Liber  Daticus, Til Sÿnderhoe paa Fanöe, forfattet og Tiid efter anden Sammenskrevne af Ove Foss, ved Bent Friis skriver:

Ang. Stormen i 1909 kan bemærkes: Den 3.Dec. 1909 ved Middagstid blæste det stærkt, kl. 4 Eftermiddag haard Storm og kl. 6, da Uvejret var paa sit Højeste en ren Orkan, som rasede til kl. 3 om Natten. Midt under Uvejret, ca. kl. 8 blev Redningshaaden alarmeret, Baadsmand Niels Henrik Hansen laa i Fare lidt Nord for Blikkenslagerens Fuglekøje. Kl. ca. 10 Aften var Redningsbaaden kørt ind i Fuglekøjen og gik i Søen og maatte blive ude ved det betrængte Fartøj hele Natten. Først kl. 9-10 næste Formiddag kom de i Land velbeholdne med Niels Henrik Hansen og Mads Tranekjær, som var med ham. Endvidere lykkedes det i Eftermiddagens Løb ogsaa at bjærge Skibet, det samme, som ganske blev ødelagt 5. og 6. November 1911, som andet Steds omtalt. Af andre Ulykker, Stormen foraarsagede, maa særlig nævnes, at  

l. Mads Tranekjærs Baad, som ogsaa

2. Niels Hansens og

3. Thomas Thygesens, der laa helt inde i Havnen, og som man af al Evne vogtede paa, blev kastede ind paa Land og knustes. 4 andre Baade blev havarerede. Ude paa Peder Meyers Sand blev de 2 derværende Sømærker kastet om og bortført af Havet. Endvidere strandede Fyrskibet »Vyl« ved Blaavand (Note: Holmsland Klitter ved Bjerregaard) og en Mand, Chr. Thøgersen fra Mandø, af Besætningen, blev klemt ihjel ved at en Tønde Vandtønden væltede over ham p. g. af Skibets voldsomme Bevægelser. Ogsaa Fyrskibet »Graadyb« drev for Storm og Bølger, men blev dog bjerget ind til Esbjerg. Kun »Hornsrev« red Stormen af, men blev Dagen efter paasejlet, saa ogsaa det blev havareret. Her i Havnen stod Vandet 12-12 ½  Fod (ca. 3,85 m.) over Daglig højvande ved Stormen 1909 (Sydvestlig Orkan), 1911  var Vandet ca. 11 Fod (ca. 3,5 m.) over Daglig Højvande (Vestlig Orkan).  

De 3 Fyrskibe har ganske særlig Interesse for Sønderho, idet 20 af Mandskabet og 2 Kaptajner er herfra. Af Besætningen er Resten - 4 i alt - fra Nordby med Undtagelse af en mand fra Manø. Alle 3 Styrmænd og Kaptajnen paa »Vyl« er ogsaa fra Nordby. Hvert af Fyrskibene har 8 Matroser, l Styrmand, l Kaptajn.  

Efter at Stormfloden 3. Dec. 1909 havde vist Utilstrækkeligheden af det bestaaende Bolværk, Diget var lagt øde, bevilligedes der 6.000 kr. af ovenomtalte Midler til Opførelsen af et Klægdige, som blev opført Sommeren 1910, og strakte sig fra, Børsen eller omtrent ud for Hovedgaden, mod Nordøst. Diget består foruden af Klæg, ogsaa af kvas og Smågrene, der var lagt paa Klæget og fastgjort ved Staaltraad og nedrammede Pæle for at holde paa Klæget, og endelig var Diget belagt med Græstørv, for at gøre det ret sammenhængende.  

Men da Stormfloden kom 5-6. Nov. 1911, blev hele Diget lagt øde, dels jævnet med jorden, dels slugt af Havet. Og ikke det alene, men også det prægtige Stendige, der indledet ved en Sandhanke strakte sig fra Børsen, til den modsatte Side, altsaa mod Syd. De større Sten var slynget imellem hinanden,   

Blandt andre Ulykker, foruden nedblæste Tagsten - særlig Skolen fik en del Beskadigelse - afblæste Mønninger, Huller blæste i Stråtage, saaledes her i Præstegaarden - kan ogsaa nævnes, at Baadsmand Niels Henrik Hansens lægter blev helt ødelagt, og dens Kulladning tilhørende Købmand Lorentzen opslugt af Bølgerne. Baadsmand Morten Hansens lægter, der ligesom den før omtalte laa på Reden her, blev af Storm og Hav revet løs af sin Fortøjning og drevet over mod Fastlandet, hvor den endte helt oppe i Ribe Plantage, som Stormen havde sat under vand.   

De 3 Fyrskibe herud for Fanø fik deres uhyre Del af Uvejrets Rædsler. Storm og Sø rasede saa vældigt, at de svære Fortøjninger baade paa -Vyl og Graadyb sprang. Lykkeligvis bjærgede de sig begge, indtil Bjergningsdamperen Nordsøen kom ud og slæbte dem til Esbjerg Havn.  

Den seneste stormflod der alvorligt ramt Danmark, faldt d. 3. december 1909. En nat med vindstyrke på op til 38 m i sek. (173 km t) og en vandstand på 3,98 m målt ved Esbjerg. I Ribe nåede vandstanden op på 5 m. Dette var ikke længere en almindelig stormflod, men en orkan. Den kom fra Skotland hvor et meget kraftigt lavtryk havde formet sig og derefter passeret over Nordsøen mod Danmark. Folk vågnede op til væltede træer og ødelagte huse. 2 blev dræbt. Stormen kulminerede ved lavvande, og dette var et held da vandet ville have stået 1,5 m højere ved højvande.

Stormfloden den 3. og 4. december 1909: Fanøfærgen blev kastet halvt op på kajen. I Nordby stod floden helt op i hovedgaden, fra Sparekassen og sydpå var det ikke muligt at komme frem. Og beboerne ved havnen måtte ud af deres huse. Ved 6-tiden om aftenen den 3. december brød vandet igennem klitterne ude ved Navigationsskolen og fyldte en stor del af vejen og haverne. Mejeriet stod også under vand. Ved Vesterhavsbadet rasede floden langs hele kysten fuldstændigt ca. 30 meter af de temmelig høje klitter. 

Bedre stod det ikke til i Sønderho, mange huse stod under vand, efter at sødiget var bortskyllet. Bolværket i Sønderho havn og alt hvad der lå i havnen, blev revet op og gik til havs.

Skaderne ved decemberstormfloden 1909 blev opgjort til:  

Fanø:   46.724 kr., Nordby: 30.124,- og Sønderho: 16.600,- Kr.  

Efter at regeringen havde ladet forholdene på stedet undersøge, fik Nordby udbetalt i erstatning: 3580,- kr. og Sønderho: 720,-  

Efter stormfloden i 1909 slog man sig til ro med, at da der havde været længe mellem stormfloderne, ville der nok også gå et halvt århundrede til den næste. Men der gik knap 2 år, så havde man den.

Fanø Ugeblad, nr. 8, 24. februar 1962 

bragte vi en skildring af i sidste nr. af Ugebladet, det var nærmest en all-round orientering om stormflodens hærgen i hele Sydvestjylland, hvorfor Fanø blot kunne få en forholdsvis kort omtale. Vi bringer derfor denne gang en mere udførlig beretning om uvejret og dets føl­ger her på øen, idet vi gengiver en øjenvidneberetning fra dengang. 

Vor hjemmelsmand var dengang i konfirmationsalderen, men til trods for de mange år, der er gået siden da, står erindringen om alt hvad hændte ganske klart for ham - naturen, når den rigtig viser, hvad den formår, er jo også en demonstrering af energier, hvor selv vore dages meget omtalte bomber virker ret beskedne. løvrigt vil vi parentetisk bemærket være glade, om en eller flere af vore læsere ved at læse det efterfølgende kunne føle sig tilskyndet til at fremkomme med deres erindringer fra dengang. Det er nu en gang den mest fængslende historieskrivning, der vokser frem af de folks beretninger, der så tingene ske.   Vi giver ordet til en af dem: 

- Ja, man glemmer den ikke i hast, den stormflod i 1909. Al­lerede først på eftermiddagen den 3. december kunne vi jo nok se, at det ville give vand, da vandet ved ebbetid faktisk stadig holdt sig på højvandspunktet. Vinden kom fra sydøst og drejede meget langsomt sydvest over. Da klokken var 7 om aftenen, var der ikke mere no­get at tage fejl af. I mit hjem, der lå i det sydøstlige hjørne af by­en, vadede vi på det tidspunkt i vand omtrent til knæene - inde i stuerne altså. Når man gik indendørs, føltes det egentlig ikke koldt, selv om man langsomt men sikkert blev gennemblødt, da saltvand har en enestående evne til at trænge igennem alt. Den voldsomme storm af syd rejste en sø så kraftig, at vandet slog mod de øverste vinduer i det lille fanøhus. Tunge genstande, planker, stakitter, tønder, slog søen ind mod sydmuren, så hele huset rystede. Min far gik ud, i vand til brystet, og fik dem bugseret væk, ellers havde de vel sim­pelthen væltet huset. Mærkeligt og ubegribeligt virkede det, hele det ellers så kendte område et væltende hav. 

Mor åbnede døren til soveværelset, og ind i stuen kom sejlende - natmøblet, der her vel kunne siges at være på sit livs sejlads. Hun fulgte den med øjnene på dens færd gennem farvandet, men tog i øvrigt det hele med betydelig sindsligevægt. En bemærkning kom hun med, som huskes: »Hvor ku'et da ha' væt køn, om det bar had væt da'.« Et suk vel over vilkårene - mørket med stormen hujende igennem og hele uhyggen derved og dertil det mer og mer fantastiske roderi i stuerne, efterhånden som indholdet fra skabe og skuffer dyn­gedes op på borde og andre »højtliggende« punkter. Men ellers ingen jammer. Nå, i hjemmene dengang var der vel ikke så mange ting og sager, der kunne ødelægges, som der er i et hjem af i dag, men til gengæld havde man nok også dengang endnu dårligere råd til at mi­ste den smule, man ejede.

Næste morgen var det et sørgeligt syn, der mødte een. Alt uden­for huset var raseret, som en slags erstatning havde vi fået et helt vognlæs grønsager smidt ved huset, de stammede fra et gartneri, der lå syd for mit hjem. Stakittet om haven var selvfølgelig væk, og ha­ven så jammerlig ud, den var dækket af hvidt strandsand fra ende til anden, og i al denne goldhed lå tusinder og atter tusinder af regnor­me, som engang havde været med til at skabe den frodige og hygge­lige plet, vor have var. En alvorlig kalamitet var det, at vandet i brøndene var blevet brak på grund af det indtrængende saltvand, og det tog lang tid, før det blev i orden igen. 

Mange ting hændte naturligvis denne aften og nat rundt i byen. Et sted, det var i det hus, der nu hedder »Pynten«, løftede vandet he­le gulvet op under loftet, og der blev det hængende, da vandet for­svandt igen. Husets eneste beboer, en kvinde, havde dog bragt sig i sikkerhed, inden det kom så vidt. Nogle unge søfolk påtog sig at undsætte folk, der var blevet omringet af vandet i deres huse, det ske­te ved hjælp af en pram, som de dels stagede dels skubbede foran sig gennem gaderne. En af dem, en navigatør, havde nær sat livet til under dette arbejde, idet han, da han skubbede båden foran sig, trådte ned i en kloak, hvor dækslet var sejlet bort, han kom i klemme i det trange rør, og vandet lukkede sig over ham, men heldigvis observerede en kammerat det, han hev ham lynhurtigt op - og redningsaktionen fortsatte.

Hvor højt vandet gik, ser man jo af pladen i Sparekassens mur, det kan nævnes, at vandet, der trængte ind i byen sydfra, nåede så langt som til Aghøjs tobaksforretning, og at kælderen i den nuværen­de brugsforenings bygning blev fyldt. 

Den nordlige del af byen fik det også at mærke, idet vandet her trængte ind ved vejen, der fører ud i retning af Almosetoft, sidenhen havde man altid sandsække pa­rat hos folk i nabolaget deromme, så man hurtigt kunne gå til ak­tion om nødvendigt. 

Men ved denne lejlighed kom det altså ind - dagen efter kunne man sejle i pramme i det lavtliggende område mel­lem Lodsvej og Vinkelvej. Børnene i dette kvarter fik fat i store degn­trug og stod ud på den store, rolige indsø, det var jo spændende med alle de mystiske vige og bugter her fandtes, jo, ungerne morede sig. Men de var da vist også de eneste, der fik nogen fornøjelse ud af denne katastrofe, hvis lige man skulle helt tilbage til 1852 for at fin­de tilsvarende. 

Ødelæggelserne ved havnen og på de både, der lå her, var ganske betydelige, enkelte fartøjer rev sig løs og drev bort, andre gik til bunds. Også bygningerne rundt i byen led megen overlast, og en værkstedsbygning, der lå nord for byen, forsvandt helt med samt sit indhold.