Mitfanoe
Fiskerfartøj »Saron« strandet i 1950

Fiskerfartøj »Saron« strandet


Den 29 juli 1950 kl.1120 modtog opsynsmanden ved stationen melding om, at en fiskekutter var strandet på tredje revle ud for Sønderho strand. Det var chauffør – og redningsmand – Hans Jensen der på vej i rutebilen ad stranden havde fået øje på en fiskekutter strandet mellem ”Pælen” og ”Krydset”. 

Vinden var VNV styrke 5 med tilsvarende sø og S-gående strøm. Redningsbåden blev straks alarmeret, og kl.11.40, da alle var mødt, blev redningsbåden transporteret til strandingsstedet som nåedes kl.12.30. På grund af den stærke S-gående strøm blev redningsbåden kørt et godt stykke til luvart af strandingen og aflæsset. Da den var bragt flot, roedes ud over revlerne til den var på højde med strandingen, hvorefter der på læsiden blev oprettet forbindelse med fiskekutteren. 

Besætningen, to mand, blev derefter reddet om bord i redningsbåden, hvorefter der hurtigt roedes mod land, som nåedes kl.13.30 med begge de skibbrudne. Mandskabet var skipperen, Niels Peder Nielsen Hede og den 19-årige Esbjerg fisker Holger Møller. Den ene af de reddede var ved et fejlspring kommet til skade med det ene ben, hvorfor han straks blev hjulpet i land og af en tilstedeværende læge undersøgt og forbundet med bind fra stationens forbindingskasse. Selv om læsionen ikke var af alvorlig karakter, blev den tilskadekomne dog sendt på sygehuset. 

Redningsbåden blev derefter læsset og kørt til stationen, hvor den blev rengjort og bragt i hus, klar til brug. Kl.14.30 blev mandskabet hjemsendt.

Det strandede fartøj var kutter Å 126 »Saron« af Åbenrå. Som årsag til strandingen angives, at fiskekutteren, der fiskede 10 sømil SV af Grådyb, fik maskinskade, hvorefter man forsøgte at klare sig med sejl, men blev af strømmen ført ind under land. ankeret blev kastet, men da dette ikke kunne holde, var strandingen uundgåelig. Saron blev siden bjærget. 


Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles