Mitfanoe
Kår og tilpasninger

 

Logo 900

 

 

Plantelivet på Fanø's Klitter

 

Kår og tilpasninger

Den, der besøger et klitområde i al slags vejr og til forskellige årstider, vil på sin egen krop erfare, at planterne i de yderste klitrækker lever under særdeles barske miljøforhold.

På varme solskinsdage brænder sandet fodsålerne, og de tørre laver knaser under fødderne. I stormvejr prikker og slider flyvende sandskorn huden, så den føles stram og spændt. Det er ikke muligt at finde ly for regn og rusk, medmindre man går indendørs. Det kan planterne imidlertid ikke gøre, hvorfor de i deres bygning og funktioner må være tilpasset forholdene, så de kan klare det hele. 

Den almindeligste plante i de yderste klitter er græsset hjelme, som er velegnet til at vise, hvordan en planteart har tilpasset sig klittens specielle kår.

Under jordoverfladen har hjelmen et stærkt forgrenet system af flere meter lange jordstængler og rødder. Derved binder den sandet sammen og forhindrer, at vinden river hul på klitten. Netop derfor plantes hjelme i nydannede klitter og i vindbrud.

Rødder og jordstængler sørger også for en konstant vandforsyning til planten, så hjelmen mangler ikke vand, selv om det øverste sandlag tørrer ud. 

Tilførsel af nye sandlag virker stærkt aktive­rende på hjelmeplanterne. De vokser igennem, grener sig stærkt ved overfladen, så tuerne bli­ver større og tættere, og blomstrer rigt.

Man kan få et godt indtryk af hjelmenes jordstængler og rødder, hvis man kikker efter i friske vindbrud eller erosionsklinter. 

Plantens overjordiske dele viser adskillige tilpasninger mod sandslid, vind og fordamp­ning. De visne bladskeder bliver siddende og danner en fodpose omkring de levende blades grund og de nye skud. Det forøger også evnen til at samle frisk sand omkring planten.

 

 

Alle blade udgår fra grunden. De er bøjelige, læderagtige og sylspidse. Undersiden er beklædt med et hårdt glat lag (en kutikula), og bladet er oftest mer eller mindre sammenrul­let på langs med undersiden udad, så at det danner en cylinder, der udadtil er beskyttet af den hårde og vandtætte kutikula. Bladets over­side er forsynet med hårede længderibber, på hvis sider spalteåbningerne sidder. (Spalteåb­ningerne er de åbninger, hvorigennem for­dampningen sker). I bunden af »grøfterne« mellem ribberne sidder specielle svulmeceller, der kan folde bladet ud i fugtigt vejr og rulle det sammen i tørt. Endvidere er bladet indven­digt rigt forsynet med styrkevæv.

Alle disse bygningstræk bevirker tilsammen, at bladet kan modstå de ydre påvirkninger og oven i købet holde sig delvis grønt vinteren igennem. Andre arter fra de ydre klitrækker har lignende tilpasninger, f.eks. mod sanddækning.

 

tegning-hjaelmeblad web

 

 

Tilpasning til høj saltholdighed

Strandens og klittens planter må kunne tåle en del salt fra det bølgesprøjt, der af vinden kan bæres langt ind over land. Det gælder måske især deres frugter og frø, som ofte spredes med bølgerne langs kysten. De flyder på vandet, og må indtil de efter endt rejse kastes i land kunne holde saltvandet ude eller kunne tåle det. 


Mennesket i klitten

I Danmark kendte man hjelmens egen­skaber og havde derfor et effektivt middel til at dæmpe den hærgende sandflugt i slutningen af 1700-tallet. Mange steder var sandflugten blevet af så katastrofalt om­fang, at store, opdyrkede arealer og hele landsbyer forsvandt i sandmasserne. De gode erfaringer, man i Danmark fik med hjelmeplantning, bredte sig siden til andre lande med sandflugtsproblemer. 

Mennesket havde her, som så ofte før og siden, selv en stor andel i problemet. I de fattige klitsogne lod man fårene græsse i klitten, og man rykkede klitgræsserne op til både vinterfoder og tækkemateriale. Det blotlagte sand blev da vindens bytte og føg ind over marker og bebyggelser. Særligt grelt blev det i Nordsjælland, ved Skagen og langs Jyllands vestkyst.

I Tisvilde i Nordsjælland begyndte man allerede i 1790-erne at plante træer, efter at den værste sandflugt var standset med hjelmeplantning. Først et halvt hundrede år sener begyndte man at få held med plantager i de vestjyske klitter. Den hård­føre centraleuropæiske bjergfyr, Pinus mugo, viste sig særlig egnet, og i læ af den kun­ne andre nåle- og løvtræer siden vokse op.

Alle klitarealer holdes under stadig kon­trol. Menneskenes færden i ferieparadiset medfører et hårdt slid på klittens vegeta­tion. Tusind fødder tramper til og fra ha­vet ad de samme stier og blotter sandet, så faren for vindbrud opstår, selvom man mange steder udlægger halm og fyrregrene for at mindske sliddet.

Først om efteråret, når turistpresset af­tager, går man i gang med at udbedre ska­derne ved tilplantning med hjelme. 

 

Klitten som økosystem 

Man får et godt indtryk af naturens virkemåde ved at betragte naturen som økosystemer. På den måde kan man blandt andet indse sammenhængen mellem det levende og det livløse i naturen.  

Man deler det levende i:

-          de grønne planter

-          dyrene

-           nedbryderne

 

De livløse omgivelser består i den hvide klit af:

-          sandet (jorden)

-          vandet

-          luften med indhold af uorganiske stoffer  



Klittens grønne planter producerer organisk stof ved fotosyntese. En lille del af det organiske stof udnyttes af dyrene. Resten nedbrydes af nedbryderne (svampe og bakterier). Ved nedbrydning omdannes de organiske stoffer i plantedelene til uorganiske stoffer. De levende organismer og deres livløse omgivelser er dele af stoffernes kredsløb. De grønne klitplanter producerer organiske stoffer ved at udnytte en del af solens energi. Energien indbygges i det dannede organiske stof og bliver først derved tilgængeligt for dyrene. En del af solens energi vandrer derefter igennem fødekæderne. Når dyr udnytter energien i deres føde, omdannes det meste af energien til varmeenergi. Varmen stråler væk fra dem. Kun en ringe del af energien indbygges i dyrenes væv og bliver derved tilgængeligt for næste led i fødekæden.

I økosystemet går ilt, brint, kulstof og mange andre stoffer i kredsløb. Men kredsløbene er ikke helt lukkede. Der sker hele tiden en vis udveksling af stoffer med omgivelserne. Luften består mest af kvælstof, ilt og kuldioxid. De stoffer er som luft fælles for mange økosystemer. Ved kysten tilføres desuden stoffer fra havet. Den hastige udvaskning af klitsandet bevirker samtidig, at stoffer fjernes. Energien går også ind i kredsløbene, men noget tabes ustandselig som varmeenergi, der stråler væk fra økosystemerne. Energien bevæger sig i en »åben« energistrøm. Det vil sige, at den kommer fra solen, følger med et stykke i kredsløbet og forlader økosystemet som varme. Planterne binder kun en ganske lille del af solenergien ved fotosyntese. Det meste af den solenergi, der rammer klitten, varmer klitten op eller tilbagekastes. Ved planternes ånding brændes omkring halvdelen af det sukker af, som planterne producerer i fotosyntesen. Derved omdannes energien i planternes »mad« til varme. Det vil sige, at denne energi forlader planten som varme. I fødekædernes øvrige led er energitabet ved ånding forholdsvis større. I hvert led i fødekæder og nedbryderkæder forlader energi som varme økosystemet. Et økosystem er et udsnit af naturen. De grønne planter er de eneste organismer i økosystemet, der kan udnytte solens energi direkte. De er producenter af organisk stof. Alle andre organismer får del i solens energi via de grønne planter. Det gælder både planteædende dyr, kødædende dyr, svampe og bakterier. Når de udnytter det organiske stof, vender det efterhånden tilbage til de livløse omgivelser som uorganiske stoffer. Samtidig forlader energien økosystemet som varme.


Gå til top

End Of Slide Box