Skonnertbrig ”Eastern Star” af New York strander 1893

Skonnertbrig ”Eastern Star” af New York

Den 1. marts 1893 kl. 12  indløb telegram fra Mandø: ”En Skib i Stranden S.V. ud af Sønderho”. Mindre end 2 timer senere var redningsbåden på stranden ud for skibet, men man erfarede, at mandskabet var kommet i land i egen båd, og at kaptajnen Richmüller var på vej til byen for at telegrafere, og mandskabet skulle afvente hans tilbagekomst til stranden.  

Det strandede skib var skonnertbrig ”Eastern Star” af New York, hvorfra det kom med en ladning petroleum bestemt til Göteborg. Rejsen startede den 12. december, ankom til Deal den 19. januar og sejlede derfra den 14. februar. Skibet var tre gange indenfor Skagerak, men måtte hver gang tilbage på grund af is. Der blev gjort forsøg på at komme ind til Arendal og Kristanssand, men dette kunne heller ikke ske, ligeledes på rund af is. 

Af stormen i Nordsøen og en snestorm i Skagerak havde skibet lidt en del. Storbommen var knækket, bramsejl, fok og klyver sønderrevne og pumperne ubrugelige. Desuden havde skibet mangel på vand og proviant og mandskabet led af frost i hænder og fødder.

Kaptajnen havde set fyrene Horns Rev og Vyl Fyr og havde der af mandskabet fået underretning om forholdene i Grådyb og ville søge ind til Esbjerg, men is og strøm synes at have sat ham ind på stranden, Gallerevle, ved Sønderho. ”Vildanden” som var ude at afgive lods til ”Esbern Snare”, forøgte at slæbe skibet af grunden, men forgæves. Skibet, der huggede stærkt i søen, havde fået en læk. Skibet blev slået til vrag i den stærke storm mellem 5. og 6. marts 1893. Forinden havde man reddet sejl, rigning samt 68 tønder petroleum. 

Af de 1227 tønder petroleum, som skibet var ladet med, drev der natten til den 9. august omkring 400 tønder ind på Peder Meyers Sand, og en del landede på Mandø. Man fik bjærget en del tønder ind til Sønderho.

Relaterede artikler

Gå til top