Mitfanoe
Carsten Sonnichsen af Føhr strander

Tyveri fra bjergningen af lasten. Selv blandt højtstående embedsmænd findes skyldige.

Den 2. december 1664 strandede Carsten Sonnichsen af Føhr, på rejsen Amsterdam – Ribe. Lasten bestod af tobak, sild, sirup, håndsæbe og en del sydfrugter, bestemt for jøden Nathan Moses, Ribe. Strandingen skete på ”en Sand mellem Mandø og Fanø”, formentlig på det sydligste punkt af Kjeldsand, da man ved lavvande kunne gå ud til skibet fra Sønderho.

En time efter skibet havde taget grunden, ankom en båd fra Sønderho, bemandet af lodserne Jørgen Sørensen, Jes på Bjerget, Peder Kræn og Søffren Jessen, der forsøgte at få skibet ud i Ribe dyb, hvilket dog ikke lykkedes, og båden returnerede til Sønderho, mens besætningen blev tilbage på skibet. Næste dag blæste det op til svær storm, mesanmasten knækkede og besætningens skæbne så faretruende ud. En større båd med flere mænd gik nu ud til skibet og fik besætningen, der var stærkt forkommen, indbjerget til Sønderho, hvor de fik god pleje, så de hurtigt kom til hægterne igen. De blev anbragt i præstegården og hos strandfogeden, Jens Nielsen Sonnichsen.

Lodserne fik hver 2 daler for deres redningsdåd.


stranding-1867


   Stranding ved den jyske vestkyst. Tegning af C. Neumann i Illustreret Tidende 13.1.1867.

Mange gik nu i gang med at bjerge lasten ind til Sønderho, og det viste sig, at fristen var for stor, så en del fik stjålet noget af ladningen. Birkedommeren fik høre om sagen, og der blev afholdt forhør, hvor det kom frem, at de 15 bådes besætninger, der havde deltaget i bjergningen, alle havde forgrebet sig på ladningen. 9 bådes besætninger blev dømt til at betale ½ mark dansk, 5 hver 1 daler plus sagens omkostninger, en båd med ”Jes Jessen og hans Consorter skal for deres gjentagende Usandheder og ustadige Bekendelser betale som for almindelige Tyveri og erstatte Ladningens Ejer hver med 4 daler”.

Selv strandfogeden, Jens Nielsen, havde ikke rent mel i posen, men han ser ud til at have klaret frisag, ved at skyde skylden over på nogle slægtninge, som han siger har fjernet 37 kasser tobak, der var oplagret hos ham. Hans broder Thomas, der havde stjålet 2 kasser tobak, måtte fordi han løj under forhørene, betale 10 sletdaler og 5 i omkostninger og levere det stjålne tilbage.

Birkedommeren, Søren Sørensen Dunch, måtte lide den tort, at hans hustru blev beskyldt for tyveri sammen med nogle af deres venner. Han var sammen med sin hustru straks kommet til stede da bjergningen påbegyndtes, og de havde selskab af amtsforvalter Jens Christensens datter, Clara, der var på besøg og kromanden fra Nordby, Peder Gallesens hustru.LINK Birkedommerens hustru skulle have beordret et læs sendt til Nordby ”til Undersøgelse”, og bjergerne troede at han optrådte på vegne af sin mand.

Varerne skjulte hun forskellige steder, efter at hun havde givet en del af læsset til Gallesens hustru, og til et bryllup i Nordby skænkede hun en del sydfrugter. Amtsforvalterens hustru havde tilegnet sig sæbe og citroner.

Under de følgende forhør, måtte birkedommeren vige sædet og en sættedommer sattes i hans sted.

Dommen faldt den 29. maj 1665 og den ikke alene pure frikendte de anklagede, men de fik også tilladelse til, med rettens hjælp, at opspore rygtemagerne. Det ses nu ikke, at de gjorde brug af denne, og de har sikkert været mere end lykkelige for frikendelsen, som sikkert kun blev givet på grund af deres høje stillinger.

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles