Plantelivet på Fanø's Klitter
Den, der besøger et klitområde i al slags vejr og til forskellige årstider, vil på sin egen krop erfare, at planterne i de yderste klitrækker lever under særdeles barske miljøforhold.
På varme solskinsdage brænder sandet fodsålerne, og de tørre laver knaser under fødderne. I stormvejr prikker og slider flyvende sandskorn huden, så den føles stram og spændt. Det er ikke muligt at finde ly for regn og rusk, medmindre man går indendørs. Det kan planterne imidlertid ikke gøre, hvorfor de i deres bygning og funktioner må være tilpasset forholdene, så de kan klare det hele.
Den almindeligste plante i de yderste klitter er græsset hjelme, som er velegnet til at vise, hvordan en planteart har tilpasset sig klittens specielle kår.
Under jordoverfladen har hjelmen et stærkt forgrenet system af flere meter lange jordstængler og rødder. Derved binder den sandet sammen og forhindrer, at vinden river hul på klitten. Netop derfor plantes hjelme i nydannede klitter og i vindbrud.
Rødder og jordstængler sørger også for en konstant vandforsyning til planten, så hjelmen mangler ikke vand, selv om det øverste sandlag tørrer ud.
Tilførsel af nye sandlag virker stærkt aktiverende på hjelmeplanterne. De vokser igennem, grener sig stærkt ved overfladen, så tuerne bliver større og tættere, og blomstrer rigt.
Man kan få et godt indtryk af hjelmenes jordstængler og rødder, hvis man kikker efter i friske vindbrud eller erosionsklinter.
Plantens overjordiske dele viser adskillige tilpasninger mod sandslid, vind og fordampning. De visne bladskeder bliver siddende og danner en fodpose omkring de levende blades grund og de nye skud. Det forøger også evnen til at samle frisk sand omkring planten.
Alle blade udgår fra grunden. De er bøjelige, læderagtige og sylspidse. Undersiden er beklædt med et hårdt glat lag (en kutikula), og bladet er oftest mer eller mindre sammenrullet på langs med undersiden udad, så at det danner en cylinder, der udadtil er beskyttet af den hårde og vandtætte kutikula. Bladets overside er forsynet med hårede længderibber, på hvis sider spalteåbningerne sidder. (Spalteåbningerne er de åbninger, hvorigennem fordampningen sker). I bunden af »grøfterne« mellem ribberne sidder specielle svulmeceller, der kan folde bladet ud i fugtigt vejr og rulle det sammen i tørt. Endvidere er bladet indvendigt rigt forsynet med styrkevæv.
Alle disse bygningstræk bevirker tilsammen, at bladet kan modstå de ydre påvirkninger og oven i købet holde sig delvis grønt vinteren igennem. Andre arter fra de ydre klitrækker har lignende tilpasninger, f.eks. mod sanddækning.
Tilpasning til høj saltholdighed
Strandens og klittens planter må kunne tåle en del salt fra det bølgesprøjt, der af vinden kan bæres langt ind over land. Det gælder måske især deres frugter og frø, som ofte spredes med bølgerne langs kysten. De flyder på vandet, og må indtil de efter endt rejse kastes i land kunne holde saltvandet ude eller kunne tåle det.
Mennesket i klitten
I Danmark kendte man hjelmens egenskaber og havde derfor et effektivt middel til at dæmpe den hærgende sandflugt i slutningen af 1700-tallet. Mange steder var sandflugten blevet af så katastrofalt omfang, at store, opdyrkede arealer og hele landsbyer forsvandt i sandmasserne. De gode erfaringer, man i Danmark fik med hjelmeplantning, bredte sig siden til andre lande med sandflugtsproblemer.
Mennesket havde her, som så ofte før og siden, selv en stor andel i problemet. I de fattige klitsogne lod man fårene græsse i klitten, og man rykkede klitgræsserne op til både vinterfoder og tækkemateriale. Det blotlagte sand blev da vindens bytte og føg ind over marker og bebyggelser. Særligt grelt blev det i Nordsjælland, ved Skagen og langs Jyllands vestkyst.
I Tisvilde i Nordsjælland begyndte man allerede i 1790-erne at plante træer, efter at den værste sandflugt var standset med hjelmeplantning. Først et halvt hundrede år sener begyndte man at få held med plantager i de vestjyske klitter. Den hårdføre centraleuropæiske bjergfyr, Pinus mugo, viste sig særlig egnet, og i læ af den kunne andre nåle- og løvtræer siden vokse op.
Alle klitarealer holdes under stadig kontrol. Menneskenes færden i ferieparadiset medfører et hårdt slid på klittens vegetation. Tusind fødder tramper til og fra havet ad de samme stier og blotter sandet, så faren for vindbrud opstår, selvom man mange steder udlægger halm og fyrregrene for at mindske sliddet.
Først om efteråret, når turistpresset aftager, går man i gang med at udbedre skaderne ved tilplantning med hjelme.
Man får et godt indtryk af naturens virkemåde ved at betragte naturen som økosystemer. På den måde kan man blandt andet indse sammenhængen mellem det levende og det livløse i naturen.
Man deler det levende i:
- de grønne planter
- dyrene
- nedbryderne
De livløse omgivelser består i den hvide klit af:
- sandet (jorden)
- vandet
- luften med indhold af uorganiske stoffer