Mitfanoe
Militærflyvemaskine ”R 12” nødlandet i 1934

Militærflyvemaskine ”R 12” nødlandet

Militærflyveren ”R 12” nødlandede onsdag den 8. august 1934 på Sønderho Strand. Maskinen var stationeret i Tønder. Føreren løjtnant Mørch fortalte følgende:

”Da jeg med løjtnant Bondesen som observatør var på vej hjemover fra Skallingen og fløj over havet langs med Fanøs vestkyst, tørnede en stor havmåge med fuld kraft lige mod forkanten af maskinens venstre overplan med det resultat, at der blev et stort hul ind i planets kant. Mågen blev fuldstændig knust, og dens fjer fløj os om ørerne. Jeg besluttede mig straks til at nødlande, da jeg var bange for helt at ødelægge vingen under farten i modvinden. Vi venter nu på en af hærens mekanikere, som her på stranden vil foretage en foreløbig udbedring af skaden, så maskinen kan nå hjem til Tønder”.

Den sjældne begivenhed vakte naturligvis stor opmærksomhed i Sønderho, og helt til kl. 22 valfartede folk til stranden for at se havaristen. Mens begge flyvere tilbragte natten ved Fanø Vesterhavsbad, holdt en ung mand vagt derude. Ved 5 tiden næste morgen tog en mekaniker bistået af snedkermester Jens O. Mortensen fat på en ”foreløbig forbinding”, og ved 8-tiden startede maskinen med Tønder som mål.

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles