Mitfanoe
Stormfloden den 24. november 1928.

 

Beretning skrevet af Karen Jessen, f. Knudsen (1870-1944) 

Sønderho nedskrevet 25 Novbr 1928.  

Efter at det i flere Dage havde blæst stærkt, med svære Regnbyger, blev det i Fredags stærk Storm, der henad Aften blev til Orkan med vindstyrke 11-12. Dette vedvarede hele Natten, at sove var umuligt for de voldsomme Vindstød.  

Lørdag morgen d.24. blev der sagt mig at Flodvandet var steget højere end i Stormfloden 1909 & 11 og der var ikke Højvande før ved middagstid. I Capt. Søren A. Fischers Toft* sejlede man med en Baad der havde 4 Mands Besætning rundt og roede forskellige Folk over paa det Tørre da Vandet løb ind i paagældendes Huse.  

Da jeg ved 10 Tiden Form. kom over ved Lene Maries*, havde Baaden først hentet Sigvalds Kone og Søn* ud af afd. Anne Brinch Ibsens Hus*. S. vadede selv med Slagstøvler, derefter havde den hentet A.M. Jensen* den gl. mand græd - og nu var Baaden paa Vej ned til Math Thomsen* og det gik glat med den temmelig store Baad at sætte over Indhegningen om Toften og glide langs M.Th. Hus, hen til det mindre Udhus, hvor en stor Gris gik. Konen* var bange for den skulde drukne, da Vandet stod højt derinde, selv gik hun barbenet kun iført et Par Jersey Benkl. og vadede rundt. Da der endnu ikke var Fare for Grisen, kom Baaden tilbage for at hente Brus Sine*, hun vilde ikke med, da hun og Sigfred*, efter at have faaet tættet Huller og v. Døre mente, at kunde begrænse van det til Framrummene ved stadig at øse og skovle Vand op. 

 

Baaden tog saa Kurs efter Søren Brinchs Hus* for at hente Marie* og Rigmor*, kun sidste tog med. Det var et meget trist Skue, Vandet slog op paa Muren i Brugsf.* og alt tomt Gods og JernPetrol. Tønder sejlede rundt i æ NarToft, man saa lige netop Rundingen af Tønderne saa dybt var Vandet, og en Tønde saa jeg var strandet op mod H.P. Nielsens* Vestgavl. Alt P. Thøgersens* Skrammel flød ogsaa rundt, da jeg frøs, gik jeg tilbage, skulde til Mejeriet*, og saa da Vandet stod saa højt i P. Thøgersens Have at Bølgerne slog op paa Verandaen eller Platformen hvad man skal kalde det ? alt var et skinnende Hav den Vej paa, ved Jens S. Pedersens* slog Bølgerne over Indhegningen omkring Toften til Øst. Det er hvad jeg selv har set.  

Det følgende er, hvad man har fortalt mig. Hos Jeppe Anton* var baade Mand og Søn hjemme, de stoppede Huller og barikaderede Dørene, og slæbte i tre Timer alt hvad de kunde, for at faa Sengetøj og Møbler op paa loftet. Orglet satte de paa Stole, til sidst maatte de alle fire ud af Arkengabet, Mændene bar Lone* og Lilly* over ved Gl. Bagers* før de kunde sætte dem, flere G. var Vandet ved at slaa Benene fra dem paa Turen.

Værst var det vist ved Niels Henriks*, der var ogsaa baade mand og søn* hjemme, men de har vist ikke bjerget noget paa Loftet. Manden sagde at Vandet stod 26 Tommer højt inde i Værelserné det vår paa Højde med Vinduerne og alting flød rundt, Vandet gik op mellem Sengenes Madrasser.  

I afd. Anne Katrines* lejlighed flød baade Chacelongue Borde og Stole. En Forskrækkelse fik man for Posth. M. Kone', to G. var Baaden for at tage hende med, men hun vilde ikke, hun vilde blive for at have noget varmt til Hans Mejnerts* (der først kunde naa Huset ved 4 ½ Tiden om Eftm.) imidlertid var vandet ved at sive ind i Huset, saa hun syntes hun maatte væk, og fik sig vadet langs Husene til Nord hvor en høj Dige gaar langs Vinduerne hen til Mette Banks* knap var hun kommet ind før Vandet ogsaa der slusede ind. imidlertid var M. urolig for hende, og da Jens* kunde vade eller bunde med sine lange Slagstøvler jumhede han ud af Baaden, raabte men ingen svarede. M. var bange for hun var faldet omkuld i vandet.  

Kl. 11 ½ Middag faldt Vandet pludselig 2 Fod og man var klar over at Vandet maatte være brudt gennem Digerne v. Darum, som ogsaa senere blev bekræftet, da var det Jens kunde bunde, og kom rundt ved Husene og spurgte om Fru M. der sad i Behold ved Kaffe hos Mette B. Klases Kaaren* kom op til Doris*, baade i Hans Poulsens* og oml. Boliger trængte Vandmasserne ind. ingen gl. Folk kan mindes noget saa slemt. Vores høje Plankeværk er brudt sammen og mange flere Steder er den Slags Skader sket. Jens blev kaldt op allerede Kl. 6 Morgen da var det galt med Baadene ved Havnen, nogle sank og andre vilde drive af. Vestgavlen paa Jens Aksels* nye Hus faldt ned. 

  

 

Det VRIMLER med navne i KAREN KNUDSENs beretning fra stormfloden i 1928. HVEM var de ? - Og HVOR ligger husene ?   

 

1. SØREN A. Fischers Toft:

 

Søren Andersen Fischer 1840-1917.

 

Skibsfører, skibsreder. Hus matr. nr. 202 a.

 

Toften kaldes nu LENE MARIES Toft

 

 

 

2.  LENE MARIES

 

Lene Marie Nielsen f. Fischer 1866-1950.

 

manufakturhandler.

 

Enke fra 1897 efter Jeff Nielsen.

 

Hus matr. nr. 202 a.

 

Datter af l.

 

 

 

3.  SIGVALDS KONE OG SØN:

 

Sigvald Sonnichsen 1902-68

 

Chauffør, pensionatejer, hotelejer.

 

Nielsine Sonnichsen f. Thøgersen f.1902.

 

Sven Aage Sonnichsen f.1922.

 

Mekaniker, prøvemester.

 

 

 

4.  ANNE BRINCH IBSENS HUS:

 

Anne Brinch Ibsen f. Brinch 1864-1928.

 

Enke efter Niels Ibsen

 

Matr. nr. 178 a.

 

 

 

5. A.M. JENSEN:

 

Anthonis Mathiesen Jensen 1842-1938.

 

Skibsfører, brugsuddeler.

 

Hus matr. nr. 183 a.

 

 

 

6.  MATH. THOMSEN:

 

Mathias Laurids Thomsen  1875-1948.

 

Skibsfører.

 

Hus matr. nr. 193.

 

 

 

7.  KONEN:

 

Kirstine Thomsen f. Pedersen 1881-1955.

 

 

 

8.  BRUS SINE:

 

Kirsten Nielsine Jensen 1875-1946.

 

Ugift. Datter af 5.

 

Hus matr. nr. 193 a.

 

 

 

9.  SIGFRED

 

Sigfred Thøgersen 1900-1991.

 

Installatør.

 

Hus matr. nr. 168. Søn af 15.

 

 

 

10. Søren Brinchs hus:

 

Søren Peder Brinch 1859-1934.

 

Skibsfører. kirkeværge, vejerassistent.

 

Tidl. Hus matr. nr. 177 c.

 

 

 

11.   MARIE:

 

Marie Nielsine Jørgensen f. Kromann 1877-1943.

 

Drev pensionat i huset matr. nr. 177 c.

 

 

 

12.   RIGMOR:

 

Christa Rigmor Jepsen f. Jørgensen 1900-1953.

 

Datter af 11.

 

 

 

13.   BRUGSF.:

 

I 1928 havde Sønderho Brugsforening hjemme i

 

Huset matr. nr. 204 k. Uddeler Abel P. Henriksen

 

 

 

14.   H.P. NIELSENS:

 

Hans Peter Nielsen 1856-1933.

 

Skibsfører, sognefoged.

 

Hus matr. nr. 201 c.

 

 

 

15.   P. THØGERSENS:

 

Peder Søren Thøgersen 1875-1963.

 

Farvefabrikant, elværksejer.

 

Hus matr. nr. 204 9.

 

 

 

16. Mejeriet

 

Mejeriet var hjemmehørende i

 

huset matr. nr. 118.

 

 

 

17. JENS S. PEDERSENS:

 

Jens Sonnichsen Pedersen 1875-1936.

 

Skibsfører.

 

Hus matr. nr. 175 a.

 

 

 

18. JEPPE ANTON:

 

Jeppe Anton Sonnichsen 1878-1948.

 

Skibsfører.

 

Hus matr. nr. 189 a.

 

Søn Richardt Jes Sonnichsen 1907-1994.

 

Skibsfører.

 

 

 

19. LONE:

 

Abelone Kirstine Sonnichsen f. Øhle 1982-1965.

 

Gift med 18.

 

 

 

20.  LILLY:

 

Lilly Sonnichsen g Loumann f.1909.

 

Datter af 18 og 19.

 

 

 

21.  GL. BAGERS

 

I huset matr. nr. 199 havde bager Lorenzen

 

tidligere drevet bageri.

 

 

 

22.  NIELS HENRIKS:

 

Niels Henrik Hansen 1975-1943.

 

Lægterskipper, vognmand

 

Hus matr. nr. 194 a.

 

Søn Hans Marius Hansen 1908-1983.

 

Sømand, kunstmaler

 

 

 

23.  ANN KAATRINES.

 

Anne Cathrine Hansen 1875-1925.

 

Syerske, ugift.

 

Hus matr.nr. 195.

 

 

 

24.  POSTB. M. KONE:

 

Ane Mortensen f. Larsen 1860-1948.

 

 

 

25.  HANS MEJNERTS:

 

Hans Mejnerts Mortensen  1865-1953.

 

Landpostbudd.

 

Hus matr. nr. 194.

 

 

 

26.  METTE BANKS:

 

Mette Hansen f. Sonnichsen 1869-1957.

 

Enke fra 1897 efter Niels Hansen.

 

Hus matr. nr. 187 a.

 

 

 

27.  JENS:

 

Jens Johannes Jensen 1994-1960.

 

Redningsmand, strandfoged.

 

 

 

28.  KLASES KAAREN:

 

Karen Schmidt f. Nielsen 1856-1940.

 

Enke fra 1889 efter Mads Schmidt

 

Hus matr. nr. 200 b.

 

 

 

29.  DORIS:

 

Doris Søverine  Frederiksen 1878-1940.

 

Husbestyrerinde, ugift.

 

Hus matr. nr. 63.

 

 

 

30.  HANS POULSENS:

 

Hans Peder Poulsen 1866-?.

 

Snedker

 

Hus matr. nr. 214 a.

 

 

 

31.  JENS AKSELS NYE HUS:

 

Jens Aksel Thomsen 1901-1984.

 

Fyrskibsmatros

 

Huset matr. Nr. 16 var under opførelse under stormfloden. 

 

 

I Fanø Ugeblad beskriver "Skirmen", alias for Chr. Sneum, hændelserne ved stormfloden den 24. november 1928. Fanø havde en anden meget ødelæggende stormflod den 24. november 1981. Se billederne af stormflodssøjlerne sidst i artiklen.

FU nummer 1613 1. december 1928

 

Stormfloden - Den 24. november 1928.

 

Som kort meddelt i sidste nummer hærgedes Vestkysten lørdag den 24. november af en stormflod, der kunne, stå mål med den store flod i 1909.

Fredag aften ved vejrberetningens udsendelse kI. 7. blev der i Radioen stærkt understreget at der var et voldsomt uvejr i vente. Og det viste sig at spådommen ikke svigtede på noget punkt. Lørdag morgen ved 8-tiden var vandet allerede på højde med floden i 1923, og da stormfloden ved 10 – 11 tiden nåede sit højdepunkt, gav den som sagt ikke floden noget efter. Vi skal i det følgende give en skildring af stormfloden her på Fanø.

 

I Nordby

gik vandet så højt op, at ikke alene Hovedgaden var u passabel, men også den med Hovedgaden parallelt løbende gade (Mellemgaden) fra købmand Kragelund Hansen til købmand P. C. Pedersen var på sine steder oversvømmet så folk måtte endnu længere vest på for at passere. De lave strækninger nord for byen var et frådende hav. Skræddermester Dahl Larsens hønsehus ved Pakhusbanden blev helt revet overende og 150 høns druknede. Færgebroen, Langelinie og parkeringspladsen ved havnen var naturligvis langt under vand I Marie Benzens forretning stod det salte vand i højde med diskens overflade, og der blev ødelagt en mængde varer. Den store kælder under Hotel "Nordby" fyldtes på et øjeblik. Ølhandler Jacobsen lod sin bil køre ud af dens garage og satte den i sikkerhed på et højere beliggende sted hvilket hurtig viste sig at være god politik. Hotel "Krogården"s store og forholdsvis højt beliggende terrasse var ganske oversvømmet, og vandet stod omtrent på tærskelen til hotellets Indgang. I Styrmand Svarrers store ejendom fyldtes kælderen ligeledes. I Fiskehallen stod vandet på højde med dørkarmens øverste kant. Fiskekutteren "Oda" tilhørende H. Lauridsen blev hævet så højt op på sin fortøjningsplads ved den Søndre bro at den drev ind over kajen. For at forhindre den i at sætte sig fast på broen, når vandet begyndte at falde, lod fiskeskipper Andreas Andersen motoren fyre op i sin. Kutter "Josefta", hvorefter han med sit skib agerede Switzer og halede på ny "Oda" ud på det dybe vand. Grosserer Brinch Hansens lager led skade for godt og vel et par hundrede kroner, og i Andreas Hansens tørreri og renseri for strandskaller var floden også nærgående.

 

Skibsværftet led store skader

På Skibsværftet anrettedes skade for flere tusinde kroner. Alt løst træværk og kævler og planker m.m drev bort. Skibsbygger Christoffersen var meget, ængstelig for, at havet også skulle tage den under bygning værende store kutter.

Dette skete dog heldigvis ikke, ligesom også kaptajn H. A. Svarrers lystkutter der er i vinterkvarter på beddingen, blev stående.

 

Vandet trænger ind

Naturligvis gik vandet ind i mange huse både til nord og øst i byen. Beboerne bjergede sig på bedst mulige måde, nogle drog til mere sikkert boende Naboer eller genboer, mens andre opholdt sig i loftsværelser mens det indtrængende vand fyldte kælderen og steg tomme for tomme i alle stuerne, hvor det naturligvis virkede ødelæggende på forskellig måde, I Villumsens Gartneri gik det ind i drivhusene og ødelagde store værdier. Vognmand Nissens store Lade blev en del ramponeret, i det bølgerne slog store huller både i den sydlige og vestlige mur. I maskinhallen på Nordby Mejeri stod Vandet 2 ½ alen over gulvet. Heldigvis havde mejerist Jensen fået bjerget centrifugen og akkumulatoren der leverer mejeriets elektriske lys. En gavl i en af mejeriets udbygninger styrtede ind. Vejen i villakvarteret var oversvømmet på en lang Strækning, og syd for byen var der ud mod Rindby et bølgende hav, i hvilket Chr. Hansens hus ved Sønderhovejen ragede op som et St. Helena i Oceanet.

 

B1230 Stormflod-Nordby_post

 

Vandet står i Hovedgaden der hvor der i dag ligger et galleri. I baggrunden ses sæbehuset.

 

B1230 Stormflod-Nordby_2

 

Tinghustorvet

 

B1230 Stormflod-Nordby_3

 

B1230 Stormflod-Nordby_4

 

B1644-25 Stormflod-5

 

Båden blev sat i vandet i Hovedgaden ved barber F. Hansens forretning

 

 

Stor opmærksomhed vakte det da redningsbåden i løbet af formiddagen gik ud for at bjerge slagtermester Bønnihg med familie ind fra deres ejendom på marken nord for byen. Endskønt der, så vidt os bekendt, ikke var set noget nødsignal fra ejendommens beboere, var der alligevel ængstelse for at de skulle være i fare, og redningsmandskabet blev derfor alarmeret. Båden blev sat i vandet i Hovedgaden ved barber F.Hansens forretning, sejlede hen over Torvet ved Sparekassen og forsvandt nedbad sidegaden ved Johs. Mathisens. Som folkeskuespil var arrangementet enestående og fotograf Kromann forevigede situationen på en plade. Resultatet: af redningstogtet blev derimod mindre end ventet, idet slagtermesteren ikke ønskede at tage med ind, da der ikke efter hans mening, var overhængende fare på færde. Naturligvis lavede den stærke storm adskillig ravage på hustage og plankeværker rundt omkring i Byen. Mange steder, fx på Posthuset og på Borgerskolen, fløj der tagsten af og der blev pillet ved adskillige mønningstørv på de stråtækte huse. 

 

Ved Fanø Vesterhavsbad 

Var der naturligvis et uhyre pres på. Havet var - som Blicher siger - i sin "grummeste Vrede" og de mægtige bølger væltede mod kystens klitrække med den voldsomste kraft og under den mest øredøvende larm. Fod for fod åd de sig ind, og tusinder af kubikmeter land sank i havets ubændige favntag og jævnedes ud over den brede forstrand. De to store træbygninger ved den sydlige adgangsbro, der afgav rum for billetsalget, vaskeri, Badets redningsmateriel, W.C. m.m styrtede i havet. Klitterne står nu stejle og høje som mure. Ved deres fod ses enkelte stumper af træhusene samt nogle mursten fra skorstenen. Desuden ligger grubekedlen fra vaskerummet med bunden i vejret på stranden, ret som det var en pullen af en mægtig jættehat, der under stormen havde mistet skyggen. I boghandler Hansens strandforretning gik en stor rude i stykker, og stormen piskede regnen ind i lokalet. 

Den store trævilla, der ligger syd for Badet hen imod Kirkevejen, står efter stormfloden så at sige på afgrundens rand, idet havet skyllede så meget bort af Klitterne, at villaens gulv med ca. en fjerdedel rager ud over klitvæggen. 

 

Hugorme på stranden 

Hvor underligt det end lyder er det dog en kendsgerning, at stormfloden skyllede en mængde hugorme op på stranden. Nu efter at vandet er faldet, er der fundet både levende og døde eksemplarer af dem derude. Lærer Birkelund fangede således en levende hun og bar den hjem i sin hat. Sognerådsformand Kallesen har fået fat i en, som han har foræret til Rindby Skole, flere andre har været på hugormejagt, og bademester Karl Madsen har alene dræbt 14 af dem. Hugormene menes at være kommet fra Hjerting, hvor de formodentlig har søgt vinterkvarter i de store skræn¬ter, som blev bortskyllet under stormfloden. Det er at håbe, at de uvelkomne gæster vil omkomme i nattekulden, så de ikke fremtidig skal være nogen fare for sikkerheden i Klit og på Hede herovre. 

 

I Rindby 

har stormfloden også gjort megen Skade. Nogle får er druknet, men dog ikke så overvældende mange. Derimod har gårdejer Niels Jørgensen mistet ca. 30 læs roer, og hos gmd. Jens Q. Pedersen gik der; ligeledes, nogle læs roer samtidig med at vandet stod 1 alen op om to af hans kornlæs. Enkelte steder har floden pillet ved kartoffelkulerne, hvad de naturligvis ikke har så godt af. Og så er der blæst en mængde mønningstørv ned, hvilet man jo kun kunne vente i en sådan brandstorm. 

 

Fra Sønderho 

Kommer også meldinger om stormflodens meriter. Det store sødige der beskærmer byens østside, holdt godt og her kunne vandet ikke komme ind. Derimod trængte det ind til nord i byen. Fra flere ejendomme måtte folk flytte ud og tage husdyrene med sig. Mange brønde er fyldt med saltvand, hvorved vande ikke i første måneder er anvendelig til at drikke. Helt ind i byens midte trængte vandet, da det var på sit højeste ind i brugsforeningens bygning (forhen det gamle missionshus, der er beliggende ved siden af Kromanns fabrikker). 

Fra havnen bortdrev enkelte småbåde og en større motorbåd tilhørende matros J. A. Thomsen. "Børsen" var naturligvis helt under vand, og omme på Hønen åd havet sig godt ind i de store klitter. Et af de huse, der blev værst medtaget, er nok bilejer N. H. Hansens ejendom, her stod nemlig vandet inde i stuerne i højde med vindueskarmens underkant. Et svin, der i sin befippelse var kommet ud i de salte vover inde i byen og hverken vidste ud eller ind, blev bragt på det tørre af en behjertet redningsmand. I fuglekøjerne blev dammene fyldt, og vandet gik ind i huset i den sydligste køje, hvor det stod mindst i 1 ½ alens højde. 

 

Billedserie far Sønderho under stormfloden den 24. november 1928:

 

B00004-09 Stormflod-1928_we

 

Østerland

 

B00091 053_stormflod-1928_w

 

Fra oversvømmelsen i Sønderho 1928, efteråret. Billedet er taget lige øst for Nøbbes hus. I forgrunden graver Jeppe Anthon Sonnichsen en rende for at lede vandet bort, hans søn Richardt ses ved huset. Hans Marius Hansen står i vandet med sine lange støvler på.

 

B00091 054_stormflod-1928

 

Niels Henrik Hansen, Rich. Sonnichsen, Hans Marius Hansen, Hans Meinertz Mortensen, Jes Anthonisen

 

 B00150 061_stormflod-1928

 

B00150 062_stormflod-1928

 

Alt i alt har den store stormflod, der vel nok er en af de største, der har været i mands minde, efterladt sig ubehagelige virkninger overalt på Fanø. Hvor stor materiel skade, vandet har forvoldt, lader sig ikke

 

beregne i et øjeblik, det er sikkert flere tusinder.

 

 stormflodssøjle nordby 

 

Stormflodssøjle Nordby

 

 

stormflodssøjle sønderho

 

Stormflodssøjle Sønderho.

 

 


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles