Klitindbruddenes vegetation


Logo 900


Plantelivet i Fanø's Klitter


 

Klitindbruddenes vegetation

Klitternes uregelmæssige former skyl­des overvejende, at der dannes vind-brud. Vinden kan bore sig ind i et klitparti og sandet fyger bort og aflejres i læ et eller andet sted. Ikke sjældent når erosionen ned til grundvandet, således at der i bruddets bund dannes en eller flere småsøer eller pytter. Alt dette medfører at den tilgroning, der skete forud for vindbrud-dannelsen ødelægges. I mange tilfælde bliver ødelæggelsen total - alt rives op, rødder og jordstængler hænger ud af de klitskrænter, hvor vinden arbej­der. Men der findes også en mild form for vinderosion, hvor kun lidt sand fjernes i ny og næ. Her kan plan­terne holde stand. Vi får en ligevægt betinget af, at planterne lige når at brede sig ud over de flader, hvorfra sandet fjernes.

landskab 1 web

landskab 2 web

Ny kolonisering.

I vindbrud foregår der efterhånden en regeneration, en ny kolonisering af planter. Naturligvis foregår den lettest hvor vinderosionen hæmmes eller hører op. Dette er tilfældet nederst i bruddet, hvor konstant tilstedeværelse af vand binder sandskornene sammen. Men læforholdene ændres også. En skråning, der på et givet tidspunkt var en nøgen sandflade, hvorfra sandskorn løsnedes, kan, efterhånden som stedet for den kraftigste bortgnavning af sand flyttes, komme i læ, og så begynder indvandringen af planter her. 

Bunden af klitgryderne.

I bunden af klitgryderne betinger fugtigheden ikke blot at sandet ikke fyger bort, men tillige at frø, sporer osv., der daler ned i gryden, får fortræffelige spiringsbetingelser. På de fugtigste pletter kommer der alger eller mos, Bryum-arter, og græsser, fx kryb-hvene. Lidt tørrer sand­flader i bunden koloniseres af rød svingel, sand-star, kællingetand og gråris. Den sidste er her en vigtig pioner for en tæt sluttet vegetation. Også hårspidset jomfruhår er mange ste­der meget vigtig som den første ind­vandrer. Sandet bliver brungrønt prik­ket af alle de små mosplanter. 

Når et sådant stort vindbrud kommet til ro, og der er sket en komplet tilgroning. hede af revling og hedelyng, og nærmest de hvide klitskrænter er der særlig meget gråris, der sender »vegetationstunger« lidt op ad de tørre skrænter med spredte klitplanter.

Vinden er navnlig hård ved de tør­re skråninger. Undertiden ser man en lille central klit i vindbruddet; den er nok dannet af sand, der kastes ind mod midten under vindstød, der hvirv­ler rundt langs vindbrudskrænterne. 

Vindbrud med magert klitsand.

Særlig stor botanisk interesse knytter der sig til vindbrud i ældre klitom­råder noget fra stranden. Her er klit-sandet magert og laverne kommer til at spille en enorm rolle ved tilgroningen af bruddet. Der er ikke tvivl om, at tørre, med sandskæg bevoksede skråninger, er stærkt udsat for at blive revet op af vinden. Sådanne skrånin­ger findes langt inde i områder, hvor klitterne ellers er hedeklædte.  

Gråris er dog som allerede nævnt i stand til at danne store bevoksninger også i de store hvide havklitter og vil mange steder dominere samfund af grønsværstypen. Den kan også danne selvstændige klitter.


Gå til top