Plantelivet i Fanø's Klitter
Klitflora
Klitten er en af de mest ustabile biotoper, da sandet konstant flyttes rundt. Først når ekstremt hårdføre planter får fat, bliver klitten stabiliseret. Flere steder i Danmark består kystsikringen af udplantning af hjelme til at holde på klitterne for at forhindre sandflugt. Klitternes bevoksning varierer meget og kan inddeles i bælter: Den hvide klit, den grønne klit, eller grønsværklitten og den grå klit.
Den komplicerede mosaik af plantesamfund, der karakteriserer de danske klitter har en vigtig faktor nemlig surhedsgraden, pH. Den hvide klit tilføres til stadighed kalkholdigt materiale, fx fra snegle- og muslingeskaller; pH er her ofte over 7 (7 er neutral, over 7 er basisk). Jo længer man kommer bort fra havet, jo større bliver udvaskningen, og i den indre klithede med lyng og revling er jorden stærkt sur med pH 5 eller lavere.
En biotop (af græsk bios = "liv" + topos = "sted") er en rumligt afgrænset, mindre enhed af et økosystem, hvor de ydre vilkår (klima, jordbund osv.) sætter grænserne. Betegnelsen økotop anvendes i en vis udstrækning som synonym for biotop. På et sådant sted findes et livsfællesskab (biocønose) mellem bestemte plante-, svampe-, bakterie- og dyrearter, og det er afgørende for, at man kan skelne mellem forskellige biotoper. Efterhånden er vegetationen blevet det vigtigste kendemærke for de forskellige landbiotoper, fordi den er så let at beskrive præcist.
Klittens klima
I den hvide klit strømmer sollyset uhindret ned, og refleks fra det hvide sand forstærker strålingen.
Vinden har frit spil med det løse sand. Kun bag planter og løse genstande er der en smule læ. På særligt varme dage kan overfladetemperaturen blive over 50° C, hvilket er livsfarligt for dyrene. Men selv om sommeren kan der være koldt om natten, ofte under 10° C.
I sommerens dagtimer bliver klittens overflade ørkenagtig tør, men om natten og resten af året, er der rigeligt med væde.
Det er altså især om sommeren, forholdene nærmer sig grænserne for, hvad levende organismer kan tåle, og som kræver særlige tilpasninger.
Tilpasning til stærkt sollys
De grønne planter kan kun leve i lys. Men der er stor forskel på, hvor meget lys hver enkelt art kræver eller tåler. Planter, som vokser i mørke, bliver aspargesagtigt blege og langstrakte og ender med at dø, mens skyggeelskende planter vil vantrives eller dø i for meget lys.
I klittens ekstreme solbestråling lever planter, som ikke blot tåler, men kræver store mængder lys. Strandarvens, Honckenya peploides, blade er bygget ens på over-og underside, så de kan udnytte det lys, der reflekteres fra det hvide sand og rammer bladet nedefra. Helt forskelligt fra f.eks. et bøgeblad, hvis belyste overside og beskyggede underside strukturelt er helt forskellige.
Tilpasning til vind
Langs stranden kan man opleve at se det løse sand fyge afsted i ankelhøjde så tæt, at det kan minde om fygesne. De flyvende sandskorn består for størstedelen af kvarts. Dette hårde, næsten glasklare mineral har den største modstandsdygtighed mod de kræfter, der nedbryder de hårde bjergarter, som sand og alle andre løse jordarter oprindeligt er dannet af.
Kvartskornene har i samarbejde med vinden en utrolig slibeevne.
Klittens og forstrandens planter må kunne stå for sandets slid. Mange, f.eks. strandmandstro, har tykvæggede overhudsceller, og mange planters voksovertræk kan måske få sandskornene til at prelle af. Havtornens blade er helt dækket af beskyttende nærmest skjoldformede hår.
Et andet problem er vindens tryk, som truer med at knække eller vælte klitplanterne. Nogle planter, f.eks. klitgræsserne, løser det ved at give efter og svaje for vinden. Andre holder sig strunke og stive. Det kan de, fordi de, som f.eks. mandstro, i stængler og blade har store mængder styrkevæv, der også bevirker, at de selv under ret stærk udtørring bevarer formen.
Tilpasning til varme og tørke
De høje dagtemperaturer om sommeren udgør ikke i sig selv en fare for klitplanterne. Hvis planterne dør i varme perioder, skyldes det, at vandøkonomien bryder sammen. Planter, der vokser på tørre steder, har mindst én og ofte fler beskyttelsesmekanismer mod vandtab.
En del klitplanter er sukkulenter. Det vil sige, at den centrale del af deres bladvæv og stængelvæv består af væskefyldte celler, som vi kender det fra kaktus. Den stikkende sodaurt har i sine cylindriske, saftfyldte blade og stængler en vandreserve, som sikrer overfladens assimilerende, grønkornfyldte celler i de tørreste perioder.
Klitgræsserne marehalm og hjelme forbedrer vandøkonomien ved hjælp af deres tykvæggede overhudsceller. Spalteåbningerne i bladet, som sørger for udvekslingen af ilt, kuldioxid og vanddamp mellem bladets indre og omgivelserne, er anbragt i dybe bladriller, der automatisk lukkes, når bladet ruller sig sammen i en tør periode. Det blålige voksovertræk på marehalmens og andre strandplanters blade hæmmer også vandtab.
Sodaurt
Sand-hjelme
Marehalm
Sand-hjelme
Måske er den bedste sikring mod vandtab, at de fleste klitplanter er udrustet med forbløffende dybtgående rodnet, som når ind i klittens fugtige indre.
Rodnet af Marehalm
Gå til top