Bedrageri med galeasen ”Enigheden” i 1817

Bedrageri med galeasen ”Enigheden”

En stranding der i lang tid satte sindene i bevægelse på Fanø, var galeasen ”Enigheden”s stranding ved Sønderho den 21. december 1817.



Galeasen var hjemmehørende i Århus og ejedes af firmaet Muusman & Schwedtler. Galeasen førtes af Søren N. Hansen af Sønderho. Hansen havde tidligere ejet en galease, ”Håbet”, som ovennævnte selskab var medreder i, den forliste han med i 1809 på Haurvig strand, hvorved han mistede det meste af sin formue. I 1816 byggede han galeasen ”Den yndige kone” i Nordby, men da den var færdig, kunne han ikke betale og måtte derfor sælge skibet med et stort tab, så han var på randen til fattigdom. Han fik så tilbud fra sit gamle rederifirma i Århus om at føre galeasen ”Enigheden”.

Lasten skulle bestå af

I dette skib laster han i slutningen af november måned i Århus en ladning, der efter konnossementet skulle bestå af:

1842 dægger klippede fåreskind i 184 bdt.

3536 pund voks i 6 foustager

1454 stk. saltede oksehuder

240 tønder smør i fjerdinger

45 tønder smør i halvtønder

200 tønder saltet kød

60 tønder saltet flæsk

4800 pund uld i 15 sække

19 tønder tran

150 tønder ærter i sække

70 tønder havre i sække

250 tønder byg løst i skibet

19 skippund 10 lispund 4 pund talg i 10 foustager

 

det hele forsikret for 30.000 Rdl.

 

Ordre om sænkning af skibet

 

Noget af lasten blev indtaget udenfor Århus Bugt, af en jagt, der havde opsamlet lasten på forskellige steder langs kysten og på Samsø. Skipperen får herefter at vide, at papirerne lyder på Hamborg, men der må skibet under ingen omstændigheder komme. Bestemmelsesstedet var angivet i et brev, der først måtte åbnes når man var på højde med Skagen. Her finder skipperen ud af, at ordren lyder på at sænke skibet ude i Nordsøen på et sted, hvorfra besætningen kan reddes.

Skipperen kæmpede længe med sin samvittighed, men som den fattige mand han var og med kone og 2 børn der led under fattigdommen hjemme i Sønderho tager han den tunge beslutning at følgeordren. Skibet var gammelt og utæt, så det ville ikke vække opsigt, hvis det forliste.

 

Han fortsatte rejsen og håbede på at skæbnen ville hjælpe ham, og da det var sent på året, så måske kunne is og storm bringe skibet til at synke. Han hævdede senere i retten, at han ikke var klar over, at der var fusket med lasten.

 

Stranding ved Sønderho

 

Det blev også stormvejr med isdrift, men skipperen manglede alligevel mod til at lade skibet forlise. Man var nu ved Horns rev, og herfra var der ikke store udsigter for redning, så man fortsatte med at sejle sydpå, til trods for en stor læk, så mandskabet måtte hele tiden pumpe, så de til sidst er helt udmattede. Den 21. december kan de ikke holde til mere og de forsøger at gå ind i Knuddyb for at kaste anker og afvente bedre vejr. Skibet er ny helt overiset og sætter sig fast i isen udfor Sønderho.

 

Ved hjælp af folk fra Sønderho bringes skipperen og styrmanden, J. S. Brinch, der er blevet syg i land.

 

Ved søforklaringen fatter birkedommeren mistanke til at der er noget uldent ved sagen, idet man ved bjergningen af ladningen ikke fandt varer, men sten og jord.

I løbet af nogle dage blev hele bedrageriet opklaret. Skipperen og styrmanden blev eskorteret af militær til Århus. Det øvrige mandskab kendte ikke noget til sagen. Ejeren af firmaet i Århus, hørte om afsløringen og stak af til udlandet. Sagen blev ikke mindre af, at mange mennesker i Århus, på Samsø og flere andre steder var involveret.

 

Flugt

 

I juni året efter, så skipperen og styrmanden en chance for at flygte fra arresten i Århus, og flakkede derefter omkring i Jylland i 2 måneder. Styrmanden nåede senere til Holland, hvorfra han ikke vendte tilbage. Han døde dér efter nogle år. Han var gift i Sønderho, men der var ingen børn i ægteskabet. Skipperen kommer over Roborghus hjem til Sønderho, hvor konen holder ham skjult på høloftet en måneds tid. Han kan ikke holde ”fangenskabet” ud, og sender et naivt og meget ubehjælpsomt brev til birkedommeren:

 

”Hr. Canselie Raad RoesenStand, Birkedommer

Jeg kand lade Dem Vide i denne min Uskyldige Stilling, at jeg Er i dag kommen Hjem, da jeg ikke kan forlade Min fattig farmillie og uopdragene børn i denne Stilling, saa jeg har betænkt mig paa, at jeg tog Fejl, da jeg rømte fra Aarhus, men dog skete det mest af Hunger og se den Ærgelse at se de, som hafde afskibet slig Bedrag skulde gaa i deres forrige stilling, jeg har rigtig forseet mig, at jeg gik derfra, saa jeg beder mig benaadet og formildet om jeg har forseet mig, da min fattig farmillie lider saa meget derunder, mit Hjerte har blødt mange Gange for mine uopdragne børn, altsaa beder jeg om benaadelse af Deres Tjener og Undersaatte.

Søren N. Hansen.

Sønderhoe, den 2. September 1818”.

Noget opnåede han ved sit ydmyge brev, han fik lov til at blive i Sønderho under strengt opsyn, men allerede den 26. september blev han ført tilbage til Århus.

 

Mandskabet forblev i Århus Arrest til 4. december, da de blev hjemsendt til Fanø imod ikke at forlade øen, så længe sagen stod på.

 

Domsafsigelse

 

Sagen gik lige til højesteret, efter at den havde været behandlet i underretten i Århus i 3 år. Dommen afsagdes den 20. marts 1822 og kom til at lyde på livstid for Muusman og Schwedtler, men de var jo for længst over alle bjerge. Skipperen og styrmanden fik 5 års ”Arbejde i Jern blandt de ærlige Slaver i Kjøbenhavns Fæstning”, men styrmanden var også for længst forduftet. 10 af de øvrige implicerede i falskneriet fik flere års fængsel og nogle toldbetjente i Århus blev opsagt fra deres stillinger.

 

Efter udstået straf hjemkom skipper Søren N. Hansen til Sønderho den 27. april 1827 og han døde i 1837.

 

Præsten skriver i kirkebogen ved hans dødsdag: ”Laa længe meget ringe, især i Brystet. Denne Mand havde gennemgaaet meget i Anledning af den Mussmanske Sag. Han var en driftig Fisker, saa længe han kunde arbejde, og savnes nu af sine.”

 

Præsten søgte hermed at give Søren Hansen et pænt eftermæle. Hans hustru døde først i 1861, 84 år, efter et liv i den yderste fattigdom og efter at hendes lille usle hjem var blevet bortskyllet af stormfloden i 1852. Deres eneste søn druknede i Altona 1835, og datteren døde før moderen, ugift. Styrmanden døde alene i udlændighed.

Relaterede artikler

Gå til top