Sagn om Fanø's tilblivelse

 

 

Tilblivelse

 

England og Frankrig var i sin tid forbunden ved en smal landtange, der adskilte Atlanterhavet med sin betydeligt højere vandstand fra det lavere liggende Vesterhav. Så en gang, da den spanske dronning ville tage hævn over den danske konge, lod hun landtangen gennemgrave, for at Atlanterhavet skulle skylle ind over Jylland og tilintetgøre dette, men den stærke strøm, der derved forårsagedes, førte store mængder af sand med sig, det lejrede sig på hele Vestkysten af Jylland og på de flade sandvader ud for Ribe blev der liggende en sandrevle, der holdt sig tør, da vandet trak sig tilbage, og herpå dannede Fanø, Mandø og Rømø sig ved, at flyvesandet ophobede sig.

Efter den tid blev der ebbe og flod, hvad der ikke var før.

 

 

 

Tilintetgørelse

 

Men ligeså hurtigt og ligeså voldsomt, som Fanø, i sin tid er opstået skal den forgå. "Af havet er den opstået, og i havet skal den synke tilbage". Når dette sker vil stormfloden der forårsager dette, også omstyrte Jerne, Sneum og Darum kirker. Denne tildragelse har de gamle fanøboere virkelig troet på og frygtet for skulle ramme øen, thi ifølge traditionen skal de, efter en stor stormflod have hærget øen og truet den med undergang, have besluttet sig for at erhverve sig et større stykke jord på fastlandet langt inde i landet, hvor havet ikke kunne nå ind, og hvor man i påkommende tilfælde kunne ty hen. Jordstykket skulle være så stort, at hele øens folk kunne være der, idet man ikke kunne tænke sig at skulle bo adsplittet på forskellige steder, sådan at fanøboernes sæder og skikke skulle gå til grunde. I nærheden af kysten turde man ikke slå sig ned, og dér var heller ikke noget at få, hvorfor man måtte længere ind i landet: mellem Vejrup og Holsted fandt man et passende stykke, der blev købt. Hvilken stormflod der har givet anledning til købet kendes ikke, men at jordstykket virkelig er blevet købt i sin tid synes højst sandsynligt.

 

 
Fannikerheden

 

 

N.M. Kromann har talt med folk, født omkring 1790, der kendte traditionen og har hørt samme historie fra andre, både folk fra Nordby og Sønderho, men der er ikke noget bestemt at støtte sig til, og sagen var nærmest gået i glemmebogen indtil 1842, da skipper Niels Anthonisen fra Nordby var på en rejse til Kolding og gjorde ophold i Gjørklint ved Holsted, og der hørte den samme fortælling, endda med den tilføjelse at heden stadig kaldes "Fannikerheden". Sognefogeden M.J. Nørby rejste sammen med skipper H. Chr. Schmidt til Holsted for at undersøge om man stadig havde ejendomsret til jordstykket. Sognefogden i Holsted og Amtsforvalter Bertelsen, Ribe, ville gerne imødekomme kravet, mod at fannikerne betalte en skat af 1 1/2 Album Nyt Hartkorn. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at heden kun var af ringe omfang, men man mente at kunne fastslå, at en gård i Rebelsig efterhånden havde tilegnet sig heden. Heden mentes der, skulle i sin tid være solgt til Fannikerne af ejeren på Endrupholm. Noget har der altså været om handelen i denne gamle fortælling.

 

 

Et andet sagn

 

Der var engang et stort skib, som førtes af Odin. Det var så stort, at han måtte færdes omkring på dækket til hest for at kommandere skibsfolkene. 

 

vikingeskip

 

 

 

 

Engang kom det styrende gennem den Engelske Kanal fra Spanske Søen, men kom til at sidde fast mellem bredderne, og for at få det til at glide igennem, indsmurtes skibets sider med hvis sæbe, og da det gled ud i Vesterhavet, gnedes sæben af på det snævre strædes klipper, der alle blev hvide og er hvide endnu. Skibet kom ind i en rasende storm, der førte det over mod Jyllands kyst, hvor det strandede og i flere døgn huggede det så hårdt på sandrevlen ude i havet, at sandet hvirvlede sig løs og førtes op til en stor banke, der dannede begyndelsen til Vesterhavsøerne.

 

 

Hvorfor hedder Fanø Fanø?

Navnet menes at komme af ordet Fønn, som er et oldnordisk udtryk for "snedrive". Det henviser således til øens hvide klitter.

Et andet sagn om navnets oprindelse siger, at der engang var to skibe. Det ene hed Fenja og det andet Menja. Skipperne havde opkaldt skibene efter de to jættekvinder, Fenja og Menja, som havde en kværn, der kunne male guld, og to andre, der kunne male salt. De to skippere gjorde engang jættekvinderne en tjeneste og fik som belønning hver en kværn, der kunne male salt. Disse kværne tog de ombord, malede salt og solgte det i forskellige havne. Men engang i en storm strandede de to skibe. Det ene på en sandbanke, der efter skibet fik navnet Menjø (Mandø), og det andet på en sandbanke, der ligeledes efter det strandede skib fik navnet Fenjø (Fanø). Ved strandingen flød de store skibsladninger salt ud i havet og gjorde vandet omkring Mandø og Fanø mere salt end andre steder i verden.

 

Efter gamle sagn har Fanø i sin tid været meget større end nu og omtrent landfast med fastlandet, kun en smal rende var der imellem. Flere byer som nu er forsvundne , fandtes engang: én som hed Østerho, skal have ligget der, hvor Albuefuglekøjen er anlagt; kirken skal have stået i Annes dal. En ander der hed Vesterho har vistnok ligget ud for det nuværende Fanø Bad. Noget pålideligt findes der dog ikke om disse eller muligvis andre byer, der i sin tid har været på øen. Stormfloderne har til tider hærget slemt på Vestkysten og bortskyllet eller oversvømmet store landstrækninger, på sine steder også skabt nyt land igen, som vi endnu jævnlig kan iagttage. Gamle kort over kysterne og øerne findes vist heller ikke, det skulle da være hollandske, der muligvis opbevares i arkiverne der; dersom det sagn er pålideligt, at øen her i sin tid til dels er befolket af hollandske fiskere, der drev fiskeri herfra, da kan man godt antage, at der også er optaget kort over øen og fiskegrundene her udenfor; thi hollænderne var i fordums tider langt forud for os i den retning. Jeg (Kaptajn P.H. Clausen) har set gamle hollandske søkort over Nordsøen, hvor især alle banker og fiskegrunde var meget nøjagtigt optegnede og i det hele praktiske at finde vej efter over havet, særligt ved gode lodskud.

 

 

 

Kilde: N.M. Kromann, Fanø's historie, bind I.

 

For de faktiske kendsgerninger se venligst : Fanøs tilblivelse

 

 


Gå til top