Mitfanoe
Hvide havklitter.

 

Logo 900

 

Plantelivet i Fanø's Klitter

 

 

Hvide havklitter.

 

Den hvide klit

Hvis »hvid klit« betyder den klitvegetation, hvor sandet overalt ses mellem græsstrå og totter, er der både hvide klitter langs havet og i Jyllands hede egne i de såkaldte »indsander«. Warming bruger også betegnelsen »levende klit« som mod­sætning til klitter, hvor sandflugten er »dæmpet« og vegetationen dækker sandet.

 

landskab 7 web

 

 

Hjelme og marehalm.

Hjelme og marehalm og af disse især den første, er den hvide klits toneangivende arter. Trods mange års bestræbelser i danske skoler er det ikke lykkedes at få udryddet begrebet »marehalm« som en slags fællestitel for de store klitgræsser, og dog er de meget lette at kende fra hinanden. 

Hjelmen har indrullede blade og småaks i tæt dusk, marehalm har flade voksklædte blåduggede blade og småaks i aks. Men der er da også mange ligheder. Ikke blot stikker bladene hos begge, men både hjelme og marehalm har et enormt vidtforgrenet system af jordstængler, hvorfra, der udgår lange grenede, tynde rødder, der i rodhårszonen binder sandskornene tæt til roden, så de ligesom danner et lille hylster et lille stykke bag selve rodspidsen. Jordstænglerne kan blive mindst 4-6 m lange, og rødderne kan nå lignende længder.

 

tvaersnit-af-hjaelme-blad

 

Lille del af tværsnit af hjelme-blad. Der ses to store og en lille ribbe beklædt med stive hår. De mørke celler er blad-grøntførende. Pilen peger på ledcellerne inderst mellem ribberne. L. = lednings­streng. 160 X. (T. W. B.).

 

tvaersnit-af-marehalm-blad

 

 

Billedet viser en lille del af et tvær­snit af et blad af marehalm. To brede ribber. Store, tykvæggede styrkeceller dan­ner en af stivningsplade i hver ribbe. Midt i styrkevævet er der en ledningsstreng. De bladgrøntførende celler er mørke. Pi­lene peger mod spalteåbninger. 160 X. 

Hvad er det der betinger, at hjelmen er så meget vigtigere end mare­halm? Svaret er: den er en bedre sandbinder og klitdanner. For det første danner hjelmens skud tætte bladtotter, der ikke som marehalm dør bort om vinteren; den kan derfor samle sand om sig i vinterhalvåret, hvor det ofte blæser stærkest. Dernæst er hjelmen som omtalt ikke salt-yndende - tværtimod kan man sige. 

Marehalmen holder sig mest til yderklitterne, hvor sandet er saltpå­virket og kalkrigt, hjelmen er uafhængig af kalkindholdet og gror også helt inde i klithederne sammen med lyng og revling. Men her blomstrer den sjældent. Det er interessant at se, at hjelmens kraftigste blomstring og vækst sker på steder, hvor nyt, løst sand ophobes. Dette gæl­der også for indsanderne, hvor sandet ikke er kalkholdigt. 

Hjelmen kan lide at dænges til med flyvesand; så skyder den kraftigt op gennem sandet og grener sig. En og samme hjelmeplante kan på den måde gennemvokse en hel stor klit, som den selv har været med til at danne. Men vi ser kun denne kæmpeplantes yngste skud, der stikker ud af klitsan­det alle vegne.

 

Hvide-klit 2 web

 

 

   Bladene hos hjelme.


Figurerne ovenover viser tværsnit af bladene hos hjelme og marehalm. Den første har »rulleblade«. Disse er i tørt vejr indrullede; oversiden kommer til at ligge i en hule dannet af de indrul­lede rande. I fugtigt vejr ruller blade­ne sig ud; bladpladerne bliver næsten flade. Bevægelsen skyldes stigende tryk i nogle store ledceller, der ligger in­derst i bugterne mellem ribberne på bladoversiden. Indrulningen forårsages af den spænding, der er i bladet, og som især skyldes de tykvæggede celler på bladets morfologiske under­side (dvs. ydersiden når bladet er indrullet); denne elasticitet kan dog na­turligvis først gøre sig gældende, når trykket falder i ledcellerne. Det udrul­lede blad transpirerer (fordamper) mer end dobbelt så meget som det indrullede." 

Bladene hos marehalm.

Marehalmens flade blade er voksdækkede, hvilket nok er et transpirations-hæmmende bygningstræk. Dens blade kan højst blive noget mere rendeformede i meget tørt vejr. Hos hjelme ligger spalteåbningerne i furerne på oversiden af bladene, hos marehalm er der også flest her, men desuden nogle på undersiden. 

 

 

Forskelle mellem Sand-Hjelme og Marehalm:

 

Sand-Hjelme

Marehalm

Blomsterstand

Dusk

Aks

Blade

Blade grønne/grågrønne, ofte indrullede

Blade, blågrønne, sædvanligvis ikke indrullede

Vækstform

Tueformet vækst – men ofte med lange udløber fra tuen

Bestand dannende ved krybende jordstængel, ingen tuer

Skedehinde

Lang tilspidset.

Ganske kort, ca. 1 mm lang, randhåret


De egenskaber, der gør hjelmen til det udmærket sandfangende og sandbindende klitgræs, som den er, er navnlig følgende:  

1) at dens underjordiske stængler (rodstokken) er så lange, kraftige og gennemvandrer klitten på kryds og på tværs. 

2) at de har så mange, sandbindende rødder;  

3) at lysskuddeue og løvbladene kunne vokse op gennem tykke, dækkende sandlag;  

4) at dens skud ikke visne og forsvinde fra klittens overflade om vinteren;  

5) at bladene er så vidunderligt tilpassede til at holde ud i blæst og sandflugt; 

6) at hjelmen i det hele er meget modstandsdygtig mod udtørring.

 

hjaelme-beskrivelse web

 

 

   

Hjelme. (A, B, C er formindsket). I, II, III: forskellige skudgenerationer. a, b…h, lavblade. D. Bladfæste med akselknop og tre rødder. E. et bladfæste med akselknop og to rødder, fra oversiden og undersiden. F. Løvblad. G. bladdet med den lange skedehinde. (E.W. 1896). 

Løvskuddene. Når rodstokkens vækstretning ændres og spidserne vokse ud til lyset, bøjer de opad i en jævn bue, bliver meget kortleddede, danner flere rødder ved hver bladgrund, og bladene går lidt efter lidt over til at blive løvblade. Idet skuddet vokser ud til lyset, kommer de sammenrullede, spidse blade frem af klitten under forskellig hældning mod klittens overflade. 

Er skuddet kommet oven over sandet, kan det åbenbart gennem mange år blive ved at danne løvblade uden at afbrydes ved lavbladdannelse og uden at blomstre, hvis forholdene ikke er til det. Derimod grener det sig stærkt. I hvert løvblads hjørne sidder en knop, der begynder med et tokølet lavblad, som også kan støtte en knop. Mange knopper forbliver „sovende", indtil gunstige forhold bringer dem til udvikling. Andre udvikles, de nederste undertiden til nye, vandrette rodstokke, de andre til oprette, kortleddede løvskud.  

Bladene er temmelig smalle (kun 5 - 9 mm brede), og de bliver endnu smallere fordi de altid er mer eller mindre rendeformede, undertiden endog helt sammenrullede. Bag på er de frisk grønne og glinsende, men oversiden er mat og mer eller mindre blådugget. De kan blive indtil 60 cm lange. De står i den svageste blæst krummet bueformet efter vinden og vender ryggen mod denne, idet de berører sandet med spidserne; derved vrides bladskederne så stærkt, at bladene næsten kommer til at stå i een række.

 

hjaelme 3 web

 

   Sand-hjelme

 

Bladene bliver stående om vinteren, og herved er hjelmen væsentlig forskellig fra marehalm og strandkvik, hvis blade falder af; den bliver derved så meget mer værdifuld som sand­flugtdæmpende plante, idet den også kan gøre tjeneste om vinteren, i frost bliver den gullig, men om foråret vender den grønne farve tilbage.

 

ammophila arenaria agrostis canina

 

 Hjelme og Hunde-Hvene


Antallet af levende blade i hvert enkelt skud er dog aldrig stort, højst 5 - 6. Løvspringet begynder tidligt; i april begynder de friske grønne at skyde frem. 

Når et skud i juni eller juli blomstrer, bliver det atter lang-leddet, og den ca. 15 cm lange, tenformede dusk hæves højt i vejret. Efter blomstringen dør skuddet bort ned til det øverste sideskud. Der er utvivlsomt mange skud, som aldrig når at blomstre.

 

468

 

 

   Kimplanter af Sand-hjelme; de to til venstre er 1 år gammel, den til højre 2 år.

Marehalm er nærmere knyttet til havet end Sand-Hjelme, findes derfor fortrinsvis i de yderste havklitter og på strandvolde ved havet.

 

marehalm 3-er-brugt web

 

Marehalm

 

Marehalmen ligner hjelmen overmåde meget i sin skudbygning og voksemåde, men den er meget højer og mer bredbladet. Den afviger fra hjelmen for det første derved, at den, straks fra kimplantens 1ste år danner udløbere, og at den i langt højere grad synes at være udløberplante. Men dens rodstokkes bygning, grening og roddannelse er i alt væsentlig som hjelmens. De ligger altid meget dybt i sandet og kan være op til 1 m lange.

Den danner ikke nær så tætte tuer som hjelmen. Grunden dertil er udløberne og, at sideskuddene ikke er trykkede så tæt op til moderskuddet. Dernæst bliver dens blomstrende stængler langt højere, endog over 2 m høje. Dens blade er meget bredere end hjelmens, nemlig 12 - 20 mm. De bliver langt stærkere blåduggede på over­siden, og er tillige noget blåduggede på ryggen. Dette blålige voksovertræk, som så mange strandplanter har, tjener formentlig til at beskytte spalteåbningerne mod at tilstoppes af vand; det er let at se, at vand ikke hæfter ved marehalmens blade. Bladene rulle sig heller ikke ind som hjelmens, når det bliver dem for tørt, og de krummer heller ikke ryg for vinden og vender ryggen til denne.

  

 

marehalm-beskrivelse web

 

Marehalm. Skud i begyndende løvspring 


En meget væsentlig forskel er allerede nævnt, nemlig at dens blade dør bort, visner og ofte endog helt forsvinder om efteråret. Om vinteren er der derfor stor forskel på en med hjelme og en med marehalm bevokset klit; medens den første næsten kun

ved farven er forskellig fra udseendet om sommeren, står marehalmsklitten om vinteren meget nøgen; Bladene er forsvundne eller ligger visnede på jorden, og der er næsten kun de høje, nøgne strå med de sortegrå blomsterstande, hvis frugter er faldet ud, at se over jorden. 

Når foråret kommer, sker der stor forandring. I marts måned kan man allerede se et eller andet grønt blad stikke frem af de gamle skeder, i april er løvspringet i fuld gang; de brede, frisk grønne eller noget rødlige blade stikker frem af klit­sandet. I Begyndelsen er de frisker grønne end senere, da de blålige voksdækker først udvikles efterhånden. Bladskederne er ofter rødfarvede end pladerne. 

Marehalmen ligner hjelmen, i at den kan tåle stærk sand­flugt uden at kvæles. Selv om den om vinteren dækkes fodhøjt af sand, vil den dog skyde frem i marts og april. .

Men den er, en langt dårliger sandfanger, både fordi dens skud står mer spredt, og fordi den forsvinder om efteråret. Den synes heller ikke at kunne tage Konkurrencen op med hjelmen. 

Rødderne. Ved hvert bladfæste er der en eller fler rødder som hos hjelmen; der kan også her træffes nogle opadvoksende, der er meget tynder end de nedadvoksende. De har lignende sandposer som hjelmens. De er ofte besat med små, hvide, uregelmæssig knolde­formede legemer. Disse er rundormegaller. 

Marehalm blomstrer navnlig i juni og juli, men man kan finde blomstrende stængler helt hen i oktober. Kimplanter kan blomstre allerede, fra de er et år gamle. Fra slutningen af juli kan man finde aks med modne frugter.

 

vinden-har-taget-godt-ved 1

Vinden har taget godt ved

 

Urter.

Sammen med de store klitgræsser er der også et par bemærkelsesværdige ikke-græsagtige urter i den hvide klit. Disse forekommer også som mark­ukrudt. Når de gror i klitterne, hæn­ger det sammen med, at de har for­mået at udvikle særlige klitracer, der er arveligt forkellige fra kulturfor­merne af samme arter. Den ene er vor almindelige stedmoderblomst, Viola tricolor, den anden Ager-svinemælk, Sonchus arvensis. 

Stedmoderblomst.

Klit-stedmoderblomsten er flerårig. Warming konstaterede, at klitarten kan tåle sanddækning, akkurat som flerårige arter (kællingetand, mandstro og mange flere).

 

Stedmoderblomst 31 web

Klit-Stedmoderblomst

 

Ager-svinemælk.

Denne plante er i øvrigt morsom ved ligesom hav­torn, at have knopdannende, vandret voksende siderødder. Rød­derne virker her ligesom underjordi­ske stængeludløber og kan rundt omkring i sandet skyde til vejrs; ofte ser man mængder af bladrosetter af svine­mælk spredt i det hvide sand.

 

ager-svinemaelk 32 web

 

ager-svinemaelk 30 web

 

landskab 3 web

Typisk hvid havklit. Vegetationen be­står af hjelme.

 

landskab 4 web

 

Lad os lige tage et overblik over den hvide havklits vegetation. Den kan navnlig yderst mod stranden bogsta­velig talt kun bestå af én art, nemlig hjelme måske ledsaget af marehalm og en enkelt strand-mandstro. I hvert fald kan man mange steder gå et godt stykke, før man opdager andre arter end hjelme. Men lidt inde, hvor rød svingel begynder at gennemvæve san­det og tilgroningen begynder, får vi en hel del arter.

Hjelme, rød svingel, marehalm, klitstedmoderblomst og strandært.

 

strand-fladbaelg 4 web

Strand-Fladbælg eller Strandært

 

IMG 1436

Klittens bælter

 

Vi nøjes her med dette portræt af den levende havklit og vender tilbage til klittens plantebælter, der - meget po­pulært - i retning bort fra stranden kan kaldes: hvid, grøn, brun og grå klit. Hvad er årsagen til denne bælte –dannelse. 

Årsagerne til bælterne.

Overalt vil havstrandens friske sand være relativt mer kalkrigt end det sand, der aflejres i klitterne, og det er naturligt, at jo ældre klitterne bli­ver, des mer udvaskes kalken, og sandet kommer til at reager surt. Bæltedannelsen, bælternes bredde og plantevækst, vil afhænge af udgangs­materialets, strandsandets, kemiske og fysiske egenskaber. 

Kalken i sandet.

Basisk reagerende partikler tilføres sandet fra bløddyrskaller eller fra strandbrinker, der eroderes af havet. Her i landet er det fx limstens-partikler eller stumper af snegle- og muslingeskaller, der tilblandes sand, som væsentlig består af kvartskorn og i sig selv er kalkfattigt.

Langs Jyllands vestkyst er strand­sandet oftest mer kalkrigt end langs Sjællands nordkyst.  

Nogle steder særlig mange skaller; det gælder fx ved syd­spidsen af Fanø, hvor der ligefrem kan ses skaldynger.  

Indviklet vegetationsmosaik.

Mange steder ser det hele kaotisk ud; alligevel kan man efter en vis træ­ning finde et bestemt mønster i en vegetationsmosaik. Man kommer til at indse, at bælterne, som følge af topografiske forhold (lokale vindbrud, lokal indfygning af strandsand osv.), pletvis bliver forskudt i forhold til hinanden, og dette fører til en hvid-grøn-brun-grå mosaik i stedet for klare bælter. 

 

Visse steder, hvor der ikke synes at tilføres meget kalkrigt materiale på stranden, er der ingen grønsværklit. Her går tilgroningsstadiet direkte over i brun klit efterfulgt af typisk sandskæg-rensdyr­lav. Visse steder er det brune bælte kun svagt udviklet, så man ser den grå vegetation følge lige efter tilgro­ningsstadiet.

Der knytter sig en særlig interesse til det område eller bælte, hvor san­det er dæmpet, men endnu ikke ud­vasket. Her kan der som omtalt ind­finde sig en tæt artsrig vegetation, der virker grøn, blomsterrig og »frodig«, men i omtrent samme zone kan der også udvikle sig et slags krat især af stikkende buske. 

Tornekrat i klitter.

I klitterne findes der ret ofte torne­krat, der først og fremmest består af havtorn, somme tider af roser, ikke helt sjældent af begge slags. Den vig­tigste rose er klitrosen, men også an­dre af vore vilde roser kan forekomme, især i Nordjylland. I nyere tid har også de japanske klitters dominerende roseart bredt sig nogle steder i vore klitter. Den plantes jo så tit ved vore sommerhuse og spreder sig langs vore strande med strøm og bølger.

Havtornkrat kan blive 1-2 m høje og spiller en stor rolle overalt, hvor sandet er kalkrigt. Man kan nok finde små havtornbuske sammen med en flora, der nærmest er »grå klit« flora, men de store, mere sammenhængende havtornkrat træffes altid, hvor strand­sandet er særlig kalkrigt.

Der er smukke eksempler på så­danne havtornkrat fx ved Sønderho sydstrand.

Den japanske klitrose.

Et par ord om den japanske klitrose, Rosa rugosa. Hvor den tager fat på en sandet jord hos os, er den næsten ikke til at få bugt med. Den breder sig under jorden som de andre, hvor til kommer, at den tåler noget salt og er lidet kræsen med hensyn til san­dets kalkindhold.

 

rynket-rose web

Rynket Rose

 

Gråris 

Gråris kan optræde allerede i den hvide klit, selv der, hvor der er stærk sandflugt; ligesom hjelme og marehalm stimuleres det her af det ophobede sand til forøget vækst; dets skud begraves i sandet, danner nye rødder og udvikler også grene ikke blot i jordskorpen og i jordoverfladen, men også nede i sandet, hvor hvide, næsten typiske lavbladskud kan opstå. Ellers er dets skud mest overjordiske, men de lægger sig ned og slår rødder, så at arten med god grund overordnet kaldes »krybende« pil. Gråris er en underart dertil.  Herved får den enkelte plante en lignende centrifugal vækst som revling, og man ser derfor mange steder i klitterne, at gråris danner store, kredsrunde pletter.

 

graaristaeppe 1 web

Gråristæppe

 

Når mange sådanne planter vokser sammen, kan gråriset til sidst komme til at dække vidtstrakte klitsider og lavninger mellem klithøjene. Sådanne samlinger af Gråris når i almindelighed en højde af 15 – 30 cm, men kan dog også blive højere. De kan være mærkværdig jævnhøje, hvortil grun­den formodentlig er, at flyvesandet har dækket bunden med et lige tykt Lag. Disse grågrønne samlinger af Gråris kan være meget blomsterrigt. Man ser her de store, violette stedmodersblomster, de herlige blå klaser af musevikke og mælkeurt, de gule kroner af kællingtand, rundbælg, Bidende Stenurt, Smalbladet Høgeurt eller Gul Snerre, hvide blomster af Burre-snerre, Klit-Limurt og Lancet Vejbred, en gang imellem også de kraftigt rosenrøde blomster af Strandært.

 

alm-rundbaelg 30 web

Alm. Rundbælg

 

klit-limurt 1 web

Klit-Limurt

 

Også arter, som ellers ikke hører hjemme på grå klit, kan indvandre, fx Rød Kløver og Gul Kløver. Af græsser kan man finde fx Gulaks, Sand-Svingel og Fåre-Svingel; deres blade blive længere og tyndere i grårisdækket end ellers. Der kan naturligvis også være mellemformer mellem gråris-klit og grønsvær-klit. Sådanne herlige gråris-samlinger findes især på østsiden af klitterne.

 

vellugtende-gulaks web

Vellugtende Gulaks

 

Grårisets rødder synes at kunne blive mange meter lange og strækker sig langt ud i det omgivende terræn. Grenene kan åbenbart holde sig levende i mange år, selv om de er blevet begravet af flyvesandet. 

I grårisklitten er der skjul og læ for mange svagere planter, og en hel lille flora kan findes her. Fortrinsvis optræder naturligvis den grå klits almindelige arter, men også andre, mindre alminde­lige forekommer. Man kan finde Gul Snerre, Kællingetand o. a. men også Sommerkonval, Skjaller, Engelsød, Pimpinelle. Rød Kløver, Fladbælg, Agermåne, græsser som Tandbælg, ja endog Bølle. Skovmosser (Hypnum-Arter, Hylocomier) kunne danne brede, tætte tæpper på bunden af denne miniature-skov, og Hundelav lægger sine brede, grå lapper oven på mosserne. 

Gråris-klitten er en solid klit, der vanskelig brydes op af vin­den; den er at betragte som et slutningsled i udviklingen, med mindre lyngen skulde erobre bunden; men den betyder dog ikke stort i det hele, fordi den optræder i så ringe mængde.

 

gul-snerre-og-engelsoed 1 we

Engelsød og Gul Snerre

 

gul-snerre 2 web

Gul Snerre

 

strand-fladbaelg 3 web

Strand-Fladbælg 

 


Gå til top

End Of Slide Box