Redningsvæsenets organisation

Vagt- og patruljetjeneste 


sb-lookout1-big


Redningstjenesten suppleredes i efteråret 1900 med en vagt- og patruljetjeneste. Ribe amt var oprindelig ikke inkluderet i finanslovforslaget, men fra flere sider protesteredes der, bl.a. af styrelsen for dansk Skibsrederforening, med det resultat at der også oprettedes vagttjeneste på Fanø. Peder Brinch indledte den første tur den 13. oktober kl.  6 aften i storm af SV og regnbyger, fra Hjørnet til Strandskjellet – en strækning på næsten 7 km. For de 6 timer som turen varede, ydedes et vederlag som ”Gaende Patrouille” på 3 kr. broderen Jes Brinch afløste ham ved midnat, og gik samme strækning de næste 6 timer.



alarmeringshuse fanoe


Alarmeringshuse Fanø

Vagt turene gennemførtes overvejende i perioden oktober til april, og kun i dårligt vejr med kuling eller storm. For tilfældet af alarm blev der anskaffet et alarmeringshus, hvori der installeredes telefon med forbindelse til bådehuset, og siden til opsynsmanden. Alarmeringshuset var placeret ved ”Krydset”, og ved ”Strandskjellet”. Lige nord for Pælebjerg stod Rindby stationens tilsvarende hus. Og lige nord for Fanø Nordsøbad fandtes et  alarmeringshus. Telefonstationerne blev sat i forbindelse med opsynsmændene og deraf forventede man at hjælpen ved strandinger kom til at foregå hurtigere end hidtil.


alarmeringshus RindbyREDNING5


Vederlaget for strandvagtstjeneste blev i januar 1918 forføjet fra 50 øre til 1 Kr. pr. time, og forhøjelsen virker med tilbagevirkende kraft fra oktober 1917, så det bliver til en lille pæn nytårsgave. Desuden var der en forhøjelse ved redning af skibbrudne fra 15 kr. til 20 kr.

Når strandvagten om natten observerede et strandet skib, tændte han et blålys for at tilkendegive, at strandingen var observeret og at hjælp kunne ventes, samt om muligt at forhindre de skibbrudne at gå i deres egne både. Dette ville nemlig, for folk uden kendskab til kysten, være et yderst risikabelt foretagende, og fik ofte de sørgeligste følger.

Strandvagten begav sig, når blålyset var udbrændt, til den nærmeste redningstelefon for at afgive melding til opsynsmanden, der da øjeblikkelig alarmerede det øvrige mandskab og tilsagde dette at møde ved redningsstationen. I mellemtiden måtte opsynsmanden have gjort sig klart, med hvilke apparater han ville forsøge at redde de skibbrudne. Her var der mange faktorer der spillede ind, såsom stedet, hvor skibet var strandet, afstanden til land, vindens retning og styrke, søen og strømmens beskaffenhed m.m.


Redningsvæsenets organisation 

 

Reglement

for

det ved redningsstationerne ansatte mandskab.

1955

 

§ 1.

Det ved en redningsstation ansatte mandskab er for­pligtet til af yderste evne at virke til skibbrudnes redning. Det har i så henseende nøje at efterkomme de ordrer, som gives af bestyreren for redningsvæsenet, af den ved enhver station ansatte opsynsmand eller under hans fraværelse af bådformanden eller den, der ellers måtte være bemyndiget til at fungere for opsynsmanden. 

§ 2.

Ved de med redningsbåd forsynede stationer vælger mandskabet med forbehold af bestyrerens godkendelse mellem sig indbyrdes en bådformand. Denne formand er fører af båden og tager bestemmelse om det sted, hvorfra båden skal gå ud. I øvrigt varetager han i opsynsmandens fraværelse dennes forretninger. 

§ 3.

Så snart redningsmandskabet er kommet til kundskab om, at et redningsforetagende er nødvendigt, skal det straks begive sig til redningsstationen og, for så vidt redningsma­teriellet tages i brug, være behjælpelig med dettes hurtigst mulige transport til strandingsstedet.

Det er, hvad enten redningsbåden anvendes til redningsbrug eller til øvelser, forbudt at optage uvedkommende personer i den, ligesom den ikke må anvendes til bjergning af gods o. lign. 

§ 4.

Når øvelser med redningsmateriellet skal foretages, har mandskabet at indfinde sig ved stationen til den tid, som af opsynsmanden bestemmes, og der tage del i alt det arbejde, som opsynsmanden i anledning af øvelsen måtte beordre. 

§ 5.

Når redningsmateriellet har været benyttet i anledning af strandinger eller øvelser, skal mandskabet føre det tilbage til redningsstationen og uden ophold give sig i færd med at ordne og bringe på plads enhver ting, som har været i brug.

Tovværk - herunder ganske særligt raketliner - samt sejl, redningsveste o. lign. må dog først lægges på plads efter at være godt tørret. Det må iagttages, at båden tøm­mes for vand, og at redningsmateriellet i det hele rengøres omhyggeligt.

På redningsstationerne er tobaksrygning, brug af åben ild og henlæggelse af redningsvæsenet uvedkommende gen­stande forbudt. 

§ 6.

Mandskabet skal efter yderste evne søge at tilegne sig den nødvendige indsigt og færdighed i brugen af alt ved stationen værende redningsmateriel, ligesom det nøje skal gøre sig bekendt med indholdet af de udleverede vejled­ninger m. v. - herunder specielt anvisningen angående oplivningsforsøg, hvori tilfredsstillende færdighed skal søges opnået.

Under øvelserne skal bådmandskabet af motorpasseren gøres fortrolig med motorens behandling.                                              

                                               § 7.

         Såvel under redningsforetagender, som under øvelser skal enhver af bådmandskabet være iført den anordnede redningsvest. I opsynsmandens fraværelse påhviler det båd­formanden at påse overholdelsen af denne bestemmelse.

§ 8.

Uden forud indhentet tilladelse fra opsynsmanden eller i hans fravær fra bådformanden eller den, der ellers måtte være bemyndiget til at fungere for opsynsmanden, må red­ningsvæsenets personel ikke for længere tid end 24 timer fjerne sig mere end 10 km fra redningsstationen og skal ved sådan fraværelse endvidere stille en efter opsynsman­dens og formandens skøn pålidelig stedfortræder.

Bortrejse fra stationen på længere eller ubestemt tid for at fare til søs eller for at udføre arbejde andetsteds vil ikke kunne tillades nogen i redningsvæsenets tjeneste ansat mand. Derimod vil orlov til bortrejse fra stationen for at kunne drive fiskeri udenfor stationens område kunne gives til indtil halvdelen af betjeningsmandskabet ved en station for et tidsrum af højst 6 måneder samme år. En sådan orlov vil dog kun kunne tilstås personel, der har været ansat i redningsvæsenets tjeneste i mindst 1 år. Ansøgning om orlov sendes, ledsaget af vedkommende opsynsmands ud­talelser, til redningsbestyrerens afgørelse, og ansøgningen vil kun kunne ventes tilstået, når ansøgeren er i stand til at stille en efter opsynsmandens og - hvor en sådan forefindes - ­formandens skøn skikket mand. Under fraværelse oppebærer stedfortræderen den lønning m. v., der ville tilkomme den bortrejste.                                             

                                              § 9.

Foruden det årlige vederlag, der udbetales månedsvis forud, tilkommer der mandskabet en nærmere fastsat ekstra­betaling i følgende tilfælde:

  1. For redningsforetagender og redningsforsøg, når mate­riellet er betjent af mandskabet på tilfredsstillende måde. Ekstrabetalingens størrelse fastsættes under hen­syn til redningsarbejdets art og varighed.
  2. For virksomhed ved indtrufne eller befrygtede strandinger (»forgæves møder«).
  3. For alle øvelser, hvorunder redningsmateriellet har været sat i bevægelse.

d. For alle møder i øvrigt - på stationen eller andet steds i redningsvæsenets tjeneste - når de får en varighed af mere end 4 timer.

                                              § 10.

For den i § 9 omtalte ekstrabetaling skal mandskabet bringe redningsmateriellet tilbage til redningsstationen og foretage den i § 5 påbudte rengøring m. v., selvom om­stændighederne måtte medføre, at delle arbejde først kan udføres den følgende dag eller senere. Det beror på be­styrerens eller opsynsmandens bestemmelse, hvorvidt hele mandskabet eller kun en del af dette skal anvendes til arbejdet; i sidste fald bliver en passende tørn ordning at iagttage. 

§ 11.

Når materiellet eller stationshusene skal underkastes istandsættelser, og disse på forsvarlig måde kan udføres af det til stationsmandskabet hørende personel, vil der på skift blive givet dem fortrinsvis adgang til den heraf flydende fortjeneste.

§ 12.

Redningsmandskabet kan ikke uden lovligt anmeldt forfald vægre sig ved efter tilsigelse at udføre vagttjeneste på stranden, når vejrforholdene efter opsynsmandens skøn er af den beskaffenhed, at vagt bør udsendes.

Vagtens længde og de vagtmandskabet påhvilende pligter meddeles dette af opsynsmanden i henhold til den ham givne instruks.

Betaling for vagttjeneste udbetales månedsvis bagud. 

§ 13.

. Afskediges nogen af mandskabet af redningsvæsenets tjeneste på grund af alder, svagelighed eller anden ham utilregnelig årsag har han adgang til at opnå understøttelse efter de til enhver tid gældende regler. 

§ 14.

Indtræffer der i tjenesten et ulykkestilfælde, hvorved nogen af redningsvæsenets personel kommer til skade, mod­tager den pågældende hjælp (dagpenge eller invaliditetserstat­ning) i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Begrunder tilskadekomsten i henhold til ovenstående krav på invaliditetserstatning fastsættes denne under hensyn til de i lov af 26. marts 1852 § 6, 4. marts 1857 § 1 og 17. marts 1882 §§ 2 og 3 fastsatte regler.

Begrunder tilskadekomsten ikke krav på invaliditets­erstatning, men medfører den afskedigelse af redningsvæ­senets tjeneste tilkommer der den pågældende en i over­ensstemmelse med understøttelsesreglementet fastsat under­støttelse.

Når en i henhold til reglerne i ovenstående stk. 3 understøttet person afgår ved døden, ydes der den even­tuelle enke en nærmere bestemt understøttelse, dersom ægteskabet er indgået før tilskadekomsten. 

§ 15.

Dersom nogen af redningsvæsenets personel mister livet i redningsvæsenets tjeneste ydes der den eventuelle enke en i overensstemmelse med understøttelsesreglementet fastsat understøttelse, hvorhos såvel enken som eventuelle børn under 18 år tillægges en understøttelse i henhold til de ovennævnte love af 1852, 1857 og 1882.

                                              § 16.

         Reglement for det ved redningsstationeme ansatte mandskab af 2. oktober 1947 ophæves.

 

Forsvarsministeriet, den 1. oktober 1955.

Chr. Christiansen.

Vemer Christiansen. 

 

I februar 1920 fik redningsmændene bedre vilkår, idet myndighederne indså, at til trods for, at det ikke er en heltidsbeskæftigelse, at være redningsmand, er det et særligt anstrengende og farligt job, som bør lønnes noget højere.  

I finansudvalget vedtog man en lønstigning for bådmændene og raketstationers besætning på henholdsvis 180 kr. og 60 kr. årlig til 420 kr. årlig. Formandens løn fastsattes til 560 kr., opsynsmændene til 720 kr. årlig. Ændringerne trådte i kraft fra 1. oktober 1919.  

Desuden blev timebetalingen for vagttjeneste om natten og i usigtbart vejr med 25 øre. Og endelig er man gået med til at forhøje understøttelserne til afgåede redningsmand fra 26.412 kr. til 41.812 kr. årlig.

   Oprindeligt hørte redningsvæsenet under indenrigsministeriet, og ved dettes deling i 1896 overgik det til landbrugsministeriet. Fra 1906 blev det henlagt under marineministeriet, og i 1928 blev de to afdelinger lagt sammen til én fælles institution med fælles ledelse og administration i København. Fra 1950 kom det samlede redningsvæsen under forsvarsministeriet. Redningsvæsenet forblev en selvstændig institution indtil 1973, hvor det som Kystredningstjenesten blev sammenlagt med Fyrvæsenet, Søkortarkivet og Lodsvæsenet til Farvandsvæsenet. På det tidspunkt var der 50 bemandede og 2 ubemandede stationer.

Det Kongelige Danske Fyrvæsen


logo fyrvaesen

     Det Kongelige Danske Fyrvæsen blev oprettet 8. juni 1560 under Frederik II

I den spæde start opførtes vippefyr ved Skagen, Anholt og Kullen. Det sidste vippefyr blev nedlagt i 1788.

I tidens løb er der gjort mange eksperimenter på forbedringer af fyrenes lysevne.

De åbne fyr blev lukket med et lanternehus, kul erstattet med petroleum. Senere anvendtes flere former for gas og til sidst elektricitet. Gas bruges dog stadig og især som reserve for el.

Der blev bygget mange fyr i perioden 1830-1850. Hvert fyr blev udstyret med den tids fineste apparatur. 

   Efter krigen 1848-50 blev der oprettet mange nye skibsruter, og krav om bedre fyrbelysning meldte sig. En kommission fastslog, at store fyr kun er nødvendige få steder i Danmark, hvorimod små fyr skal ligge så tæt på hinanden i indre danske farvande, at et skib altid har et fyr i sigte. Havnefyr skulle også etableres i alle havne. Kommissionen ønskede, at personaleboligerne blev bygget sammen med tårnene, og at der blev købt jord nok til kreaturhold for de ansatte. 

Indtil 1893 var der oprettet 71 fyr, 10 fyrskibe og 7 lystøndestationer. I de næste 34 år blev der under H. V. Ravns ledelse oprettet i alt 87 nye fyr. Bortset fra de nye Dueodde, Skagen W, Læsø Rende og Sjællands Rev Fyr er der i nyere tid kun etableret ubemandede fyr af mindre typer.

Fyrskibene

fyrskib horns rev
 Horns Rev fyrskib

Udlægning af fyrskibe i farvande omkring de danske kyster begyndte meget tidligt. De første blev udlagt ved Ejderen, Agger Tange og ved Kobbergrunden SØ for Læsø. Fyr-skibene vejledte skibsfarten især ved grunde og farlige rev f.eks. Skagens-Rev og Gedser-Rev. I tiden omkring 2. verdenskrig var der udlagt det største antal fyrskibe, i alt 14.    

I begyndelsen afgav fyrskibene kun et kraftigt blinklys. Senere blev de også udrustet med radiofyr samt apparatur til afgivelse af undervandssignaler og tågesignal.
I takt med en mere intensiv søtrafik og stadig større skibe, etableredes flere bundfaste fyr til erstatning for fyrskibene. Af andre medvirkende årsager til inddragning af fyrskibene kan nævnes skibsfartens bedre navigationsudstyr og de stærkt stigende udgifter, der var forbundet med fyrskibsdriften.
 

   esætningen på et fyrskib bestod typisk af 2 fyrskibsførere og 10 besætningsmedlemmer, heri indregnet 2 motorpassere og 2 kokke. Halvdelen gjorde tjeneste, mens den anden halvdel havde fritørn i land. Tjenesteperioden var før 2 måneder, senest var den 14 dage ad gangen. 

Fyrskibene er historie i dag. Farvandsvæsenet har derfor iværksat et udviklingsarbejde med henblik på at etablere et net af selvregistrerende måleinstallationer i vore farvande, således at Farvandsvæsenet kan videreføre de vigtige funktioner vedrørende vejrmelding, indberetning af saltholdighed, strøm og vandtemperatur samt observationer vedrørende skibsfarten, som tidligere indgik i fyrskibenes daglige rutine.

Søkortarkivet

logo soekortarkiv dk

Søkortarkivet blev oprettet ved kongelig resolution af 22. oktober 1784. Opgaverne bestod i at fremstille søkort over danske farvande, herunder også færøske og grønlandske farvande, samt at fremstille specialkort til søværnet. Endvidere forestod Søkortarkivet fra 1843 udgivelsen af nautiske håndbøger vedrørende danske farvande, samt fra 1887 redigering og udgivelse af "Efterretninger for Søfarende". 

     Siden 1973 har Farvandsvæsenet tilrettelagt og forestået søopmålingen. Selve opmålingsopgaven udføres fremdeles af skibe og personale fra Søværnet.  

Farvandsvæsenet udgiver visse nautiske håndbøger, medens trykning og distribution af søkort m.m. sker andetsteds.


Den autoriserede lodsning


lods logo

Det antages, at Dragør lodseri er det ældste i Danmark, idet Christian V i 1684 gav lodserierne i Dragør eneret på lodsning gennem Drogden. I 1731 stadfæstede Christian VI denne eneret, dog kun såfremt lodserierne "passer flittigt på og sig årvågne opfører".


     

"Helsingørs privilegerede lodsselskab" oprettedes i 1778 og kommandørkaptajn Andreas Lous blev ansat som den første "overlods" (lodsdirektør), der havde tilsyn med alle lodser i det egentlige Danmark. 

Ved Andreas Lous' afsked i 1796 tiltrådte general-adjudant, kaptajn Poul de Løwenørn stillingen som overlods. 

Ved kongelig anordning blev det i 1818 bestemt, at der skulle nedsættes en kommission til at udarbejde en almindelig anordning angående lodsvæsenet. Som formand for kommissionen blev udnævnt nu kontreadmiral Poul de Løwenørn. 

Som resultat af kommissionens arbejde udstedtes den 27. marts 1831 den første danske lodslov "Forordning angående Lodsvæsenet i Danmark".

 Denne forordning omhandlede væsentlig skibsførernes og lodsernes gensidige rettigheder og forpligtelser.


loewenoern 

Løwenørn


   Lodsvæsenet har gennem tiden undergået forandringer, som har påvirket de enkelte lodserier og administrationen af dem. Blandt andet har der siden 1941, hvor lodsvæsenet bestod af 63 lodserier, været gennemført flere sammenlægninger med det til følge, at Lodsvæsenet i dag består af 3 lodserier. 

I modsætning til en tid, hvor lodsning - ikke altid under ordnede forhold - blev udført ved kaplodsning og lodskapring af smuglodser og piratlodser, stiller lodsvæsenet i dag stedkendte navigatører til rådighed for skibsfarten ved anløb af danske havne og gennemsejling af danske farvande. Herved søges sejladssikkerheden og dermed sikkerheden for miljøet tilgodeset.


tidslinie


SOK, søværnets operative kommando

Fra 1973-75 gennemførtes en rationalisering, bl.a. i samarbejde med Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening - som bragte antallet af stationer ned på 26 (i dag 21), uden at det geografiske dækningsområde blev ændret. Kystredningstjenesten indgår i dag i en international søredningstjeneste, hvis koordinerende myndighed er Søværnets operative Kommando (SOK) med hovedkvarter i Århus. Herfra ledes og samordnes det redningsarbejde, der udføres af såvel kystredningsvæsenet som flyvevåbenet, søværnet, andre statsskibe samt private skibe. Ingen redningsaktion iværksættes, uden at SOK underrettes samtidig. I de danske farvande er antallet af forlis af større skibe stærkt faldende. Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt lodssystem er medvirkende hertil. Desuden har skibenes forbedrede konstruktion og moderne elektronik med det mest avancerede navigationsudstyr gjort skibsfarten mere sikker. Men opgaverne er ikke blevet færre; nye er kommet til, og blandt dem hører assistance til lystbåde og surfere.

Begyndervanskeligheder og regelsæt for redningsvæsenet                                              

De første 75 år af redningsvæsenets historie var kendetegnet ved anvendelse af roredningsbåde og redningsraketter. Aktionsradius var kort, mobiliteten ringe og alarmering baseret på strandvagter og mund-til-mund metoden. Det var også tydeligt fra starten, at Redningsvæsenet led at lidt begyndervanskeligheder og børnesygdomme. Dette indtryk giver især skrivelserne fra redningsvæsenets første bestyrer, konsul Anthon Andersen, til redningsstationernes opsynsmænd.

De første emner, som kom under lup, viser da også noget om en organisation i opstartsfasen. Det var ting som skrivelse nr. 1 af januar 1874: ”forbud mod at redningsbåden tager andre både på slæb”, ”forbud mod at optage uvedkommende i redningsbåden” fra 1876, som også blev gentaget i 1889, ”forbud mod at lig indlægges i redningshuset” fra 1893 og endelig ”foranstaltninger mod mus” 1889. Karakteristisk for sådanne påbud er jo rent faktisk, at man næppe laver en lov eller regel imod noget, som ikke bliver foretaget. Heraf kan man så tænke sit over, hvor udbredt sejladsen med badegæster og familie i redningsbåden, når forbudet mod dette måtte gentages.

Motorredningsbåde                     

I 1914 byggedes på Orlogsværftet den første redningsbåd med motor, og i 1920'erne blev motorredningsbåde efterhånden almindelige. De første motorredningsbåde var åbne, men blev efterhånden udbygget til dæksbåde. I 1965 indledte redningsvæsenet i samarbejde med repræsentanter for redningsmandskabet udviklingen af en ny type motorredningsbåd til anvendelse fra havne fortrinsvis på den jyske vestkyst og Skagerrakskysten. Arbejdet med den første båd (MRB i Hvide Sande) blev overdraget Rømø Bådeværft A/S. I de følgende år blev der projekteret og søsat nye redningsfartøjer, men den alvorlige ulykke, hvor redningsbåden RF2 i 1981 forliste, satte arbejdet i stå, og først sidst i 1980'erne kom nye og større redningsskibe til stationer med høj aktivitet. De mindre stationer fik nybyggede lette redningsbåde, hvis udvikling skred hastigt frem. Den lette redningsbåd (LRB) er en åben hurtig let redningsbåd, ca. 10 mtr. lang og udstyret med 2 stk. motorer på tilsammen 630 HK samt waterjets. Båden er bygget til at operere inde mellem revlerne på helt lavt vand, og kan sejles på stranden. Farten er 35 knob. Der er plads til 12 siddende og 2 på båre. Af udstyr kan nævnes radar, VHF, navigationsudstyr, plotter, vakuummadras, hypotermibåre, genoplivningskuffert, medicin og nødhjælpskuffert samt forskelligt udstyr til bjærgning af folk

De krav, der stilles til kystredningstjenestens både, er blandt de skrappeste i verden; det gælder også andet materiel, som bruges af redningsmændene. Før noget materiel tages i anvendelse, skal det være godkendt af Søfartsstyrelsen til brug under redningsoperationer. Redningsmændene (Foreningen af danske Redningsmænd) ønsker nu at bryde helt ud af Farvandsvæsenets ressort. Dette fremgår af Redningsmændenes nyudsendte rapport, Forslag til redningstjenesten frem til år 2005. Ifølge rapporten er det Redningsmændenes agt at blive lagt ind under Indenrigsministeriet. Om kort tid går Redningsmændene til forsvarsministeren.  

Kystredningstjenesten


Søredningstjenestens position i Danmark er ganske enestående. I Europa er det kun Belgien og Danmark, der har en statsfinansieret søredningstjeneste. Uden for Europa er det kun US Coastguard’s søredningstjeneste, der er statsfinansieret. I alle andre lande er søredningstjenesten finansieret ved frivillige donationer eller delvist stats og frivilligt finansieret. 

Kystredningstjenesten i dag indgår i de ressourcer, der permanent er i beredskab og til rådighed for Søværnets Operative Kommando i Århus, der er dansk søredningscentral. Derfra bliver redningsarbejdet ledet og koordineret. Andre elementer i søredningstjenesten er Søværnets skibe og helikoptere, Flyvevåbnets redningshelikoptere, redningsskibene og andre søfarende i det pågældende område. Ingen redningsaktion bliver iværksat uden at Søværnets Operative Kommando samtidig er informeret. 

I de danske farvande er antallet af store skibe, der forliser blevet væsentligt reduceret. Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt lodssystem er medvirkende hertil. 

Men på trods af at antallet af skibsforlis og strandinger af store fartøjer er reduceret, er antallet af opgaver ikke faldet tilsvarende. Nye opgaver er dukket op i form af redning af f.eks. lystfartøjer og vindsurfere og en effektiv kystredningstjeneste med moderne redningsmateriel er fremdeles nødvendig. 

I dag består Kystredningstjenesten af 21 redningsstationer fordelt rundt i landet.

redningsstation kort


Tjenesten beskæftiger 180 personer, hvoraf den største del er ansat på frivillig basis og har deres hovederhverv andetsteds. Redningsbåde af forskellige typer og størrelser og redningskøretøjer bliver benyttet til eftersøgning og redningsopgaver. I alt er der 37 skibe og 15 køretøjer til disposition. Der bliver i gennemsnit foretaget 500-600 aktioner pr. år, hvor alle former for fartøjer og skibe modtager assistance. Også badende, vindsurfere og andre personer i nød modtager hjælp fra Kystredningstjenesten. 

Kystredningstjenestens reaktionstid – det vil sige tiden fra, at en alarm modtages, og til, at første enhed afgår - er under 20 minutter. 

Kystredningstjenesten alarmeres via Søværnets Operative Kommando (SOK), via VHF kanal 16 eller via alarmcentralerne på 112. 

Kystredningstjenestens stationer er placeret som vist på kortet og udrustet, som det fremgår af nedenstående.


 MRB34

MRB: Motorredningsbåd, en større (16 til 23 meter lang), lukket redningsbåd til brug under alle vejrforhold

 LRB16

LRB: Let redningsbåd, mindre (9 til 10 meter lang), åben redningsbåd med gode fartegenskaber til brug under mere gunstige vejrforhold.

 frb1

FRB: Fast Rescue Boat, en mindre udgave af LRB (under 8,50 meter lang) med gode fartegenskaber til brug under mere gunstige vejrforhold i mere beskyttede farvande.

 mob01

MOB-båd: Gummibåd med påhængsmotor. MOB-båden kan fremføres langs stranden på trailer efter redningskøretøjerne, eller medtages om bord i MRB'erne til brug ved overførsel af personer mellem skibe.

 soenderho bil Redningsbiler: Landrover eller "Unimog". "Unimog" er en terrængående firehjulstrukket lastbil af mærket Mercedes Unimog. Bruges ved stationer i områder med særlig uvejsom kyststrækning.


rcc helikopter


   

FLYVEREDNINGSTJENESTEN er etableret i henhold til internationale aftaler vedrørende den civile flyvning (ICAO) og udgør en del af den samlede danske redningstjeneste. Flyveredningstjenesten ledes af Flyvevåbnets Redningscenter - RCC KARUP - integreret i Flyvertaktisk Kommando i Karup. /RCC = Rescue Coordination Centre = Redningskoordinationscenter).
 RCC KARUP er bemandet døgnet rundt med personel fra flyvevåbnet, der er specielt uddannet til og har stor erfaring i planlægning og ledelse af SAR-operationer (SAR = Search And Rescue = eftersøgning og redning).
 Planlægning og ledelse af SAR-operationer gennemføres med udstrakt hjælp af edb udstyr.
 RCC Karup er også udstyret med omfattende radio og data kommunikationsudstyr. 
 Flyveredningstjenesten samarbejder snævert med Søredningstjenesten, der ledes fra Søredningscentralen - MRCC Århus - ved Søværnets Operative Kommando i Århus. MRCC = Maritime Rescue Coordination Centre). RCC KARUP står i direkte telefonforbindelse med MRCC Århus. 
 Flyveredningstjenesten råder over 8 specielt udstyrede helikoptere af typen SIKORSKY S-61A, hvoraf 3 til stadighed er på højt beredskab, fordelt på flyvestationerne:
 
 · Aalborg,
 · Skrydstrup og 
 · Værløse.
 
 Når vindstyrken i området omkring Bornholm overstiger 20m/sek (stormende kuling), etableres desuden helikopterberedskab på Bornholms Lufthavn, Rønne. Desuden kan fastvingede fly af typen C-130 Hercules eller Gulfstream III indsættes ved større eftersøgningsopgaver.
 Fly og helikoptere er til rådighed for både flyveredningstjenesten og søredningstjenesten, men er altid under operativ kontrol af RCC Karup. 
 S61A, der er hjemmehørende ved Eskadrille 722 på Flyvestation Værløse, har 2 General Electric T-58 turbinemotorer á 1400 HK. Marchhastighed ca. 205 km/t, højeste hastighed ca. 255 km/t. Der er 6 besætningsmedlemmer ombord: 
 
 · 2 piloter, 
 · 1 flytekniker,
 · 1 redder, 
 · 1 systemoperatør samt 
 · 1 læge. 


 

 Helikopteren er udrustet med et omfattende medicinsk udstyr til rådighed for lægen, herunder hjerteovervågnings- og genoplivningsapparatur, således at behandling af syge og tilskadekomne kan påbegyndes straks efter ombordtagning. 
 Helikopteren har et omfattende navigationsudstyr, bl. a. GPS, der giver en meget nøjagtig stedsbestemmelse. Den er desuden udstyret med RADAR og FLIR, der gør det muligt at udføre eftersøgnings- og redningsoperationer selv under marginale vejrforhold. Den er tillige udstyret med radioer for kommunikation med andre luftfartøjer og skibe, samt med politi og redningskorps. Helikopteren kan desuden pejle nødradiosendere, der anvender skibsfartens og luftfartens nødfrekvenser. 
 Når landing ikke kan foretages, tages nødstedte ombord ved hjælp af et spil. Til selve opsamlingen benyttes redningssele, redningskurv eller båre. 
 Flyveredningstjenesten udførte 487 missioner i 2001. De fordeler sig på eftersøgning og redning i forbindelse med udeblevne eller forliste skibe, kuttere, lystbåde, fly m.v., afhentning af akut syge og tilskadekomne fra skibe i søen samt fra øer og isolerede steder (ambulanceflyvninger), overførsel af patienter mellem hospitaler i forskellige dele af landet (syge- og patienttransporter), flyvning med medicin, blodplasma, organer til transplantation m.v. (livsvigtige transporter), udbringning af pumpemateriel, brandslukningsmateriel eller andet materiel til skibe i en truende situation (nødforebyggende foranstaltninger m.v.). 
 RCC Karup er "SAR POINT of CONTACT" (SPOC) for Danmark, Færøerne og Grønland indenfor Cospas-Sarsat systemet. Cospas-Sarsat systemet registrerer og positionsbestemmer nødradio sendere på frekvenserne 121.5 , 243.0 og 406 MHz med en nøjagtighed på mellem 2 og 20 km, afhængig af hvilken type radiosender der anvendes.
 Cospas-Sarsat systemet kan identificere nødradio sendere på 406 MHz ved hjælp af senderens digitale kode.
 RCC Karup etablerer og vedligeholder den nationale database for alle registrerede 406 MHz nødradio sendere med information om den digitale kode og den tilhørende ejer/operatør med navn, adresse og telefon nr.





Relaterede artikler

Gå til top