Lavklitten 

Logo 900

Plantelivet i Fanø's Klitter


Lavklitten 

Laver trives kun, hvor der ingen sandflugt er; idet laverne vokser meget langsomt og formår ikke at arbejde sig op gennem et sanddække. I svag sandflugt ser man undertiden rens­dyrlav danne små, urglasformet hvælvede puder, idet den samler sandet mellem sine grene og i sin vækst kan følge med tilsandin­gen; i det Indre af disse puder blive sandkornene bundet sam­men af talløse, tynde rhizolder, som udvikles fra podetierne. 

Ret tidligt begynder de sortegrå, skøre Lavkager og Liken-skorper, som tidliger omtalt, at danne sig på udblæste klitters sider. Ligeledes indfinder Tjørnelav sig tidligt; den vandrer ved løsrevne stykker af sit thallus, hvis spidse grene fæster sig i sandet og ved rhizolder bider sig fast i dette; tager man en plante op, ses tætte sandmasser hænge fast ved grenenderne. Rensdyrlav udbreder sig på lignende måde, men den kommer i almindelighed senere, og da den holder mer af læ og fugtighed end Tjørnelav, der optræder på de mest solåbne og ophedede klitsider, findes den især i lavningerne mellem klithøjene. Også dens podetier hæfter sig fast med de krogbøjede ender, og fra løsrevne stykker af dem, som vinden har ført hen på klitten, udvikles der masser af hyfer, som binder dem til sandet.  

Mens Tjørnelav ikke optræder i vidtstrakte, sammenhængende tæpper, men ligger, i spredte puder eller klumper, kan Rensdyrlav danne tætte samlinger, der undertiden næsten er rene. De ligner da hvidgrå, bløde tæpper, er indtil 10 cm tykke, og kunne indtage ret vide strækninger. I tørt vejr knaser disse tæpper under foden, der sætter dybe spor i dem og bryder de skøre podetier i stumper og stykker; i vådt vejr er de vanddrukne og svulmende.  

Også i Vesterhavets grå klitter kan man træffe pletter med lignende tætte samlinger af Rensdyrlav, mest i lavningerne og på beskyttede steder.  

De naturforhold, laverne har at leve under i klitten, kendetegnes hovedsagelig ved: 


Overfor lyset er laverne værnede på forskellig måde; nogle er beskyttede af farvestoffer, der aflejres i celle­væggene og hindrer en skadelig indvirkning af lyset på gonidierne, således fx. Skælklædt Bægerlav. 

Andre er rigeligt udstyrede med luftfyldte intercellulær-rum, der i høj grad hindrer lysets (og varmestrålernes) passage ind til gonidierne: lyset tilbagekastes i høj grad fra lavernes perifere cellelag, og de pågældende arter er derfor hvide eller hvidlige (fx Askegrå rensdyrlav, Pigget Bægerlav, etc.). 

Overfor tørhed er laverne beskyttede ved stærkt udviklede hudvæv ”Barklag"), der hindrer en pludselig, men ikke formår at hindre en grad­vis, langsom udtørring; en sådan finder faktisk sted på tørre somre, og tåles godt af lavenerne. Også i de indre vævpartier findes hos nogle arter en sammenhobning af hyferne i store Hyfeplexus, der netop ved denne sammenhobning er ret godt beskyttede mod en indre fordampning fra hyferne ud til Intercellulærrummene. Mod sandflugten er lavenernes barklag et godt værn. De fleste arter lever ikke i den fygende klit, og de få, der lever der erstatter deres tab ved simpel regeneration af det ved sandflugten tabte hudvæv. 

Værre end sandsliddet er dog faren for helt at begraves i sandet; erfaringsmæssigt er lavenernes evne til at tåle en tilsanding ret stor, størst hos de lodrette, orthotrope Cladonier, der kan vegetere, så længe blot toppen af planten rager op over sandet.

Fasthæftningen til substratet sker hos nogle arter ved en særlig rigelig udvikling af hapterer.

 

Læs mere om laver her


lakrdbgerlav_1_web
landskab_10_web
landskab_12_web
landskab_14_web
landskab_15_web
landskab_17_web
landskab_18_web
landskab_21_web
landskab_22_web
landskab_23_web
landskab_26_web
lav_30_web
mix_3_web
mix_4_web
mix_5_web
rensdyrlav_1_web
rensdyrlav_22_web
rensdyrlav_2_web
rensdyrlav_4_web
rensdyrlav_6_web
sandskg_1_web
smalbladettimian_7_web
01/22 
start stop bwd fwd


Gå til top