Mitfanoe
Den grå klit


Logo 900


Plantelivet i Fanø's Klitter


 

Den grå klit

Farverne.

Klitsandet længst fra yderkysten vil være udvasket og surt. Det frodige præg forsvinder. Vegetationen består nu af en tuegræs med blå­grønne, børsteformede blade, sand­skæg, af sand-star, og af laverne, mest rensdyrlaver, der er grå, hvidgrå og blågrå. Helt sørgmodigt virker dette dog ikke. I lavtæppets mosaik er der også brune felter af islandslav og tjørnelav. Og der er da også andet end græs. Der er gule blomster på skærm-høgeurt og almindelig kongepen, violette på hunde-viol og blå på blåmunke. Selv timian holder ofte stand og giver nu og da en kærkommen rød farve i naturen

.

sandskaeg 11 web

Sandskæg

blaamunke 20 web

Blåmunke

 

En varm, tør dag »knaser det«, når man går hen over lavtæppet. De stak­kels rensdyrlaver er »sprøde« og knuses under vore fødder. Talrige års til­vækst på den karrige jord ødelægges ved hvert skridt. Laverne vokser nem­lig meget langsomt. På fugtige dage er lavtæppet blødt. Planterne går ikke i stykker, når man træder på dem.

rensdyrlav 21 web

Rensdyrlav

 

 

To hede­buske, revling og hedelyng, findes næsten al­tid findes; revlingen danner ligefrem store pletter.

graa-klit 10 web

graa-klit 11 web

Gråklit med Gråris, Lyng og Engelsød

mix 1 web

Lyng, Rensdyrlav og Engelsød

revling 1 web

Revling

Graa-klit 1 web

Mange laver.

Til gengæld er antallet af lavarter ofte betydeligt i den grå klit. Man tror det ikke, før man lægger sig ned på knæ og ser nøjere på det brogede lavtæppe. Blandt de buskede rensdyr­laver har en art ensidigt grenede skud, en anden grener sig til alle sider, en tredje har få blålige grene, en fjerde korte og grå grene osv. Blandt de bæ­gerformede rensdyrlaver har nogle lakrøde frugtlegemer, apothecier, an­dre har brune. En enkelt, elg-rensdyrlav, består af bleggrønne i randen indskårne skæl, der i tørt vejr krummer de kridhvide undersider op. Denne art vokser i øvrigt hyppigst, hvor sandet ikke er for magert, og man ser den derfor alle­rede i de »brune«, ældre stadier af grønsværklitterne. 

Et par af jordlaverne er også ka­rakteristiske for steder med vindero­sion, hvor der sommetider fjernes sandskorn. En af rensdyrlaverne, Sne Bægerlav, er særlig hyppig netop sådanne steder; det samme gælder ar­ter af slægterne Korallavfamilien og Skivelav. De sidste danner grå eller mør­kebrunlige skorper over sandet. Da der foregår en langsom sandbortførsel og skorperne gror ud til alle sider, vil de til sidst komme til at omslutte en lav kegle af sandskorn. Man kan let løsne sådan en Skivelav - kegle; den er oftest ikke mer end ca. 5 cm i tværmål, altså som en lille konditor­kage. Sandskornene hænger sammen inde under lavskorpen; det hele er en af naturen dannet »kage«, hvor over­trækket ikke er sukker men lav, - det er en »lavkage«. 

Sandskæg.

De to græsagtige dominanter må om tales lidt nøjere. Sandskæg, er som omtalt en tæt, tueformet græsart med børstefor­mede blade. Den er let at kende fra fåresvingel og stivbladet svingel, der har lignende udseende, fordi dens bla­de er blågrønne, forneden rødlige, ikke mørkegrønne. Planten har et vidt forgrenet trevlerod, men rødderne er ret svage. Den er stavnsbundet, men kan, hvis den udsættes for sanddæk­ning, danne flere tæt ved hinanden siddende totter.

Snadskaeg---sanddaekning

Sandskæg, der har været udsat for sanddækning, hvorved den har dannet flere tæt ved hinanden siddende totter. (Efter Warming).

sandstar-vandring

Sandstar har stor vandringsevne, idet den skyder sine stængler vandret frem gennem sandet. Nu og da bøjer den en skudende op, og derefter fortsætter den vandringen med et nyt vandret stæn­gelstykke. (Efter Warming).

Sandstar.

I modsætning til sandskæg har sand­star, en enorm vegetativ vandringsevne. Den skyder sine stængler vandret frem gennem san­det, men bøjer med mellemrum en skud-ende op, som danner blade og eventuelt aks; derefter fortsætter et nyt vandret stængelstykke i samme retning som det første og bøjer til sidst op. Hver skudgeneration sidder som et sideskud på den foregående. Det hele danner en skudkæde (kæde­akse). Morsomt er det, at der oftest i hvert vandret stykke netop er fire stængelstykker adskilt af skedeagtige lavblade og sandbindende birødder.

Ikke sjældent ser man nogle sorte kulagtige klumper i aksene på sand­star. De dannes af en brandsvamp, der vokser i starens nødfrugter, ødelægger dem og til sidst bliver til tusinder af sorte brand­sporer. 

Blåmunke.

Som eksempel på en plante med far­vede blomster kan vi vælge blåmun­ke, også en art med »vestlig« tendens og altid på mager og tør bund. Den er i høj grad stavns­bundet, har en roset af små i randen svagt krusede blade og skafter, der opefter er bladløse. De blå blomster sidder i et »hoved« omgivet af svøb­blade. Det hele minder om en kurv, men blomsterbygningen viser, at plan­ten hører til klokkefamilien. Blåmun­ke har toårig udvikling eller spirer om efteråret, hvorefter den dør næste sommer (vinter-enårig).

blaamunke 22 web

Blåmunke

Laverne; besynderlige dobbeltvæsener.

Lad os til sidst beskæftige os lidt med laverne, lichenerne. Som bekendt er en lav et besynderligt dobbeltvæsen. Vore laver er sæksporesvampe, der ernærer sig ved at holde mikroskopiske grøn­alger eller blågrønalger i »slaveri«. Algecellerne ligger inde i laven og ar­bejder fotosyntetisk (opbygger orga­nisk stof, når der er nok lysenergi til rådighed), og svampen udnytter de stoffer, som algecellerne producerer. Som regel ligger algecellerne i et be­stemt lag inde i laven. 

De vigtigste laver i grå klit er nok rensdyrlaverne, Cladonia, hvis byg­ning er særlig indviklet. Der dannes først et »primært thallus«, ofte bladagtigt eller skællet og fladt udbredt på jorden. Dette har et lag af alge­celler inde i sig som normalt hos la­verne. Men fra primærthallus skyder dernæst bæger-, stavformede eller busk­agtige »podetier« i vejret, og de bærer ofte brune eller røde frugtlegemer. 

Det mærkelige er her, at podetier­ne er hule og ikke har noget algelag, men de indfanger små algeceller, der tilføres med vinden. Algerne sidder i klumper eller i et overtræk på po­detiet og udnyttes af dettes svampe­hyfer. De arter, der busker sig (Cladonia-gruppen) og som rensdyr, får og andre dyr åbenbart synes er gode at æde, mister hurtigt primærthallus.

Meget vigtig er også tjørnelav. Let kendelig, fordi den danner 2-5 cm høje, sortbrune puder og småtuer. Thailus er buskformet, rigt grenet, med smalle, stive, ud­spærrede, glinsende grene. 

Kan tåle stærk udtørring.

Man kan undre sig over, at laverne en varm sommerdag kan blive så knasen­de tørre og overleve dette. Imidlertid må man gøre sig klart, at såvel svam­pens som algens celler har den egen­skab, at de kan tørre stærkt ud. Stof­skiftet bliver nedsat til et minimum, men de dør ikke, i hvert fald ikke hvis udtørringen ikke bliver meget lang­varig. I vort klima er der ikke grund til at frygte lang tørke; selv i varme-bølger vil der om natten falde dug, og så ser vi laverne ved morgengry bløde og aktive; de udnytter morgentimernes lys til stofproduktion og vækst; men, som sagt, væksten er ikke hurtig.

baegerlav 1 web

Bægerlav

floejelsgraes web

Fløjlsgræs

klithede 1 web


Gå til top

End Of Slide Box