Mitfanoe
Stormfloden 24. november 1981

24. november 1981  

Vejret var i dagene op til den 24. november 1981 præget af en række lavtryk, som passerede fra nordvest, og da der om aftenen den 23. rasede en storm med næsten orkanagtig styrke, blev der slået stormflodsalarm, så de implicerede myndigheder og de personer, der kunne være truet, var klar over, hvad der (måske) kunne ventes.  

Højvandet om natten lå ca. 1,50 meter over normalen, og stormen pressede fortsat vand ind i Vesterhavets sydøstre hjørne med det resultat, at lavvandet om morgenen udeblev. I stedet fortsatte vandet med at stige frem mod højvandet ved 14-tiden, og stormen tog til i styrke. Der blev derfor slået katastrofealarm, og beregningerne sagde, at vandet ville stige til mere end 4,50 m over DNN.  


ved-skibsvaerftet

Ved skibsværftet


Kl. 14, da højvandet kulminerede, blæste der en orkan med en styrke på 30 meter i sekundet, og vandet var ved Esbjerg og Fanø steget til 4,50 meter, ved Højer til 4,97 og ved Ribediget til 5,01 meter over dagligt vande. Det er de højeste vandstande, der er målt ved den danske Vadehavskyst i dette århundrede og i det hele taget de højeste vandstande, der kendes, efter at man har taget nøjagtige målinger i brug.  

I Esbjerg blev hele havneområdet, der er anlagt på et oppumpet område ud for kysten, og som ligger på ca. kote 3,50, oversvømmet, og adskillige firmaer led betragtelige tab, ligesom også moler og kajanlæg led skade. Området omkring Strandby-plads, der ligger på ca. kote 4, blev oversvømmet, selv om det ligger omgivet af højere områder, fordi vandet fra havnen løb ind gennem kloakkerne. De umiddelbare skader opgjordes til ca. 70 mio. kr.  

På Fanø holdt diget ved Sønderho med nød og næppe, så den gamle skipperby undgik ødelæggelse. Derimod flød vandet ind og oversvømmede ca. en tredjedel af Nordby, som ikke havde nogen digebeskyttelse. Her ligger bebyggelsen i en højde af ca. 3,50 m over DNN, hvilket blev anset for tilstrækkeligt. Her har aldrig tidligere været målt vandhøjder over 4 m. Skaderne ansloges til ca. 15 mil kr.  



Et brev om stormfloden, som læge H. J. Vestergaard har sendt til venner og bekendte, har jeg fået lov til at gengive her.


l forreste linje under STORMFLODEN 1981 


Man kan på en eller anden måde høre det - kan virkelig h ø r e, når det stigende vand har ondt i sinde. Efter mere end 15 år i forreste linie, kender jeg lydene, og som en gammel frontsoldat er jeg årvågen og lytter med skærpede sanser, mens vejen foran mit hus bliver oversvømmet, mens vandet stiger op af kloakkeme og blander sig med vandet direkte fra havet, når op til mit dige, stiger, kommer nærmere.

For hver bølge den samme lyd - som hurtigt baskende vinger fra en flok strandfugle, når bølgen kommer fra det opstemmede vand mod øst, og derefter en silende lyd, når vandet langsomt løber tilbage. Jeg har hørt denne lyd ofte nok, ved dagens lys og i nattens mørke, enkelte gange vågnet helt uventet ved den om natten, og der har været nætter med urolig søvn og urolige drømme om gråt havvand, der kommer nærmere med sagte lyde, baskende og silende. T r e gange før har jeg været bange, tre gange før har jeg følt, at havet havde ondt i sinde.  

I januar 1967, da mit hus var næsten nyt og mit dige blev gennembrudt og min have ødelagt, og hvor min søn og plejesøn var med på »dødssejladsen« på »Sønderho« sammen med mange andre Fanøboere i den voldsomme storm, der samtidig dræbte og kvæstede mange børn på Rørkjær skole i Esbjerg.  

Og et par år senere, lige før den store lydløse flodbølge kom rullende uden at en vind rørte sig, nåede den hidtil højeste vandstand på min grund (3,90 m.) og så forsvandt igen, hurtigt og lydløst som den var kommet - sådan som det ifølge meteorologerne sker, når man befinder sig nøjagtig i centrum af en orkan, der raser udenom på alle sider.  

Og endelig d. 3. januar 1976, da stormfloden angreb fra en ny retning og kastede rundt med isskosser næsten til vindueshøjde. Da jeg i 1963 købte matr. 436 a Odden af nu afdøde kaptajn J.M. Sørensen for at bygge mit hus på denne grund, vidste jeg nøjagtig, hvad jeg gjorde - vidste nøjagtig besked med den risiko, jeg måtte lære at leve med. På det tidspunkt havde jeg levet så mange år i Vestjylland og kendte Vestkystens historie så godt, at stormfloder og risikoen ved stormfloder var mig velkendte ting. På øen Nordstrand ud for Slesvigs kyst havde jeg læst om de store »Manndrenker« i 1362 og 1634, hvor byer gik til grunde og tusinder af mennesker druknede. På Skibbroen i Ribe havde jeg som alle andre turister betragtet stormflodspælen, og på Fanø havde jeg på samme måde iagttaget stormflodsmærket på Sparekassens sokkel. I 1963 så jeg - og det er det første nyhedsstof, jeg erindrer at have set på TV - reportager fra den store stormflodskatastrofe i Holland, som kostede 2000 menneskeliv og enorme ødelæggelser. Og i 1962 ramtes Hamborg af sin katastrofe, som kostede 315 mennesker livet. Også den huskede jeg - og min kone Cornelia, som dengang arbejdede på et rederi i Hamburgs havn, har naturligvis heller ikke glemt den.  

Det var baggrunden for mine dispositioner, da Østvejen omsider blev anlagt i 1963-64, så jeg kunne gå i gang med, at bygge mit hus på det sted, hvor Fanø Skibsværft havde ligget i årtier. Jeg måtte strides lidt med arkitekten, fru Hinnerup Nielsen, om gulvets kote (højde), som hun af æstetiske grunde ønskede på 3,50 (90 cm over det daværende niveau på grunden), men jeg holdt stædigt på 3,70. Jeg må indrømme, at det så lidt voldsomt ud, da murene skød i vejret, og jeg kan godt forstå, at mine bysbørn lidt ironisk talte om »Doktorens Borg«, indtil jordpåfyldning fik huset »ned på jorden«. Ligeledes var det klart fra starten, at jeg ingen kælder ville have. Det flade tag var mere et stilspørgsmål, selvom jeg ofte i spøg har sagt, at det var beregnet som landingsplads for en helikopter i tilfælde af »den store stormflod". Som ydre forsvarsværk byggede vi et dige på de 3 sider i niveau med »baglandet«, og når dertil kommer, at jeg fra starten havde et depot af sandsække m.v. i beredskab, ja, så mener jeg faktisk selv at have vist havet en rimelig respekt og at være rustet til at kunne modstå selv kraftige stormfloder. Og vi klarede os da også i kampen mod stormfloderne fra 1967 og frem til 1976, men jeg har altid været villig til at lære af historien, og jeg har derfor altid vidst, at hvis vi, hvis F a n ø skulle blive ramt af en »Menneskedrukner« som i middelalderen eller af en katastrofe som i Holland eller i Hamborg, eller blot igen af en »Jahrhundertflut« som i 1909 (Sparekassens sokkel, ja så ville mit hus blive ramt som mange, mange andre, måske alle på Fanø.  



Det skete d. 24. november 1981. Pludseligt, voldsomt, uventet på hele den jyske vestkyst. Vi er ca. 3000 mennesker alene på Fanø, som aldrig glemmer den dag. Uventet, ja - skønt stormen allerede var over os dagen før og ifølge meteorologerne var oppe på 20 m/sec. De sidste 5 år var det jo blot blevet til »større højvande«, ikke rigtige stormfloder - og straks svækkes agtpågivenheden. Jeg var om aftenen beskæftiget med nogle filmsoptagelser sammen med Holger Berg-Jensen, som er opvokset på Fanø, men jeg begyndte at lade mig distrahere af de stadig voldsommere vindstød og den tiltagende hylen om husets hjørner. Og uundgåeligt begynder snakken at dreje sig om stormfloder. Min kone er urolig, men Holger ved, at vinden ikke er i det farlige sydvestlige hjørne, snarere en streg til nord, og der er en uges tid til springflod o.s.v. Alligevel skruer jeg filmapparatet af stativet og lægger det op på den allerøverste hylde. Måske er det Holgers optimisme, der gør, at vi tager nattens begivenheder med fortrøstning, trods den tiltagende storm og trods det natlige højvande, som vi følger på vor »private« vandstandsmåler: autoværnet, der skiller Østvejen fra havet. Vi ved fra mange gange tidligere, at vi skal være »opmærksomme«, når vandet når autoværnets nederste kant, og at vi skal være i »fuldt beredskab«, når autoværnet forsvinder. Derefter kan vi vente. Vente - og håbe, at det går godt, endnu engang. Kl. 1.30 er vandet med sikkerhed begyndt at falde lidt - og inden autoværnets nederste kant er helt fri, lægger vi os til at sove.  

Kl. 6.30 vågner jeg - og er straks lysvågen. L y d e n er der - jeg kender den straks, den hurtige række af baskende lyde og så den langsomme silen. Jamen, klokken er jo halv syv, det er jo lavvande, hvad i al verden  ...... Da jeg ruller gardinet op, ved jeg straks, at det bliver alvor denne gang. Det er alvor. Aldrig før har jeg - aldrig før har n o g e n på Fanø set en så høj vandstand ved ebbetid. Min kone er vågnet og kommer hen til vinduet. Jeg behøver ikke at sige noget, også hun kender den ildevarslende lyd - varslet om de uhyre bundne kræfter, som snart skal slippes løs. Vil de nye skodder holde ? Det er det spørgsmål, vi endnu engang drøfter, mens vi drikker vores morgenkaffe - og som kun kan besvares med et »det får vi håbe«. Da bølgerne under stormfloden i 1976 skyllede ind over diget og terrassen og sprøjtede op på vinduerne med stigende kraft (dengang havde jeg nerver til at filme det!), da besluttede jeg at forøge mit beredskab med yderligere 50 cm. Jeg fik lavet skodder, der passede til u-jern, som blev skruet på murene foran dørene og på havemuren, så terrassen kunne afskærmes fra havnen. De er tunge og solide og svære at bære alene, selvom jeg efter en »øvelse« har lavet nogle bærehuller nær den øvre kant. I mere end 5 år har de stået ubrugte i carporten, idag vil de afgjort komme i brug og forhåbentlig bestå deres prøve.  


vestergaard




H e n r i k kommer forbi og får en kop kaffe, mens vi drøfter situationen. Han ved, hvad det drejer sig om - han har boet i dette hus som stor dreng og i sin gymnasietid og var som allerede nævnt en af passagererne på »Sønderho« under dens fejlskønnede og livsfarlige sejlads under stormfloden d. 15/1 68. Han skal ud på skolen og undervise, men vil komme igen om to timer. Også min nabo, »Henning Fisk«, kommer ind til os og lover at hjælpe, som han har gjort det ved tidligere stormfloder. Vi har ringet til mine kolleger i håb om at kunne undværes på Lægehuset i dag, men desværre er der tilsagt så mange patienter, at vi er nødt til at komme. »Desuden er det da ikke højvande før over middag. Men kl. 9 er Henning i telefonen. Han er tydeligt ophidset. Det kommer! Og det kommer stærkt - skynd jer! Det gør vi. På et øjeblik er vi ude i bilen og hjemme igen, men bilen må vi sætte et stykke fra huset, for allerede nu strømmer vandet bag om diget og ind på min private parkeringsplads og videre ind i haven bagfra. Det er ligemeget, haven vil alligevel snart løbe fuld, når vandet når over digehøjde. »Det bliver slémt«, siger Henning og det samme siger alle andre, der haster forbi hernede ved »fronten«. Også Holger kommer forbi for at tilbyde sin hjælp og må indrømme, at »det vist alligevel bliver slemt«. Vi mener at kunne klare os, når Henrik om lidt kommer tilbage, og Holger fortsætter derfor til Rindby for at hjælpe hos Mette Rasmussen. Han har senere fortalt om, hvordan han måtte værge sig mod vandrotter, der i panisk skræk for druknedøden søgte at kravle op på ham ude på den oversvømmede gårdsplads. Vi går straks i gang. Henning hjælper mig med skodderne, som vi passer på, at stormen ikke får tag i.

      

Vi presser dem fast i u-jernene og kiler dem solidt fast med de trækiler, som er lavet til netop dette formål. Udluftningsrør ombindes med plasticposer, spjældet til pejsens udvendige side smøres ind i margarine og presses på plads med sandsække, gulvriste i badeværelse og toiletrum skrues af, gummibolde puttes ned og sættes i spænd i ristene - og så skulle vi være sikre. Forhåbentlig ! 

Også Henrik synes, at vort forsvarsberedskab ser tillidsvækkende ud. Han er blevet båret på ryggen af en mand det sidste stykke hen til trappen, for nu er også vejen vest for huset helt under vand. Jeg henter Henriks slagstøvler ude i skuret og opdager først nu, at de er rådne og ubrugelige. Cornelia vader straks over til Knallert-Willy for at få fat på et par »waders«.   

Willy og hans hjælpere er også begyndt at blive usikre trods de ualmindelige svære og tidligere gennemprøvede skodder, som sikrer værkstedet. Men de er blevet ængstelige for butikken og er begyndt at slæbe cykler op på loftet, men er ikke færdige, da ulykken sker. Muren mellem vinduerne presses ind af vandtrykket, de store udstillingsvinduer sprænges, en bølge tårner sig op og Willy og de andre springer for livet og når at redde sig i sikkerhed for bølgen, som til gengæld i eet eneste sug tager fiskestænger, støvler, hjælme, tilbehør og andre varer for tusinder af kroner med sig ud i Nordsøen. Men da er Cornelia tilbage, og vi sidder nu i køkkenet i gummistøvler og varmt tøj, Henrik i de nye waders. Vi ved, at det kun er et tidsspørgsmål, før strømmen bliver afbrudt, af el-folkene eller ved kortslutninger. Telefonen er allerede tavs, hvad der mere foruroliger vore venner og familie i ind- og udland, som nu gennem radioen har hørt, at en naturkatastrofe er ved at udvikle sig på den jyske vestkyst. Også vi lytter naturligvis til radioen, som i formiddagens løb bliver mere og mere panikpræget.  

Vi hører også, at forsyningsskibet »Mærsk Explorer« skal være i yderste nød ud for Fanøs kyst. Vi mener, at der er søfolk fra Fanø ombord, men ved det ikke med sikkerhed. To dage senere tilser jeg både kaptajnen og styrmanden med deres forfrysninger og snitsår. Fra nu af må mine tidsangivelser tages med forbehold. Alting begynder at gå så stærkt, at overblikket mistes. Kun ved vi hele tiden, at tingene sker uhyggeligt tidligt, flere timer før normal højvands- tid, så hvornår vil det kulminere, hvor galt vil det gå?


Ingen er optimistiske mere .... Vandet når skodderne, der beskytter terrassen, kravler 10 cm op, 20 centimeter. Skodderne holder, men pludselig løftes nogle fliser i vejret inde på terrassen og vand og sand breder sig hastigt. En mistelten er ikke taget i ed - der er intet egentlig fundament under havetrapperne, så de bliver underløbet, og vandets pres på fliserne nedefra er så voldsomt, at vi ikke engang kan presse dem ned ved at stille os på dem. Hastigt løfter vi bordet og bænken op på havemuren, så de ikke skal knuse ruderne til terrassen - og der står de stadig flere uger senere. Så sikrer vi døren fra køkken til terrasse - vi håber stadig trods dette uforudsete gennembrud at kunne holde huset frit for vand. Oliefyret, der ellers har kørt uafbrudt, går pludselig i stå. (Og kommer aldrig mere i gang.) Radioen bliver tavs. Strømmen er væk. 

I den pludselige stilhed hører vi nogle langsomt boblende lyde, der kommer fra toiletrum og badeværelse. De sikrede gulvafløb holder næsten tæt, men kloakvandet stiger højere og højere op i wc-kummerne med en ulækker tilsætning af gamle fækalier. Vi har kun een sandsæk tilbage, som vi smider ned i det ene kloset. Forgæves. Der er kun een ting vi kan gøre: lukke og låse dørene, så vi ikke får septiktankens indhold ud at svømme i hele huset. Det viser sig da også senere at være ret simpelt at få disse rum spulet rene - efter at Henrik har løst den »delikate« opgave at få gulvafløbene skruet frie.   

Vantro ser vi med hvilken fart havet er steget op mod skodderne foran husets døre. Det siler gennem bærehullerne, skvulper over kanten ved hvert bølgeslag. Cornelia og jeg prøver at holde trit i spisestuen med spande og skovle og klude, men det er helt umuligt. Henrik fortæller, at det også kommer ind gennem brevsprækken og under bagdøren, og at der nu står klart vand over alle gulve. Vi står et øjeblik opgivende i spisestuen og ser, hvordan skodden begynder at bue faretruende, men den bliver dog i u-jernet og har sikkert reddet dørenes termoruder fra at knuses under vandpresset. I den begyndende panik tager jeg en forkert beslutning. Endnu k u n n e vi have nået at redde nogle møbler, skuffer, maskiner o.s.v. op på borde, men vi forsøger i stedet at redde opholdsstuen med de mere kostbare ting og med det fastlimede væg-til-væg-tæppe, forsøger at holde vandet ude fra i det mindste dette ene rum. Men allerede mens vi banker brædder fast foran de to døråbninger, bliver vi klar over, at også dette er forgæves. En vandstråle står ind i stuen langs TV-kablets indføring 20 cm. over gulvet og bag sofaen hører vi vand fosse ind et eller andet sted. Muren selv kan altså heller ikke klare sig mere. Under det uhyre vandpres siver vandet gennem alle porer. Slaget er tabt. Febrilsk arbejder vi med at redde sybord og stole fra min bedstemors hjem op på boghylden. Vindueskarme fyldes op med alt, der er lavere placeret. Men hele tiden skæver jeg til vinduerne for at holde øje med vandstanden, for een ting er sikker: vi vil ikke fanges som rotter i en fælde, vi må ud af huset inden vandet stiger ret meget mere. Vi har jo intet loft at trække os tilbage til. Det skal ikke gå os som det gik så mange i Holland og i Hamburg.

Jeg beslutter mig til at forlade vort hjem n u. Henrik kan stadigvæk klare sig udenfor i sin wader, og stigen op til taget står parat ved bagtrappen. Vi aftaler, at Henrik bærer Cornelia hen til stigen, så hun kan komme op på taget. Så skal jeg følge efter gennem et vindue, og Henrik skal se at få fat på en af de både, vi glimtvis har set ro rundt i gaderne. Henrik tager Cornelia på skuldrene, og jeg lukker entredøren op, så de kan smutte ud. Og da mærker jeg vandpressets styrke. Vandet presser døren op med en kraft, så jeg bliver skubbet langt ind i entreen - og jeg må opbyde al min styrke for overhovedet at kunne lukke døren igen, og der når desværre at komme mange, mange kubikmeter vand ind i huset, inden jeg lettet hører det lille klik, da låsen smækker i. 

Jeg er noget rystet og følger ængsteligt Henriks vej hen til stigen, i vand til brystet, med Cornelias fødder nede i vandet. Så skynder jeg mig ud i bryggerset, hvorfra jeg gennem vinduet kan komme ud på muren langs bagtrappen. Og her er orkanen over os med sin fulde styrke - det skal på det tidspunkt have blæst 30 m/sec. Cornelia klynker oppe på taget. Hun råber, at hun ikke kan holde sig fast og vil ned igen. Så afgør Henrik sagen og siger, at han vil bære hende i sikkerhed i stedet for at vente på en båd. Jeg ved, at hans ryg ikke er den stærkeste, men der er jo intet andet at gøre. Langsomt og forsigtigt vader han frem gennem det uigennemsigtige vand, men først vest for Hovedgaden er vandet lavt nok til, at hun kan hoppe ned og vente ved bilen, som Henrik to gange har måttet flytte længere bagud, til det højreliggende Th. Schmidtsvej, hvor den var i nogenlunde sikkerhed. Imens står jeg alene på muren ved bagtrappen, Jeg er høj nok til, at jeg kan nå tagets kant og på den måde holde mig fast. Måske er klamre mig fast et bedre udtryk, for det er nogle frygtelige stormstød, der kommer med korte mellemrum. Et af dem river min strikkede hue af. Den flyver mange meter gennem luften, inden den forsvinder i havet for evigt. Det bliver koldt om ørerne, også om fingerspidserne, men ellers fryser jeg ikke. To vindjakker over hinanden holder kulden ude. Jeg kan sagtens klare mig til Henrik kommer med en båd. I al fald har jeg ikke lyst til at springe ned i vandet og vade i sikkerhed. Det er trods alt sidst i november. Her står jeg i tyve minutter, måske en halv time, mens vandet fortsat stiger, men nu langsommere. Bølgerne skyller hen over mine fødder.  


For første gang har jeg tid til at se mig virkelig omkring og danne mig et skøn over situationen udenfor mit eget område. Jeg ser kun vand alle steder. Alle huse, som jeg kan se, ligger som øer i havet, men vort kvarter ligger gudskelov i læ, så bølgerne er kun små. Anderledes, helt anderledes ser det ud mellem Fanø og Esbjerg. Havet er her pisket voldsomt op af orkanen, bølgerne er høje og skummende, og luften er fuld af flyvende skum. Et øjeblik når jeg endog at tænke, at det er et usædvanligt flot natursceneri, men så kommer jeg til at tænke på husene mod nord, som må ligge uden dækning for bølgerne. Hvordan med Inger ude på »Vesternasen«, mon hun er helt alene med sine heste ? Og Mie og Lennart i det nordligste hus på Færgestrand, helt nyombygget for mange penge ? (Senere på dagen hører jeg beretninger om, at bølgerne knuste de store glaspartier og skyllede frit gennem huset fra vest til øst). Og med den vandstand må jo ikke alene hele den nordlige del af øen være oversvømmet, der må også være frit indløb i sankningen omkring Vestervejens nordlige ende, kan jeg forestille mig. Det vil atter sige, at vandet nok har bredt sig langs Vestervejen, og vel også, at det meste af den indre by må  være oversvømmet. Der er nok mange, der er blevet mere overrasket end vi i forreste linje - mange, der for første gang i deres liv er blevet omringet af stormfloden. For dem må det være et chok.   

Så fanges min opmærksomhed af en båd, der ligger og sejler rundt et stykke udenfor autoværnet, der nu ligger dybt under vand. En mand på båden læner sig af og til ud over rælingen og fisker noget op. Lidt efter går det op for mig, at det er Eyvind Petersen, der prøver at redde så mange af de bortskyllede varer som muligt, fra Havnekiosken, fra »Æ bette hus« (som ikke eksisterer mere) og måske fra Willys butik. Jeg går engang imellem, stadig balancerende på muren ved bagtrappen hen til hjørnet af huset for at spejde efter hjælp, men stormen føles ekstra voldsom på hjørnet, så længe bliver jeg der ikke. Tredje gang ser jeg en jolle sejle op ad Svenskervej. Jeg prøver at råbe mod stormen, men ser den sejle videre, men jeg er alligevel blevet hørt af en eller anden, for lidt efter kommer Jan Jensen og lægger til ved min mur, så jeg kan kravle ombord. På Svenskervej møder vi Henrik på tilbagevejen, og han hjælper Jan med den lette jolle, som det er svært at drive op mod vinden. På Hovedgaden kan jeg bunde med mine støvler - og tavse kører vi tre ud til Henrik, hvor Annemette sørger for mad og kaffe. Her er vi udenfor det hele, kun stormen hører vi rase med uformindsket kraft. Og der er lang tid at vente, halvanden til to timer måske, før vi kan forvente, at vandet er begyndt at trække sig tilbage. Hvordan vil der se ud, hvor meget er ødelagt, er alt, hvad vi har bygget op og samlet gennem årene, er det ødelagt ? Det er mørke tanker. To gange kører Henrik ned og observerer. Kl. ca. 14.30 kan vi vende tilbage. Det er mærkeligt at se vandet fosse ud af ens hus, især at se trapperne omdannet til vandfald, hvor i alt ca. 100.000 liter vand søger tilbage til havet. Og dermed er den egentlige beretning til ende. Kun skal jeg  tilføje, at vandstanden udenfor huset nåede op på ca. 4.50 m. Det vil kunne ses på mine mure mange måneder endnu. Inde i huset blev det »kun« til 4,12 - helt nøjagtigt 42 cm over gulvhøjde overalt. En mørk streg på alle vægge, døre og møbler markerede, hvortil vandet var nået. Det betyder, at vore beskyttelsesforanstaltninger trods alt har forhalet vandets indtrængen så meget, at kostbare 30 - 40 cm blev reddet - og dermed tusinder af kroner. Ligeledes at mange tusinde kroner blev sparet ved den indsats, som Stefan Andersen, Sylvia og Knud Rasmussen, Grete og Niels Lahrmann og endnu flere gjorde for at redde så meget som muligt bagefter, først og fremmest ved at spule og spule i timevis med ferskvand med haveslangerne for at få det ødelæggende salt væk. Også hjælp fra venner i »baglandet« med reparationer, rensning og vask vil jeg nævne - og tilslut også, at den katastrofehjælp, som blev ydet af stat, amt og kommune i høj grad mildnede det økonomiske tab. Efter en uge kunne vi flytte ind igen. Efter 2 - 3 måneder er vort hjem i store træk genetableret. Idag ligger havet derude, stille og solbeskinnet. Vi vil ikke undvære det. Vi bliver boende. - Men stormfloden d. 24. november 1981 glemmer vi aldrig. H. J. Vestergaard. 


»Fanø Ugeblad« skrev torsdag d. 26.11. følgende:


p2



p7

Den højeste vandstand i mands minde under en stormflod indtraf i tirsdags med katastrofale følger for mange i Nordby. Sønderho var en overgang truet. Det nye forhøjede dige holdt på nær nogle få brud, der hurtigt kunne repareres, men vandet slikkede op over digekronen. Højvandet gjorde, at hvor diget endte mod vest trængte vandet bag ind. I hast tilkaldtes, hvad der fandtes af gummigeder på Øen, og der blev lagt en spærring ud. - Sønderho undgik det, der for Nordby blev en katastrofe for mange. Højvande skulle indtræffe kl. 13.18, men allerede ved 10-tiden var vandet over kajkanten og al sejlads med færgerne havde været indstillet fra om morgenen.

vestervejen

Prognoserne fra stormflodsberedskabet i Tønder virkede ret så beroligende for vestkysten, men hastigt tog varslerne til, og vandet steg så hurtigt, at det kneb med at nå at få skodderne for. - Vandet blev ved at stige og et mareridt begyndte. Det meste af Nordby, Øst for Vestervejen kom under vand. - Vestervejen kom under vand. - Vestervejen til nord blev oversvømmet og Krotoften endnu mere. Vandet strømmede gennem haver og gader, der blev omdannet til små floder-. Mange, der aldrig før har mærket en stormflod på kroppen »slap« med at måtte tørre gulvtæpper og forsøge at skodde for. - Andre, der kender »reglerne« måtte se magtesløse til, efter der var gjort, hvad gøres kunne. Havnekiosken, som tidligere har kunnet holde vandet ude, måtte denne gang opgives. - Resultatet blev 1,50. meter vand i forretningen, der er ødelagt.

vigensvej

Langs hele Langelinie har vandet været inde i husene. Kældre er fyldte, ruder både i døre og vindueshøjde er knuste, selv et så højt punkt som huset, der tilhører Feddersen, det yderste ved indsejlingen, fik vand ind. - »Æ lille Hus« faldt sammen i stormen og værkstedet, ligeledes hos Sv. Aa. Thomsen, blev overskyllet, ligesom de tilstødende huse. Langs hele havnen er ingen gået ram forbi. Krogaardens kælder og marinestue blev oversvømmet. - Vandet kom ind fra oven! »Fanø Fisk« - forretningen på Havnevej er efter ejerens udsagn totalt Ødelagt. Her har der været vand i 1,50 meters højde. Villy Christensens cykelforretning blev oversvømmet, her stod vandet op til midt på udstillingsruderne. Omkringliggende private huse blev fyldt med vand, således Dr. Vestergaards og mange, mange andre. - I hele den Østlige del af byen som sagt op til Vestervejen er der sket enorme skader på inventar, indbo, bygninger og installationer. Fortuna-bageriet blev oversvømmet med vand i 0,5 meters højde. I mejeriet, var der vand overalt i godt en meters højde. Den danske Bank fik bankbogen fyldt med vand, der ikke kunne holdes ude, men kom gennem dørene.

I private beboelser kunne vandet holdes væk fra dørene og sås gennem vinduerne, men det vedvarende pres gjorde, at så kom vandet blot op gennem gulvet. Hele den Østlige del af Rindby, op til Stortoftvejen var oversvømmet, og østsiden af Sønderhovejen et frådende hav. - Hele det »nye« bolig- kvarter syd for Strandvejen og Tømmergården blev oversvømmet og op til 20 cm vand kom ind i husene. Da øen var uden politi, blev der fløjet en betjent til Øen, han havde fået besked på at melde sig i kommandobunkeren på Vestervejen ved Navigationsskolen. - Det gjorde han også, men »bunkeren« var fyldt med vand. - Det var også en del af husene i dette område.

 

 

Søfartsskolen var en overgang truet med at drive afsted i stormen, men man klarede skærene og slap nådigt i forhold til de mange familier hvis bolig i dag nærmest er som en ruin. En tur i Hovedgaden, da vandet var på sit højeste måtte foregå i vaders, da vandet i strikningen fra Strandvejen til Tinghustorv, gik fra h.h.v. knæhøjde til midt på livet. Højvandsmærket på Sparekassens mur fra 3.12.1909 blev overskyllet med 37 cm, og vandet var en overgang på vej ind ad hoveddøren. I området var en olietank blevet fyldt op med vand, og udstrømmende olie blandede sig med alskens affald. - En lille flod på 10 cm's højde flød på Villemoesvej. Det var vand fra Mellemgaden der strømmede ud i Suensonsvej, der ligeledes var en lille flod, der fik tilført vand fra Skolesti og området omkring rådhuset, der ligeledes var omgivet af vand. Kulturhuset lå som en Ø i søen.

En ubeskrivelig rædsel, der spændte fra panisk løben omkring, for at følge med vandets indtrængen og redning af ejendele, til håbløs opgivelse, hvor TV, fryser ja bohave i det hele taget flød rundt i stuerne. - På en gård i Rindby, hvor vandet til sidst i springvand stod op gennem gulvet opgav man og tog et par flasker rødvin med op på høloftet ingen steder kunne man komme, og der kunne intet mere gøres.

 

Den frygtelige storm, der pressede vandet ind anrettede forbavsende få skader på tage og bygninger. I Nordby fik kun enkelte et mindre hul i taget. I Rindby gik det værst ud over Paradisgården, der fik en del af taget på laden revet af. Ganske få sommerhuse er blevet berørt. I Sønderho er der røget nogle få manningstørv og Sognegårdens stråtag er blevet lidt flosset uden den store skade. På stranden ved Fanø Bad er der ædt omkring 15 meter af klitterne. Kiosken der ligger til højre er gledet ud mod vandet og ligger nu helt skrå. Mange sommerhuse er nu faretruende tæt ved vandet, uden ret megen klit foran, men uden at have taget skade.

fortuna-bagerietx600

ved-brugsen

tinghustorvet 2

skolevej 1981

drugstore-mellemgadenx600

Øen var uden forbindelse med omverdenen i perioder, telefonnettet kunne ikke klare presset. Civilforsvar og hjemmeværn var i arbejdstøjet. - Men en så stor og langvarig stormflod var der intet at stille op imod. Mange havde nok i deres eget, men utrolig mange havde også tid til at hjælpe naboer og bysbørn, mange steder desværre forgæves. Hvor vandet oversvømmede elskabene forsvandt energiforsyningen. Der var hverken lys eller varme. - Dagen efter, onsdag, er der stadig områder, der ikke har lys. Var stormfloden kommet sidste tirsdag, havde Fanø intet nyt byråd haft i dag. Ingen havde kunnet komme frem for vand. - Nu er der heldigvis både det gamle og det nye byråd, og der vil nu blive rettet henvendelse til regeringen om at yde Fanø katastrofehjælp. Lad os håbe nødråbet vinder gehør, da manges økonomi og grundlag helt er borte.

p77



    


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles