”Rondonelle” strander i 1864

”Rondonelle”

i 1864 strandede et større engelsk skib omtrent ud for Kirkevejen, det hed ”Rondonelle” og var amerikansk bygget. Skibet blev ophugget, og en hel del af materialerne benyttedes til et nyt barkskib ”Fanø”, som blev bygget i 1865/66. Ankre, kættinger, mellemdæksbjælker og andet blev genbrugt. 

P. H. Clausen fortæller i sin ”Fanøbog” en episode: ” Vi sad en lørdag eftermiddag med en flok elever fra navigations skolen på bænken ved havnen; et af ankrene fra RONDONELLE lå i nærheden. En elev fra Kolding, senere fører af en af Kolding fjorddamperne, han gik under navn af store eller stærke Sørensen, mente, at han sagtens kunne bære ankerstokken, andre betvivlede dette. Resultatet blev et væddemål; hvis Sørensen kunne bære stokken fra, hvor det lå og hen til Duysens gæstgiveri og tilbage igen, skulle han have en kaffepunch af hver, der var 26 mand, i modsat fald give en runde til dem alle. Vi var 4 mand til at løfte ham stokken på skulderen, men Sørensen gik nok så støt med den frem og tilbage, vandt punchene, der opskænkedes samtidigt, og Sørensen stak dem ud alle 26, den ene efter den anden, uden at det anfægtede ham.

Relaterede artikler

Gå til top