De danske klitområders plan­tesamfund er på grund af lokale forhold så forskellige, at de ikke i kort form lader sig beskrive under et, men nogle generelle træk vil man allige­vel kunne genkende i dem alle. 

Selv om det i starten kan se noget kalejdoskopisk ud, op­dages efterhånden nogle lovmæssigheder: klitsamfundene er dels bæltesamfund (zoneringer), bestemt af afstanden fra havet, og dels mosaiksam­fund, bestemt af de enkelte steders temperatur-, vind- og fugtighedsforhold (sydsider, nordsider, toppe, lavninger). Hvis klitsystemet er under udbygning, vil zoneringen samti­dig være udtryk for en vegetationsudvikling (succession). 

Klittens planter stilles alle overfor to store pro­blemer: den næsten konstante vandmangel og den idelige sandpålægning oven på og omkring planterne. 

Vandmanglen skyldes, at sandet ikke kan opmagasiner ret meget vand. Planterne må derfor en­ten, som klitviol, have veludviklede rodnet, som kan hente vandet dybt nede, eller en stærkt ned­sat fordampning. Både hjelme, marehalm og strandkvik ruller således bladene sammen til lan­ge rør, hvor spalteåbningerne vender indad, og kan derved holde en større luftfugtighed inde i røret end udenfor. I fugtigt vejr lukker bladrul­lerne sig op og stofudvekslingen gennem spalte­åbningerne kan ske frit. Det antages i øvrigt at duggen er planternes vigtigste vandforsyning. Dugfaldet i klitten er særdeles stort på grund af de kraftige temperatursvingninger og havets nærhed, som øger luftfugtigheden. 

Planternes andet hovedproblem, den stadige sandpålejring, er især udpræget i forklitten ug den hvide klit. Planterne her, strand-kvik, mare­halm og hjelme, imødegår dette ved underjordiske udløbere, som kan finde vej gennem anse­lige sandbunker. En enkelt plante kan således gennemvokse en stor klit og blot stikke toppen ud hist og her. Hjelme kan vokse gennem mer end én meter sand hvert år, de øvrige arter noget mindre.

Selv om der tilsyneladende sker en voldsom sam­menblanding af sandet, når vinden fejer over klit­terne, er flytningen af materiale fra sted til sted dog ret ubetydelig. Dette kan ses af, at klitviolen har særlige farvevarianter, som kan have mere eller mindre gule eller blå blomster og disse va­rianter er afgrænset i områder langs vindretnin­gen. Dette ville ikke være tilfældet, hvis der blæ­ste pollen fra klitlavning til klitlavning, da violen er vindbestøver.

Klithede

Næste trin i udviklingen fremkommer, når et lille lag af organisk materiale har lejret sig ovenpå sandet. Hermed indvandrer igen nye planter, og klitten kaldes nu en klithede. Her dominerer Almindelig Revling og Hedelyng. I våde områder på klitheden ses også Klokke-Lyng og Liden Klokke.

Læs om klitheden her.

Vindbrud

De uregelmæssige former, klitterne mange steder antager, skyldes i høj grad forekomsten af vindbrud. Hvor vegetationen er særlig sårbar, som det fx er tilfældet i den grå klit, kan et beskadiget klitparti totalt blotlægges af vinden, hvorved der dannes grundlag for ny mobilitet af sandet. Vindbrud er generelt begrænset til laver liggende områder mellem plantedækkede og stabile klitter og udgør en morfologisk vigtig bestanddel af mange klitsystemer. Der sker med tiden en ny kolonisering af den blotlagte sandflade og vegetationsudviklingen gentages fra et tidliger successionstrin. Dette er med til at bevare dynamikken i klitterrænet og bidrager yderliger til vegetationens mosaikpræg.