Efter forudgående kontakt og vejledning fra KFUM Spejdernes korpskontor i København begyndte 6 medlemmer fra UA i marts 1935 at tilegne sig de teoretiske og praktiske spejderfærdigheder med det formål at kunne udgøre en førerpatrulje. De kunne så fordeles ud som førere for nye patruljer, når tiden var inde til at modtage nye medlemmer og oprette en spejdertrop.

Den 19. juni 1935 var der møde på KFUM med deltagelse af tropsførere fra Esbjerg som repræsentanter for korpset. Førerpatruljens duelighed blev afprøvet og godkendt. Spejderløftet blev aflagt, og dermed var KFUM Spejderne i Nordby en realitet.

De første medlemmer var: Henry Horn Nielsen, Niels Henrik Olesen, Jørgen Iversen, Clemen Windeballe Sørensen, Morten Sørensen og Marius Sørensen som tropsfører.

Førerpatruljen fortsatte endnu nogle måneder med praktiske øvelser ved indretning af teltlejre og dagligt spejderliv i en lejr. Under oplæringen var der erfarne førere med som gæster. så man kunne være i stand til at virke som førere i de forventede nye patruljer, der skulle dannes, når der blev åbnet for tilgang af nye medlemmer til troppen.

Den 8. september 1935 afholdt førerpatruljen en opvisning på "Stadion" og samme aften en agitationsfest på KFUM. Så kunne indmeldelserne begynde. I løbet af efteråret blev førerpatruljen til 3 nye patruljer med 7-8 mand i hver patrulje.

I 1936 var patruljernes antal blevet forøget til 5, hvorefter medlemstallet var 38 spejdere inkl. førere.

Det var jo de tidligere UA-medlemmer, der var blevet spejdere, så for at YA's 9-12 årige ikke skulle føle sig svigtet blev der oprettet en ULVEFLOK, hvortil der hurtigt blev tilmeldt 20 drenge.

Spejdertroppen var nu blevet til en GRUPPE og skulle have et navn. En af drengene foreslog navnet FENJA, der straks blev godkendt. Fenja skulle betyde "Den hvide klit", hvoraf man mente af øens navn var udledt. Navnet Fenja kendes også fra den nordiske mytologi, hvor Fenja og Menja var jættekvinder, der arbejdede som trælle.

Navnet FENJA blev også brugt i andre sammenhænge: Rederiet J. Lauritzen navngav et af sine køleskibe "FENJA DAN", og som bekendt sejler en af Fanøfærgerne også med navnet FENJA.

Da gruppen havde påtaget sig at sælge Danmarks Samfundets små silkeflag på Valdemarsdagen, fik spejderne tildelt en fane den 22. april 1936. Den blev – og bliver benyttet ved alle de lejligheder, hvor der er en selvfølgelig lejlighed til det.

En bevægelse med respekt for sig selv måtte jo have et organ – et talerør til medlemmer og familier. Dette organ fik gruppen allerede 1. september 1936, idet 1. nummer af "Flyvesandet" udkom og fik en god modtagelse af spejderne. Det blev sagt, at det var det mest læste blad blandt gruppens medlemmer. Bladets navn stemte godt overens med den opfattelse, at navnet Fenja også kunne tydes som "fygende klit".

Bladets redaktør var en Birger Farup Olesen, der afslørede sig som den fødte journalist, og derfor ikke underligt, at han senere blev journalist ved The Associatet Press.

Flyvesandet fik stor betydning for gruppen. Der er stadig gemt numre fra gamle årgange af bladet – duplikeret med 4 – 6 sider og stadig læseværdig for gamle spejdere. Bladet indeholder referater fra patrulje- og tropmøder, fra ture og lejre og ikke mindst redaktørens egne artikler med inspirerende, kritisk og satirisk indhold, men også med noget for smilebåndet. Bladet blev senere videreført med Anders Bilsøe Hansen som redaktør, og udkom som festskrift ved gruppens 10 og 25 års jubilæum.

Basen for spejderarbejdet var KFUM bygningen, der lå overfor Realskolen. Bygningen lå på en naturgrund, hvor der var plads til udendørs aktiviteter i mindre målestok. Indenfor var der et større lokale, der kunne deles i to ved hjælp af en skydedør. Her mødtes patruljerne som regel to gange om måneden til patruljemøder og en gang om måneden var hele troppen samlet til tropmøde. Patruljemøderne var tilrettelagt og blev ledet af patruljeføreren, efter Baden-Powells ide' om drengen, der leder drengen.

Ved møderne arbejdede man med alle former for spejderstof: knob og besnøringer, orientering efter kort og kompas, indøvede stoffet til de mange forskellige duelighedstegn, som man kunne aflægge prøve i, for at få et mærke syet på uniformen.

Ved møderne blev der først dagbog, hvor man noterede, hvad man havde lavet ved møderne eller ture, som patruljen havde været på. Mange af disse dagbøger er heldigvis bevaret, og indeholder ud over referater et væld af skitser og tegninger, hvoraf mange er små kunstværker.

På 1. sal i KFUM bygningen var der placeret en række skabe, hvor patruljerne have deres grej: telt, kogegrej, økse, spade, tovværk, og hvad der ellers kunne være brug for.

I den vestlige ende af bygningen boede Johannes Post og Tulle, der virkede som viceværter for bygningen. Det må ind imellem have været hårdt, at have spejdere løbende rundt i huset på næsten alle tider af døgnet.

Lejren var drøftet og planlagt ved stabsmøder i det tidlige forår. Planen fandt god modtagelse både blandt førerne og drengene. Lejrudrustning var det endnu småt med i Gruppen. Rigtige telte ejede vi ikke. Køkkengrej havde vi, og det personlige udstyr hos drengene kunne også gå an. Mangelen på telte gjorde det nødvendigt at leje en hytte, og det blev Flensborg spejdernes lejrhytte ved Kollund Strand.

Turen var fastsat til en uge i juli, og 36 havde tilmeldt sig som deltagere. Det var flere end hytten kunne rumme, men det lykkedes at fremskaffe seksmandstelte til låns. Jeg husker ikke, om en del af udstyret måtte sendes til Kollund, men det meste blev pakket på cyklerne, hvad der jo ikke gjorde den 130 km lange tur lettere.

En frisk sommermorgen var der stor afsked ved Færgebroen. Mange forældre var mødt op for at overvære afrejsen.

Cykler og udstyr blev lempet over på "Nønes" kahyttag og kl. 6.00 var der afgang.

Fra Esbjerg fulgte vi ruten over Ribe, Gram, Aabenraa og Krusaa. Det var ikke så gode veje som vi har i dag. Der var endnu lange vejstrækninger, der var grusveje, og det kunne være træls.

Når vi kørte på en grusvej og de forreste i rækken øjnene asfalterede veje i det fjerne, blev der råbt:" Asfalt – Asfalt".. Så blev der trampet hårdt i pedalerne for at komme på god vej. Vi havde flere stop, dels for at spise vores medbragte mad og dels på grund af punkteringer -

og der var mange punkteringer! Det var varmt, og hen på eftermiddagen begyndte de yngste at spørge: " Er vi der ikke snart?"

Det var rart at komme over til østkysten, hvor naturen var mere afvekslende – selv om det jo også var der bakkerne var! Af hensyn til trafikken forlangte jeg, at der skulle køres på linie, et påbud der var svært at overholde. Nogle ville "spurte" og nogle ville snakke med for - og bagmand.

Vi nåede frem uden uheld, og klokken 17 var vi ved hytten. Efter udpakning og hvil, gjorde et forfriskende bad i fjorden lige neden for hytten godt.

Køkkenholdet fik lavet middagsmad, de to lånte telte rejst og indplacering i køjerne foretaget. Der var ikke vand ved hytten, men i et nærliggende husmandssteds have var der et kildespring, hvor vi måtte hente vand. Omgivelserne med skov og strand samt en stor mark var tillokkende og gode.

De grønne spejdere startede i 1935. Stifteren var malerme¬ster Marius Sørensen, der efter kommunesammenlægningen i 1970 blev borgmester. Morten var med i patruljen, der startede. Jeg blev spejder i 1936. Det var en dejlig tid. Vi havde ofte patruljemøder og her kom man sammen med en række kammerater fra Nordby. Der var ikke mange fra Rindby. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg husker en række ture ud i områder, hvor vi legede røver og soldater. Vi var delt i to hold med hver sit farvede bånd på ærmet. Vi kæmpede mod hinanden og prøvede at få taget båndet fra modstanderen. Man 'døde', når man ikke havde noget bånd. I sådan en øvelse indgik der en for¬udsat opgave, der forsøgtes løst. Oftest var disse 'lege' lagt om natten og da kunne det være svært at orientere sig.

Mange gange tog vi på lejr, hvor vi overnattede. Det var spændende. Mange af disse lejrture blev lagt på Fanø og her kunne familien komme på besøg og opleve samværet. Vi måtte selv lave ma¬den og det var en god træning i at kunne klare sig selv, når man var sig selv som voksen. Af tropsture kan jeg nævne turen til Jels. Det var i begyndelsen af besættelsen.

Divisionslejre har jeg også været med til. Vi havde i divisio¬nen nogle konkurrencer og dem gik Fanøtroppen meget op i. Det gjaldt jo om at holde navnet, 'Fenja' i hævd. Navnet 'Fenja' stam¬mer tilbage fra myten om Fanøs oprindelse. Det drejer sig om to jæt¬tekvinder, der som tak for at have reddet et skib for undergang, fik overladt et par saltkværne. Jættekvindernes navne var Fenja og Menja. De blev sat af på et par sandrevler, der fik navnene Fanø og Manø. Den sidste tur, jeg var med på, var en tur i 1942. Det var en tur, hvor spejdere fra hele landet deltog. Den lå på Fyn ved byen Fåborg. Derefter sluttede min tid som spejder, men jeg har kun gode minder fra den tid. Vi kom meget ud i naturen og havde mange gode oplevelse.

Da krigen i Finland havde skabt nød og mangel blandt flygtningene, foretog spejderne efter forudgående oplysninger herom en indsamling af tøj og penge til hjælp for de trængende. En vogn, der var stillet til rådighed for indsamlingen, kørte byen rundt efterfulgt af spejdere, der forestod indsamlingen. Resultatet blev et betydeligt pengebeløb og mange sække beklædning, der blev sorteret og videresendt af Dansk Kvindesamfund.

Ved en velbesøgt forældrefest i 1938 blev der efter forslag fra pastor Voldum stiftet en sammenslutning under navnet " Fenjas Venner" med det formål at støtte spejderarbejdet økonomisk. Foreningen fik god tilslutning og ydede gennem mange år et godt årligt bidrag gruppens oftest slunkne kasse.

Pastor Voldum var fra sin tid som sekretær i Odense KFUM gammel spejder, og var i nogle år divisionschef for Sydvestjyske Distrikt, som Fanø hørte under. I de 24 år han var præst i Nordby, var han spejderarbejdet en god ven og nyttig rådgiver.

10 års fødselsdagen blev fejret på festlig vis den 17. juni 1945:

Kl. 9.00 var der parade i KFUM's have, hvor korpssekretær Erik Birkler og divisionschef Svend Lykkegaard, Esbjerg var til stede. Derefter march med fanen til gudstjeneste ved pastor Voldum.

På Pakhusbanken var der i dagene forud etableret en teltlejr, hvor forældre, venner og i øvrigt alle var velkomne fra kl. 14 – 17 for at overvære, hvorledes en lejr er indrettet og fungerer.

Der serveredes æbleskiver og pandekager lige fra det rygende kogebål. Besøget var stort, og det var interessen og fremmødet også.

Kl. 19.30 var der festaften på Hotel Nordby med taler, underholdning, kaffebord og lykønskninger.

I festskriftet der udkom i forbindelse med jubilæet, blev Marius Sørensen spurgt, hvilke konkrete ønsker han havde for Fenja gruppens fremtid.

Svaret var klart: Ønsket var at erhverve et par tønder land – gerne med afsides beliggenhed til lejrplads for trop og patruljer, samt at der på sådan en grund engang med tiden kunne bygges en hytte til overnatning m.v.

Dette ønske blev meget hurtigt opfyldt, idet der hurtigt lå et brev fra gårdejer N. M. Sørensen, hvori han overgav Fenja gruppen et hedeareal nord for Klingebjerg på ca. 7 tdr. land med tak for, hvad deres 5 sønner havde modtaget som spejdere i Fenja.

Ved første lejlighed besigtigede førerkredsen grunden og fandt beliggenheden og stedet, hvor en hytte engang kunne placeres, når der kom penge i kassen.

I Nørby Plantage – lige ved Kirkegården, stod der en barak fra besættelsestiden i ret god stand og passende størrelse til en spejderhytte. Den måtte ikke sælges, da den var beslaglagt af politiet. Flere købere blev afvist, men af hensyn til det gode formål og overbetjent Jensens anbefaling fik Fenja gruppen barakken for 600 kr.

Her kom telefonabonnentforeningen gruppen til hjælp med en gave på 500 kr. Med faglig medhjælp blev barakken fjernet, og materialerne kørt ud på grunden, hvor den blev genrejst i ny stil med pejs, køjerum køkken m.v.

Der var indvielse af hytten den 30. august 1947, hvor flaget blev hejst første gang.

Ved hjælp fra plantøren blev der i grundens skel gravet 600 huller og plantet ligeså mange nåletræer. Denne beplantning er i dag blev så høj, at den giver læ for de barske vinde og giver grunden en god markering.

Fanø Ugeblad skrev 6.september 1947 flg.:

Hytteindvielse.

KFUM-spejderne i Nordby indviede i søndags deres Hytte ved Klingerbjerg.

Hytten staar fuldt monteret Spejderne i 2500 Kr. Det er billigt for. et Hus i Dag, men det har naturligvis været en krævende Præstation for Spejderne at rejse Pengene. Men nu er det da ogsaa lykkedes at faa et førsteklasses Samlingssted ud af den tidligere Barak. I Hytten findes et lille Rum ti! Lederen og en Pejsestue med 14 faste Køjer og med Plads til endnu adskillige Sovepladser paa det rummelige Gulv, om det gøres nødvendigt.

Vandforsyningen er sikret gennem en 24 Meter dyb Brønd.

Gruppeføreren, Malermester M. Sørensen, skildrede Hyttens Tilblivelse for de Besøgende. Den første Begyndelse blev gjort ved, at Gdr. N. M. Sørensen, Rindby, skænkede en Grund paa ca. 7 Tdr. Land, saa havde man Byggegrunden, Telefonabonnentforeningen skænkede nu efter Krigen 500 Kr., det var Starten til Byggefondet.

Gruppeføreren manede Spejderne til altid at vise sømmelig- og korrekt Opførsel, hvor paa han overdrog Hytten til dem. Under Afsyngelsen af Flagsangen hejstes Flaget for første Gang. Ordene fra Salmernes Bog: „Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt" og Bøn sluttede den egentlige Indvielse.

Herefter underholdt Spejderne paa forskellig Maade, og til sidst bragte Købmand Evald Hansen paa Forældrenes Vegne en Tak til Gruppeføreren for det store og uegennyttige Arbejde, han udfører blandt Sognets Ungdom.