Stormfloden den 15. oktober 1881

Under stormfloden den 15. oktober 1881 hedder det i "Natt." Den 17.: 

"Den orkanagtige Storm, som Lørdag den 15. Oktober gik hen over Landet, foraarsagede en saa ualmindelig Stormflod i Sønderho, som man ikke har set Mage til i næsten en Menneskealder. Floden steg til en Højde af ca. 10 Fod over daglig Højvande og truede den lille udsatte By alvorligt. Sønderho, der er beliggende paa den sydlige Ende af Fanø, har i en Aarrække stadig været truet af Oversvømmelser, og Nødvendig, heden af et forsvarligt Værn mod Havet, gør sig stedse stærkere og stærkere gældende; men det, at den lille By selv formaar at udrede i saa Henseende, forslaar kun lidt. Efter Stormfloden i Østersøen den 13. November 1872 betænkte den da nedsatte Komite for de Vandlidte Sønderho med 28.000 Kr., hvilken Sum imidlertid langtfra var tilstrækkelig, hvorfor den blev gemt i Haab om, at Staten en Gang vilde træde hjælpende til. Dette Haab er dog hidtil blevet skuffet, og da Vesterhavet bliver stadig mere og mere nærgaaende og ved hvert Højvande, der overstiger det almindelige med blot nogle Fod, bortskyller det løse af Flyvesand dannede jordbund i massevis, har Byen i de sidste Par Aar med Amtets Tilladelse maattet anvende Renterne af ovennævnte Sum til ved Bolværk at søge at sikre det mest udsatte Punkt. Dette Arbejde var imidlertid paa Grund af de begrænsede Midler ikke bragt til Ende, da Stormfloden indtraf, og det blev derfor for en stor Del ødelagt; men hvor svagt et Værn det end var, vilde uden det flere Huse uundgaaelig være blevne bortskyllede og en stor Del af Byen sat under Vand. Det var et Held, at Floden indtraf om Dagen, saa at man kunde følge dens Stigen og være paa Post imod dens Bestræbelser efter at omgaa det færdige Stykke Bolværk ved at bortskylle Sandet fra dets Ender. Byens hjemmeværende mandlige Befolkning var sammenkaldt, og ved Hjælp af Sandsække lykkedes det at forhindre Vandet i at trænge ind bagved Bolværket; thi hvis dette var sket, vilde Bolværkets Skæbne snart have været afgjort og dermed tillige Byens eller i alt Fald de nærmeste Huses. Under en følgende Stormflod vil Faren for Sønderho under de nuværende Forhold være meget alvorlig."  

I Nordby steg vandet lige så højt som 10. januar 1852. Kl. 22 var floden på det højeste og trængte ind i flere huse.

Tømmeret fra skibsværfterne var ikke til at få hold på, og meget drev væk. Vandet stod op på vejen ved kirken. 

I et hus beliggende nord for byen, havde beboerne søgt tilflugt på loftet, men blev reddet af et par navigationselever, der ikke uden livsfare sejlede ud efter dem i en pram, - lidt efter faldt gavlene sammen. 


Gå til top