Kutter fra Åbenrå strandet i 1959

Kutter fra Åbenrå strandet 

Natten til søndag den 14. februar 1959 strandede en 11 tons kutter fra Åbenrå, Å409 ”Anna Kirstine” på Fanø nordspids. Besætningen på tre mand reddede sig selv i land. 

Kutteren var på vej til Højer og var gået gennem Kielerkanalen. Den fik motorstop kort efter, at den var kommet ud af kanalen. Vind og strøm fik den hurtigt til at drive nordpå, det var meget tåget og der var ingen radio ombord, og ingen observerede kutterens nødblus. Besætningen var usikker på, hvor de befandt sig, så det var med nogen lettelse, at de mærkede skibet tage grunden på Fanø. Vandet var da faldende. Efter nogen tid ombord gik de i land. Da de ikke var kendt på Fanø, varede det nogen tid, inden de fandt frem til et hus, hvori der var lys. Det var vandrehjemmet ved Strandvejen. Her blev de vel modtaget, fik noget at spise og kom til at overnatte, mens tøjet blev tørt. 

Kutteren mandskab vil selv forsøge at bringe kutteren flot igen, og lykkes det ikke, vil man afmontere maskinen, der er det mest værdifulde i båden, der er bygget ved århundredskiftet. 

Relaterede artikler

Gå til top