Redningsmandskab- og materiel

 

redningstationen-1907

Sønderho redningsstation 1907

 

Bådstationernes mandskab bestod fra starten af i alt 13 personer. 12 mand i båden og 1 opsynsmand, der normalt forblev på land. Bådmandskabet udgjordes af bådformanden, 10 mand med faste pladser ved årerne og 1 mand i stævnen. Bådformanden var selvskreven ved roret, hvor han havde en god udsigt over sine folk. Manden i stævnen var ankergast og betjente kastelod og – line., når der skulle etableres forbindelse til havarister eller folk i vandet. Redningsfolkene skulle bære redningsveste, når de var på havet.

Hver redningsstation ledes af en opsynsmand, der er ansvarlig for materiellets tilstedeværelse og dets forsvarlige behandling. Der er tildelt ham stor myndighed og selvstændighed. I strandingstilfælde handler han under eget ansvar, han afventer ikke ordre fra nogen, men rykker hurtigst muligt ud med stationens materiel, hvis han skønner det nødvendigt. Dersom han ikke mener, at stationen alene kan klare redningsarbejdet, alarmerer han gennem redningstelefonen nabostationen og har i så fald overledelsen af begge stationers arbejde.

Føreren af redningsbåden – bådformanden – vælger redningsmandskabet selv ud af sin midte, dog skal valget godkendes af redningsbestyreren. Det er jo af stor betydning, at føreren af en redningsbåd er en mand, som forstår sine ting, og som redningsmandskabet har ubetinget tillid til.

 

redningsbaaden

På vej til stranden. Maleri af List

 

Opsynsmanden bestemmer, når redningsbåden skal sættes i bevægelse, men når båden er transporteret til stranden, tager førereren eller bådformanden kommandoen og bestemmer, hvor båden skal sættes ud. Han kommanderer redningsbåden under arbejdet på søen, der er lagt et stort ansvar for menneskeliv på hans skuldre. Han må være i besiddelse af mod og koldblodighed.

 

redningsbaaden-skubbes-paa-

Redningsbåden skubbes på plads.

 

Til bådstationen hørte foruden det faste mandskab 4 – 6 mand, hver med et par kraftige heste til transport af det tunge materiel til og fra stranden. Læsset med ankre, årer og bukke m.v. blev første vogn sendt i forvejen til stranden. Næste vogn rummede gerne raketudstyret, mens de resterende 4 – 6 heste blev spændt for vognen med redningsbåden, der stod klar i bådehuset.

Det årlige vederlag fastsattes fra 1858 til 50 Rdl. til opsynsmanden, 16 Rdl til bådformanden og 12 Rdl. til bådmændene. Da redningsmandskabet kom på fast løn, blev indtægten, hvor lille den end kunne synes, et kærkomment tilskud til husholdenes sparsomme økonomi.

 

foerste-redningsraketter 

De første redningsraketter, der kom i brug herhjemme, var engelske. I 1862 lykkedes det at fremstille brugbare redningsraketter på Orlogsværftet. Illustration fra 1872.

 

Raketterne voldte en del problemer, idet de nogle gange sprang i luften under udsendelsen. Andre gange var det den strandede besætning der stod for skud: Ved en stranding ved Læsø i 1884 gennemborede en raket først skansebeklædningen af dobbelte brædder, dernæst et godt 5 cm tykt stykke egetræ for så endelig at ende i kaptajnens brystkasse, med hans øjeblikkelige død til følge.

 

Om brugen af raketudstyret, ”raketkasteapparatet”, som det kaldtes i de første år, gengiver vi her et resume fra 1878 af processen, efter at raketten er udskudt.

 

instruks 1851

 

Claudis instruks fra 1851.

Når det var lykkedes at ramme med en line over skibet, skulle de skibbrudne så hurtigt som muligt fange den ”og tilkendegive dette for folkene i land ved på iøjnefaldende måde at vinke til dem med et flag, en hue eller hvilket som helst, om natten med en tændt lanterne”. Når der fra land derefter gøres et lignende signal, skal de hale linen til sig ombord, og der vil da medfølge et stjerteblok, hvori der ligger bugten af en smækker trosse (ud- og indhaler).

 

Ved blokken er desuden fastgjort et lille bræt med anvisning om, hvad de skibbrudne har at gøre. Stjerteblokken gøres fast på masten omtrent 15 fod over dækket; er masterne gået overbord, da på det højeste faste sted på skibet. Raketlinen, der er fast om begge parter af trossen, løsgøres, og der gives signal tilland som ovenanført. Ud- og indhaleren er imidlertid af folkene i land gjort fast til en 3 ½ tommes trosse, der nu bliver halet ud til skibet. Tampen af denne trosse fastgøres om muligt 1 – 2 fod oven over stjerteblokken. Signal gøres til land, og redningsstolen kan nu, vandrende med sin kovs på den svære trosse, føres ud til skibet, og redningen af de ombordværende iværksættes med én person ad gangen, kvinder, børn og passagerer først”.

 

illustration 

Anvisning i brugen af raketapparat og redningsstol.

 

Fra A. Andersens beretning (link) kan vi læse at arbejdet med redningsraketterne absolut ikke var ufarlig: 

”Medens de ved Søetatens laboratorium fra begyndelsen og i flere paafølgende aar forfærdigede og til redningsvæsenet leverede raketter viste sig ved brugen, at være heldige, forandreredes dette senere med den virkning at explosioner indtraf under affyringen. 

Nogle af disse tilfælde indtraf under usædvanlige omstændigheder, hvorved en vis og vidtrækkende opmærksomhed end den sædvanlige fremkaldtes. 

Under Hans Majestæt Kongens besøg med følge i Lønstrup den 15de August 1871 og den 20de s.m. ved Hantholm exploderede nemlig 2 af 3 benyttede raketter, henholdsvis no. 788 og no. 767, og spredte stykker af jernhylsteret et kortere stykke udenfor stativet i en halvkreds ud over havet, ved hvilke kastene foretoges. Dette uformodede og triste resultat, hvorved ulykke kunde være afstedkommet, fremkaldte under de foreliggende omstændigheder megen bevægelse blandt den i anledning af Hans Majestæts besøg til stede værende store menneskemængde. 

En tilsvarende begivenhed indtraf den 4de Oktober 1875 under Hans Kongelige Højhed Kronprinsens og Hans kejserlige Højhed Storfyrsttronfølger Alexander med følges besøg ved redningstationen Flyvholm. 

”Under afbevyttelsen af ældre raketter hændte det oftere, at explosionen indtraf ved tændingen. I et saadant tilfælde, nemlig den 8de December 1872 under en ved stationen Nørre Vorupør afholdt øvelse, blev opsynsmanden saaret saaledes, at han derved mistede sit ene øje.”

 

raket-og-redningsstol

Redningsraketten skydes ud over skibet mellem masterne (øverst), og efter anbringelse af blokken og udfiring af redningsstolen, kan den første af de skibbrudne hales mod land i stolen (nederst). Illustrationen i beskrivelse af Det danske redningsvæsen, udgivet 1858.   

 

De første 75 år af redningsvæsenets historie var kendetegnet ved anvendelse af roredningsbåde og redningsraketter. Aktionsradius var kort, mobiliteten ringe og alarmering baseret på strandvagter og mund-til-mund metoden. I 1914 byggedes på Orlogsværftet den første redningsbåd med motor, og i 1920'erne blev motorredningsbåde efterhånden almindelige. De første motorredningsbåde var åbne, men blev efterhånden udbygget til dæksbåde.

 

tegning-til-redningsbaad

 

De første statslige redningsbåde blev konstrueret af den private skibsbygmester E. P. Bonnesen på Christianshavn. 27 redningsbåde blev det til, før Orlogsværftet i 1881 blev officiel leverandør af redningsbåde. Roredningsbåde var i brug helt frem til 1963. 

I 1965 indledte redningsvæsenet i samarbejde med repræsentanter for redningsmandskabet udviklingen af en ny type motorredningsbåd til anvendelse fra havne fortrinsvis på den jyske vestkyst og Skagerakkysten. Arbejdet med den første båd (MRB i Hvide Sande) blev overdraget Rømø Bådeværft A/S. 

I de følgende år blev der projekteret og søsat nye redningsfartøjer, men den alvorlige ulykke, hvor redningsbåden RF2 i 1981 forliste, satte arbejdet i stå, og først sidst i 1980'erne kom nye og større redningsskibe til stationer med høj aktivitet. De mindre stationer fik nybyggede lette redningsbåde, hvis udvikling skred hastigt frem. 

De krav, der stilles til kystredningstjenestens både, er blandt de skrappeste i verden; det gælder også andet materiel, som bruges af redningsmændene. Før noget materiel tages i anvendelse, skal det være godkendt af Søfartsstyrelsen til brug under redningsoperationer.

 

Esbjerg-Redningsstation 1

Moderne materiel på Esbjerg Redningsstation 2005.

 

   Vejledning for Redningsmandskabet til benyttelse af redningsmateriellet, 1929

 

forside redningsmateriellet

Redningsmateriellets Betjening.

 

Det paahviler Opsynsmændene og tillige Baadformændene, som en alvorlig Pligt, at sørge for Redningsmandskabets nøje Indøvelse i Brugen af alt ved Stationen værende Redningsmateriel. Dette fri­tager dog ikke den enkelte Redningsmand for Pligten til selv at søge Dygtiggørelse til sin ansvarsfulde Gerning. Det er hans Pligt at søge Vejledning hos Opsynsmanden, Baadformanden - hvor saadan findes - eller hos ældre Kammerater, hvis der er noget vedrørende Tjenesten og Materiellets Brug, han ikke ved Besked om.

 

Et dygtigt, veluddannet Mandskab er den første Betingelse for, at en Station kan udføre godt Redningsarbejde.

  

 

Redningsbaadenes Anvendelse.

 

Roredningsbaade.

redningsbaad forside 
Ved Virksomhed med Redningsbaade gælder det om at handle resolut og med Omtanke. Et svagt eller forfejlet Forsøg spilder Mandskabets Kræfter og en som oftest kostbar Tid. Ved Strandingstilfælde er Forholdene saa forskel­lige, at det er umuligt at give bestemte Regler for den Fremgangsmaade, der bør følges, det maa over­lades til de ledende ved Stationen at handle, efter som Forholdene i hvert enkelt Tilfælde byder.
 

Redningsmandskabet maa være paalideligt, enigt og selvopofrende, da den enkeltes Frafald eller mindre gode Eksempel kan virke skadeligt paa de øvriges Mod og Udholdenhed. 

Disciplin, god Kommando, gensidig Tillid, Mod og Udholdenhed er nødvendige Betingelser for et godt Udfald; navnlig naar Faren er overhængende. De ledende ved Stationen bør nøje have Opmærksom­heden henvendt paa at styrke og befæste disse gode Egenskaber hos Redningsmandskabet. 

Pladsen i en Redningsbaad er i Følge Sagens Natur meget begrænset. Det er derfor af Vigtighed, at intet unødvendigt Materiel medføres, og at det, der bør medføres, har sin bestemte og let tilgængelige Plads i Baaden.

 

redningsbaad rindby 

Rindby redningsbåd på vej til øvelse. 

 

Under Transporten til Strandingsstedet bør løst Materiel som Aarer, Ror, o. s. v. befordres paa en særskilt Vogn. Dette Materiel vil nemlig ved sin Vægt og paa anden Maade være en Hindring.  

Mandskabets Redningsbælter bør derimod transpor­teres i Redningsbaaden, da deres Vægt er ringe, og de let tabes fra aaben Vogn, der køres ad daarlige Veje.  

Før Redningsbaadens Afgang fra Stationen sættes Korkpropper i Lænsehullerne, for at ikke Smaasten ad den Vej under Kørselen skal føres ind i Baaden og der ved deres Forekomst beskadige Luftkasserne. 

Naar Baaden er kommen til Strandingsstedet, sker dens Aflæsning paa den Maade, at Mandskabet - de halve paa hver Side - sætter Ryggen under dens Bov og løfter saa meget, at Forvognen kan føres lidt tilbage og Forlængningskæden udhugges. Derefter sættes en Skraabuk under hver Side af Baaden bag Forvognen, Mandskabet sætter atter Ryggen til og løfter saa meget, at Forvognen kan fjernes, hvorpaa man i smaa Tag sænker Baaden ned paa Stranden, idet Skraabukkene gradvis trækkes bort.  

Derpaa anbringes en Slidske - hvis indvendige Beslag er bleven overstrøget med Talg - under Kølen paa Midten af Baaden. 

De ledige Skraabukke sættes nu under Agterenden af Baaden, Mandskabet løfter denne lidt op, Bagvognen fjernes, og Baaden sænkes ned paa Stranden.

 

redningsbaaden-paa-vej 

Redningsbåden på vej 

 

Idet Baaden nu hviler med Midten af sin Køl paa ovennævnte Slidske svinges dens Bov ud mod Søen, og en ny Slidske anbringes under Forstævnen.  

Baaden skydes fremover paa Slidskerne, der stadig skiftes, indtil den er omtrent flot uden dog at kunne bringes ud af Stilling af den opskydende Sø.  

Roret hænges og holdes løftet i Springlinen, medens Sænkesværdet ligeledes er hævet paa sin Plads og fastgjort ved den paagældende Stjert til Klampen paa Rorhovedet.  

Aarene anbringes i Gaflerne, saaledes at Lommen ligger ned mod Baadens Dørk, og Bladene viser skraat opefter.  

Mandskabet ifører sig derefter Redningsbælterne, som ved at bæres paa et tidligere Stadium dels vilde hindre Arbejdet dels vilde tage Skade.

 

redningsbaelterroraarer 

Redningsbælter. Ror. Årer. Sønderho redningsmuseum. 

 

Baaden vades flot, saaledes at Mandskabet i rette Tid springer ind og tager Plads ved Aarerne.  

Er Formanden ældre og mindre bevægelig, bør han i Tide indtage sin Plads, hvilket nemmest sker ved, at han træder op i Bugten af Udenbordslivlinen.  

Med høj Sø i Landingen og naar fornøden Hjælp kan faas, kan det anbefales Mandskabet straks at indtage deres Pladser i Baaden, som saa vades flot af andre.  

Endvidere anbefales under saadanne Forhold, og naar Strøget langs Land er stærkt, fra luv Bov at støtte Baaden ved en Line, som paastikkes et Dræg, der er anbragt til Luvart paa Stranden. Pligthuggeren i Boven holder Tørn med Linen, som han kaster ud, saa snart Baaden er flot.  

Aarerne belægges med den paa Gaffelens Tol værende Stjert og forsynes med saakaldt Mulestik. Paa den Maade kan Aarerne løftes af Gaflerne og om for­nødent ved eller i det strandede Skibs Nærhed slip­pes over Bord.  

Skulde Gaflens Tol knækkes eller beskadiges, og Tiden ikke tillader at fjerne den og erstatte den med en anden, roes i den paa Stedet værende Strop, som beknibes omkring Aaren ved den tilsvarende Stjert.  

Naar man er kommen ud i tilstrækkeligt dybt Vand, nedfires Rorets Sænkesværd. 

Hver Mand tager den ved hans Plads værende Stjert, der er forsynet med Korkflyder, over sine Knæ og sætter sig paa den overflødige Længde. I Tilfælde af Overhaling sænkes Lommen af Aaren mod Baadens Dørk, og Mandskabet paa Luvsiden støtter sig i de førnævnte Stjerte. I modsat Fald vil Baaden, ved at Mandskabet føres ned i Læsiden, være udsat for Uheld.

 

redningsbaad-under-sejl

Sønderho redningsbåd under sejl. 

Benyttes Sejl, kan Baaden støttes betydeligt og Afdrift formindskes, naar Mandskabet holder sig paa Luvsiden af Baaden. Iagttages dette ikke, falder den grundflydende Baad saa meget paa Siden, at Kimingen let kommer lige saa dybt som Kølen, hvorved betydelig Afdrift bliver uundgaaelig, I Stagvending med høj Sø maa iagttages, at en Aare lægges ud paa læ Bov for derved at fremskynde og sikre Manøvren.  

Drægtovene i Baaden maa først paastikkes Dræg­gene ved Ankringen og straks frastikkes efter Letnin­gen, hvorhos Kastedræg maa være sikret ved at be­fæstes i Baaden. Undlades dette, vil en kæntret Baad ikke kunne drive i Land, men blive liggende for de i Bund faldne Dræg, hvorved Ulykken forøges.  

Til Udgangspunkt for Redningsbaaden vælges et Sted til Luvart af det strandede Skib med fornødent Driverum. Føres Baaden mod Læ uden at opnaa Forbindelse, er det som oftest nødvendigt at land­sætte og ved Heste køre Baaden til Luvart, fordi man forgæves vilde spilde Tiden og opbruge Mand­skabets Kræfter i en unyttig Kamp mod den vold­somme Strøm, der i haardt Vejr løber langs Kysterne.  

Opnaar man heldigt Højden af det strandede Skib, lader man et Dræg falde fra Boven og firer sig med tilbørlig Forsigtighed ned mod Maalet. Sætter Suget af Søen eller Strømmen ud under det strandede Skib, maa man i Tide sikre sig mod de farlige Virkninger heraf ved at lade Agterdrægget falde og ved dette efter Omstændighederne nærme eller fjerne sig fra Stedet ved at fire eller indhale paa Dræglinen. Aarerne maa stedse haves saaledes beredt, at de øjeblikkelig kan tages i Brug for det Tilfælde, at Dræggenes Ripning eller Dræglinernes Bristning gør det nødvendigt.

 

 

redningsaktion redningsbaad

     Redningsforsøg med redningsbåden.

 

 

Umuliggør Omstændighederne at opnaa Forbindelse med det strandede Skib fra Læsiden, maa man søge at opnaa Forbindelse fra Luvsiden. Man maa da have for øje, at man hurtig kan drive klar af Vraget, da et eller andet Uheld i modsat Fald kan gøre et Sam­menstød mellem Baaden og Vraget uundgaaeligt.  

Det er af Vigtighed, at Mandskabet er veløvet i at hive med Kastedræg og Kastelod, idet man med nogen Øvelse vil kunne opnaa Forbindelse ved disse. Midler i en Afstand af 20-30 Meter, hvilket har Betydning, hvor Skibet ligger omgivet af Vragstykker, Rigning eller lignende. 

Har man faaet den paagældende Besætning i Redningsbaaden, maa Pladserne fordeles med størst mu ligt Hensyn til fri og uhindret Manøvrering.  

Er Vragets Stilling en saadan, at det er umuligt at opnaa Forbindelse med det, bør man dog saavidt muligt holde sig i Nærheden, thi undertiden kan Vraget gradvis forandre Stilling, og i Tilfælde af dets Sønderslagning kan forulykkede opsamles fra hiddri­vende Vragstykker, og deres Redning saaledes blive mulig, naar Redningsbaaden bliver paa Stedet. Er det forbunden med Fare eller Tidsspilde at lette Dræg­gene, bør man kappe Drægtovene, naar Vraget forlades.  

Da Redningsbaaden for Indgaaende kræver mindre Rokraft, bør man i Almindelighed tage de to agterste Aarer ind, hvorved vindes Plads, ligesom man ogsaa ved at lempe Baaden agterover gør den bedre at styre og mindre let tilbøjelig til at skære i høj Sø. 

Før Lænsningen over Revlerne udlægges Baadslæbet og der afventes det Tidspunkt, da den sidste af de i Reglen umiddelbart efter hverandre følgende 3 svære Søer begynder at skyde ind over Revlerne. Dette ­gælder ogsaa, hvor der staar høj Sø i Havstokken.  

Forfejles det rette Tidspunkt, udsætter man sig for, at Baaden standses af Tilbagesuget, og at den paa­følgende Sø rammer Baaden, saafremt denne under Løbet skærer uden at kunne rettes. Under slig Fart er det af største Vigtighed, at hver Mand passer nøje paa sin Aare, da Uagtsomhed eller Uheld i saa Henseende kan medføre Ulykke. 

 

Til Styringen udkræves en dygtig, agtpaagivende og i enhver Henseende paalidelig og erfaren Mand. For Udgaaende med ringe Fart er Roret ikke altid tilstrækkeligt til at forhindre, at Baaden falder tværs, navnlig hvor Strømmen løber langs under Søen.  

Man bør derfor i slige Tilfælde have en Styreaare i Beredskab for dermed at rette Baaden. Naar Baaden  .for Indgaaende har svær Fart, er en saadan Aare mindre anvendelig, fordi Lommen skal hæves højt op over Rormandens Hoved, for at Bladet kan naa Vandet, naar Baaden duver med Boven. Rormanden vil som Følge heraf let miste Herredømmet over Aaren. For Indgaaende bør Roret være det, man stoler paa, hvad Styringen angaar. Naat Rormanden blot bevarer Aands­nærværelsen, vil han, selvom Baaden rammes af en Brodsø, i de fleste Tilfælde kunne holde fast paa Rorpinden og derved som oftest sikre Styringen.  

Redningsbaade bør være synkefri og selvlænsende med løse, af Baaden uafhængige Luftkasser af Kobber. Luftkasserne maa fordeles saa meget som muligt op efter mod Essingen og i samme Forhold fjernes fra Baadens Bund for derved at opnaa større Stivhed. Baadene maa helst have en omtrent lige og ikke meget hældende Agterstævn, hvorved opnaas finere Vandlinjer og bedre Styring. Tillige at Roret ikke gaar ud af Vandet ved at lægges i Borde, hvilket er Tilfældet, naar Roret hænger paa en krum Stævn. Rorhovedet maa være udmærket stærkt, Rorpinden ligeledes. Roret med Beslag bør i det hele være for­svarligt udført. For at modvirke at Roret for Indgaaende med svær Sø bliver vandløst, nedfires Rorets Sænkesværd, som ved dets Form er medgaaende eller viger op efter paa grundt Vand.  

Et i alle Tilfælde virksomt Middel for Indgaaende er det paa rigtig Maade indrettede og vel anbragte Baadslæb. Dette maa for Indgaaende have For- og Agterhaleren udfiret paa Tamp. Paa denne Maade fyldes Slæbet og hemmer Baadens Tilbøjelighed til at skære og løbe Bredsiden til. Søen. Skal derimod et gunstigt Øjeblik benyttes, indhales 6-8 m af den smækrere Agterhaler, hvorved Slæbet vender Spids­enden mod Baaden, hvis Fart derved bliver næsten uhindret. Agterhaleren maa igen udfires 6 - 8 m, naar man paany vil forhindre Baadens Løb med Brod­søen, og dette maa gentages, indtil Landsætningen er sket. Er Søen i Landingen høj, bør Slæbet virke, indtil Baaden er landfast. Baadslæbets For- og Agter­haler maa nedlægges i Baadens Halekæber og holdes i Leje ved det over Kæberne værende Jernbeslag. 

Før Landingen sker, bør Sænkesværdet løftes og fastgøres til Klampen paa Rorhovedet, ligesom ogsaa selve Roret maa løftes efter Landsætningen og holdes hængende i Springlinerne.  

Saa snart Baaden er landfast, maa Mandskabet springe ud og sikre den mod at blive ført tilbage af Dragsuget. De affører sig derefter Redningsbælterne, der henlægges paa et Underlag, saa de ikke kommer i Berøring med Sand. Baadens løse Materiel tages i Land, henlægges omhyggeligt og maa i intet Tilfælde trædes paa. 

 Den til Forstavnen hørende Heks indsættes, og Baadens Bov løftes saa meget, at en Slidske kan skubbes mindst 30 cm ind under den egentlige Køl. Et Forspandstov hugges i Heksen, Hestene spændes for, og idet Mandskabet holder Baaden paa ret Køl, trækkes den op fri af Vandet. Lænsepropperne fjernes nu, for at det i Baaden værende Vand kan løbe ud.  

Er Stranden paa Landingsstedet flad, paabegyndes Læsningen, naar Baaden paa Slidskerne er bragt til­strækkeligt højt op. Mandskabet sætter Ryggen under Baaden agter, og efterhaanden som denne løftes, føres der efter med Skraabukkene, anbragte paa Foringens Plads. Naar tilstrækkelig Højde er naaet, bringes Bagvognen paa Plads, og en lignende Fremgangs­maade benyttes ved Baadens Bov, indtil Vognen ved Forlængningskæden er samlet.­  

Er Stranden derimod stejl, maa Baaden paa en  Slidske svinges langs med Stranden, og Læsningen foretages -som anført. 

I Baaden optages. alene Mandskabets Redningsbælter, saaledes som ved Udtransporten angivet, medens det øvrige Materiel befordres paa særskilt Vagn.  

Ved Stationen renses og skylles Baaden saavelsom Vognen med fersk Vand, og det benyttede Materiel ordnes paa Plads og om fornødent tørres.  

Hver Gang Redningsbaaden har været benyttet, maa Risterne over Afløbsrørene i Redningsbaadens Bund udtages og behørig renses, ligesom ogsaa selve Af­løbsrøret maa renses, saa at Klappernes Bevægelighed kan ske frit. Risterne maa ikke smøres med Olie eller andet Fedtstof, men maa alene holdes bevægelige ved Afpudsning. Det samme er Tilfældet for Sideventilernes Vedkommende, hvor Klapperne ogsaa maa have fri Bevægelighed, og disse tilligemed de tilhørende Rammer skal stedse holdes blankpudsede. 

Materiellet skaI henstuves saaledes, at det ikke be­rører Væg eller Gulv, da det ellers let beskadiges. 

2. Motorredningsbaade. 

En Del Redningsstationerer forsynet med Motorredningsbaade. Motorerne i disse Baade er alle Benzin­motorer med elektrisk Tænding.   

Motorerne er indbygget i et vandtæt Hus med Lufttil­førsel gennem Ventiler, der hindrer Vand i at trænge ind.    

Motorens Udstød føres gennem en vandkølet Lyddæmper til Baadens Agterende.  

Motoren køles ved Hjælp af en særlig Pumpe, som i de fleste Baade kan suge ikke alene fra Søen, men tillige fra en særlig Køletank til Brug paa lægt Vand og under Prøver paa Land.    

Drivskruen - der kan til- og frakobles Motoren arbejder i en Tunnel dannet af Baadens to Sidekøle.  

For at kunne gaa "Frem" og "Bak" kan Skruens Blade enten drejes, eller dens Omdrejningsretning skif­tes ved en Gangskiftningskobling.  

Enhver Redningsstation, der bliver forsynet med en Motorredningsbaad, faar tilstillet Oplysninger og Vej­ledninger angaaende Motoranlæget, og disse maa nøje kendes og følges.  

I Almindelighed maa kun Motorpasserne betjene Motoren. Dog er det i "Reglement for Redningsmand­skabet" paabudt, at alle Baadmænd under Øvelser skiftevis skal undervises i Startningen og Betjeningen af Motoren, saa de i Tilfælde af, at begge Motorpasserne er fraværende, kan overtage Pasningen af Motoren i Strandingstilfælde, eller hvis Baadens Hjælp paa anden Maade bliver paakaldt.  

Det er af særlig Vigtighed, at Reglerne for Motorens Smøring, Køling og Aftapning overholdes, og at For­skrifterne for Prøverne paa Land følges. Under disse Prøver maa Skruen kun tilkobles et Øjeblik.  

I Baadhuset maa der som Følge af, at der i Baaden anvendes Benzin, udvises den største Forsigtighed med Ild og Lys, ogsaa med elektrisk Lys.  

Udsætning af og Landing med Kystmotorrednings­baade afviger selvsagt i mange Henseende fra de Me­toder, der anvendes, naar Talen er om Roredningsbaade.  

Opbevaringshusene for Kystmotorredningsbaade er bygget saa nær Stranden, som man finder det forsvar­ligt af Hensyn til ekstraordinært Højvande. Fra Husets Port til daglig Højvandsmærke er der bygget en 4,5 m. bred Cementbane. Paa denne Bane føres Baaden ned paa Ruller, der stadigt skiftes, efterhaanden som Baaden kommer frem. Da Baaden har 3 Køle, holdes den af sig selv paa ret Køl under Nedrulningen. Naar Baaden er kommet. til Banens nederste Ende, lægges først Planker i Banens Forlængelse. Tværs over Plan kerne lægges Rullerne, og paa den Maade føres Baaden videre ned til Havet. 

 

Under denne Transport maa det nøje paases, at Planker eller Ruller, Sten og lignende ikke kommer op i Tunnelen og beskadiger Skruen eller Akslen.

 

Den samme Agtpaagivenhed maa udvises, naar Motorredningsbaade, der udsættes i Havne, føres ned ad Slæbestedet paa Ruller. 

 

Naar Kystmotorredningsbaaden er ført saa langt ud i Søen, at Skruen kan gaa rundt uden at slaa mod Sten eller lignende, der kan rage op i Tunnelen, sættes den til. Der maa dog samtidig med, at Skruen gaar rundt skydes paa Baaden, stage s eller roes med Aarer o. v. s. for at faa den helt flot, navnlig naar der er megen Stoksø.  

For Indgaaende med en Kystmotorredningsbaad maa Farten reguleres af Hensyn til Baadslæbet, der let sprænges, hvis Motoren gaar for fuld Kraft.  

Er Baaden landet og skal bringes i Hus ved Hjælp af Ophivningsspil, maa der atter vises stor Agtpaagivenhed, for at den ikke beskadiges.  

Baaden vil i de fleste Tilfælde af Sø og Strøm kastes tværs og ligge med Siden mod Land.  

Naar Ophivningstrossen er fastgjort i den i Boven værende Heks, maa - samtidig med, at der hives i Spillet - saa mange af Baadmændene, der kan komme til, sætte Ryggen mod Baaden agter for Midtskibs paa den Side, der vender mod Land, og af al Magt tvinge Agterenden udefter. Paa den Maade vil Trækket med Spillet tværs i Baadens Stævn lettes. ­

Raketapparaternes Anvendelse.

redningsraket

Øvelse med raketafskydning 

 

Benyttes Raketapparater til en skibbruden Besæt­nings Redning, maa Raketstativet opstilles saa nær Vandet som muligt, navnlig hvis det strandede Skib staar langt fra Land. Derimod maa Raketlinekassen stilles saa langt tilbage, at den opskydende Sø ikke kan naa den. 

Dette gælder særlig, hvis et Raketkast er forfejlet, og man vil benytte den samme Raketline til næste Kast uden først at skyde den i Linekassen. 

I saa Fald maa Raketlinen opskydes i lange Bugter paa en Presenning e. l. i Læ af Stativet. 

Hvis Stranden, hvor Raketstativet maa opstilles, er løs Sand, skal der anbringes et fast Underlag under Stativets Ben, for at ikke Rakettens Tryk skal bevirke en lavere Elevation end den valgte og Maalet der­ved forfejles.  

Paa en flad udgaaende Strandbred kan Afstanden til det strandede Skib undertiden formindskes derved, at man anbringer Raketstativet paa en Vogn eller anden lignende, faststaaende Genstand, der da bringes saa langt frem paa Stranden som muligt.  

Sker Raketkastet fra en lav Strandbred, og det ikke er alt for haatdt Vejr, vil en Elevation af ca. 25o passe for enkelte Raketter og 30-35o for dobbelte og tredobbelte Raketter.  

Naar Raketkastet sker fra Klitbakker eller høje Skræn­ter, maa en lavere Elevation vælges. Det samme gæl­der, hvis Skibets Master er faldne.  

Efter at Raketstativet er opstillet, og Rammen med Pindene udtaget af Linekassen, stilles denne med Bog­stavet F. fremad ca. 3 m bagved og lidt i Læ af Stativet.  

For at lette Raketlinens Udfart bør den Ende af Linekassen, der vendes mod Land, hæves 20 - 25 cm ved at lægge en Klods eller lignende under.  

Anbringelsen af Linekassen eller Opskydningen af Raketlinen maa aldrig ske til Luvart af eller ret bag­ved Raketstativet. En opstaaende Kinke paa Raketlinen kan ellers komme uklar af Stativet og under Ra­kettens Flugt rive det med sig i Havet.  

Forfejles det første Raketkast, maa man med største Agtpaagivenhed lade sig belære af de ved et saadant mislykket Forsøg gjorte Iagttagelser, navnlig med Hensyn til Stativets Elevation og Raketlinens Afdrift.  

Elevationen maa ikke vælges højere end absolut nødvendigt, da Raketlinen ellers har en større Afstand at dale, inden den falder ned over den paagældende Genstand. Herved føres Linen let i Læ af Maalet navnlig i Tilfælde, hvor Vinden er paa tværs af Sigtet.  

Befrygtes det, at Vinden fører Raketlinen i Læ af Maalet, bør man, naar Raketten er udbrændt - men paa ingen Maade før - sætte Foden paa Raketlinen og derved standse dens Udfart. Denne Standsning bevirker, at Raketlinens løse Bugt bliver mindre, og Dalingen over Maalet fremskyndes.

 

Nedskydningen af Raketlinen i Iinekassen maa foregaa med stor Nøjagtighed og Omhu paa den Maade, som er vist i Vejledningen, der findes paa Undersi­den af Kassens Laag. Det maa nøje paases, at La­gene ligger klar af hinanden, og at Linen ikke ligger for tot om Pindene, da det ellers kan blive vanskeligt at faa Bundrammen med Pindene til at slippe, naar den skal fjernes fra den egentlige Kasse, før Linen skydes ud.  

Den underste Tamp af Raketlinen maa stedse gives saadan Længde, at den kan naa ovenud af Kassen. Derved gives Lejlighed til, efterhaanden som Linen ved Brug bliver kortere, at kunne paastikke en anden Raketlines forreste Tamp. Derved sikres man imod, at den udfarende Raket under Flugten tager hele Li­nen med sig.  

Før Raketlinen fastgøres til Raketstokken, blødes de yderste 6-8 m af Linen. Dens Tamp føres der­efter gennem et Hul i Raketstokkens Underende, hvor­efter der paa Linen slaas en Knob saaledes, at denne.- naar Linen er tothalet - ligger ca. 30 cm oven for førnævnte Hul. Tampen føres derefter videre gen­nem to Øjeskruer paa Raketstokkens Overkant og stikkes paa den ved Raketstokkens Overende hæn­gende Stjert, som forinden skal være blødt i Vand.  

Hvis Raketlinen brister lige bag Raketten paa Grund af Udstrømning fra denne, vil den ovenfor nævnte Knob ved at løbe for ved Hullet i Stokkens Underende bevirke, at Linens Forbindelse med Stokken vedligeholdes. 

Paa de i de senere Aar anskaffede Raketstokke er anbragt en ca. 8 m lang Staalwire. Naar en saadan 

Stok skal benyttes, er der kun at iagttage, at ca. 5 m af Raketlinens Tamp gennemblødes, inden den paastikkes et i Staalwiren værende øje.  

Er Raketlinens Tamp efter Udskydningen forbrændt eller bleven blot sveden af Rakettens Udladning, bort­kappes det paagældende Stykke af Linen.  

Kun lige Raketstokke maa benyttes, da en krum Stok har en daarlig Indflydelse paa Rakettens Gang.  

Naar Raketten er befæstet til Stokken, maa det paases, at den paagældende Fjeder fungerer og efter Be. stemmelsen springer frem over Øskenen, som er befæstet til Raketten. I modsat Fald vil Raketten under Flugten kunne skille sig fra Stokken.  

Inden Raketten lægges i Stativet klar til Affyring, fjernes Skrue proppen i Rakettens Brandhul. Denne Skrueprop maa mindst en Gang aarlig løsnes og smøres med Grafit og Talg, saa den er let at fjerne, naar Raketten skal bruges.  

Affyringen af Raketten sker ved Hjælp af et Frik­tionsbrandrør. Dettes Klargøring bestaar i, at et Bæn­del, der er fastklæbet langs Brandrørets Side, løsnes. Derved kommer et Papirlag til Syne. Dette gennembrydes med Tommelfingerens Negl, hvorefter Brand­røret anbringes i et Hul i Raketstativets Skaal tæt bag ved Raketten. Er alt nu klar til Affyring, dra­ges med et jævnt Ryk i Brandrørets Bændel parallelt med Stativets Side, hvorved Tændingen foregaar.  

Brister Bændlet, saa Tændingen paa den Maade mislykkes, fjernes Papskiven, der dækker Brandrøret, og Tændingen af dette kan nu ske ved Hjælp af et Vindlys eller en Friluftstændstik.

 

Raketkastet maa saa vidt muligt ske vindret.  

Er dette ikke muligt, og Raketten skal kastes med Sidevind, maa der nøje passes paa, at Sigtet stilles langt nok til Luvart.  

I Stormvejr virker Vinden stærkt paa Raketlinen og fører den langt i Læ af Sigtet.  

Er Strømmen samme Vej som Vinden, vil den -hvis Raketlinen skulde falde i Vandet til Luvart af Vraget - føre Linen ned mod dette, hvor den da ofte kan opfiskes af de skibbrudne.  

Er Forbindelse opnaaet med det strandede Skib, fast­gøres Stjerte blokken og Anvisningsbrættet til Raket­linen. Denne tages igennem en paa Stjerte blokkenovenfor Legnen anbragt Strop og belægges med Halv­stik paa Blokkens Stjert, saaledes at Stjerten i sin fulde Længde staar til de skibbrudne s Raadighed.  

Naar Udhalingslinen er skaaret i Stjerteblokken, kap­pes Raketlinen ved det paa Stjerten anbragte Stik, for at den ikke skal komme i Blokken og gøre denne uklar.  

Hvis der findes en eller anden Hindring - Steneller Vragstykker - i Læ af Arbejdsstedet, bør Raketlinen dog ikke kappes, men bringes op til Luvart og benyttes til at holde Stjerteblokken med den iskaarne Udhalingsline fri af Hindringerne i Læ under Udhalingen. Er Raketlinen ikke lang nok hertil, kan en ekstra Line stikkes paa.  

I slige Tilfælde maa - naar Stjerteblokken af de skibbrudne er halet til Borde - Raketlinen ikke affires. Strømmen vil i saa Fald føre den hen over Ud­halingslinen, som derved kan blive uklar; den maa derimod stivhales og fastgøres til Luvart paa Stranden. Udfiringen fra Land maa foregaa med stor Agtpaagivenhed, navnlig hvor Strømmen langs Land er stærk, og Vragstykker, Sten eler lignende ligger i Nærheden mod Læ. Udfires mere end der hales fra Borde, vil Strømmens Virkning efterhaanden gøre Udhalingen umulig eller medføre, at Raketlinen sprænges.  

Hvis man om Natten - eller til andre Tider hvor Overblik over Forholdene ikke haves - er i Tvivl om, hvorvidt de skibbrudne haler i Linerne, kan man ofte forvisse sig derom ved med Haanden at fatte om den paagældende Line. Haler de skibbrudne i Linen, vil dette mærkes som Stød, hvorimod Strømmens Virk­ning mærkes som en sitrende Bevægelse. 

 Indtræder et Strandingstilfælde udenfor Rakettens Rækkeevne, bør man have sin Opmærksomhed hen­vendt paa, om ikke en eller anden fra Skibet udfiret Genstand er ført Landet noget nærmere, og, om man da ikke ved at kaste en Raket over en slig Genstand kan hale denne til sig og derved opnaa Forbindelse til Besætningens Redning.  

Saa snart Stjerteblokken er kommen til Borde, og det skønnes fra Land, at den er fastgjort om Bord, tages Redningstrossens øverste Tamp igennem Red­ningsstolens Kous. Omtrent 5 m fra denne Tamp maa være anbragt en Strop af 20 cm Længde og af 5 cm Manilla Line. En Bugt af Udhalingslinen føres igennem denne Strop og fastgøres ved Knibestik. Umiddelbart uden for Stroppen befæstes det paagældende Anvisningsbræt til Vejledning for de skibbrudne.

 

redningsstol 2

Skibbruden på vej i land i redningsstolen 

 

Under den nu paafølgende Udfiring af Redningstros­sen og dennes Udhaling til det strandede Skib, maa samme Agtpaagivenhed med Hensyn til Strømmens Paavirkning udvises som beskrevet ved Udfiringen af Udhalingslinen. 

Saasnart Trossen er fastgjort om Bord og stivhalet i Land, gøres Ud- og Indhalingslinerne fast paa Red­ningsstolen ved at føre Tampen gennem en Strop, der er anbragt under Redningsstolens store Kous, tage et Par Rundtørn under denne Kous i modsat Retning med Tampen, der derefter knobes sammen. Rednings­stolen hales hereftet til Borde ved Udhalingslinen og tilbage til Land ved Indhalingslinen medførende en af de skibbrudne.

 

redningsstol 1

 

Redningsstolens Kous til Trossen bør være af Pokkenholt, have en indvendig Lysning af ca. 10 cm og en Bredde i Trossens Retning af 12 cm.  

Paa Redningsstolens øverste Krans maa anbringes en 2 m lang Stjert af 4 cm Manilla Line. Denne Stjert maa haves paa den mod Land vendende Side af Redningsstolen. Før denne hales fra Land, befæs­tes Stjerten til Indhalingslinen, godt 1 m fra Rednings­stolens Kous og gives saadan Længde, at Rednings­stolen holdes oprejst. Uden denne Fremgangsmaade vil den i Redningsstolen værende Person udsættes for at kæntres ud af Stolen, naar o den dyppes ned i Søen, medens der fra Land hales i Indhalingslinen. 

Saafremt det strandede Skibs Sønderslagning skønnes at være nær forestaaende, og Tiden saaledes er knapt tilmaalt, eller dersom de skibbrudne befinder sig paa en Vragflage eller anden lavt paa Vandet liggende Gen­stand, bør den tidsspildende og i sidstnævnte Situa­tion hemmende Redningstrosse ikke benyttes.  

I dette Tilfælde tages Udhalingslinens øverste Tamp igennem Redningsstolens store Kous og iskæres Stjer­teblokken, som derefter af de skibbrudne maa hales til Borde. Naar Stjerteblokken er kommen til de skibbrudne og ses eller skønnes at være fastgjort af disse, befæstes Tampen af Udhalingslinen og af Indhalings­linen paa Redningsstolens Korkkrans, som paa denne Maade flyder paa Vandet. Vilde man i dette Tilfælde paastikke Ud- og Indhalingslinen under Redningsstolens store Kous, saaledes som naar Trossen benyttes, vilde dette have til Følge, at man ved Indhalingen kæntrede Redningsstolen og derved forøgede Faren for den i samme værende Person.  

Det forbrændelige Redningsmateriel, Raketter, Stran­dingslys o. s. v. taber formentlig i Kvalitet ved at op­bevares ved Stationerne i en længere Aarrække. Der­for skal Numre og Aarstal paa dette Materiel være tydeligt betegnet paa Laaget af de Kasser, hvori Ma­teriellet opbevares. Derved sikrer man sig imod, det benyttes i Flæng.  

Afgang maa foregaa i nøjagtig Følgeorden saaledes: Ved Øvelser benyttes Materiellet fra de laveste Numre og opefter.  

Ved Redningsforsøg fra de højeste Numre og nedefter. Man faar saaledes anvendt det ældre Materiel ved Øvelserne, medens det nyeste og formentlig bedste forbeholdes Redningsforetagender.   

        . 

 

Naar en Raket gøres klar til Brug paases, at Stokken, der anvendes, har samme Nummer som Raketten.  

For at spare Tid ved Klargøringen af Raketter, Strandingslys o. s. v. skal Skrueror i Kassernes Laag være fjernet med Undtagelse af 1 midt i Laagets ene Ende. Den anden Ende af Laaget holdes fast med et Patentlukke eller i ældre Kasser ved en let Surring omkring hele Kassen.  

Er Redningen tilendebragt og Skibets hurtige Søn­derslagning vis, bør man for ikke at miste Trossen kappe denne fra Land med Trossekapperen, der an­vendes paa følgende Maade:  

Apparatet aabnes, lægges omkring Trossen og lukkes, visende det indskaarne F fremad mod Skibet. Udha­lingslinen og Indhalingslinen fastgøres derefter i hver sin af de to Kouse, der findes paa Trossekapperen, hvorefter denne hales ud til Skibet. Udhalingslinen føres nu et Stykke op til Luvart af Hensyn til Strøm­men eller Strøget. Samtidig hales det løse af Indha­lingslinen hjem. Naar denne er tot, varskoes ”Fir af" til dem, der ved Hjælp af Udhalingslinen holder Apparatet til Borde. I samme Øjeblik som Udhalings­linen slækkes, maa der hales kraftigt i Indhalingslinen nøjagtig i Trossens Retning. Knivene i Trossekapperen vil derved kappe Trossen som Regel saa meget, at den vil briste ved Skibets Bevægelser.  

Mislykkes Forsøget, hvilket uundgaaeligt vil ske, hvis disse Forskrifter ikke nøje følges, maa det gentages, indtil Kapningen lykkes. 

Ved Nat kan Strandingslys faa den største Betydning for et heldigt Udfald af Redningsforetagendet.  

Det opstilles ca. 20 m. i Læ af Arbejdsstedet, saaledes at Vinden ikke fører Flammen mod Træstativets Ben, som derved kan antændes. Paa Vindsiden af Arbejdsstedet maa Strandingslyset ikke opstilles, da Røg og brændende Slagger i saa Fald føres ned paa Redningsmandskabet, som derved generes i deres Virksomhed.  

Strandingslyset maa ikke hænge lodret, men hvile i skraa Stilling paa de til Stativets Samling anbragte 3 Stænger. Hænges Strandingslyset lodret, vil Stormvejr bringe det til at svinge frem og tilbage og gøre Virkningen ustadig. Virkningen bliver ogsaa større, naar Lyset hæves sideværts, fremfor at hæve det ret ud for eller bagved Arbejdsstedet.   

For at tilkendegive skibbrudne, at Stranding er be­mærket, og at Hjælp kan ventes, anvendes Signalra­ketter og. Blaalys. Ved Affyringen af Signalraketter plantes Stativet paa Stranden og gives en ringe Hæld­ning ud over Havet. Tændingen sker ved Vindlys eller Friluftstændstik.  

Blaalys medføres af Vagtmandskabet. Tændingen sker ved at rive i et paa Blaalyset anbragt Bændel paa samme Maade som ved Tænding af Friktionsbrandrør.”

 

 

Relaterede artikler

Gå til top