Hilde, Sognepræst og Sogneraadsformand."  

På dette telegram indløb samme dags aften følgende Svar:  

"Under Kongens Fraværelse har jeg modtaget Deres Telegram, det første, der er afsendt fra den nye Station. Kongens og mine bedste Ønsker følger dette Foretagende, at det maa blive til Lykke og Velsignelse for de kære Fanøboere. 

Frederik, Kronprins,"  

Telegrafstationen fik lokale i Sønderho Krogård og bestyredes af købmand Broder P. Christensen, der antog en telegrafist til at afsende og modtage telegrammer, da Christensen, der forud var brevsamler og postbefordrer, ikke selv var uddannet som sådan. Den dag, telegrafen åbnedes for korrespondancen, var krostuen fyldt med skibsførere og andre interesserede, og ved et par kaffepunche, som bestyreren gav i den anledning, blev der holdt flere taler, bl.a. af pastor Hilde, Lloyds agent N. Sonnichsen, navigationsskoleforstander J. Schmidt m.fl.   

Udenfor stod en stor skare af nysgerrige mænd og kvinder, der ventede på at få et telegram at se. Da så telegrammet var ankommet fra kronprinsen, blev det af pastor Hilde oplæst for den forsamlede Mængde. Samtidig fremviste han den lange smalle strimmel papir, hvorpå telegraftegnene var anført, og mange troede, at denne strimmel var kommen ud af trådene

Telegrafstationen i Sønderho blev efter beboernes ønske omkring 1915 ombyttet med Statstelefonstation, som senere overtages af Jydsk Telefonselskab, der omkring 1935havde 14 abonnenter dér. Centralen bestyredes af skrædermester Andreasen. Niels Peder Jepsen, der efter at have været bådskipper i 37 år (Evert "Maren Nielsine") var i mange år telegrafbud i Nordby. Han var Veteran fra Krigen 1848-50 (om Bord i fregatten "Rothe" og Linieskibet "Dronning-Marie" og dekoreret med Erindringsmedaillen). 

Om at modtage efterretning om hvordan det gik med de søfarende skriver Andreas Sørensen i "Ved det yderste Hav" om "At løbe med Tidende": 

"Min Fader fôr på Langfart med Sejlskibe, medens jeg Dreng. Det var i de lange Rejsers Tid, da et Skib kunne være to-tre Maaneder i Søen, før det naaede sit Bestemmelsessted. Intet Budskab kom hjem, medens Ugerne sneglede sig afsted. Byen laa stille og ventede. Gik der længere Tid, end Rejsen erfaringsmæssig skulde tage, sneg Uro og Frygt sig over Kvinderne, og de søgte Raad og Trøst hos de Gamle, som kendte Ruten og Fartøjet. Kom saa Telegrammet til Kaptajnens Kone eller Rederen, blev en af Familiens store Drenge sendt ud med Meddelelse om, at Barken "Ellen" i Gaar var ankommet til Rio Grande, alt vel ombord! Det kaldtes ,at løbe med Tidende", og det var en stor Dag for Drengen at bringe dette Glædens Budskab fra Hjem til Hjem. Men det skete ogsaa, at der kom Efterretning om Forlis og Død, og saa var det en tung Gang at gaa for de Gamle. Konen i Huset frygtede det værste, naar hendes Fader eller Svigerfader langsomt kom ind ad Laagen. Maaske vilde hun næste Dag være i sin Moders mørke Enkedragt, der laa parat i Skufferne. Værst var det vel, naar der slet intet Budskab kom, og Uger, Maaneder og Aar gik uden at bringe Vished. Ned gennem Slægterne levede Mindet om Aaret 1824, der alene i vor By efterlod 40 Enker og 100 faderløse Børn, i Sandhed et Herrens Aar."