Mitfanoe
Galeasen ”Familie” af Sønderho, strandet i 1856

Galeasen ”Familie” af Sønderho, strandet i 1856 

I en beretning fra Blåvand redningsstation finder vi fra den 8. juli 1856 følgende om galeasen ”Familie” af Sønderho. Besætning på 4, skipper M. Brinch af Sønderho. Strandingssted: Bjælken ved Grådyb, årsag: slået læk ved grundstødning og sunket. 

Redningsaktionens forløb

Fra et Sønderhoskib liggende i Hobo Dyb modtog stationen bud, at et andet Sønderhoskib var strandet ved Bjælken ca. 3 ½ mil fra stationen og havde signaliseret efter hjælp. Skibet var blevet observeret fra Fanø, og derfra forsøgte man med båd at redde besætningen, som sad i takkelagen, men forgæves. 

Redningsmandskabet begav sig af sted med båden strandlangs. På grund af kviksand måtte der sendes bud efter to par ekstra heste, således at alle 5 par heste skiftevis blev benyttet. Da strandens beskaffenhed blev så dårlig, at transport af båden blev umulig, sættes denne i vandet og ”de begav sig efter det forulykkede skib og havde strømmen imod. De anstrengte sig alle af yderste kræfter for at arbejde sig frem i de svære bølger for at komme til det forulykkede skib, hvortil de havde ca. 1 ¼ mil. Omtrent kl. 8 modtog jeg besked om, at der fra Fanø om eftermiddagen var udsendt to større både, hvoraf den ene var så heldig at frelse de forulykkede 4 skibsfolk, som sad i rigningen” 

Man forsøgte 2 gange at komme de forulykkede til hjælp, men begge gange tvang den høje sø, båden fra Nordby tilbage. Først næste dag lykkedes det skipper N. N. Svarrer af Nordby, at få en båd bemandet med følgende: skipperne C Linschou, Jens Hansen, P. Duysen og Jørgen Chr.. Beck foruden tre matroser: H. Hansen, T. Hansen og C. Buurkal, der var fra Grønlandsfareren ”Nordby”s besætning, at nå ud til skibet og få mandskabet reddet. ”Vestjydsk Avis” bemærker om redningen: ”Det er fornemmelig den Kækhed og Ufortrødenhed, der ned stor Livsfare udvistes af dette Baadmandskab, som sidst forsøgte Redningen, der skyldes, at Galeasens Mandskab reddedes fra at omkomme i Bølgerne. Denne kække Daad fortjener offentlig Omtale og henleder vi Avtoriteternes Opmærksomhed herpaa for om muligt de paagældende Redningsmænd kunde tilflyde en velfortjent Paaskønnelse”. 

Da redningsbåden fra Blåvand nåede frem, så de, at skibet var forladt, og kort efter sloges det i stykker. Der blev givet signal til redningsbåden om at søge land.

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles